Diakon og Skribent

En rejse i Tro og Kreativitet

Side 24 af 25

Et klik

15. september 2014 / / 0 kommentarer

Efter sidste dag på mit arbejde var planen: 1. søge arbejde, 2. skrive en masse.

Realiteten var flere timers stirren på jobindex og to sætninger skrevet pr. dag. Ét klik og jeg var i en anden verden. I en by, der indeholdt hele verden. Her blev man hurtigt venner og viste hinanden ferie- og familiebilleder. Det var en by uden Netto, myldretrafik og offentlige toiletter. Det var et samfund af klubber. Nogle klubber var små og hyggelige, nogle klubber var proppede til med mennesker, nogle klubber var menneske tomme. Nogle klubber var for kræmmere, nogle var for jobsøgende, nogle for politikere, nogle for mødre, nogle for kristne, nogle for kunstnere og nogle for kærlighedssøgende. I nogle grupper slog ordene hårdt, andre grupper havde en varm atmosfære. Jeg fandt hurtigt mine yndlingsklubber.
Jeg gik i klub, når jeg ventede på, at kartoflerne skulle koge, når min mand så Alien, når jeg ventede ved lægen, og når børnene så tegnefilm. En gang imellem afbrudt af et skrigende ”MOAAR!”

Sådan gik dagene, indtil: ”Mariane, hvorfor svarer du ikke? Du sidder med din mobil hele aftenen…Jeg kan godt forstå børnene råber, når du ikke svarer.”

Jeg lagde min mobil på bordet. Jeg var ikke hjemme. Jeg kunne ikke være flere steder på én gang. Hvor var mit rigtige liv? Vasketøjet, mine børn, min mand, mine venner, min jobsøgning og mine skriverier manglede mig. Gud manglede mig. Jeg manglede mig selv.
Det blev tid til afvænning – for mine nærmestes skyld, for Guds skyld og for min egen skyld. For livets skyld.

Projekt ”Less facebook, more real life” er begyndt.

Tanker om tanker, passion og selvkærlighed

4. august 2014 / / 0 kommentarer

Så er jeg tilbage ved tastaturet. Velkommen tilbage fra sommerferie, og nyd ferien, I, der stadig har ferie!
Hvor har I været henne i løbet af sommeren, i Syden, på camping, i baghaven eller…?
Jeg ved, hvor jeg har været – og dog. Kender I det, at man kan blive væk fra sig selv? Det kan være utroligt svært at finde sig selv. Det er svært at finde en kastanje i en muslingeskal på bunden af en å. Eller en skildpadde inde i en puppe. Eller en kvist under rødderne af et skvalderkål. Eller en snegl på et drivtømmer. Man kan hurtigt blive væk i bytrafik og barneskrig, i positiv psykologi og produktionsøkonomisk politik, i villaveje og vasketøj, i plæneklippere og paragraffer, i sved og samfundsnormer, i agurkesalat og avisoverskrifter. Hvordan jeg somme tider bliver væk fra mig selv, ved jeg ikke helt, men jeg er kendt for at fare vild i min egen bukselomme.

Hvad tænker de andre?
Jeg ved dog, at jeg bliver væk fra mig selv, når jeg kommer til at tænke over, hvad andre tænker, og hvad de tænker om, hvad jeg tænker. Så er det at mine egne tanker kommer langt væk, og jeg tænker ikke mere mine egne tanker, og når jeg ikke mere tænker som mig selv, kommer jeg længere og længere væk fra mig selv. Så er det som om jeg er en klemme på en vasketøjssnor, et æseløre i en bog, en 25-øre i en gammel skuffe eller flueskidt på loftet.
Hvad kan man gøre ved alle sine tanker, der føjter i øst og vest og har travlt med andre menneskers tanker? Jeg stødte for kort tiden siden på metoden ”the work”. Metoden går ud på at stille spørgsmål til sine tanker og følelser og skiftevis tage andre menneskers perspektiv og sit eget perspektiv. Et eksempel kommer her:

Kan du bruge din tid på andet end at gruble over andres tanker? Hvorfor har du brug for at kende andres tanker? Projicerer du dine egne tanker og følelser om dig selv over i andre mennesker? Andre mennesker synes måske du er mærkelig? Hvorfor tror du at de synes at du er mærkelig? Synes du selv at du er mærkelig? Hvorfor er du mærkelig? Hvorfor er det forkert at være mærkelig? Hvordan kan det være en fordel at være mærkelig? Osv.

Tid til passioner er en god investering
Sådan kan man undersøge sine tanker nøgternt frem og tilbage. Et andet eksempel: jeg er gift, mor og jobsøgende og har derudover en stor interesse for…lad os sige at bage konditorkager, men jeg har svært ved at give mig selv lov til at bruge tid på at bage konditorkager. Her kommer analysen så:

Jeg ønsker at bage, og hvad er der forkert ved at bage? Hvorfor giver jeg mig ikke lov til at bage? Er jeg ikke god nok? Kan det at bage være en bedre aktivitet end andre aktiviteter? Er det at bage en bedre aktivitet end så mange andre aktiviteter, fordi det gør mig glad? Og er jeg bange for at bage en dårlig kage? Hvad sker der ved at jeg bager en dårlig kage? Jeg lærer noget nyt. Er der mennesker, som ikke begår fejl? Når jeg bager, får jeg det bedre. Er det spild af tid at få det bedre og at blive gladere? Hvem siger, at jeg ikke må bage? Bager jeg 24/7? Må jeg bage lidt om dagen eller aftenen, når nu jeg får søgt job, passet hus, mand og børn? Hvordan kan konditorbagning gøre mig til en bedre kone, mor og jobsøgende? Jeg er en bedre kone, mor og jobsøgende, når jeg bruger tid på det, der gør mig glad.

At blive sig selv, at være sig selv, at elske sig selv
Når jeg bruger tid på min passion, accepterer jeg, at der er noget jeg kan lide at lave og dette gør mig glad. Mine tanker begynder at skifte retning, at vende tilbage til mig selv, og jeg finder mig selv. Når jeg finder mig selv, forstår jeg mig selv og accepterer, at jeg er den jeg er. Når jeg accepterer mig selv, bliver jeg mig selv. Når jeg bliver mig selv, er jeg mig, og jeg elsker jeg mig selv.

Du skal elske dig selv.

Menneske eller møtrik?

1. juli 2014 / / 0 kommentarer

Danskeren bliver målt og vejet hele livet. Det er både positivt og negativt. Vi har et velfærdssamfund, takket være det bliver danskeren allerede i fostertilværelsen målt og vejet, om det har den størrelse det skal have for at kunne klare sig. Når barnet er blevet født, bliver det stadig holdt øje med af både forældre og samfundet, om det vokser det det skal. Også i vuggestuealderen bliver barnet målt og vejet, det bliver målt, om det lærer de forskellige ting det skal. Således bliver danskeren målt og vejet hele dets liv, og der er flere og flere ting der bliver målt, jo ældre man bliver, og danskerne bliver delt op i forskellige kasser og rubrikker. Det er en maskine, et regnestykke, en mekanisme. Det er for vores egen tryghed, så vi er raske, lærer det vi skal, finder et arbejde og bidrager til samfundet.

Men en gang imellem kører maskinen ikke. En gang imellem bliver man syg på en eller anden måde, en gang imellem bliver man mister man sin forretning, bliver fyret eller kan ikke engang finde et halvtidsjob, eller kommer ud for en anden eller tredje form for krise.. Da bliver man stadig målt og vejet, for man skulle jo gerne bidrage til samfundet. I maskinens brugsvejledning står der, at man bidrager til samfundet, HVIS man tjener penge til samfundet. En stor gruppe mennesker står i situation, hvor den har svært ved at bidrage til samfundet. Maskinmestrene kan ikke få disse mennesker til at passe ind. De måler og vejer på disse mennesker. Ord som ”Kan det passe, at de er syge? Kan det passe, at de ikke kan få arbejde? Kan det passe, at de gerne vil arbejde? Er de ikke bare dovne? Måske kan det slet ikke betale sig for dem at arbejde?” hvirvler rundt i maskinhallen. Disse mennesker må konstant forsvare sig, dokumentere og bevise, at de er syge, at de ikke kan finde arbejde, og at de gerne vil arbejde. De skal ikke blot dokumentere deres sygdom og jobansøgninger, ne,j lige om lidt skal de også dokumentere, hvornår og hvor tit de går i bad.

Du kan prøve at kigge i maskinens brugsvejledning, du får ikke svar på så meget. Når du møder op i din A-kasse hører du om regler for rådighed, jobansøgninger og CV, og når du møder op på dit jobcenter, hører du om regler for rådighed, ansøgninger og CV, og du bliver rådet til eller beordret i virksomhedspraktik eller  offentligt løntilskud. Begge steder hører du mest om, hvad du ikke må. Du får at vide, at du er syg og skal se at blive rask – eller du er arbejdsløs og skal se at få dig et arbejde. Maskinen tror, at du er ligeglad og bare vil have og have, men du er konstant bevidst om, at uret tikker, og det tikker hurtigere. Ordene senior, langtidssygemeldt og langtidsledig er mere skræmmende end gyserfilm af Stephen King og Lars Von Trier.

Der er altså ikke meget hjælp at hente i maskinen eller hos dit jobcenter og din A-kasse. Du bliver konstant mindet om, at du er sygemeldt eller arbejdsløs. Det er som om du er intet værd, ”for du bidrager ikke til samfundet”.

 

Levende menneske

Er der noget at gøre? Ja, men du må dreje hovedet væk fra maskineriet. Du skal dog huske at overholde reglerne, ellers får du ørerne i maskinen. Du vidste det ikke, men maskiner kan tage fejl. Maskinen tager fejl, når den siger at du ikke bidrager til samfundet, og at du ikke er noget værd. Du bidrager nemlig en masse til samfundet og du har uendelig værdi. Du er nemlig ikke en møtrik, en skrue eller et søm, men et levende menneske.

Hvor skal du så kigge hen (mens du stadig overholder reglerne)? Du skal kigge hen og lytte til dine allernærmeste, din familie, din partner og dine bedste venner, og du skal kigge hen til og lytte dig selv. Du skal elske dig selv, for så kan du elske din nabo (som også kaldes din næste). Hvem din nabo er, vil jeg komme ind på senere. Min påstand er, at når du elsker dig selv og din nabo, kan du blive gladere, føle dig værdifuld og forøge dine chancer for at opnå det du gerne vil og dermed også bidrage endnu mere til samfundet. Når jeg skriver ”påstand”, så er det jo fordi jeg desværre endnu har til gode at finde et arbejde, men jeg er selv påbegyndt min rejse til at elske mig selv og min nabo, og jeg har allerede fået en masse på denne tur. Det kræver mod og elske sig selv eller et selvværd at stille sig op som nr. 100 i køen og banke på arbejdsgivernes lukkede og låste døre og høre ordene ”nej, desværre”, ”beklager” og ”ikke dig”. At elske mig selv som jeg elsker min nabo er min overlevelsesstrategi, min påmindelse om, at jeg er mere end en møtrik, min påmindelse om, at livet handler om mere end at være en del af maskineriet.  I de følgende blogindlæg vil jeg fortælle dig, hvad jeg tror det vil sige at elske sig selv ligesom man elsker sin nabo.

Adam og boldspil II

9. juni 2014 / / 0 kommentarer

Jeg har lovet dig en serie om nabokærlighed, og den er på trapperne, lover jeg dig, men inden da kommer en fortsættelse til indlægget Adam og boldspil.

Jeg var til fætterkusinefest i weekenden, og jeg var lidt spændt på forhånd. Jeg glædede mig, men blev også mindet om den lille usikre pige, der for 20-25 år siden stod og så op til sine fætre og kusiner, som dengang var meget ældre og større end hende. Til weekenden skulle komme en klatreinstruktør og udfordre os i nogle ting, og hos mig sneg der sig denne lille tanke ind: ”tænk, hvis jeg ikke tør.”
Den første udfordring var at vi enkeltvis blev hejst så højt op vi ville, så skulle vi selv give slip og ville få en gyngetur tilbage. Vi stod midt i denne grønne sommerskov, og jeg iagttog de, der prøvede ”gyngen”. De var alle stille og så rolige ud. Det gav dog et sus i mig, hver gang jeg så en fætter eller kusine give slip og gynge hurtigt. Jeg tænkte hver gang, ”tænk, hvis den rammer et træ, når den ryger tilbage. Tænk, hvis jeg ikke kan finde ud af at give slip. Tænk, hvis jeg skriger som en stukket gris. Tænk, hvis jeg får det dårligt. Tænk, hvis får et angstanfald og ikke tør at give slip. Tænk, hvis.” Jeg var igen den 12-årige pige, der havde åbnet døren på klem og kigget beundrende på mine store fætre og kusiner. Det blev efterhånden min tur. Jeg tog forsigtigt selen på, gik langsomt hen til instruktøren. ”Er du nervøs?” Spurgte han. Jeg nikkede. Han forklarede detaljeret og omhyggeligt, hvad de skulle ske. Han fortalte mig, at han ikke havde oplevet nogen kaste op eller få det dårligt i gyngen. Jeg gik med til det. Mine stærke fætre hejste mig op. Jeg sagde ”stop”, da jeg tænkte, at jeg nok ikke skulle højere op. Jeg blev nervøs igen, da punktet kom, hvor jeg skulle give slip. Jeg fumlede, selv om jeg var blevet instrueret i, hvad det var jeg skulle gøre. Men jeg fik løsnet den, jeg gav slip, og jeg kom med et lille udbrud, og jeg suste tilbage. Det var ligesom en gyngetur, jeg var bare højere oppe end normalt. Der lød en klapsalve fra mine fætre og kusiner.

Senere kom den anden udfordring: en klatrevæg. Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har klatret i noget træ. Jeg havde aldrig prøvet at være på en klatrevæg. Jeg iagttog flere af mine fætre, der hurtigt var oppe i toppen og nede igen. Det så ikke lige så skræmmende ud som gyngen. Jeg tænkte, at ham instruktøren var egentlig en fin fyr. Jeg tænkte, at der ikke kunne ske noget ved, at jeg prøvede, og så måtte jeg se, hvor langt jeg kom op. Instruktøren gav mig gode råd til, hvordan jeg skulle gøre. Jeg gik i gang. I starten gik det fint. Halvvejs oppe følte jeg mig træt i armene og kom i tvivl om, hvordan jeg skulle gøre. Jeg sagde, jeg vidste ikke, om jeg kunne mere. Instruktøren rådede mig til at tage en lille pause og hvile mine arme. Jeg holdt en lille pause, derefter var jeg stadig lidt træt og kom i tvivl om, om jeg skulle støtte mig til de blå, de røde eller de grønne ”dupper”. En af mine fætre guidede mig og hjalp mig med at vælge de rigtige at støtte mig til. Lige pludselig kunne jeg nå toppen af væggen! Jeg gjorde det.

Jeg nåede op!

Forandring er mulig, takket være…
Hvad du ikke ved, er at jeg for ti og tyve år siden nærmest aldrig sagde ja til sådanne udfordringer. Jeg føler ofte, at den lille stille og forsigtige 12-årige pige er meget tæt på. Jeg kender hendes tanker og følelser alt for godt. Jeg kan næsten narre mig selv til at tro, at jeg stadig er 12 år, selv om der står 1981 på dåbsattesten. Jeg bilder mig somme tider ind, at intet har forandret sig siden dengang. Der er også mange mennesker, der ikke kendte mig i 2004 eller i 1994, så hvordan skulle de kunne vide noget. Men jeg ved, at meget har forandret sig siden dengang. F.eks. har jeg har billeder af mig selv i gyngen og på klatrevæggen som bevis.
Det er ikke ved egen kraft, at jeg har nået til der, hvor jeg er nu. Takket være min familie, mine venner og ægtefælle og andre personer, som jeg har mødt i mit liv, nåede jeg til toppen af klatrevæggen (og andre toppe). Disse mennesker har forstået mig, troet på mig, opmuntret mig, trøstet mig, guidet og støttet mig på min vej. Hvad skulle jeg gøre uden jer? I ved, hvem I er.
Den 5-årige eller 12-årige version af os selv vil altid være der et eller andet sted, men udvikling og forandring er faktisk mulig. Vi er faktisk blevet voksne og kan stadig vokse mere, takket være venner, familie og andre!
”Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.” (Præd. 4:9-11)

Boom!

5. juni 2014 / / 0 kommentarer

Dette indlæg skal være en introduktion til en kommende føljeton, ”Nabokærlighed,” på min blog. ”Nabokærlighed” vil være inspireret af Kierkegaards værk ”Kjerlighedens Gjerninger” og handler om menneskesyn, værdier, kærlighed, selvværd og lidt psykologi. Udgangspunktet er 1978, nogle år før jeg selv blev født. I 1978 vandt Mabel det danske Melodi Grand Prix med sangen ”Boom Boom”. Hvis du trykker på nedestående link, kan du se og høre dem optræde i Eurovisionen 1978.

http://www.dailymotion.com/video/x11sis5_mabel-boom-boom-denmark-78_music

”Boom Boom” blev kun nr. 16 ud af 20 i Eurovisionen, men de kører en sikker rød-hvid stil, har de karakteristiske frisurer, den iøjnefaldende hjerte-stortromme og sidst, men ikke mindst, synger de om kærlighed. Jeg-personen i sangen bliver syg og ved først ikke, hvad der er galt, men finder så ud af, hvorfor ”det siger boom boom” i hans hjerte. Det skyldes forelskelse.

Boomerang
Det kunne også være, at det sagde boom, fordi han var blevet ramt af en boomerang. Den boomerang kunne have bestået i at han havde set på pigen, måske havde han smilet til hende, og hun havde kigget tilbage og smilet. Måske havde han sagt noget sødt eller sjovt til pigen, og hun havde svaret noget sødt eller sjovt tilbage til ham. Dette resulterede i denne situation i forelskelse fra jeg-personens side, men denne boomerang eller pingpong handler om den fundamentale gensidighed og spejling, der ses allerede mellem forældre og spædbarn. Jeg kigger på dig, du kigger tilbage på mig, jeg smiler til dig, og du smiler tilbage til mig etc.

Hvordan kan det være, at jeg introducerer en boomerang? Jeg mener, at boomerangen illustrerer fint relationer mellem mennesker. En boomerang kan flyve langt og vender tilbage til den, der har kastet den, hvis den er blevet kastet rigtigt. Måske kommer boomerangen flyvende tilbage i fuld fart, måske når man at gribe boomerangen, måske kommer den som et frisk pust, måske får man den i hovedet.
Jeg ved ikke, hvordan man kaster en rigtig boomerang, men psykologisk mener jeg, at det man kaster ud, får man ofte tilbage på en eller anden måde. Der findes mange forskellige psykologiske boomeranger, de er hver især helt unikke. Nogle psykologiske boomeranger er et glædeligt, ofte ubevidst, gensyn. Andre bliver man ikke glad for at få igen. De psykologiske boomeranger er især tydelige hos børn. Det ene barn driller det andet barn, og det bliver drillet igen. Det ene barn slår, det andet barn slå igen.

De psykologiske boomeranger findes dog stadig også hos voksne. Der er andre ord for disse boomeranger: ”Smil til verden og…” Ja, den kender du nok. I flere religioner og kulturer giver disse boomeranger anledning til Den Gyldne regel. I Bibelen giver den sig fx til udtryk her:

”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.”

Hvis bare det var simpelt at efterfølge. Jeg mener, der i de psykologiske boomeranger ligger temaer omkring selvopfattelse og menneskesyn.

Nabokærlighed
De næste indlæg på min blog kommer til at handle om næstekærlighed eller nabokærlighed, som jeg vælger at kalde det. Jeg har taget udgangspunkt i en kærlighedssang (Boom Boom), og betyder det så, at hvis vi alle kaster de gode psykologiske boomeranger ud, så bliver vi alle forelskede, bedste venner eller søskendekærlighed? NEJ! Der er psykologiske boomeranger i nabokærlighed, men det er en anden slags kærlighed, hvilket jeg vil komme ind på i føljetonnen.

Kan du sige nej?

2. juni 2014 / / 0 kommentarer

Ca. halvdelen af personlige sælgere af arbejdskraft (ledige) er stressede. Det er flere end blandt folk i arbejde. Jeg har selv mærket symptomer på stress.

Jeg har også oplevet at blive belastet på mit arbejde. Jeg kunne godt lide mit arbejde, men jeg blev stresset. Jeg tog flere tests på nettet og de viste alle, at jeg var stresset. Jeg vil ikke råde andre til at diagnosticere sig selv via internettet, men jeg har brugt testene som pejlemærker. Jeg fortalte en god veninde, at jeg havde det hårdt på arbejdet. Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde kompetencerne. Hun sagde, at jeg havde kompetencerne, men jeg havde ikke overskuddet. Det gik pludselig op for mig, at jeg i en periode reelt havde arbejdet 17 timer i døgnet. Min fritid og mit arbejde var flydt i ét. Jeg havde fået for lidt søvn, spist for usundt, dyrket ingen motion og haft mindre kontakt til mine venner end normalt, og i det hele taget var der mindre tid til de ting, der gjorde mig glad. Jeg var i den periode tappet fysisk og psykisk. Heldigvis havde jeg nogle ledere, der forstod mig, og de gav mig arbejdsopgaver, der belastede mig mindre.

Hvorfor gik det så galt? Når jeg tænker tilbage på den periode, kendte jeg egentlig mine grænser, men jeg respekterede dem ikke. Jeg fortsatte med at presse mig selv, fordi jeg brændte for mit arbejde og så gerne ville skabe resultater. Men jeg respekterede ikke mine grænser.
Denne periode har været hård, men heldigvis nåede jeg at stoppe op og undgå at blive alvorligt stresset. Jeg kan sige til mine børn, at ”nogle gange er det hårdt at lære, men det er til god nytte. ”

Nogle gange er det svært at sige ”nej.” Jeg er personlig sælger af arbejdskraft, jeg vil så gerne sælge, men nogle gange bliver selv jeg nødt til at sige nej til et salg og lukke butikken og dyrke mine hobbier, være sammen med venner, se fjernsyn eller gå i seng. Vi vil så gerne have et job, men vi kan ikke være jobsøgende 24/7. Vi vil så gerne arbejde og gerne gøre det så godt, men nogle gange bliver vi også nødt til at sige nej.
Jeg er ikke stressekspert, men jeg tror, at hvis du kan sige nej, især når det er vigtigt at sige nej, så er du godt rustet mod stress.

Tilgivelse

18. maj 2014 / / 0 kommentarer

Jeg skubber cherrytomaten og icebergsalaten væk fra den brune sauce og kigger ud over forsamlingen. De ligner sig selv, min klasse og parallelklasse, de ser bare voksne ud. Snakken går lystigt, de fortæller hinanden, hvad de har uddannet sig til, hvad de arbejder som og hvor mange børn de har fået. Nogle er blevet boende i barndomsbyen, andre er rykket til større byer. Jeg udveksler lidt erfaringer med en veninde. Et par stykker fremfører en sketch, en parodi på vores fysiklærer og en gymnastiklærer. Jeg griner inde i mig selv. Da klapsalven stilner af, opdager jeg, at vi alle stadig har vores masker. Ikke bare har vi taget dem med, men vi har også taget dem på. Jeg funderer over, hvorfor man i en klasse har det med have roller. Der er den sjove, den kloge, den søde, den larmende, den alvorlige, den smilende og den stille. Vi har vores masker, nogle har selv valgt den, andre har fået den, og nogle kan nemt kaste masken fra sig igen, mens andres masker har det med at klistre fast. Jeg tænker tilbage på nogle episoder og tænker over, hvordan jeg kunne have gjort eller sagt noget anderledes, men erkender også, at det var sådan, fordi der var ting man som 10-årig ikke havde lært. Jeg drikker den sidste slurk af min cola og kigger op på manden, der nu står foran mig. Først kan jeg ikke genkende ham. Jeg har ikke set ham i ca. 12 år. Han er vist blevet højere og har taget lidt på. Så ser jeg hans ansigt. Det er ham. Han siger, han har læst et af mine blogindlæg og fortæller det har hjulpet ham med nogle ting, og han siger undskyld. Jeg smiler og takker for undskyldningen. Jeg siger, jeg for længst har tilgivet ham, og jeg siger, at jeg er glad for, at han kunne bruge mine ord til noget.

Jeg slår øjnene op og rejser mig op på albuerne. Jeg føler mig lettere og lysere indeni. Jeg minder mig selv om, at min skoletid for længst er slut, og jeg kan starte på en frisk. Jeg kan starte på en frisk nu, fordi jeg er blevet forsonet med en person fra min fortid. Jeg er blevet forsonet med min fortid. Det er virkeligt for mig, selv om det var en drøm eller en rejse til en anden dimension. Jeg har tilgivet nogle personer fra min fortid, og jeg har tilgivet mig selv. Der er mange ting, jeg gerne ville have gjort anderledes, men fortiden er förbi. I dag kan jeg gøre tingene anderledes. I dag er anderledes. Jeg vil gå videre, jeg vil være mere glad og grine højt. Flere af de veje jeg går, vælger jeg selv. Jeg vil i højere grad selv vælge mine masker – og huske at tage dem af.

Hvis vi kan acceptere og slippe vores fortid, kan vi nemmere opnå det vi gerne vil. Så kan vi nemmere søge job, møde nye mennesker og udvikle os.

Bien, Vinduet og tallene

21. april 2014 / / 0 kommentarer

Mens jeg spiste påskeæg i forårssolen, tordnede overskrifterne frem på min nethinde.

“Uligheden stormer frem” og.”Cevea-analyse misinformerer om ulighed.” ”De svage rammes.” og ”men er der fattigdom i Danmark?”

Politikerne og eksperterne var uenige om tallene.

Solen skinnede ind ad vinduet, men søvnen sad stadig i øjenkrogen. Jeg trak dynen længere op over hovedet, mens der kom en insisterende summen og fra ruden. Jeg vendte og drejede mig og begyndte at svede. Denne summen sammen med lyden af små ben der slog mod ruden blev højere og højere.
”Hvad er det for noget summen, kan du ikke få det væk?”, sagde min mand.
Jeg satte mig op i sengen. ”Det er en bi.”
”Så luk den ud.”
”Men hvad hvis den stikker mig?”
”Det gør den ikke. Luk den nu ud.”

Jeg rejste mig fra sengen og løftede forsigtigt hængselen af krogen på vinduet og skubbede vinduet lidt op. Bien slog desorienteret mod glasset, men fandt så vej og fløj ud i haven. Jeg åndede lettet op.

Det nødstedte menneske

Jeg ved ikke, hvorfor jeg var bange for at blive stukket af bien. Jeg ved ikke altid, hvad det er, der gør mig bange, eller forhindrer mig i at handle.
Hvad angår overskrifter, undersøgelser og tal, ved jeg ikke, hvem der har ret. Det bliver hurtigt abstrakt. Hvor mange fattige der er i Danmark er ikke det der er vigtigt for mig. Bag hvert tal i en undersøgelse gemmer der sig ét unikt menneske. Et fattigt menneske er et fattigt menneske for meget. Skal vi være ligeglade med det ene menneske? Har vi glemt vores næste? Eller vælger vi at kigge den anden vej ligesom levitten og præsten i lignelsen om den barmhjertige samaritaner?
Hvad kan du gøre? Er der et lille vindue du kan åbne for din næste – eller for dig selv?

Du er ikke arbejdsløs

16. april 2014 / / 0 kommentarer

Du sidder til påskefrokosten og er ved at skære din sildemad ud, da du hører din Onkel Henrys høje bryske stemme: ”Hva’ så, har du fundet arbejde?” Du taber gaflen på gulvet og når lige akkurat at fange en klat karrysalat, før den lander på din nye hvide bluse. Hvad svarer du?

  1. Nej, men jeg søger alt det jeg kan.
  2. Jeg er lige nu i en børnehave…men det er kun med løntilskud.
  3. Nej, jeg er stadig arbejdsløs, og det er godt nok lidt hårdt og svært.

Eller måske du svarer noget fjerde. Jeg mener, at ordet ”arbejdsløs” skulle forbydes. Vi er ikke løse hunde, benløse eller hovedløse, lovløse eller fredløse, rastløse, sorgløse eller værdiløse. De fleste af os har en del at lave, men mangler en tryghed og sikkerhed, en fast struktur – og nogle flere penge selvfølgelig.  Hvis du er mor eller far, i virksomhedspraktik og eller ansat med løntilskud, i nyttejob, under uddannelse, vikar, fleksjobber eller arbejder frivilligt, så har du et arbejde og vil bare gerne have mere arbejde, anerkendes for dine kompetencer og få løn for det du laver.

Hvad vil jeg svare, når nogen spørger mig hvad jeg laver eller hvor jeg arbejder henne? Der findes ikke ét rigtigt svar, det er op til den enkelte, men jeg vil sige noget i retning af:

 ”jeg er tilknyttet et vikarbureau og lige om lidt skal jeg hjælpe til i en skoleklasse, men det er kun midlertidigt, og jeg vil gerne have mere arbejde, så hvis du kender en arbejdsgiver, der har en ledig stilling, må du gerne anbefale mig. For jeg vil hellere arbejde frem for at spilde min tid med at tjekke jobnet og jobindex og dokumentere min rådighed over for A-kasse og jobcenter.”

Derudover kunne jeg måske finde på at skifte emne, spørge ind til Onkel Henrys arbejde eller fortælle om mine børn eller at jeg er begyndt at blogge. Hvis jeg taler om andet end arbejde, så er jeg med til at gøre op med den forestilling, at kun arbejde giver livet mening og værdi.

Altså udfordrer jeg dig til at være med til at gøre op med vores samfunds forestillinger om, hvad arbejde er og hvad, der giver livet værdi. Glædelig påske!

Adam og boldspil

13. april 2014 / / 0 kommentarer

Dette indlæg er en efterfølger til indlægget ”Job og støvkorn”. Jeg har ikke kunnet slippe tanken om lille Palle alene i verden. Et andet menneske, som var helt alene var Adam. Jeg vil digte videre på historien om Adam. Adam var en 5-6-årig dreng, da han kom som det første menneske på jorden. I starten spænede han nysgerrigt rundt imellem busk og krat. Han klatrede i egetræer, plukkede brombær og lavede hovedspring i floden. En dag opfandt han en bold, som han kastede op af en klippeside. Nogle gange fik han bolden i hovedet, men efterhånden blev det meget forudsigeligt, hvor bolden landede. Andre gange opdagede han ikke, at bolden manglede luft eller at den var punkteret, og han tænkte ikke på at udskifte bolden og kendte ikke til alle de ting, man kunne gøre med en bold. I det hele taget var der ingen at kaste bolden til, grine sammen med eller dele oplevelser med. Der var ingen, der lignede ham. Engang faldt han ned fra et træ og landede på en stor sten ved floden. Han havde slået sin fod, og det var tæt på, at det kunne have gået meget galt. Da var det, at Gud ”sagde, at det ikke var godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham” (Mos 1, 2:18). Da var det, at Eva kom.

Jeg har ikke prøvet at være alene i verden, men der har været perioder i mit liv, hvor jeg har trisset lidt for meget rundt med mig selv. Som personlig sælger af arbejdskraft har jeg ikke haft et fast sæt kolleger (eller studiekammerater), hvilket har betydet, at jeg masser af gange har skulle sige goddag og farvel. Det er aldrig sjovt at sige farvel til en god kollega eller medkursist. Det kræver en indsats fra min side at skabe og vedligeholde et netværk. Jeg bliver nødt til selv at være opsøgende og tro på, at jeg kan bidrage med noget, også selv om jobcenter og A-kasse puster mig i nakken og afslag nr. 257 dumper ind i indbakken.

Som personlig sælger af arbejdskraft får man ofte at vide, at man skal netværke en hel masse, fordi netværk ofte er vejen som job. Jeg mener netværk er vigtigt, fordi det er ikke godt for mennesket at være alene. Når jeg er sammen med mine venner, familie og mand, bliver min bold grebet, jeg får nye bolde, lærer at kaste og gribe på andre måder, og det er bare sjovere at spille bold sammen med et andet menneske end op ad en mur. Og hvis jeg falder, er der en, der kan hjælpe mig op.  I mine positive relationer får jeg energi, ro, kraft, mentalt næring, læring og erkendelse – og meget mere. I disse relationer bliver jeg mig selv. Tosomhed bliver til enhed. Med disse ord opfordrer jeg dig til at holde kontakten med den eller de personer, der inspirerer dig, får dig til at grine, gør dig glad, lytter til dig eller forstår dig.

 ”Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.” (Præd. 4:9-11)

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

Abonnér på nye indlæg


 

Brugermenu

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders Noren — Op ↑