”Jeg er ligeglad med, om jeg bliver set. Jeg ønsker bare at blive hørt”.
Det var en overskrift så jeg på forsiden af et ugeblad. Citatet kom fra en kendt, som hedder Lone Frank.

Der er ellers mange, som gerne vil ses. Nogle mennesker melder sig til Realityprogrammer, fordi de gerne vil blive set.

I vores samfund spiller billeder en stor rolle. Vores samfund er fyldt med skærme. Der er meget at se på den lille computerskærm, som vi alle har lige ved hånden og i vores lomme.

Det store fokus på at se præger os både som folk og som kristne.

Jeg kan fange mig selv i at sige denne populære peptalk eller formaning: ”se på Jesus!”

Men det er vanskeligt at se på nogen, som vi ikke kan se med vores øjne. ”Ingen har nogen sinde set Gud.” (Joh 1,18)

Hvor er Jesus? Han sidder på tronen ved sin Gud fader i himlen, og vi kan ikke se ham, hvor gode kikkerter vi end udvikler, for den himmel, hvor Jesus er, er ikke den fysiske himmel, vi kan se med skyer, sol og stjerner. Vi kalder bare det sted, hvor Jesus er, himmel.
På en måde er Jesus her, fordi Helligånden er her og bor i dem, som tror på Jesus, og både Gud fader, sønnen Jesus og Helligånden er ét. Men vi kan heller ikke se Helligånden.

I stedet for at sige ”se på Jesus”, kunne vi sige ”Hør på Jesus.”

Selv om vi bruger vores øjne meget, bruger vi nemlig også vores ører. I trådløse headsets hører vi lydbøger, nyheder, Youtube og podcasts med personer som Lone Frank. Vi taler med hinanden, og vi har masser af tanker, som vi på en måde hører. Det er ikke lige meget, hvem vi hører på.

Hvad kommer der ud af de ord, vi hører? Er det ord, som giver liv, fred, glæde og lækre, friske æbler – eller er det ord, som stjæler, gør syg, ødelægger og dræber?

Jesus lyttede til sin Gud faders ord. Hvis han lyttede til menneskers, til djævelens ord, var vores synder ikke sonet, og vi ville ikke leve under nåden. Jesus ville ikke lytte til Peter, men lyttede til Gud faderen.

Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.  Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!«  Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« (Matt 16,21-23)

Helligånden ophøjer Jesus

Hvordan kan vi høre Jesus, hvis han ikke lige er her? Vi kan høre ham, fordi Helligånden siger de ord, som Jesus siger, og ordene, som Jesus siger, er de ord, vi finder i Bibelen. Helligånden kalder Jesus ”talsmanden”, og om ham siger Jesus:

Han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.  Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.  Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer. (Joh 16,13-15)

Helligånden taler. Man kan sige, at han taler på Jesu vegne. Alt, hvad Helligånden hører, og de ord, han hører, er Gud faderens og Gud sønnens ord, og de ord er Bibelens ord, og Helligånden herliggør Jesus. At herliggøre betyder at bevirke, at noget (Jesus) fremtræder sig som herlig (https://sproget.dk/lookup?SearchableText=herligg%C3%B8re).
Ordet herlig kommer af ordet ”herlik”, som betyder fornem og ophøjet. Helligånden ophøjer altså Jesus (https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=herlig). Lige i denne artikel vil jeg ikke skrive mere om herlighed og herliggørelse.

Kan vi ikke nøjes med at se på Jesus (selv om vi ikke fysisk kan se ham)? Nej, for troen kommer af det, der høres (Rom 10,17).

Det eller de personer, som vi hører meget på, vil derfor være det, som præger vores tanker, og det vil være det, som vi tror på, sætter vores lid til og søger vores tilflugt hos.

Vi skal høre på Jesus, fordi han kender Gud fader, og han forklarer og fortæller og taler om, hvem Gud er:

”den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” (Joh 1,18)

Flere gange i Bibelen giver Gud udtryk for, at han ønsker at blive hørt. Der er ikke så mange danskere, der kender Bibelen.

Spørgsmålet er, hvis nogle hører Bibelens ord, bevarer de så ordene og gemmer dem i hjertet?

Esajas profeterede:

Gå hen og sig til dette folk:

I skal høre og høre, men intet fatte,

I skal se og se, men intet forstå.

 Dæk dette folks hjerte med fedt,

gør deres ører tunge, luk deres øjne til,

for at de ikke skal se med øjnene,

høre med ørerne og fatte med hjertet

og vende om, så han må helbrede dem.« (Es 6,9-10)

Guds ord bliver sået, men det er ikke altid, at ordene bærer frugt i hjertets jord. Nogle gange røver djævelen ordet, fordi personen ikke forstår ordet, andre gange mangler personen udholdenhed og falder fra ordet i trængsler og forfølgelser. Og nogle gange bærer ordet ikke frugt, fordi det bliver kvalt af bekymringer og rigdom (Matt 13,18-23).

Hvem hører du på?

Vi kan vælge at prioritere Guds ord, men om ordet når til vores hjerter, og om det bærer frugt, det er mere komplekst. Vi påvirker hinanden, og synden bor i os. Det er en åndelig kamp. Vi kan ikke af os selv bære frugt. Derfor må vi bede Gud skabe omvendelse og helbredelse.

“Og da Jesus gik videre derfra, så han en mand, som hed Matthæus, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
 Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og hans disciple.  Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?«  Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge.  Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«” (Matt 9,9-13)

I samme kapitel, hvor ovenstående tekst står, tilgiver Jesus en lam (Matt 9,1-8). Nogle skriftkloges reaktion er, at de tænker, at Jesus spotter Gud (v. 3). Jesus kender de skriftkloges tanker og spørger dem: “Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte?”, hvorpå han helbreder den lamme.
Vi ved ikke, hvordan de skriftkloge reagerer på Jesu spørgsmål og helbredelsen af den lamme. Dog finder vi ud af i resten af evangeliet, at mange skriftkloge (og farisæere) bliver ved med at forholde sig meget kritisk til Jesus, uanset hvad han gør og siger.

Hvorfor tænker nogle af de skriftkloge ondt i deres hjerte?

Der er nok mange grunde til, at de skriftkloge tænker ondt i deres hjerte. I Matthæusevangeliet kapitel 23 retter Jesus en lang kritik mod farisæerne og de skriftkloge. Noget af det, han kritiserer, er at de gerne vil ses, have de bedste pladser og have fornemme titler. De ophøjer sig selv:

“Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster;  de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen  og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi.
I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre.  Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen.  I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus.  Men den største blandt jer skal være jeres tjener.  Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” (Matt 23,5-12)

Farisæerne og de skriftkloge føler sig bedre end andre mennesker. De vil gerne bestemme og være “konger.”

For nyligt fik vi en ny konge. Kong Frederik d. 10. er på nogle måder anderledes fra sin mor. Han er mere moderne og folkelig. Men han nævnte ikke Gud, da han holdt tale, da han blev udnævnt til konge. Han gjorde det klart, at han havde brug for støtte fra noget, der var større end ham. Men hvad var det, som var større end ham? (Hvad var større (højere) end kong Frederik, ud over hans egen søn, kronprins Christian?) Hvad var det, han egentlig mente?
Men så udgav kong Frederik en bog, hvor han fortalte, at han bad aftenbøn med sine børn, fandt kristendommen vigtig, og han lovede at sige “Gud bevare Danmark” i sin nytårstale. Ok, det, der er større end Kong Frederik, er altså Gud.

“Som en bæk er kongens hjerte i Herrens hånd, han leder det hen, hvor han vil.” (Ordspr 21,1)

Måske er der mange af os, som gerne vil være Herre og konge i vores eget liv. Mange vil gerne ses og selv bestemme og selv have kontrol. Hvem vil ikke gerne selv forme sit eget liv? Spørgsmålet er, om vi selv ved, hvad der er bedst for os?
Vi kan blive stolte. Vi kan tro, vi er store og vise. Vi kan ophøje os selv og tro, at vi er bedre end andre mennesker. Men er vi selv klar over, hvad der bor i mennesket?
Jesus ved, hvad der gemmer sig i mennesket (Joh 2,25).

 En mands færd kan være retskaffen i hans egne øjne,

men Herren prøver hjerterne.

 At der øves retfærdighed og ret,

er mere værd for Herren end slagtoffer.

 Øjnenes stolthed og hjertets hovmod,

uretfærdiges lampe, er en synd. (Ordspr. 21,2-4)

Det er godt for både for konger og for dem, som gerne vil være konger – og for dem, som vil have Gud i deres liv – at lægge deres hjerte i Herrens, kongernes Konge, Jesu hånd.

Forbundne

Kong Frederik sagde også i sin tale ordet, forbundne. Det er et flertalsord. Han tænker vel på dronning Mary og ham og på folket, på Danmark. I sin bog uddyber Kong Frederik ordet. Han forstår det også som at være forbundet til Gud.

Og vi mennesker er forbundne til hinanden. Vi har brug for hinanden og kan ikke undgå at have noget med hinanden at gøre. Vi har en del tilfælles, bl.a. dét, at vi alle er mennesker, og vi påvirker hinanden.

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” (K.E. Løgstrup)

Farisæerne kunne ikke forstå, at Jesus spiste sammen med syndere og toldere. De så sig selv bedre, højere oppe og mere retfærdige end syndere og toldere. De ville ikke selv spise sammen med syndere og toldere. Hvorfor spiste Jesus sammen med syndere og toldere?

Jesus sagde til farisæerne: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge.  Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« (Matt 9,12-13)

En, som har en sygdom, har brug for en læge for at få en diagnose, behandling og evt. medicin. De raske har ikke brug for læger.

Vi mennesker er forbundne, fordi vi alle har forbindinger. Vi er alle krøblinge, er alle sårede og har ar.

Farisæerne kan ikke se, at mennesker er lige, at vi alle er syndere, som har brug for en frelser. De kan ikke se, at ingen mennesker er ophøjede over andre. Kun én er ophøjet. Det er Jesus, som ydmygede sig selv til døden. Der er ingen retfærdig, kun Jesus er retfærdig.

De retfærdige har ikke brug for en frelser, det har syndere. Jesus kalder syndere. En synder har brug for en frelser for at blive retfærdig/renset for synd. En synder kan ikke rense sig selv, det kan kun Jesus. Han har båret vores synder på korset.

Kære jer, godt nytår! Jeg håber, I er kommet godt ind i det nye år.
Der er meget at undersøge og skrive om, men nu er det tid til at dele et vidnesbyrd, fordi jeg vil takke Gud.

Immanuel – i vand og sne

Onsdag d. 3/1 vågnede jeg med en kæmpe frustration og tristhed, og jeg beklagede mig til Gud.
Noget tid efter kom jeg i lidt bedre humør, og jeg gik i gang med min mange gøremål. Jeg skulle pakke og gøre klar til, at min søn skulle tilbage på sin efterskole efter juleferien, og jeg havde også andre forberedelser, fordi han snart skulle på skitur med efterskolen. Indimellem tjekkede jeg vejrudsigt og nyheder mange gange, for der var snestorm i Østjylland. Ville sneen ramme den by, hvor min søns efterskole ligger?

Imens jeg pakkede, gik det op for mig, at jeg skulle bestille medicinpas til min søn, men apoteket skulle se hans pas, men han skulle have sit pas med på efterskolen samme dag. Jeg ringede til apoteket, og de sagde, at de kunne ikke nå at lave medicinpasset, men jeg måtte gerne komme, så de kunne se passet og tage kopi. Nogle timer senere kørte jeg til apoteket, og da jeg kom, sagde de, at de var næsten færdig med at lave medicinpasset!

Vi fik pakket og spiste tidligt aftensmad. Vi kørte så tidligt, vi kunne. Da vi kørte afsted, var der regn der, hvor efterskolen ligger, men når vi nåede frem, ville der ifølge vejrudsigten være snevejr.
I lang tid da vi kørte, var der blæst og regnvejr. Så nærmede vi os efterskolen. Lige pludselig var der et kraftigt snevejr og sne på vejbanen. Der var mere sne, end jeg havde forstået ud fra vejrudsigten. Jeg bad en kort bøn til Gud om, at vi ikke ville strande på vejen, og at vi ikke kørte galt.
De andre bilister og jeg kørte meget langsomt. Der var mange biler, så der var spor vi kunne køre i uden at køre fast, selv om det sneede meget. Da vi nåede ind i den by, hvor efterskolen ligger, var snevejret lige så kraftigt, og der var lige så meget sne på vejen. Vi tømte bilen så hurtigt vi kunne, og jeg sagde farvel til min søn.

Jeg kørte hjemad, og da jeg drejede af mod motorvejen, skred mine hjul i sneen. Men jeg fik alligevel rettet op, og der skete ikke noget. De andre biler og jeg kørte langsomt og kun i et spor på motorvejen. Da motorvejen delte sig, og jeg kørte sydpå i den retning jeg skulle, slog snevejret med det samme om til regn og slud. Jeg kom hjem – træt, lettet og taknemmelig. Tak Gud!

Hvis vi var kørt senere, ville vi have fået flere problemer med snevejret.
I løbet af natten fik vi lidt sne der, hvor vi bor. Om torsdagen frarådede den politikreds, hvor efterskolen ligger, al unødig udkørsel.

”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.«  De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.  Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.  Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.” (Luk 2,1-20)

Livet består af gentagelser. Gentagelser er både tryghed og glæde samt en mulighed for at kede sig eller overse noget. Jeg har hørt juleevangeliet mange gange, og jeg læser det hurtigt igennem for at gå videre til julemad, juletræ og julegaver. Men måske finder jeg i år noget at standse op ved?

Jeg tænker også over et vers fra Johannesevangeliet kapitel 1:

”Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” (Joh 1,18)

Far, mor og børn

I vores tid, hvor mange bor alene,  og hvor familier og andre relationer både er betydningsfulde og skrøbelige, der bliver vi stillet over for den lille nybagte familie: Jesus, Maria og Josef. Josef var tømrer, Maria var en ung pige, og udadtil var Jesus en lille dreng, som blev født under barske forhold – i en stald. Det er umiddelbart ikke en fødsel af en rockstjerne eller en konge. Og dog var Jesus jødernes konge, ikke fordi han er barn af en konge, men fordi han er Messias, den salvede frelser, Guds søn, som jøderne ventede på. Men Jesus levede ikke et liv som konge eller med de privilegier dronning Margrethe har, og de fleste jøder anerkender ikke, at Jesus er den, Han siger, Han er.

Jesus, Maria og Josef er et billede på vores egen familie og familiære relationer samt alle mulige familier i hele verden. De er også et billede på relationen, der er mellem Jesus sønnen, Helligånden og Gud faderen.

Den lille nybagte familie er billede på en ny begyndelse og genoprettelse af menneskets relation med Gud, som blev vanskelig pga. syndefaldet. Mennesket er skabt til fællesskab med hinanden. Mennesker kan ødelægge hinanden, men de kan også støtte hinanden: ”For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.” (Præk 4,10)
Dog er mennesket først og fremmest skabt til fællesskab til Gud, og Gud gør vores fællesskaber og relationer stærkere. Jesus er både menneske og Gud, og han er også med i relationen mellem Josef og Maria. I førnævnte afsnit af prædikerens bog ser vi det fællesskab, som har Gud med, udtrykt således:
”Tretvundet snor brister ikke så let.” (Præd 4,12)

Jesus er Guds barn. Jesus er i faderens favn (Joh 1,18). På græsk er ordet for favn ”kolpos”, og det betyder bryst/brystkasse. Jesus er tæt på Gud fader. Han er ved hans bryst, ved hans hjerte. Han kender Gud faders hjerte.

Vi er alle skabt af Gud. I hans øjne er vi elskede og værdifulde, hvilket vi kan kan læse om i Sl 139. Det forunderlige er, at hvis vi tror på Jesus, er vi Guds børn:

”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud” (Joh 1,12-13)

Hvis det er sådan, at mennesker bliver ved med at være børn, må vi bede om at kunne se barnet i vores næste – eller Jesusbarnet i vores næste.

Når vi tror på Jesus, er vi børn af Gud, og vi får en relation med den treenige Gud, både med Gud Helligånd, Jesus sønnen og Gud Faderen. Som sagt: det afgørende for denne relation er troen på Jesus. Vil vi lære Gud at kende, må vi lære Jesus at kende.

Hyrder og får

I juleevangeliet møder vi får og hyrder. Hyrderne fik af englen det glædelige budskab om, at Kristus var blevet født, at han er frelseren og kommer med fred og Guds velbehag (Luk 2,10-14). Den fred Jesus kommer med, er især den fred, som blev stiftet mellem Gud og mennesker, ved Jesu sonofferblod, da Jesus døde, og retfærdiggørelsen ved tro (Rom 5,1 og Rom 3,24-28).

Hvad hyrderne og fårene ikke vidste, var at Jesus er den gode hyrde. Således var det profeteret ved Esajas:

”Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene.” (Es 40,11)

Jesus siger om sig selv, at han er den gode hyrde (Joh 10). Han er døren til Gud:

”Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange” (Joh 10,9)

Lammet

Hyrderne vidste ikke, at Jesus er den gode hyrde, som satte sit liv til for fårene (Joh 10,11). De vidste heller ikke, at Jesus er Guds lam, som var profeteret i Es 53, og om hvem Johannes Døberen sagde:

”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” (Joh 1,29)

Hyrderne vidste ikke, at hvis de blev disciple af Jesus, skulle de lide med ham for at herliggøres med ham. (Rom 8,17)

”Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud.  Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor:  Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund, han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt; på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt.  For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.” (1 Pet 2,20-25)

Jesus  – Guds tolk

”Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” (Joh 1,18)

At Jesus er blevet Guds tolk, er det græske ord ”eksegesato”, som kommer af ”eksegeomai”. Det ord  ses anvendt i år 75 e.Kr. som en teknisk betegnelse rabbinerne havde for at fortolke Moseloven. Fra dette ord kommer ordet eksegese, som betyder fortolkning. Eksegese er det Bibelfortolkning kaldes på teologistudiet. “Eksegesato” betyder at beskrive detaljeret, forklare dybt og forklare/fortælle på en måde, der gør det klart, hvad der er det vigtigste. Bogstaveligt er Jesus selv en forklaring eller oversættelse af, hvem Gud er. Jesus er Gud, som blev menneske – Ordet, som blev kød (Joh 1,14). Det er altså først og fremmest Jesus, som forklarer, hvem Gud er. (https://apostolicacademics.com/2015/05/22/the-supreme-translation/)

”Eksegeomai” betyder også at udfolde noget i undervisningen og at være en leder (https://biblehub.com/thayers/1834.htm).

I denne artikel har vi set på, at

Jesus er Guds søn

vores leder

døren til Gud

den gode hyrde

læreren og forklaringen på hvem, og hvordan Gud er

Og for resten er han formidleren mellem Gud og mennesker:

”der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle.” (1 Tim 2,5-6)