Diakon og Skribent

En rejse i Tro og Kreativitet

Side 23 af 25

Hvor kan vi finde fred?

Sandkornene hvirvler ind i mit sind: Hvorfor ikke holde op, hvad gør det godt for, hvad nytter det, der er alligevel ingen som elsker dig, hvorfor bliver du ikke ligesom alle de andre, han findes alligevel ikke, kan du se ham nogen steder? Sæt dig ned, drik det her, så får du det bedre.
Svale salte sure skarpe seje friske tykke dråber af tjære ved mine næsebor. Fornægt fornægt fornægt, sig det de vil høre, det vil redde dit liv. De kan ikke reddes. Du har tabt.

Et grin prøver at gemme sig.

Mit hjerte er uroligt, hvor kan det finde hvile, finde fred?

Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast, siger Gud (Es 41:10)

Kom Immanuel – Gud med os (Es 7:14). Kom Jesus, Freds Fyrste

Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred. (4 Mos 26:24-26)

 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! (Luk 2:14) Sang englene, da de bebudede evangeliet om Jesu fødsel.

Jesus kom med fred, men det var en anden fred end jøderne havde håbet på. Romerne blev ikke væltetaf pinden og hverken Jerusalem eller Bethlehem blev fri. Jesus kom med en anden fred.

Det hebraiske ord “Shalom” betyder fred. Det betyder også helhed, sundhed, velfærd, tryghed, rolighed, perfektion, hvile, harmoni. Jesus kom med Shalom fra Gud.

Hele verden var i fjendskab mod Gud, fordi de lige siden syndefaldet havde været i syndens lænker. Men Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme mennesker, men i kærlighed og for at enhver som tror på sønnen ikke skulle fortabes, men have evigt liv (Joh 3:17)

Vi er skyldige i at synde, men fordi Jesus døde for os på korset, er vi frelst af nåde og retfærdiggjort ved tro. Med sin død banede Jesus vejen for os, for at vi kunne få fred med Gud (Rom 5:1-3). Vi synder stadig, men vi er ikke slaver synden mere, for vi kan bekende vores synder, nagle dem fast til korset, og Gud vil med det samme tilgive os, og han husker ikke på vores synder, han bærer ikke nag. Han er barmhjertig.

Med troen har vi Helligånden (Joh 7:38) og fred er én af åndens frugter (Gal 5:22). Derfor kan vi være i Kristus, og han kan være i os. Således er vores fællesskab med Gud, således er den fred.

Intet kan skille os fra denne fred og kærlighed.

v31  Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os?v32  Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? v33  Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. v34  Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. v35  Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – v36  som der står skrevet:
      På grund af dig dræbes vi dagen lang,
      vi regnes for slagtefår.
v37  Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. v38  For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8:31-39)

Vi er alle danskere, og tror på den samme Gud – eller hva’?

To mennesker dræbt. Politibetjente sårede. En befolkning i chok.

Hvordan kunne dette ske? Det er vanskeligt at forstå, hvorfor den 22-årige Omar, blev terrorist. Hans forældre er flygtninge fra Palæstina, og han selv var født og opvokset i Danmark, gik på danske skoler og var dygtig. Han havde temperament, og var dog i fængsel for et knivoverfald, men han blev ikke oplevet som værende radikal eller fundamentalist. Nogle mener, at han havde en hashpsykose – og på ingen måde skjulte han, at han hadede jøder. http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/hvorfor-blev-denne-mand-terrorist

Hvor er det gået galt for denne unge mand, som voksede op i Danmark? Er det forældrene, de offentlige instanser, pædagogerne, lærerne, det omgivende samfund, der har ansvaret? Er han blevet opildnet til at hade, til at hade jøder, af sin familie, andre muslimer og imamer? Det kan vi kun gisne om.

 

Den kristne Gud og Allah er den samme Gud?

”Vi er alle danskere. Vi står side om side, jøder, muslimer og kristne…” sådan lød det fra Helle Thorning Smidt ved (….) Til det vil jeg sige ”ja, vi er alle danskere.” En gang imellem hører jeg så dette udsagn: ”vi tror på den samme Gud og kan vi ikke bare forene alle religioner til en?”

Jeg har ikke noget imod muslimer, men jeg må sige, at Gud og Allah er ikke den samme, og der er mange der har til hensigt at gøre det, men det er umuligt at forene disse to religioner. http://www.religion.dk/synspunkt/islam-og-kristendom-ligheder-og-forskelle

I kristendommen åbenbarede Gud sig ved at han blev til kød, Jesus. Gud blev menneske. For Gud er alle mennesker lige. Gud elsker alle sin skabninger så højt, at han sendte sin søn, som i al ydmyghed ofrede sig for hele verden (Joh 3:16). Han blev korsfæstet og genopstod. I kristendommen bliver den der tror på Kristus frelst ved tro ved Guds nåde og får evigt liv som gave.

I islam derimod, islam som betyder underkastelse, åbenbarer Allah sin vilje gennem koranen. Muslimerne anser det for vantro at tro, at Jesus er Guds søn. De tror han er profet, ikke guddommelig. De tror heller ikke på, at Jesus blev korsfæstet. I islam opnås frelse gennem gode gerninger. Muslimerne skal følge bestemte vejledninger og love og bestræbe sig på at vinde Allahs gunst. Allah godkender og accepterer sine skabninger og han er ikke ydmyg, men stolt. Desuden gør Allah forskel på mennesker, der er et hierarki, der gøres forskel på mænd og kvinder, muslimer og vantro. Demokrati lader sig vanskeligt gøre inden for islam, fordi Allahs lov står over den folkevalgte lov.

Den kristne Gud og Allah er altså ikke den samme.

Jesus: “du skal elske din fjender”

Jesus siger at vi skal elske Gud af hele vores hjerte, sind og sjæl, og at vi skal elske vores næste som os selv. (Matt 22:37-40)

Hvem er ”næsten”? Næsten er alle mennesker. For Gud er alle mennesker lige, han elsker alle sine skabninger.

”Den dør du lukkede for at bede til Gud, når du lukker den op, så er det første menneske, du møder, ”næsten”, som du skal elske.” (Kærlighedens Gerninger s. 58)

Næsten er ikke kun din ven, din elskede, din bror eller mor eller trosfælle, nej næsten er alle mennesker. Også muslimerne, også ekstremisterne, også dem som du måtte anse for at være dine fjender. Den, der elsker sin næste, elsker også sin fjende, for over for Gud er der ikke forskel på mennesker.

Om fjendekærlighed siger Jesus:

 Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer.  Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med.  Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage.  Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. (Luk 6:27-36)

Vi skal være barmhjertige ligesom Gud. Gud sad ikke og ventede på at mennesker kom og bekendte deres synder og bønfaldt ham om at blive accepteret, fordi de havde gjort gode gerninger. Nej, han sendte sin søn, som gav afkald på sin guddommelige skikkelse, tog en tjeners skikkelse, lidende tjener som han var, ydmygede sig og var lydig indtil døden på korset (Fil 2:4-8). Gud elskede os først, han kom til os først og tilbød os forsoningen. Han døde for os mens vi stadig var syndere. Kristus lod sig spotte, piske, forhåne og straffe, skønt han intet ondt havde gjort. Han stod ansigt til ansigt med verdens ondskab, men lukkede sine øjne og bad ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” (Matt 23:34). Kærligheden skjuler mange synder. De, der tror på Kristus, de tilgiver Gud deres synder, synderne bliver skjult, og Gud tilregner dem ingen skyld (Sl 32,1-2).

Dét er vores forbillede som kristne, at have samme ydmyge sind som Kristus, overvinde det onde med det gode at elske alle mennesker og også elske vores fjender og at bede bønnen: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” Vi skal overvinde det onde med de gode (Rom 12:21).

Hvad hjælper det, hvis vi gør det samme som terroristerne og tager hævn og besvarer med had og fordømmelse? Vi må aldrig tale ondt om muslimerne til vores børn. Vi må aldrig tale eller tænke ondt om nogen, for kun Gud kender et menneskes hjerte.

Overvind det onde med det gode. Kærligheden skjuler mange synder. Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.

Kom til mig 2

Min nåde er dig nok

Jeg lagde mig i min seng og bad til Gud. Han sagde

“Kom til mig, når du er træt, når du føler dig svag og udkørt og stresset, forpint, i lidelse, bliver fristet, prøvet, synder, hader, frygter, bekymrer dig, er i tvivl, er i tvivl om alt. Frygt ikke! Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed. Jeg giver dig styrke. Jeg udruster dig. Kom til mig, jeg giver dig hvile. Du skal være ligesom Kristus og min ånd vil vise og fortælle dig og lære dig, hvordan du skal være sådan at du er ligesom Kristus, og så kan du lære at elske din næste som dig selv, ligesom Kristus elsker dig. Han døde for dig på korset for dine synder, derfor er du fri. Kristus er din styrke. Kom til ham, søg ham, din Gode Hyrde, og han vil give dig hvile, fred, kærlighed, håb og tro. Stol på dette. Dine synder er dig forladt og Helligånden healer dig. Så kom til ham, og det skal blive fuldbragt. Din styrke er i mig.”

Og jeg følte en stor kærlighed, en hellig kærlighed.

(2 Kor 12:9 og 2 Kor 13:3-4)

Kom til mig 1

Når frosten bider og himlen mørknes, bliver jeg træt i min krop.  Råb, lektier, latter, Facebook, flimmer, skænderier, musik, vasketøj, e-mails, rod, “moaaaar” og Ramasjang gør mig træt. Når jeg bliver sur, sulten, glæder mig, bliver irriteret, griner, bliver mæt, ked af det og træt, og når jeg tænker og føler flere tusinde mil, bliver jeg træt. Alle trusler, billeder af krigsofre, kritiske artikler, fotografier af narkomaner, skræmmekampagner, dommedagsprofetier, dårlige prognoser og billeder af sultende børn og syge fanatikere gør mig træt.

At jeg ikke kan trøste, opmuntre, glæde, helbrede eller give tro, håb, fred og kærlighed til de sørgende, lidende, sultende, fattige, forvirrede, vildfarne, stressede og deprimerede, gør mig træt.

Mine øjne græder næsten af træthed. Tænker et øjeblik om jeg er for træt til at leve?

Kom, hvisker stilheden

Jeg kigger op

Kom til mig

Jeg løfter mit hoved

Kom til mig, alle I

Hvem er du, og hvem taler du til?

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder

Jeg sænker mine skuldre

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Jeg lægger mig ned på sofaen.

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, 

Hvor er det jeg har hørt det før?

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 

Jeg får øje på crucifixet, der står i min vindueskarm.

Kom til mig, du, som slider dig træt og bærer tunge byrder, og jeg vil give dig hvile. Tag mit åg på dig, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal du finde hvile for din sjæl. For mit åg er godt, og min byrde er let. (Matt 11:28-30)

Ja, Jesus. Jeg kommer til dig nu!

Fra mørke til lys

I begyndelsen var der mørke over urdybet, men Gud sagde: ”der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så lyset var godt. Han skilte lyset fra mørket. Gud skabte lys, liv og mennesker.

Men det mørke spørgsmålstegn, slangen sagde til menneskene: ”Har Gud virkelig sagt..?” Menneskene troede på tvivlen og forbrød sig mod Guds bud. Menneskene blev jaget væk fra deres bolig hos Gud. Flere tusinde år og generationer i vandring i mørkets dal fulgte – med lukkede øjne og visne formørkede, uretfærdige, afstumpede, forhærdede, sovende sind og hjerter, der berusede sig i deres eget køds lyster og gjorde mørkets frugtesløse gerninger.

Men en dag blev et nyt liv født.

Livet var menneskers lys – Jesus, det sande lys som oplyser mennesket. Det sande lys skinner for mennesker, kalder og siger ”Kom! Følg mig!”

Det sande lys lagde sig ned for hele verdens mørke. Det sande lys blev slukket og kom til mørkets dal for vores gerninger.

Men som solen steg det sande lys op fra den mørke nat. Lyset skinnede i mørket, og mørket greb det ikke. Lyset havde ofret sig for os så vi ved tro ikke længere skulle være fanget i mørke, i vores mørke gerninger og dunkle hjerter.

Af mørket skinnede det sande lys frem af os. Vi fik livets lys. Lyset skinner i vores hjerter og lyset er Guds kraft. Engang var vi mørke, men nu er vi lysets børn, og vi er verdens lys, så vi skal lade vores lys skinne for mennesker, så de ser vores gode gerninger og priser Gud.

 

(1 Mos, Matt. 5, 14-16, 2 Kor 4, 6-7 og Ef 5, 1-20)

Alt er tomhed. Godt nytår

Vi fejrer nytåret med et knald
Musik,  knallerter og bordbomber
Tomhed
Chokolade, slik og cola
Mættet tomhed
Godt nytår Facebook og Mr. Bean
Tomhed
Serpentinere, kransekage og champagne
Skål!
Stilhed
Vi fejrer nytåret med et knald
Blå, røde, hvide glitrende knald og brag
Tusinde kroner skydes væk i en nytårsfest
Har vi råd til at hjælpe en hjemløs?
Stilhed
En buddhist, en imam og en rabbiner
Prædiker til nytårsgudstjenesten
Tom snak
Skal vi danse om træet?
Rotter, risengrød, træets grønne top, nissen er en hidsigprop

Vær velkommen, Herrens år!
Velkommen Herre til vores tomme kalenderår
Kom og hel vore sår
Velkommen Fred, Håb og Glæde
Velkommen Sandheds Ord
Velkommen Lys og nåde
Velkommen Lam, livets brød
Skriv dit navn på vores pander
Kun Dit blod og din ånd kan slukke vores tørst
Kun du, Jesus Kristus,
kan fylde vores tomhed

 

 

 

Hvem er folket (Gode nyheder afsnit 2)

”Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«” (Luk 2:10-12)

Budskabet om Jesu fødsel, de gode nyheder, den store glæde er for hele folket. Hvem er folket? Det er ikke bare folket i Betlehem, og det er ikke kun for jøderne. Det er for andre folkeslag: Jesus siger Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde. (Joh 10:16)

På én måde er evangeliet for alle mennesker, men Jesus siger også ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge.  Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.” (Luk 5:31-32)

Er alle mennesker syndere?

Jesus er for dem, der har brug for ham. Hvis ikke man kan erkende sine synder, kan man heller ikke erkende, at man har brug for Jesus.

I Matthæus 19:16-24 hører vi om en rig ung mand, som spørger Jesus, hvad han skal gøre for at få evigt liv. Jesus svarer, at han skal overholde budene, og han skal sælge alt det han ejer og give til det til det fattige. Det reagerer den unge mand bedrøvet på.

Har de rige brug for mere end de har? Har de rige brug for Jesus? Er de rige i stand til at give væk af deres rigdom?

Det er svært. I hvert fald har typer som Onkel Joachim svært ved at slippe deres pengetank.

Hvem kan så blive frelst? ”Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. ” (Matt. 19: 26)

Dér har vi kodeordene. Mennesker kan ikke frelse sig selv, det kan kun Gud. Derfor ved også kun Gud, hvem der har brug for og kan tage imod evangeliet. Og derfor er den store glæde for hele verden.

Evangeliet er en gave, som nogle mennesker har svært ved at tage imod, men det er en gave til alle mennesker, for hele verden: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh 3:16)

Jesus siger ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.” (Matt 28:19-20).

Det er derfor, min kære læser, at jeg viderebringer de gode nyheder, den store glæde på min blog, til hele folket.

Frygt ikke, tænd lyset! (Gode nyheder afsnit 1)

Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« (Luk 2:10-12)

Ved du hvad, der står skrevet i Bibelen 365 gange?

”Frygt ikke” og ”vær ikke bange”.

Julen er en tid til at tænde lys i vintermørket, julen er en tid til at glæde sig. Der er meget at glæde sig over. Men lad os undersøge udsagnet ”frygt ikke”.

Da Jesus vandrede på søen, sagde han til sine disciple, at de ikke skulle være bange, men have tro (Matt 14:27). Da Jesus var genopstået fra de døde og mødte sine disciple, sagde han ”Frygt ikke.” (Matt 28:10).

Hvorfor fortæller engle og Gud os igen og igen, at vi ikke skal være bange?

Der er tidspunkter, hvor frygt er naturligt og fornuftigt, som når vi støder på bjørne, forbrydere og naturkatastrofer. Men det er ikke kun disse farer vi frygter.

Vi frygter forandringer, nye, fremmede, anderledes ting, edderkopper, højder, små rum, store rum og mørke. Jeg indrømmer, at jeg er lidt bange for mørke.

Hvad gør vi, når det bliver mørkt i vores stue? Vi tænder lyset.

Jeg er på det seneste blevet opmærksom på en bestemt frygt blandt kristne, og jeg kan også finde den somme tider i mig selv. Vi frygter mørket i verden og inde i os selv. Det er forståeligt at frygte det, der kan opstå inde i en selv. Kærlighed kan blive til had, ærlighed til uærlighed. Det er ikke det vi spiser vi bliver onde af, men det der kommer inde fra os selv (Matt. 15:19).

Jeg er dog glad for at jeg kan komme til Jesus, og han kan tænde lyset inde i mit hjertes stue. Jeg kan vælge at følge ham, og Helligånden kommer mig til hjælp (Rom 8).

Hvad med alt det onde, Satan, alt mørket i verden? Vi burde ikke frygte det, for Gud er der. Han er lyset, ”som skinner i mørket, og mørket greb det ikke” (Joh 1:5). Frygt ikke, for jeg forkynder jer en stor glæde: Kristus har allerede en gang og for alle sejret, idet han døde for os genopstod. Han har sejret over døden og djævlen. Intet kan skille os fra Kristi kærlighed.

”I alt dette sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen aden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus, vor Herre.” (Rom 8:37-39)

Når mørket træder ind i din stue, så tænd et lys og vend blikket mod Verdens Lys, Jesus Kristus.

5 Gode nyheder

Hej allesammen. Ja, jeg lever stadig, og jeg skriver stadig. Jeg har 5 nyheder at fortælle jer.

1. Hovedpersonen for denne blog vil ikke mere være jeg og min arbejdsløshed.

2. Jeg har nemlig fået arbejde.

3. Jeg har genfundet glæden ved at skrive og blogge

4. Min blog har fået nye hovedpersoner: Jesus og dig, min læser. For nærmere forklaring, se min nye Om mig-side.

5. Jesus skal være julens fokus. I december vil jeg lave en serie om den gode nyhed (evangelium, græsk for god nyhed). Luk 2:10-12:

Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”

Jeg er klar over at dette er både store og mange nyheder, og at ikke I alle vil finde, at det er gode nyheder. Hvis du ikke har lyst til at læse om Jesus, så stop med at læse og følge min blog. Det er helt ok med mig.

Mere virkelighed

Der er stunder, hvor jeg plejede at være på facebook. Når jeg undlader at gå på facebook, keder jeg mig, føler mig tom og ensom. Jeg kommer tættere på virkeligheden og dagligdagen, som både er lys, mørk og farverig. Jeg mærker mig selv. Jeg mærker livet. Mine dage med mindre facebook er som en gåtur

Ved vandet

Bare tæer
skarpe sten
blødt sand
Sol og diamanter
I vandet
Blæsten slår
øjeblikket
inden bølgen kommer
og smider sig i sandet

Jeg er
i luften
i vandet
i livet

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑