Engang havde jeg så mange smerter, at jeg fik lyst til at dø. Sådan følte jeg, men jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg har ADD og er til gene for samfundet. Jeg har haft nogle depressive tilstande, hvor jeg havde selvmordstanker. I dag er jeg virkelig glad for, at jeg ikke gjorde noget ved mine selvmordstanker. Hvad hvis jeg bliver deprimeret igen og får selvmordstanker, vil staten så hjælpe mig med at ende mit liv? Det er jeg bange for, hvis aktiv dødshjælp indføres.

Jeg forstår dem, som er alvorligt syge eller terminale og gerne vil dø, og jeg forstår også deres pårørende, men der er allerede passiv dødshjælp og palliativ sedering:

”Palliativ sedering er at lindre smerter eller symptomer hos den uafvendeligt døende patient med medicin i doser, der kan fremskynde døden, som en mulig eller sikker bivirkning. Passiv dødshjælp er at undlade eller tilbageholde potentielt livsforlængende behandling, hvor formålet er at fremskynde patientens død.” (https://dsr.dk/fag-og-udvikling/sygeplejersken/arkiv/sygeplejersken-argang-2016-nr-6/sygeplejersker-palliativ-sedering-er-ikke-aktiv-doedshjaelp-light/).

Engang blev de spedalske, mennesker med handicap og psykisk syge gemt væk –  ”Ude af øje, ude af sind”. Flertallet af befolkningen vil vist gerne slippe af med disse personer – altså at de dør, hvis de selv ønsker at dø. Men hvad ville motivet være for at ville dø? Jeg er bange for, at der ville være personer, som ikke ønsker at være andre mennesker til besvær.
Fra lande hvor aktiv dødshjælp er tilladt, er der flere eksempler på unge mennesker, som har et handicap eller er autister eller har en depression, som har fået aktiv dødshjælp.

Jeg betvivler ikke, at sygdomme er lidelsesfulde. Men løsningen på lidelse burde være palliativ eller passiv dødshjælp i de tilfælde, hvor personen i forvejen er døende, og i de andre tilfælde, burde de lidende og deres pårørende få hjælp – aktiv livshjælp.

Livet er mere end en morgengave. For mig har alt liv værdi. Jeg bryder mig ikke om, når store, sunde træer fældes, og jeg bryder mig overhovedet ikke om krig, jeg er også imod dødsstraf, og som sagt er jeg imod aktiv dødshjælp. Vi risikerer at miste mange, som kunne have fået hjælp til at leve deres liv.

Mit kristne livssyn gør også, at jeg er imod aktiv dødshjælp. Det er ikke bare pga. De Ti Bud. I Guds øjne er skaberværket og alle skabninger værdifulde. Gud skabte verden, og han så at det var godt. Hans tanker for os er dyrebare (Sl 139,17). Vi er dyrebare og højt agtede i Guds øjne (Es 43,4). Gud sammenligner sig selv med en mor, som elsker sit barn: ”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.” (Es 49,15).

Sygdomme og lidelser kom som konsekvens af syndefaldet, og Gud synes ikke, at lidelse er godt. Fra evangelierne ved vi også, at Jesus har medfølelse med de lidende, og han helbredte og genopvækkede døde:

”Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.  Og rygtet om ham nåede ud i hele Syrien, og de kom til ham med alle, der led af forskellige sygdomme og var plaget af lidelser, og med besatte, månesyge og lamme, og han helbredte dem. ” (Matt 4,23-24)

Jeg tror på, at Jesus også helbreder i dag, enten “direkte” via Helligånden eller gennem læger og medicin. Der er nogle, som, mens de er her på jorden, ikke bliver helbredt, og jeg ved ikke, hvorfor de ikke bliver helbredt.

Der findes helbredelsesprædikanter, som lover guld og grønne skove og helbredelser til alle, som tror på Jesus, men det er ikke bare falske løfter, det er også ubibelsk.

Lidelse er hårdt, men er ikke noget der bliver fortrængt eller ignoreret i Bibelen. Også på Bibelsk tid blev syge og mennesker med handicap ringeagtet af samfundet. Både spedalske og lamme blev udstødt af samfundet eller levede på kanten af samfundet.

Job

I Det Gamle Testamente er der ikke kun lovbøger, profetbøger, salmer, ordsprog og kongebøger, der er også Jobs bog på 42 kapitler.

Vi hører i kapitel 1, at Job var den rigeste mand i Østen (jeg ved ikke hvor stor Østen var, men det må have været et område, som ikke kun indbefattede Israel). Han havde ti børn, var gift og ejede syv tusind får, tre tusind får kameler, en hel masse okser, æseler og en masse trælle.

Gud og djævelen har en samtale og laver en slags væddemål om Job, som jeg ikke forstår. Hvis nogen har et bud på, hvad Gud har tænkt og hvorfor han gjorde, som han gjorde, er I velkomne til at dele det i kommentarfeltet.

Job mistede sine dyr, sine karle og sine børn, og derefter ramte djævelen ham med bylder fra isse til fod (Job 2,7). Han havde en stor tillid til Gud, men hans kone sagde dette til ham:

”holder du stadig fast ved din retsindighed? Forband Gud, og dø!” (Job 2,9)

Han venner ville vise ham medfølelse, være hos ham og trøste ham (Job 2,11-12).

Job led meget og ønskede at dø. Hans venner sagde en masse til Job, og de prøvede på at hjælpe ham. De hjalp ham ikke med at ende sit liv, men de blev forfærdede over hans lidelser og betændte bylder. De sagde, han selv var skyld i al ulykken, de mente, han ikke var troende og gudsfrygtig nok. De var selvretfærdige og talte fordømmende til ham.

Jesus

Vennerne tog fejl af Job. Han var meget gudsfrygtig og meget barmhjertig. På flere måder mindede Job om Jesus, som også blev svigtet af sine venner.
Som Guds søn havde Jesus magt til at vælge at leve et fyrsteligt liv, og han kunne have nægtet at lade sig tage til fange, torturere, piske, håne, lide, blive forladt af Gud og dø på et kors. Alligevel valgte han at gøre Guds vilje, at tjene mennesker, ydmyge sig selv og gå lidelsens vej og dø en pinefuld død.

Jesus vidste, at det ville blive hårdt for dem, som følger ham:

”Der kommer en time, ja, den er kommet, da I skal spredes hver til sit og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene, for Faderen er med mig.  Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«” (Joh 16,32-33)

På korset besejrede Jesus synden, døden og det onde. Han genopstod fra de døde, og det giver os et håb og et løfte om genopstandelse til det evige liv sammen med Ham i Himmeriget.

Vi har blevet lovet, at en dag vil al lidelse ende.  ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.” (Rom 8,18)

Om den herlighed, der engang kommer, læser vi bl.a. i Johannes Åbenbaringen:

Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” (Joh åb 21,1-4)

I Guds øjne er lidelse altså ikke godt, men det, at vi lider, gør ikke livet værdiløst. Ofte føles lidelse meningsløs, men i stedet for at lade de lidende i stikken, skal vi være hos dem, hjælpe dem og elske dem.

Og så kan der komme noget ud af lidelse:

”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” (Rom 8,28)

Ord til eftertanke

Ikke alt bliver helbredt, men lidelse kan lindres. Lidelser er hårde og uforståelige, men jeg tror ikke, at vi kan udrydde lidelse.
I Bibelen findes masser af vers til trøst og refleksion. Her er nogle vers, og mange af dem er skrevet af mennesker, som har mærket lidelse på egen krop. De har lidt, de har kæmpet mod synd, de har været syge, og de er blevet forfulgt, tortureret og har siddet i fængsel. Nogle af dem blev slået ihjel for deres tro på Jesus.

”Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag.  For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed,” (2 Kor 4,16-17)

”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags;  I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed.  Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” (Jak 1,2-4)

”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham” (Jak 1, 12)

”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed,  udholdenheden fasthed, og fastheden håb.” (Rom 5,3)

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud,  som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud.  For ligesom Kristi lidelser i rigt mål kommer til os, således kommer også den trøst, som Kristus giver, i rigt mål til os.” (2 Kor 1,3-5)