Diakon og Skribent

En rejse i Tro og Kreativitet

Side 17 af 25

Drømmen om at leve langsommere

Sidste efterår blev jeg mindet om værdierne, ro, langsomhed og stilhed. Det første, der bragte mig på dette spor, var at jeg blev nødt til at sælge min bil. Det var en stor dag, da jeg fik solgt min Peugeut fra 1994.
Det at være billøs gav nye muligheder for min datter og jeg. Vi får mere motion, frisk luft og flere naturoplevelser. Dådyr, der farer hen over engen, solens farverige aftryk på himlen, røde og gyldne efterårsblade, nysgerrige kalve, travle fugle og en kat tronende på en pæl. Regndråber på næsetippen.

Det blev også nødvendigt at gøre de store indkøb en gang om ugen. Jeg har lært meget om planlægning af indkøb og madplaner. Jeg har fundet min families favoritter, og de har fundet sig i mine eksperimenter. Det overrasker mig stadig, hvor lang tid madlavningen nogle gange tager. En dag opdagede jeg, at den suppe jeg var i gang med at lave, skulle koge halvanden time. Prøv at fortæl din familie, at der først er aftensmad kl 20. Suppen fik ikke lov til at koge i så lang tid, men der var alligevel en tilfredshed ved spisebordet – også hos min 9-årige søn, som endda spiste en skål til natmad.

Hvor jeg har fået cykling og madlavning og bagning ind under huden, er der stadig andre områder i mit liv, hvor slow living er svært at integrere.

Teknologi er en stor udfordring for familien. Efter en juleferie med en hel masse computerspil, har vi måttet sætte begrænsninger for børnene. Jeg erkender også, at jeg selv må begrænse mit teknologiforbrug. Men hvor er det bare svært! Jeg forstår at mine børn tiltrækkes af Ipad og playstation.

Stilhed bliver en sjældenhed. Vi fylder vores hoveder med Minecraft, newsfeeds, Facebook, nyhedsmails, youtube, radio og Netflix.

Jeg oplever en rastløshed og en uro inde i mig, og det irriterer mig. Jeg gerne studere slow living-principperne mere indgående både teoretisk og i praksis på min egen krop. Jeg har brainstormet omkring mere slow living/stilhed/langsomhed i mit liv. Forhåbentligt får jeg afprøvet flere af disse ideer i praksis og forhåbentligt vil min familie bakke mig op.

Læs mere

Verdens lys

Jesus, må du være vores lys, selv når solen skinner,  når lamperne er tændte, når månen lyser, selv når bålets flammer op, selv når stjernerne vælder frem, selv når stearinlysene blafrer. Når dagen gryr, når gnisterne gnistrer, glødepæren lyser, når vores ansigter slår folder, når ryggene synker sammen, når øjnene lukker sig, når mundvige vender nedad, når blikke sænkes, når skuldrene kryber op til ørerne, når stjernerne falder ned, når skyerne samler sig, når bladene falder, når regnen styrter ned, når frosten stikker, sneen glider ind i sokkerne, tåen stikker ud fra strømpespidsen, når krummer hober sig op i sofaen, når vasketøjsbunken er større end vasketøjskurven, når kroppe gaber, når solen går ned, når bladene triller ned af bakken, når stormen vælter træet, når bladene visner, når spisekammeret er tomt, når håret filtrer, når hjernen synes tom, når kreativiteten løber tør, når øjnene er blinde, når bilerne stimler sammen fredag kl. 14, når julegaverne er pakket op, når halse er pakket ind, når postkasserne er tømt, når vinduerne er sorte, når vi ikke ved, hvad vi skal skrive, når vi venter på svar, når vi venter på at blive raske, når vi venter på at komme videre, når vi venter på Gud, når vi venter på bussen, når vi venter på at køen skal vågne op, når vi venter på at vandet bliver varmt, når vi venter på sommer og vi venter på at solen vågner, når vi venter på at blive mætte, når vi venter på at holde op med at have lyst til cola, Facebook, ros, opmærksomhed,og underholdning, når vi venter på at kunne fornægte os selv, følge Herren og adlyde ham i kærlighed frem for frygt, Når vi venter på at holde op med at søge verdens glæder. Når vi venter på at vi kan holde op med at spise småkager. Når vi venter på at vi kan holde op med tænke på os selv. Når vi stopper med at vente. Når vi ikke mere ved, at vi venter, må du da være vores lys, Jesus.

En verden fuld af dråber

Hvad hvis vi sætter farten ned
Slukker for fjernsyn, radio og mobil
Går i stedet for at lyne af sted
Standser
bliver siddende
Og ser

Dug i græsset
Regndråber
Fugtige bladstængler
Dråber på glasset
Ringe i vandet
Vandhanens dryp
Dråber af
kaffe
Olie, fedt
På bunden af gryden

Mennesker
sved
Blod
Sår
ar
Snot
Blanke øjne
Mennesker
En flod af tårer
Af medfølelse
Angst
Afmagt
Træthed
Bekymring
Smerte
Sorg
Taknemlighed
latter
Glæde
skaberværket

Gud
ser sin skabning
“hvor er alt smukt og godt”
Gud ser alle dråber
Gud elsker sit skaberværk.

Et studie af JHVH

Følgende indlæg er baseret på Bibelen og artikler på Biblehub.com, kristendom.dk og religion.dk.

Vi kender historien om Moses. Moses myrder en egypter, som havde slået en hebræer ihjel. Derefter flygter han og kommer til at bo og stifte familie i et land, som kaldtes Midjan.
På en ganske almindelig dag er Moses ude og vogte sin svigerfars får, og der er det at Moses møder Gud i en brændende busk. Dét er et helligt og frygtindgydende øjeblik. Gud fortæller Moses, at han har set sit folks lidelser og hørt deres klageråb. Gud kalder Moses til at føre dem ud af Egypten.
Moses spørger Gud
“Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?”
Gud svarede Moses:”Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: sådan skal du sig til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.” (2 Mos 3:13-14)

“Jeg er den jeg er” og “Jeg Er” er en oversættelse af Guds navn JHVH. I Bibelen står der JHVH, og jøderne mener ikke må sige Guds navn, så i stedet siger de af ærefrygt Adonaj, dvs. Herren. Der er uenighed blandt forskerne, om hvordan JHVH ordet skal udtales. Nogle mener det er Jehova, men det er udbredt at mene, at det er Jahve. Det er den sidste tradition, jeg følger. Jahve betyder at være tilstede. Haja betyder at være. Jahve betyder “Jeg er”, “Jeg er tilstede”, “han er tilstede”, “han lader noget blive til”, “han er der” eller “jeg vil være det som jeg vil være.”

Ego eimi

I evangelierne, og især i Johannesevangeliet siger Jesus selv ego eimi, “jeg er”, “jeg er den jeg er” og “jeg er…”, jeg er den gode hyrde, jeg er livets brød, jeg er vejen, sandheden og livet. I Mark 14:62 spørges der “Er du Kristus, søn af den velsignede?” Hvorpå Jesus svarer, “det er jeg”, altså jeg er. På engelsk “I am”.
I Matthæusevangeliet kap. 14 er disciplene havnet i en storm på åbent hav. Et utroligt syn møder disciplene. De ser en skikkelse vandre på vandet, og de skriger af frygt.

Læs mere

I’mpossible

At sætte sig ved tasterne og møde stejle klippeskråninger. Mission impossible. Nej, ikke filmen. Impossible? Forkert. Mission I AM possible. Hvorfra kommer a’et? Fra alfabetet, fra klaveret, fra kammermusikken, fra a’et der skal siges, så munden kan åbnes? Fra appelsinerne? Nej. Fra det abstrakte? Nej. Fra anderledeshed? Nej. Fra akkusativ, ablativ? Nej. Fra råbet efter Abba? Ja. Det er Gud Fader, som siger I AM Possible. I AM. Jeg er. Jeg er mulighed. For mig er alt muligt, siger Gud. JAHVE. Han er den han er. Duelig, magtfuld, stærk, fuld af styrke. Så stærk at han kan vælge at være magtesløs, at han kan vælge at dø, at han kan vælge at ydmyge sig selv, at han kan vælge at ofre sig selv. Så stærk at hans nåde er ubetinget, hans kærlighed grænseløs. Så stærk at han kan tilgive. At han kan flytte bjerge. At han kan flytte grænser. At han kan elske de uelskede. At han er hos de som ingen vil være sammen med. Han er så hellig at han elsker alle. At han elsker hele sit skaberværk. Hele sin skabning uendeligt. Ubetinget. Lidenskabeligt. Han gik i magtesløsheden. Han gik i døden, men overvandt døden, synden, djævlen. Han er den stærkeste. Han er styrke. Ikke bare stærke overarme, men stærk. Almægtige Gud.
Men jeg er svag. Lille. Magtesløs. Skrøbelig. Skrantende. Skræppende. Syndfuld. Skamfuld. Jeg har mange torne. Jeg er ikke noget godt menneske.
Men jeg ser på Jesus. Jeg bliver tavs.

Guds spørgsmål

Jesus spørger mig, om jeg er villig til at ofre alt for ham? Jeg mærker en modvillighed og en vanskelighed ved at sige ja, for jeg kender mit syndige hjerte. Jeg bliver også bange, når jeg kommer til at tænke på hvilken høj pris det kan have for mig at følge Jesus. Der er ingen der ved, hvad der kommer til at ske i 2017.
Min tro, tillid og kærlighed bliver testet.
Jeg må erkende, at i et liv med Jesus er der ikke plads til alt. Det kræver nogle til- og fravalg fra min side. Jeg må give tid, opmærksomhed, kærlighed og ikke mindst tillid til Gud.
Jeg er rystet indeni, skræmt over min vantro, min frygt og min mistillid.

Julegaver

Pludselig kommer til at tænke på mine julegaver. Nogle af de julegaver jeg fik, kræver min tid og opmærksomhed. Jeg har fået et nyt vaffeljern. Det kræver planlægning, tid og opmærksomhed fra min side at lave vafler. Det er klart, at jeg får ikke lavet vafler, hvis jeg sidder hele dagen ved Facebook. Men det er det værd at lave vafler. Det er en måde skaber hygge og glæde for mig selv og min familie. I julegave har jeg også fået et par bøger af Tove Ditlevsen. Det var bøger jeg ikke vidste jeg havde ønsket mig. Jeg ønsker at læse flere bøger og som skribent burde jeg også læse mange bøger. Jeg vil gerne læse mange bøger i 2017, men det kræver at jeg giver afkald på nogle tidsrøvere og vaner for at få tid til at læse og fordybe mig i bøger.

Guds gaver

Så er det, at Gud fortæller mig, at han har mange gaver til mig. Han spørger mig, om jeg vil have dem? Om jeg vil åbne dem? Vil jeg sætte tid af til at bruge gaverne?

Læs mere

Huset på klippen

På vej hjem fra et julebesøg så jeg et plastiklegehus ligge ude på en mark. Julestormen havde kastet det lille hus langt væk fra dets have.
Jeg kommer i tanke om historien om de tre små grise og den store stygge ulv. To af grisenes huse holdt ikke til ulvens stormfulde pust, men det gjorde den sidste gris’, hvilket blev de alle tre grises redning.
Vi er ved at have spist de sidste brune kartofler og have ryddet gavepapiret af vejen. Flere har endda taget julepynten væk. Inden vi råber godt nytår og sender en nytårsraket af sted, er der mulighed for at stoppe op, en mulighed for at tænke tilbage og tænke frem. Der er noget at fortryde, noget at glæde sig over og noget at håbe på. Mange af os er spændte på, hvad det nye år bringer os af muligheder.
Lige nu har vi mulighed for at stoppe op og spørge os selv, på hvilket fundament vi bygger vores hus?

Jesus fortæller lignelsen om den kloge mand og hans holdbare hus:
v24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. v25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. v26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. v27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« (Matt 7:24-27)

Jesus taler om, hvor vigtigt det er dels at lytte til Guds ord og også at handle efter dem. Jert hus skal bygges på Ordets klippegrund, som en salme lyder. Hvordan kan vi sørge for at læse i Bibelen, tage ordene til os, gemme dem i vores hjerter og handle på dem? Det første skridt må være at bede Gud om hjælp og også at læse i Bibelen. Vi kan ikke bygge vores hus eller vores liv alene. Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves (Sl 127:1). Det er Guds ord, som er fundamentet og byggestenene, og vi mennesker kan ikke bygge alene. “Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus” (1 Kor 3:10-12). Jesus er det Guds Ord som blev til kød og tog bolig i blandt os (Joh 1:14). Guds Ord og Jesus er altså udadskilleligt. Skrifterne vidner om Kristus. At bygge sit hus eller sit liv på Ordets klippegrund er altså at lytte til Guds ord og handle derefter, at lade Herren bygge og lade Jesus være grundvolden.
Hvordan er tåben, der bygger sit hus på sand? Svaret er oplagt: den som ikke kender Bibelen og ikke tror på Jesus. Men det er det er ikke den eneste tåbe.

Læs mere

Vil vi gribe det uforklarlige?

Det var et helt specielt øjeblik, da jeg for ni år siden stod med en positiv graviditetstest i hånden. Det var forunderligt at se ultralydsscanningen af min søn og høre hans hjerte slå. Det var fantastisk første gang jeg mærkede ham sparke. Det var fuldstændig vildt, da han ni mdr efter pludselig lå i mine arme. Det var fantastisk at blive mor for første gang. Det var også fantastisk at blive mor anden gang. Og det er dejligt at se dem vokse ud af tøjet og lytte til hvad de tænker over og undrer sig over.
Livet er et mirakel.

Mor til Kristus

For over 2000 år siden fik en ung kvinde en utrolig besked. Hun fik ikke besked via en graviditetstest, men modtog  beskeden fra en engel. Den unge kvinde, Maria, skulle være mor til et helt særligt barn, Messias, altså Kristus, som var undfanget ved Helligånden. Hvor meget vidste Maria? Vidste hun, hvilket hårdt liv hendes søn ville få? Vidste hun, hvor meget han ville blive ydmyget og hvor meget han ville komme til at lide for hele menneskeheden? Vi ved ikke, hvor meget hun vidste, men hun troede på englenes budskaber og sagde ja til det hele. Hun sagde: “se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord,” og hun gemte alle ordene i sit hjerte (Luk 1:38, Luk 2:19).
Jeg tror ikke Maria var guddommelig. Jeg tror hun havde en masse menneskelige fejl, og jeg tror hun var et gudfrygtigt, ydmygt menneske, som elskede Gud meget højt.
Hun kunne have tvivlet og leet af hvad englen fortalte hende. Der er andre kvinder i Bibelen, som fik budskaber fra engle. Kvinderne var forskellige og reagerede på forskellige måder. Abrahams Sara lo, da hun fik at vide, at hun sent i sin alderdom ville få et barn. Hvordan kunne det dog være muligt? Folk vil grine af mig, sagde hun. Men for Gud er alting muligt. Sara og Abraham fik Isak og de fik flere børn end ham.

Hvem var Jesus?

Tilbage til Maria. Mange andre end Maria hørte om at Jesus ville blive født. De havde GT’s profetier at læne sig op af, og flere mødte engle, og andre fulgte en helt bestemt stjerne. De tre vise mænd troede på at Messias blev født, og de fulgte den helt særlige stjerne. Intet herberg ville tage imod Maria, som havde veer. Jesus endte med at blive født i en stald og lagt i en krybbe, altså et fodringstrug. Mange i Betlehem var forundret over det der var sket. De havde hørt, at Jesus var et helt særligt menneske. Mon de vidste hvordan hans liv ville blive? Mange jøder ventede, at han var en stor konge i kostbare klæder, som vil skabe revolution og vælte den romerske besættelsesmagt. Andre kunne ikke tro på, at Jesus var andet end en tømrersøn fra Nazaret. Men evangelierne fortæller os at Jesus var mere end en almindelig tømrersøn og han var alt andet end en militær konge klædt i guldklæder. Jesus var en mand, som gik i simple klæder og sandaler. Han red sagtmodigt på et æsel ind i Jerusalem, og han var venner med tiggere, spedalske, samaritanere og kvinder – de folk, der dengang var lavest rangerede i samfundet. Jesus gik længere ned og lod sig frivilligt blive forrådt, pisket, hånet og spyttet på og hængt på et kors sammen med to forbrydere. Nogle mennesker troede på, at Jesus var Guds søn, andre mennesker kunne ikke forstå det og ville ikke tro på det.

Der er mere mellem himmel og jord

Også i dag sker der mirakler. Nogle tror på miraklerne, andre tror ikke på dem. Også i dag diskuterer vor tids vismænd og professorer, hvem Jesus var. Jeg læste fornyligt en artikel på videnskab.dk om, hvorvidt Jesus havde levet. I artiklen stod der,  at Jesus og hans disciple var blevet nævnt nogle andre steder end i Bibelen og af andre end kristne. Men det var stadig så gamle kilder, at forskerne ikke anså dem som pålidelige efter nutidens videnskabelige stardarder, så de mente ikke, at de kunne bevise, at Jesus havde levet.
Vores sind kan spekulere i lang tid og tvivle på alt, men flertallet af danskerne på, at der er mere mellem himmel og jord. Vi er nogle, som mener vi har oplevet noget metafysisk, nogle mirakler og/eller Guds nærvær og hans nåde. Men vi kan ikke bevise det. Vi kan heller ikke måle eller bevise kærlighed.
Spørgsmålet er, om vi vil holde os til det som kan bevises, eller om vi også vil gribe det, som er uforklarligt og rækker ud over os selv? Er den kristne tro aktuel i 2016? Jeg vil sige ja. Evangeliet er stadig den aktuelle gode nyhed om Jesus Kristus, Gud, som blev menneske og blev lagt i en krybbe i en stald i Betlehem, voksede op som det menneske, som var Guds elskede søn, som frivilligt gik lidelsens vej, lod sig korsfæste, ofre på et kors som et lille lam og genopstod igen fra de døde til syndernes forladelse og frelse til det evige liv. Det evangelium er også i dag en god nyhed, en invitation fra Gud til et hvert menneske om at gribe, grunde over, tage imod i tro og tillid og gemme i sit hjerte. Mirakler sker stadig.
For Gud er alting muligt.

Hellas leveregler og Luthers katekismus

I dag vågnede jeg med Hella Joofs katekismus i tankerne. For nogle uger siden udkom Hellas katekismus og det afstedkom mange debatter. Jeg har ikke fulgt med, men i dag besluttede jeg at læse hendes katekismus. Jeg er i den situation at jeg læser katekismussen ud fra de positioner, at jeg tidligere har læst teologi, og i dag er jeg ikke præst, men en Kristus-troende lægmand.

Inden jeg vil komme ind på, hvad jeg mener om hendes katekismus, lad os så se på selve ordet katekismus. Katekismus kommer af latin og betyder at give undervisning. En katekismus er en kort indføring til og forklaringer af centrale temaer i kristendommen. Meningen er at undervisningen skal kunne bruges i forhold til børn og unge. Luther skrev sin Lille Katekismus i 1529 fordi han så et behov for at undervise lægfolket i kristendommen og dets sakramenter. Vi finder en forkortet udgave af Luthers Lille Katekismus i salmebogen. Her udlægges De Ti Bud, Fadervor, trosbekendelsen, dåben, skriftemålet og nadveren. Jeg medgiver at Luthers sprog bærer præg af det 16. Århundredes sprog, og det har brug for forklaringer til nutidens mennesker. Men Luthers katekismus er bibelsk og falder i tråd med den protestantiske lære. Kort sagt, (her mine formuleringer) vi er alle syndere, og skulle dømmes, men Jesus døde for os alle, og ved troen er vi retfærdiggjorte. Med troen får vi Helligånden, som hjælper os med at elske og giver os en iver til at elske og adlyde Gud. Med andre ord er gode gerninger frugter af troen. Derfor starter Luther også hver udlægning af de Ti bud:
“Vi skal frygte og elske Gud, så vi…”

Nuvel, hvad med Hellas katekismus. Jeg holder af hende som person og skuespiller. Hun har en smittende livsglæde og frisk humor, og hun har en fantastisk evne til at formulere sig. Hella har skrevet en fantastisk og letforståelig tekst, som siger mange gode og rigtige ting, men hvor er det ærgerligt, at teksten har fået overskriften katekismus. Hvorfor ikke kalde teksten “Hellas livssyn”, “Hellas leveregler” eller “Hellas personlige tro”?

Læs mere

Lys i mørket

Gåture
inde
i mig selv
Mørke
fare vild
storm
regnvejr
sidder fast
Mørke
i mig selv
rusk
kuldens tænder
Jeg kommer ingen steder
i den lange nat
i dødens skygge
Mørke
ansigt til ansigt
med natten
med muren
med døden
Mørket
Inde i mig selv

Langt væk
langt borte
Et glimt af et lysglimt fra
en lighter
en tændstik
en blinkende lygtepæl
et vindue
i mørket
Langt væk
Langt borte
fra mig selv
I går så jeg intet
I dag ser jeg lysglimt
I morgen kan jeg ikke finde det
Om jeg kan se eller ikke se
gnisten er der
Bag ved regnens tunge skyer
inde i storbyens tåge og byger
bag nattens mure
bag dødens skygger
Jeg rækker ud
griber fat
i usynlighed
i gnisten
Fingerspidser
tanker
hjertesuk
sjælens råb
griber fat
Gnisten holder mig fast
som et anker
holder mig fast
Jeg driver ikke væk
strømmen fører mig ikke bort
Gnisten holder mig fast

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑