En rejse i Tro og Kreativitet
Nonnen er fyret
Prinsessen og sexvæsenet er glemt
Glasskårene er væk
Sløret for mine øjne er borte
Jeg har fået et nyt spejl
I spejlet ser jeg Kristus
Jeg ser mig selv
Jeg ser Mariane, kvinde
Guds elskede barn
Dyrebar i min Faders øjne
fri og retfærdig i Kristus
Forliget med Gud i Kristus
En ny skabning i Kristus
I spejlet skuer jeg
Mariane i Kristus
Herrens herlighed
(2 Kor 5:17-21 og 2 Kor 3:16-19)
Blæsten presser
sig igennem skyerne
skubber til de tynde grene
trækker i havelågen
Regnvejr
Jeg husker
et blik:
Solen skinner
på ruden
En solstråle
på hver regndråbe
Perleskygger i vindueskarmen
Solskin i min stue
Dråber af nåde
på mine fingerspidser
Jeg spadserede en tur i forårssolen. Imod mig kom en hund og dens ejer. Mine øjne blev rastløse, og jeg overvejede at tage min store hue af. “Går der en sød pige der?” sagde manden til sin hund eller til mig. Jeg svarede ikke, men trådte på noget, da jeg tog en genvej hen over græsset. Jeg opdagede den brune klat, der fyldte det halve af min skosål.
“Åh, har du trådt i en hundelort?” sagde manden.
Han rådede mig til at tørre skoen af på en kant af noget cement. Jeg fulgte hans råd, som virkede, og jeg mumlede et tak. Med blikket fikseret på gruset skyndte jeg mig videre.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg møder en fremmed. Skal jeg kigge væk eller fange den fremmedes øjenkontakt, skal jeg smile, skal jeg sige goddav, eller skal jeg sige noget smalltalk-agtigt? Jeg kender svaret, men jeg er genert og indadvendt. Jeg tror, jeg har trådt i 100 hundelorte og går med verdens grimmeste hue, hver gang jeg møder nogen jeg ikke kender.
Elsk din næste, siger jeg til mig selv.
Min næste er alle mennesker, unge og gamle, afrikanere, flygtninge, muslimer, andre kristne, mine fjender, australiere, kinesere, hjemløse og businesswomen. Min næste er alle mennesker. Det tænker jeg. Så ordet næste betyder alle mennesker?
Ingen af os ved, hvornår vores lunger trækker vejret for sidste gang, eller hvornår hjertet slår sit sidste slag. Vi ved ikke, hvor længe vi har hinanden. Hver gang et menneske dør, efterlader det et savn og et tomrum. At miste en, som man har kær, er måske det hårdeste i livet. Det er et tidspunkt, hvor vi ikke kan finde nogen svar.
Jeg har ikke prøvet at miste en af mine allernærmeste. Jeg har en angst for at miste mine børn, min mand og min nærmeste familie. At forstille mig at de en dag pludselig var væk, er en abstrakt tanke.
Jeg kender dog til det at mangle den, man elsker. Jeg mistede mine bedsteforældre for mange år siden, men jeg tænker stadig på dem af og til. Jeg savner min mormors hjertevarme smil, min morfars stoiske ro, min blide bedstemor og hendes strikketøj og min sagtmodige bedstefar og hans kortspil. Jeg savner mine bedsteforældre.
Vi glemmer ikke dem, vi elsker. Vi stopper ikke med at tænke på dem, og vi holder ikke op med at elske. Det vidste Kierkegaard. Han sagde, at vi skal blive ved med at sørge, for vi skal blive ved med at elske.
En morgen blev jeg vækket af en dunk lyd. Det var Marco, der bankede på ruden. Han kaldte ikke på mig, for engang kom han til at støde sammen med min fars boremaskine. Marco fik beskadiget sit stemmebånd.
Jeg ilede hen og åbnede terassedøren for ham. Han kom ind fra regnen og smøg sig rundt om mine ben, mens han spandt.
Han blev ved med at banke på ruden med sin pote, for han havde en tillid til, at jeg ville stå op og lukke ham ind.
Jeg husker en historie om en enke, som igen og igen bønfaldt en streng dommer om hjælp.
Mørket kommer hver aften og lægger sig som en tung skygge hen over vores ansigter. Det flytter ind i vores stuer, og unge mennesker – ensomme, fremmede, unge mennesker går ud i mørket og ofrer andre og sig selv for en tanke, et ord, et løfte, for en sag, som jeg ikke vil forstå. Inde i mig vokser der jern, der smedes til noget kendt og ukendt. Jeg kryber sammen.
I dag hilser solen på mig igennem gardinerne. Jeg tager sko og jakke på samt en sort hue. En gråspurv sidder på taget. I morgen har jeg glemt den. Men Gud glemmer ikke. Frygt ikke, synger den lille spurv. Solen skinner. Fuglene synger. Det er forår. Træerne er trætte og blege, men der er erantisser, vintergækker, påskeliljer og krokusser. Vandet risler i den lille bæk. I mudderet er der spor fra traktordæk. Det høje tynde træ spejler sig i en vandpyt.
Når jeg tænker tilbage på påskeugen, er det terroristerne, der har fyldt i medierne, selv om 65 procent af danskerne, ifølge en undersøgelse, mener, at Danmark er et kristent land. En stadig aktuel nyhed blev glemt. Det var nyheden om Jesus Kristus.
Jeg tænker jævnligt på de begivenheder, der skete i påskeugen for ca. 2000 år siden. Jeg ville i år gerne fordybe mig i de tekster, der hører til påskeugen og takke Gud, men påsken var i år også chokolade, påskefrokoster og familiehygge. Det er alt sammen rart og hyggeligt, men jeg ville ønske Jesus i denne uge fyldte lige så meget som disse hyggelige traditioner. Hvor ville jeg ønske man talte mere om, hvorfor vi fejrer påske. Hvorfor er der ofte en blufærdighed om at tale om Jesu død og opstandelse? Eller måske er det kun mig, der vil tale om påskens begivenheder? Der er meget jeg ikke forstår.
Familiefaderen arbejdede fuldtid og var frivillig i flere lokale foreninger. Han levede af kaffe, cigaretter, chokolade, chips og for lidt søvn. Hans kone tilkaldte en læge. Lægen konstaterede, at hans krop ikke fik nok næring, at han ikke fik nok søvn, og at han var stresset. En blodprøve viste at han manglede B12-vitamin.
Min mand og jeg slukkede for fjernsynet, da DR-programmet “En læge flytter ind” var slut. Vi kiggede på hinanden. Vi vidste vi kunne gøre det bedre. Jeg kunne gå flere ture, spise mindre kage og flere æbler. Jeg kunne være her og nu end på Facebook og Internet. Jeg kunne gå i seng før kl. 24. Det er svært at lave om.
Familiefaderen fik lavet om på sin livsstil, men der var stadig dage, hvor han var negativ. Han fortalte, at hans træthed og stress gik ud over familien i form af vredesudbrud.
Hvis jeg mødte ham, ville jeg sige til ham, at han ikke er alene. Vi er mange, der er trætte, frustrerede og stressede. Jeg ville også give ham det råd at læse i Bibelen og søge Gud. Prøve ikke at være bekymret, men bede Jesus hjælpe ham.
Øjne triller rundt
Bladrer frem og tilbage
Hvad skal vi gøre? Hvad skal der til?
Bygmestrene arbejdede forgæves
De ser ikke
hører ikke
Vi er øer
Jorden brændende
under fødderne
forsvinder
Om lidt styrter vi ned
Kald på hans navn
Åbn jeres dør
Hans død er jeres liv
Han er en bro
En portal
Han er vejen ud herfra
De har fortalt, at jeg var i pine. De bar mig. Jeg skreg. Jeg var en flisbue, når lå jeg på ryggen. Jeg skreg. Jeg havde smerter. Jeg skreg.
Jeg kan huske, at jeg som lille kunne mærke noget, der borede inde i mig og pressede på mig.
Da jeg gik i skole, voksede dett. Det sugede sig fast og hamrede pløkkerne i.
Jeg blev teenager, og nogle dage kunne jeg bilde mig selv ind, at jeg var dette tunge noget.
I gymnasiet kunne min sjæl ikke bevæge sig for dette noget, der lagde sig oven på mig og prøvede på at kvæle mig. Det var i denne tid, jeg en dag stod foran noget helt andet uden for mig selv. Det var en blødhed og varme, der omfavnede mig udvendig og indvendig.
Det tunge, borende, sugende mørke blev ved med at være der. Så langt og dybt nede, at intet menneske kunne dykke derned. Det var så langt væk som til Jordens indre, men jeg kunne stadig mærke dets tyngde.
Det var et sort hul, som jeg ikke vidste, hvad var. Hvis jeg faldt ned i det, ville jeg ikke være i stand til at komme op fra det igen levende. Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har brugt og bruger timer på at fylde hullet med tegninger, bøger og skriverier. Jeg bruger dage på at fylde hullet med småkager, computerspil, fjernsyn, Facebook og Internet og vågne nætter. Jeg bruger uger på at få mit sind til at slappe af, mine øjne til at lyse og min mund til at leve. Jeg klamrer mig til sekunderne med blomster, lys og lethed. De kommer med samme fart som et øjes blink og de lige så hurtigt igen. Af og til er det sorte hul lettere at bære. Nogle gange føles det som om det er væk. Stilhed, livgivende ord, omfavnelser og kærlighed lindrer.
Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har prøvet at flygte fra det sorte hul, men jeg kan ikke komme ud af mig selv. Jeg prøvet at kæmpe mod det sorte hul, men det er stærkere end mig. Jeg har lavet mange analyser af det sorte hul uden at jeg er blevet klogere. Det eneste, der virkelig hjælper, er det “helt andet”, der står uden for mig selv. Jeg møder stadig en gang imellem dette helt andet. Jeg længes, jeg er tom. Jeg er ikke hel uden dette helt andet. Dette helt andet’s navn er Jesus. En dag vil jeg være sammen med Jesus for altid. Det er mit evige håb. Og den dag vil det sorte hul være væk for evigt.
© 2025 Diakon og Skribent
Tema af Anders Noren — Op ↑
Seneste kommentarer