Diakon og Skribent

En rejse i Tro og Kreativitet

Side 5 af 25

Han ser efter, om vi er på vej hjem

”En mand havde to sønner.  Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem.  Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød.  Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.  Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel.  Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.  Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.  Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.  Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste.  For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde.  Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.  Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind.  Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner.  Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.  Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«” (Luk 15,11-32)

Dette er en historie, som vi har hørt mange før. Den ene af de sønner kunne være en spontan livsnyder, som var røget i ”Luksusfælden”. Han drømte om at udleve alle sine drømme og se hele verden. Han fortalte faderen om sine drømme, og faderen ville gerne sponsorere ham og gav ham en hel masse penge. Han farede ud på jordomrejse og på luksuskrydstogter. Han brugte masser af penge på smukke kvinder, designertøj og gourmetmiddage. En dag havde han brugt alle sine penge, alle hans venner var væk (for de var kun venner med ham pga. hans penge), og han havde ikke en eneste brødkrumme tilbage i sin lejlighed. Der var ikke mad nogen steder i det land han boede, for der var sket det, at en farlig epidemi var brudt ud i landet, og alle fødevarebutikker var tomme. Af frygt havde folket nemlig hamstret og revet maden ned fra alle hylder. Denne søn havde nu mistet alt. Han vidste dog, at epidemien og derfor heller ikke hamstringen var nået til det land, hvor hans far boede. Han kom i tanke om, at hans far havde en stor svinefarm, så han tænkte, at han nok altid kunne bruge en løs vikar. Han besluttede sig for at ville tage hjem og planlagde at sige dette:

”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.” (v. 18f)

Den anden søn kunne være en flink og rolig mand, som havde boet og arbejdet hjemme ved sin far hele sit liv. Han havde trofast arbejdet hårdt hver eneste dag for sin far. Han havde aldrig forladt sin far, han havde aldrig følt trang til at rejse langt væk fra faderen, og han tænkte altid nøje over, hvad han brugte sine penge på. Da hans bror kom hjem efter, at de hverken havde set eller hørt fra ham i 20 år, blev denne bror vred og forarget over, at faderen ikke skældte ham ud. Han formanede ham ikke engang. Faderen nævnte ikke med ét ord alle de forkerte ting, han havde gjort, og han bebrejdede ham heller ikke, at han ikke havde ringet eller skrevet hjem eller var kommet hjem til jul. Det mest uretfærdige var, at faderen holdt en kæmpe fest for den bror, som havde ødslet alle sine penge væk. Han inviterede flere hundrede mennesker – ja hele landsbyen –  til festen. Han havde købt de bedste økologiske oksemørbrader, og de fik masser af dyr champagne og Amarone-vin til festen. Den flinke og rolige mand havde altid været hjemme hos sin far og tjent ham trofast, men han havde kun holdt fester for ham, hvor de allernærmeste var inviteret med, og for det meste havde de fået flæskesteg til disse fester. Det værste af det hele var, at faderen var så glad, som den flinke og rolige søn aldrig havde set ham før. Han lignede en, som havde vundet i Lotto. Faderen kiggede kærligt på sin flinke og rolige søn. Han blev bedrøvet og sagde:

Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« (v. 31)

Lad os se på, hvem denne fader er?  Gør faderen forskel på sine børn? Nej, han elsker dem lige meget og han vil altid gerne have dem tæt hos sig. Han har det fint med, at hans sønner er meget forskellige. Han vil gerne, at de laver det, som de er glade for at lave. Han ser både værdi i en søn, som er en drømmende eventyrer og en søn, som trofast, pligtopfyldende og arbejdsom. De har begge altid været hans børn. Han troede, at den ene søn var død, men han kom hjem til ham i levende live. Det var derfor, han blev så glad.


”Der er ”større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse” (Luk 15,10)

Vores himmelske far er ligesom faderen til den fortabte søn. Vi er først og fremmest hans børn, ikke hans daglejere eller tjenere. Han er ikke urimelig og hård. Han er gavmild, mild, tålmodig, barmhjertig og nådig. Om vi skulle glemme ham, glemmer han os aldrig. Han holder aldrig op med at elske os. Han har lige meget omsorg og kærlighed for alle sine børn.  Uanset hvad der sker og uanset hvad vi gør, så ser han altid efter, om er på vej hjem til ham. Så løber han hen til os, falder os om halsen og kysser os.

Kilde: Pixabay, StockSnap



Mariehønen er et glimt noget større

Græsset var meget højt. Det var på tide at slå græs. Græsslåmaskinen tændte sin motor og larmede i hele byen. Alt græs skal slås, fuld fart frem! Pludselig begyndte motoren at hoste og hakke. Den gik i stå. Der blev stille.
En solstråle ramte et græsstrå. Her kravlede en mariehøne. Hvis ikke græsslåmaskinen var løbet tør for benzin, havde jeg ikke set mariehønen, og jeg havde kørt den over.
Jeg så mariehønen. Jeg så, at den var lille, at den var smuk, sand, god, rosværdig, og at den var værd at  elske. Også mariehønen er skabt af Gud.

Jeg så et glimt af noget større. Det, som jeg troede, jeg havde forstået, havde jeg ikke forstået. Det, som jeg troede jeg vidste, vidste jeg alligevel ikke.

Billedkilde: Ervin Gjata

Gud Herren kommer i styrke,
han hersker med sin arm.
Hans løn er med ham
hans fortjeneste går foran ham.
 Som hyrden vogter han sin hjord,
han samler dem med sin arm;
han løfter lammene op i sin favn,
han leder moderfårene.


Hvem har udmålt vandet i sin hule hånd,
afgrænset himlen med udspændte fingre?
Hvem har målt jordens støv i tønder,
vejet bjergene på vægten
og højene på vægtskåle?
 Hvem kan retlede Herrens ånd,
hvem kan være hans rådgiver og belære ham?
 Med hvem har han rådført sig for at få indsigt
og blive belært om den rette vej?
Hvem lærte ham kundskab
og viste ham vejen til indsigt?
 Nej, folkene er som dråber i en spand,
de regnes som støv på vægtskåle,
de fjerne øer vejer kun som fnug;


(…)

Herren er en evig Gud,
skaberen af den vide jord.
Han bliver ikke træt og udmattet,
hans indsigt kan ingen udforske.

(Es 40,10-15 og v 27-28)

Jesus har magten

“Mig er givet al magten i himlen og på jorden” (Matt 28,18)

Det er Jesus som har magten
Hvem har givet ham magten?
Det har Hans Fader
Gud har magten
til at skabe
give liv
rejse døde til live

Magten er givet
ikke fortjent
Jesus har fået magten
Jesus har kraften
fordi han er Guds søn
Jesus er Gud

Jesus døde på et kors
for os
af kærlighed
vi er Guds børn
Hans kraft bor i os


Vi har fået Guds kraft
ufortjent
af nåde er vi frelst
det skyldes ikke os selv

Vores magt er magtesløs
Jesus udøver sin magt
i magtesløshed

Døren

Jesus, du er døren
du åbner op
Vi går ud af den mørke, kolde, beskidte stald
Ud på de grønne frodige enge
Der er masser af mad til os
Du er døren
Du er ikke låst
Du er døren
til de grønne græsgange
Du kalder os ved navn
Du møder os med din åbne favn
Du leder os ved din stemme
Du går foran os
Vi følger dig
vi vil aldrig følge en fremmed

Han rækker os sin hånd

Guds hånd er stærk og fuld af kraft
Guds arm er ikke for kort til frelse
Vi lægger vores vej i Guds hånd
Vi vil stole på Ham
Gud med os

Guds hånd skaber
giver liv
Guds hånd er vores Herres hånd
Han opdrager os
han retleder os
Han leder os ad rette stier



 Ingen kan rive os ud af vores Faders hånd
Alle gode gaver kommer fra Gud Faders hånd
Guds hånd giver os i overflod
Guds hånd giver høst i titusindfold
Guds hånd helbreder



Jesus tjener os
Han dækker bord for os
Han skaber mad til tusinder
af to fisk og fem brød
Jesus bryder lænker
Han sætter fanger i frihed

Jesu hånd er vores Herres hånd
som fører os
vi adlyder Ham
i kærlighed
vi skal tage vores kors op

Jesus rækker os sin hånd
Vi holder Ham i hånden
Han trøster os
Herren er nær

Jesus er vores ven
Han holder os i hånden
når vi er bange
Han holder os i hånden
når vi kommer nye steder hen

Jesu hånd er vores elskedes hånd
vi er frie
bundet til Hans kærlighed
Det skyldes ikke os selv
gaven er Guds
Han er blid og sagtmodig
han er langmodig
Han giver os sig selv
Han elsker os
med en brændende nidkærhed






Bliv i Jesu kærlighed

”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden.  Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.  I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.  Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.  Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.  Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.  Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.  Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.” (Joh 15,1-10
)

Overordnet handler disse vers om kærlighedsrelationen mellem Jesus og Hans disciple. Den skal være ligesom et livslangt (evigt) ægteskab, ikke en flirt, et teenagecrush eller en flink løbemakker. Det er en kærlighed, som forpligter, og samtidig er Jesus lidenskabelig, lige så lidenskabelig som vi ser Gud er i forholdet til Israel i Det Gamle Testamente.  

Der er ikke noget vi kan gøre i egen kraft for at få Åndens frugter. Grene, som er knækket af træet, visner.  Det er Gud, som renser os, vi kan ikke rense os selv. Renselsen består dels i opdragelse (foragt ikke Gud Faders opdragelse, for en far opdrager sine børn, fordi han elsker dem (Heb 12,5-10)), og at Gud Fader omfavner os i Sin kærlighed. Renselsen består i at Helligånden arbejder i os, når vi holder os tæt til Jesus.

”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.” Jesus er Ordet, som blev til menneske – til kød (Joh 1,14). Guds Ord renser os, og vi skal blive i Guds ord. Vi skal huske, reflektere over og gemme Ordene i vores hjerter. Vi skal bygge på, handle på og gå på Guds Ord (Matt 7,24-25)

”Bliv i mig, og jeg bliver i jer”
 Det er et gensidigt forhold. ”Jeg er min elskedes, og min elskede er min” (Høj 6,3). Vi skal blive i troen på Jesus, blive i længslen efter ham, blive ved med at elske ham. Vi skal blive ved med at tro på Hans ord. Vi skal blive ved med at bede, ikke af pligt, men af længsel af at leve sammen med Jesus. Helligånden vil virke i det nævnte. Bliv i mig, og jeg bliver i jer = Jesus vil ved Helligånden bo i vores hjerter. Hvorfor lyder det som en befaling, hvorfor bruges imperativformen ”bliv”? Fordi det også handler om valg. Vil vi vælge at åbne vores hjertes dør for Jesus? Han banker på, men han er ikke én, som sparker døren ind, selv om han kunne gøre det med sin guddommelige kraft.

”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer”
 
Jesus kunne have sagt, at han elsker os ligesom vores mor elsker os. I stedet siger han, at han elsker os, ligesom Gud Fader elsker Ham. Faderens kærlighed til sin søn Jesus, er kæmpestor, og den er evig. Om Jesus råbte Gud fra himlen ved Jesu dåb: ”det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”(Matt 3,17). Ordet ”velbehag” har noget at gøre med en stærk følelse af glæde, tilfredshed og velvilje. Så højt elskede Gud Fader sin Jesus, og alligevel valgte Gud Fader at ofre Sin Søn på korset for os, fordi han elsker os alle (Joh 3,16).



Bliv i min kærlighed!

“bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.”

Jeg læst Joh 15,1-10 mange gange, og jeg har fundet det både smukt, fantastisk og uforståeligt. Og så har jeg slået mig på imperativerne. Er det oversat rigtigt fra grundteksten? Ja, det græske ord for bliv, ”meinate”, står i imperativ 2. person flertal. Det er ord til disciplene, det er ord til os, menigheden, til alle dem, som vil være hans efterfølgere. Jeg ser to dimensioner i sætningen ”bliv i min kærlighed”.

  1. Han siger oprigtigt min kærlighed. Han kunne have sagt ”bliv i min visdom”, ”bliv i min magt”, ”bliv i min hellighed”, ”bliv i min sandhed” osv. Alle sammen er vigtig egenskaber ved Jesus, men han siger ”bliv i min kærlighed”. Gud elskede os først (1 Joh 4,19). Gud er kærlighed, og det var Ham, som elskede os først, længe inden vi blev født. Han kendte os og elskede os fra meget lang tid før vi blev født. Og alt hvad Gud gør, gør han af kærlighed, og han skabte verden og os af kærlighed.

    Gud skabte en hel masse ting, og han så, at det var godt. Gud så alt, hvad han havde skabt, og så hvor godt det var (1 Mos 1,31). Gud ser på sit skaberværk med sine øjne, der både er hellige og fulde af kærlighed til skaberværket. Et sted i Bibelen står der, at Gud altid har sit blik rettet mod menneskene. Gud er ikke verdens første ”Big brother”, der overvåger alt og alle med det formål at fange og dømme forbrydere. Hans blik er faderens omsorgsfulde blik og Jesu, brudgommens, øjne fulde af kærlighed. Kan man sammenligne dette opmærksomme blik med en forelsket, der ikke kan slippe blikket fra sin udkårne?!

    Min (Jesu) kærlighed Det græske ord for kærlighed er her Agape. Agape er Guds kærlighed. Guds kærlighed er evig, ren, ubetinget, hellig og perfekt, mens menneskers kærlighed er foranderlig, betinget, begrænset og fulde af fejl.
    ”Bliv i min kærlighed” er sagt mildt og fuld af kærlighed. Jesus elsker os højt. Han længes efter os, og han kunne sige: ”bliv hos mig, min elskede. Bliv ved med og tro på, at jeg elsker dig.”
  2. Samtidig må vi ikke ignorere imperativet. Igen det er et valg. Vil vi tro på og stole på, at Gud elsker os?  Det står utallige gange i Bibelen. Ånden skaber frugterne på grenene, men vil vi handle på den kærlighed Ånden skaber i os? Vil vi vælge at bruge tid på Ordet, på bøn, på at være sammen med Gud? Hvilken plads skal Gud have i vores liv? Vil vi give Gud 1. pladsen i vores liv? Og vil vi handle på den kærlighed, Ånden skaber i os, til vores næste og vores søstre og brødre i Herren?

    Imperativet hænger sammen med, at hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed. Er vi nu tilbage i den gamle pagt? Er der virkelig krav, når Jesus opfyldte loven og døde på korset for os. Vi er syndere, og skal vi ikke give op på forhånd. ”Jeg er et menneske, og det er svært at elske min næste.” Ja, men vi kan ikke ignorere buddene Jesu taler om i evangelierne. Vi kan ikke ignorere hans formaninger eller bjergprædikenen. Vi kan ikke ignorere det dobbelte kærlighedsbud: du skal elske Gud af hele din styrke, hele dit sind, hele dit hjerte og hele din sjæl OG du skal elske din næste som dig selv.

Formaningerne i evangelierne og kærlighedsbuddet er sagt af Jesus selv. Det er en vigtig pointe. Vi skal se på, hvad Jesus gør og lære af ham. Vi skal efterligne ham. Vi skal lære ham at kende gennem at læse i Bibelen og igennem bøn. Kom til Jesus og lær af ham.

Læs mere

Baghavekrige og et håb om et fredsrige

Som de fleste andre haveejere, har vi masser af græs. Vores have er vores have. Kun ukrudt, vilde dyr og naboernes katte kommer uanmeldt på besøg. De forskellige dyr har fået ejerfornemmelse over vores have. Naboens sorte kat sætter sig midt på græsplænen. Kommer der en anden kat, jager den sorte kat den væk.
Solsorte hopper efter hinanden. Vores faste duepar vil ikke have, at en tredje eller fjerde due går ind i vores have. Gråspurvene vil ikke dele fuglefoderet med hinanden. Musvitterne er forsigtige med at besøge vores foderbræt.
En dag sprang den sorte kat op på foderbrættet og fangede og dræbte en musvit, som den åd. Hjælp, der er krig i vores baghave!

En fredfyldt oase

På min faste gåtur finder jeg en anden ro. Hestene står stille i deres indhegninger og spiser. Køerne hviler sig i græsset, eller de spiser masser af græs. Hestene og køerne ser glade ud.
På min gåtur er der en permanent lille sø på en eng. I dag var der på græsset ved søen to gæs, to ænder og to svaner tæt på hinanden. De lå der stille og roligt. Måske var de venner?
En blishøne svømmede ind og gik op på bredden til de andre fugle. Blishøner har ry for at være hidsige, men der var stadig fred ved den lille sø.

Så fik jeg øje på en fiskehejre ude i vandet. Den stod helt stille og skjulte sig imellem sivene. Da jeg opdagede den, fløj den lidt væk og satte sig i noget græs. En krage kom hen til den. Fiskehejren lettede med det samme kragen kom, og den fløj langt væk.

Fredsriget er her alligevel ikke endnu. Der er baghavekrige og forskrækkede fiskehejrer, men ind imellem er der gode stunder, hvor Gud lader os ligge i grønne enge og leder os til det stille vand.

De fredelige fugle ved søen fik mig tænke på Esajas’ profeti om det kommende fredsrige:

Ulven skal bo sammen med lammet,
panteren ligge sammen med kiddet;
kalv og ungløve græsser sammen,
en lille dreng vogter dem.
 Koen og bjørnen bliver venner,
deres unger ligger sammen,
og løven æder strå som oksen.
 Spædbarnet leger ved slangens hule,
det lille barn stikker sin hånd
ind i hugormens hul.
 Ingen volder ondt eller ødelæggelse
på hele mit hellige bjerg;
for landet er fyldt med kundskab om Herren,
som vandet dækker havets bund.
 På den dag
skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene;
til ham skal folkene søge,
og hans bolig skal være herlighed.
(Es 11,6-10)

Træet står fast

Trækronen er vindblæst
men stammen står fast
med dybe, tykke rødder
Det er urokkeligt
Det er uforanderligt
Træet står til evig tid
Ingen storme kan vælte det

Hvis ikke grenene bliver på træet
visner grenene
Træet renser grenene
Grenene bærer frugt
Træet renser grenene
Grenene bærer frugt

Kilde: Siggy Nowak, Pixabay

Kan Guds Hellige bære mere?

Vi bærer hans sårmærker
– men hvem er han,
denne Jesus, også kaldet Kristus?
Han er ikke bare menneske og konge
Han er Guds søn, som gav sit liv for os
Han er kærligheden, som døde på et kors

Han bar babyens kolik
og det brækkede lårben
Han bar mine tandbylder
og din sjæls dybe sår

Han er stillet offentligt til skue
helt nøgen og bar
Vores ondskab gennemborer hans hænder og fødder
Guds ansigt vrider sig af smerte
Hans far kan ikke se på det mere
han vender ryggen til ham
og går.
Jesus ramte dødens kolde mørke
– en forbandelse han aldrig havde fortjent

Guds kraft rejste ham op
fra dødens grav


Hva’ nu?
Kan han bære mere,
Guds hellige,
lidende tjener?

Giv ham alt
– ikke blot dit ansigts sved
men også dit hjertes kampesten
dit svigt og dine sårende ord
Læg alt dit kaos, dit skarn og din skam
i Hans blødende hånd



« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑