Sl 34 v. 19a “Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust.”

Hvordan kan ens hjerte være knust? Det kan være pga. Helbredsmæssige problemer, sygdomme og kroniske fysiske problemer. Man kan på forskellige måder være i sorg, fordi man har mistet en der står en nær, er blevet skilt, har slået op med sin kæreste, mistet en ven, et kæledyr, mistet et job, er jobsøgende, har droppet ud af en uddannelse, er gået på pension, har mistet kontakten til sit kristne fællesskab eller er flyttet til en ny by. På mange måder kan ens hjerte være knust eller man er i sorg. Jesus ved, når vi er i en svær situation eller har mistet nogen eller noget, vi aldrig får tilbage, men han er os nær.

En af mine sorger er, at jeg ikke blev præst. Jeg troede at jeg var kaldt til at blive præst. Jeg læste på teologistudiet i København og senere i Århus, men jeg havde indre konflikter. Jeg oplevede, at min tro flyttede sig fra hjertet til hovedet, og jeg skulle hele tiden forholde mig til forskellig kritik. Med det meget teoretiske og ikkegudsfrygtige studium sammenholdt med den viden jeg havde om en præsts opgaver, som ikke kun består af at holde prædikener, kunne jeg ikke se, hvordan et langt universitetsstudium ville kvalificere mig til at blive præst. Hvis jeg havde færdiggjort teologistudiet, ville jeg så have mistet min tro?
Jeg har fortrudt at jeg hverken tog nogle fag på DBI eller menighedsfakultetet. Årsagen til at jeg ikke tog nogle fag der, var at jeg vidste, at de der ville se misbilligende på mig, når jeg sagde jeg ville være præst, og jeg havde ikke i sinde at lyve over for dem. Alligevel har jeg fortrudt at jeg ikke tog nogle fag på DBI og menighedsfakultetet. Det kunne have været en mulighed for at min tro ikke flyttede sig op i mit hoved, at jeg kunne færdiggøre mit teologistudium, og at jeg ville finde ud af, hvad det var, jeg egentlig var kaldt til.

Det er mange år siden, men mit hjerte er stadig knust, for jeg mistede min drøm. Når jeg beder Jesus ransage mit hjerte, ser jeg, at jeg havde selviske motiver for at læse teologi og blive præst. Stolte motiver som byggede på mine egne mindreværdskomplekser. Samtidig ønskede jeg at blive præst, fordi jeg længtes efter at forkynde evangeliet. Jeg længes stadig efter at fortælle om Jesus, som jeg lærte at kende igennem det evangelium, som greb frelsende ind i mit liv. Når jeg fortæller om Jesus, er det som, om han står der igen og griber ind i mit liv. Det er min frelser, min bror og min ven, som jeg gerne vil fortælle hele verden om.
Det burde være simpelt, men jeg er fyldt med usikkerhed, generthed og frygt, og jeg er bange for at fortælle noget forkert. Jeg er også bange for at blive indlagt på den lukkede Eller komme i fængsel, hvis jeg begynder at råbe evangeliet ud fra alle hustage. Jeg ved godt jeg ikke skal være bange, men det er jeg.
Så vil jeg forkynde evangeliet i det jeg skriver, men nogle gange er det som om jeg ikke kan komme i gang med af forkynde evangeliet, men skal skrive om så mange andre ting. Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg ved ikke, om det er den Onde, der fører mig på vildspor, eller om det hele er en del af Guds plan.
Men når jeg vender min længsel og sorg med Jesus, er han mig nær og fortæller mig alt. Jeg tænker på det syn, jeg havde et år efter at jeg blev kristen. Jeg misforstod jeg det syn. Jeg bliver nu mindet om Johannes døberen i ørkenen, som banede vejen for Jesus og pegede på Ham. Jeg kommer i tanke om lyset på prædikestolen. Det skal være Jesus, der står på prædikestolen. Han er hovedet for kirken. Helligånden skal tale igennem prædikanten, og Han skal pege på Jesus og korset. Bibelen, evangeliet skal forkyndes fra prædikestolen. Jeg har taget fejl. Det er ikke mig, som skal forkynde evangeliet, men Helligånden. Intet skal handle om mig, og det er Jesus jeg skal pege på. Brikkerne samles lidt efter lidt, og jeg erkender stykkevist nåden, som en gåde i et spejl. Jeg kender gudskelov ikke morgendagen eller Guds plan, men det er ikke mig, der skal forkynde evangeliet. Det er Helligånden. Helligånden kan overdøve mine tvivl, generthed, usikkerhed og frygt. Jeg skal fornægte mig selv. Jeg skal blive mindre, og Jesus skal blive større. Mine synder og mit selv skal dø. Jeg skal være et tomt kar fyldt med Helligånden og på en eller anden måde vil evangeliet blive forkyndt.

“Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd,” siger Hærskarers Herre”

Zak 4:6

Hvis vi søger Gud, råber til ham efter hjælp, hører han os og svarer os. Vi kan søge tilflugt hos Gud, og Gud vil befri os fra frygt, trængsler og ulykker. Hvis vi fokuserer på Gud, vil vi stråle af glæde.
Vi skal holde os fra det onde og gøre det gode. Vi skal stræbe efter fred.
Vi skal komme til Gud og høre ham. En måde at komme til Gud er også at læse hans ord – Bibelen – og høre og lytte til dem.
I vers 21 står der at Gud beskytter vores knogler. Hvordan skal det forstås?
Gud helbreder, også i dag, enten direkte eller gennem læger, men det, at Gud beskytter knoglerne, betyder ikke at der aldrig er nogen der ikke brækker et ben eller en arm. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forstå vers 21, men jeg har et personligt vidnesbyrd omkring det med brækkede knogler.

For nogle år siden ringede skolen til mig og fortalte, at min nu 12-årige søn havde faldet på skolens legeplads og slået sig meget slemt. Jeg løb hen til skolen, som ligger fem minutters gang fra vores hus. På skolen holdt der allerede en ambulance på skolen. Hans arm så helt forkert ud, han skreg af smerter, og han var bange for at han skulle dø. Vores søns arm blev røntgenfotograferet. Den var brækket flere steder over albuen, og nogle knogler havde også rykket sig. Lægerne og de andre ansatte på sygehuset blev kede af det og forfærdede, da de så hvor slemt det var. Hurtigt blev han opereret, og han fik sat fire kobbertråde i armen. Han havde store smerter, og måske ville hans arm aldrig blive normal igen. Han gik til genoptræning ved en fysioterapeut, han lavede øvelser med armen hver dag, og min mand og jeg tvang vores søn, som ikke er glad for sport, til at gå til gymnastik og tennis i et år. I starten kunne vores søn ikke ret meget med sin arm. Han kunne ikke strække den helt, og han kunne ikke bøje armen helt ind til skulderen. Lige fra den dag vores søn brækkede armen, bad jeg for ham, og jeg fik mange kristne venner til at bede for ham og også efterfølgende efter at han var blevet opereret. Et år efter blev hans arm røngtenfotograferet igen, og armen var blevet god igen.
Vores søn bliver aldrig elitesportsudøver, hans arm kommer aldrig til at se ikke helt rigtig ud, men han kan alt med sin arm, som han har brug for i det daglige daglige. Hans arm forhindrer ham heller ikke i at gå til bueskydning. Lægerne sagde, at hans arm var blevet meget bedre end de havde regnet med.

Vores søns arm var helet, men følelsesmæssigt havde det været voldsomt for ham. Få måneder efter ulykken begyndte han at få angst. Han var bange, når han skulle sove, han var meget bange for at dø, og han kunne blive meget bange midt på en skoledag for alting, og ingen kunne berolige ham. Han talte med en sundhedsplejerske og var stadig bange. Vi talte også med en psykiater, men på det tidspunkt var angsten ved at miste sit greb. Jeg og en masse andre kristne havde bedt for ham. Jeg mødte to kristne på Facebook, som ofte bad for ham. Efterhånden forsvandt angsten. Gud havde også helet hans psyke.

Gud er med os og har helbredt vores søn, både fysisk og psykisk. Det er en stor velsignelse fra Hans side. Gud hørte vores råb om hjælp, han beskyttede vores søns knogler, Han befriede ham fra frygten, og Han var ham nær, da hans ånd var sønderbrudt.

Som noget nyt starter jeg nogle Bibelstudier. Jeg har været kristen i mange år, og jeg har læst meget i Bibelen, men at jeg har læst så meget i Bibelen betyder ikke, at den ikke har noget nyt at lære mig. Lige nu når jeg gerne vil læse i Bibelen, ved jeg ikke, hvad jeg skal læse. Når jeg endelig læser noget, læser jeg det hurtigt, nogle gange lige så hurtigt, som jeg læser nyheder. Nogle gange finder jeg Bibelkommentarer på nettet, men det gør mig passiv. Jeg ville gerne læse skriftstedet langsomt og reflekterende, vejledt af Helligånden. Det bedste er at læse i Bibelen sammen med en eller flere og lave et Bibelstudie sammen, men det er ikke altid muligt. Jeg vil gerne blive bedre til at have en andagtsstund alene sammen med Gud, med Bibellæsning, spørgsmål og bøn.
En måde at lave et Bibelstudie på er at gå tematisk til værks. Det første emne, ydmyghed og selvfornægtelse, opstod, fordi jeg opdagede nogle uheldige motiver i mig selv. Jeg elsker at skrive, men jeg opdagede, at jeg i mange år havde de forkerte motiver. Jeg opdagede, at min største drøm var at skrive en bestseller. Samtidig mødte jeg strømninger i samfundet, der handlede om alt andet end ydmyghed og selvfornægtelse.

Dette er mit første Bibelstudie, og der vil være punkter, der skal ændres. Det er ikke meningen, at du skal læse alle skriftstederne og heller ikke på én gang, men læs noget om Johannes døberen, Jesus og hvad Paulus skriver om Jesus i Filipperbrevet kapitel 2. Bibelstudiet kan laves alene eller sammen med en eller flere i en lille gruppe i nogle timer eller over en række formiddage/aftener. Du kan tilføje din egne spørgsmål, og du kan også springe nogle spørgsmål over. Du kan dele Bibelstudiet op og først nøjes med et studie af Johannes døberen. Man kan adskille ydmyghed og selvfornægtelse, men jeg har valgt at sammenholde de to begreber, da jeg mener, at ydmyghed supplerer selvfornægtelse.
Gud velsigne dit Bibelstudium!

Indledende bøn
Indled studiet med en bøn
formulér selv
Eller bed Fader Vor
Eller vælg en formuleret bøn – bagerst i salmebogen står færdigformulerede bønner, under kollekt.
Eller bed kort, “Kære Far, hjælp mig/os til ved Helligånden at forstå dit ord, i Jesu navn amen.”

1. Johannes Døberen
   Skriftsteder
   Læs et af følgende skriftsteder om Johannes Døberen:
   Matt 3:1-17, Mark 1:1-8, Luk 3:1-20 eller Joh 1:19-34
   Og læs også Joh 3:22-30

A. Hvad var det særlige eller specielle ved Johannes døberen?
B. Hvordan var han ydmyg og fornægtede han sig selv?
C. Hvad kan vi lære af Johannes døberen?

2. Jesus
Læs et af følgende skriftsteder om Jesus:
Matt 21:1-11 eller Mark 11:1-11 eller Luk 19:28-40

Læs et af følgende skriftsteder om, hvad Jesus siger om efterfølgelse:
Matt 8:18-22, Matt 16:24-28 eller Luk 9:23-27 eller Luk 9:57-62 eller Luk 14:25-35
Læs også Matt 20:20-28 eller Mark 10:35-45 eller Mark 9:33-37 eller Luk 22:24-30
Læs også Joh 13:1-17
Læs også Joh 15:9-17

Paulus om Jesu ydmyghed:
Læs Fil 2:1-11

A. Hvordan er Jesus ydmyg og selvfornægtende?
B. Hvad kan vi lære af Jesus i forhold til ydmyghed og selvfornægtelse?
C. På hvilke måder er vores samfund alt andet end ydmygt og selvfornægtende? Kom med konkrete eksempler

Ydmyghed
A. Hvad vil det sige at være ydmyg?
B. På hvilke konkrete måder kan vi være ydmyge?

5.At tage sit kors op
A. Hvad vil det sige at tage sit kors op?
B. Hvad er dit kors?

6. Selvfornægtelse
A. Hvad er forskellen på selvudslettelse og selvfornægtelse?
B. Hvorfor skal vi være selvfornægtende, men ikke selvudslettende?
C. Hvorfor skal vi fornægte os selv og tage vores kors op, hvis vi vil følge Jesus?
D. På hvilke måder kan vi være selvfornægtende? Kom med konkrete eksempler

7. Afsluttende kommentarer
A. Hvad har du lært i dag?
B. Hvilke emner er du blevet motiveret til at undersøge nærmere? (gennem Bibellæsning, refleksion, samtale og bøn)
C. Hvad tror du, Gud vil, at du skal gøre?

Afsluttende bøn
Taksigelse og bøn for at Helligånden må lære os at være ydmyge og selvfornægtende i vores dagligdag.
Personlig forbøn for hinanden
Evt. Bøn for andre emner, som du/I har på hjertet

Min familie og jeg har tilbragt de sidste mange fredage med at se superheltefilm, de mange Marvelfilm. Thor, Captain America, Starlord, Ironman, Hulk og Captain Marvel er seje. De er uselviske, uovervindelige, supergode og er superstærke. Dog ved nærmere eftersyn er disse superhelte overhovedet ikke perfekte og heller ikke uovervindelige. De begår fejl, de er egoistiske og forfængelige, de bliver slået omkuld, og nogle af dem dør. Perfekte supermennesker findes ikke i virkeligheden, og de findes ikke engang i et fiktivt helteunivers. Nok har de masser af kræfter, men de er stadig mennesker og sårbare.

Hvad med vores syn på vores kristne lærere, ledere og præster, er de de kristnes superhelte? De ved, i hvert fald de fleste af dem, hvad kristendommen går ud på og hvem Jesus er. De ved en god del om at undervise, prædike, døbe, konfirmere, vie og begrave. Men er de tættere på Gud end andre mennesker, og er de bedre mennesker end alle os andre? Er de superstærke, supergode, uselviske, uovervindelige og usårlige? Er det Superman, der står oppe på prædikestolen søndag efter søndag? Er de kristne ledere store profeter og apostle? Er de vikarer for Kristus?

Ifølge den katolske tro er paven og de katolske præster Kristi vikarer på jorden. Med Luther og reformationen gik vi væk fra dette syn. Eller gjorde vi? Siden reformationen har vi set masser af eksempler på religiøse ledere af forskellige religioner og sekter blive ophøjet, tilbedt og guddommeliggjort. Det er også sket i kristne kredse. Også i mindre målestok. De fleste af os kristne er enige om, at ingen mennesker, hvad end de er politikere eller præster, er guddommelige eller guder, for der findes for os kristne kun en Gud, den treenige Gud, Gud fader, Gud søn og Gud Helligånd. Hvis der findes en superhelt, findes der kun én, og det er Jesus. Alle mennesker, også præster, er fejlbarlige, begår synder, er sårbare, kan blive syge og få uhelbredelig kræft eller få en depression.

Da jeg i går åbnede min facebook, var det første jeg så, at nogle af mine Facebookvenner skrive om selvmord. Der stod noget om, at en Facebookvens ven, Jarrick Wilson, havde begået selvmord. Jarrick Wilson var præst i en frikirke og blev kun 30 år. Han var gift og havde to små børn. Jeg havde aldrig hørt om denne præst, men han var en kendt præst i USA. På hans Facebookvæg udtrykte en masse af hans venner sorg. Jarrick Wilson var en, som stod åbent frem med at han kæmpede med depression, og han og hans kone havde startet en forening, som skulle hjælpe folk med depression og selvmordstanker. Alligevel slap Jarrid Wilson ikke selv af med sine selvmordstanker. Det er uforståeligt, hvordan Jarrid Wilson endte med alligevel at tage sit liv.

Hvis du kender nogen, der har selvmordstanker eller selv går med selvmordstanker, så bed om hjælp! Læs her:
http://selvmordsforskning.dk/forebyggelse/krisehjaelp/ved-selvmordstanker/ , http://livslinien.dk eller ring til Livslinien 70 201 201.

Jeg kender ikke Jarrid Wilson, og jeg ved ikke hvad der kunne være gjort anderledes.

Præster er ikke usårlige

Men jeg tænker på vores egne kristne ledere og præster. De har en arbejdsuge på mere end 37 timer, de kan når som helst blive ringet op omkring et dødsfald, de har et ansvar i at dele evangeliet og pege på Jesus, de er en skulder at læne sig op af for mennesker i lidelse, krise og sorg. De står til regnskab både over for politikere, biskopper, menighedsråd, menighed og ikke mindst over for Gud. Og de er i risiko for angreb fra den onde. Det er klart, at djævlen vil gøre alt for at forhindre evangeliet og Guds kærlighed i at blive spredt. Vi må dog huske, at Jesus for længst har sejret over synd, død og djævel. Den sejr står fast og er urokkelig, Jesus lever, og er os nær ved Helligånden for evigt. Intet kan skille os fra Guds kærlighed. “Hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” Rom 8:38-39

Hvis vi bliver mere bevidste om, at præster og andre kristne ledere også er sårbare, må vi bakke mere op om dem. Vi kan starte med at støtte vores egen præst og evt. andre præster eller kristne ledere vi kender. Forbøn er uvurderlig og vi kan være en skulder for dem, lytte til dem, spørge dem hvordan det går, om der er noget vi kan hjælpe dem med, måske er de overbebyrdede med arbejdsopgaver, og vi kan vise dem nåde og overbærenhed. Ingen mennesker er perfekte og syndfrie, heller ikke præster. Vi kan vise broderkærlighed, som en kristen broder til en anden kristen broder, og vi kan være præster for vores præster.

Det almindelige præstedømme

Vi må huske det almindelige præstedømme (http://www.folkekirken.dk/om-troen/reformation/luther/luthers-tanker/alle-er-praester). Luther sagde ”Enhver, som er krøbet ud af dåben, er lige meget præst og biskop”, for alle er lige nær ved Gud, der er ingen mellemmand mellem mennesket og Jesus. Der er en ligeværdighed mellem alle kristne. Vi er alle syndere, og der er ikke nogle, som er mere hellige andre. De kristne er alle særligt udvalgte: “Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han, som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.” (1 Pet 2:9). Dette betyder ikke, at vores præster er overflødige. Vi har stadig brug for nogle bestemte til at lede menigheden, forkynde evangeliet og uddele sakramenterne. Men også præster har brug for forbøn og for at vi er præster for dem, dvs. Deler evangeliet med dem, yder en form for sjælesorg og lytter og tilbyder dem hjælp.
Jeg er ikke selv opmærksom på at støtte min præst og de præster og kristne ledere jeg kender. Jeg kan komme til at tænke på dem som superkristne, der bare har styr på det med at sprede evangeliet, bede og glæde sig i Herren. Men præster og kristne ledere er mennesker, fejlbarlige og sårbare ligesom alle os andre. Fra i dag vil jeg begynde at prøve huske de præster og kristne ledere jeg kender. Jeg vil gerne huske dem i forbøn og også række ud til dem og spørge: “Hey! Hvordan går det?”

I dette indlæg skrev jeg om, at en ung præst har begået selvmord. Hvis du kender nogen, der har selvmordstanker eller selv går med selvmordstanker, så bed om hjælp! Læs her
http://selvmordsforskning.dk/forebyggelse/krisehjaelp/ved-selvmordstanker/ , livslinien.dk eller ring til Livslinien 70 201 201.

Kære fremmede mand

Jeg skriver for at række ud til dig med en flig af en helt særlig kærlighed. Jeg tror ikke du ved, hvad det er du gør, men jeg beder dig om at stoppe med at skræmme børnene i min by. Jeg beder dig om at stoppe op og søge hjælp hos f.eks. En læge og politiet.
Min by har et indbyggertal på ca. 1500 mennesker. Mine to børn på 12 og 8 år har lært at færdes og se sig for, når de skal over en vej. Hidtil har de kunnet gå trygge og sikre de 500 meter de har til og hjem fra skole og Brugsen. Min 8-årige datter er nu bange for at gå alene, fordi du har stoppet hendes veninde og nogle andre børn og tilbudt dem slik og et lift. Min datter taler ofte om og også når hun skal i seng, at hun er bange for at møde en børnelokker. Jeg troede her var mere trygt og børnevenligt end f.eks. Odense, men jeg tog fejl.
Jeg tror ikke du ved hvad det er du gør, men jeg beder dig om at stoppe med det, inden du skader nogen, og så vi kan stoppe med at være bange og nervøse i vores lille by.
Jeg ved ikke, hvad du tænker og føler, men jeg tror ikke, du selv føler dig tryg. Jeg beder dig om at stoppe med at henvende dig til fremmede børn, ikke kun for børnene og forældrenes skyld, men også for din egen skyld.

Under overfladen lurer det onde

Jeg har været vred og bange, men nu vil jeg give dig den kærlighed videre, som jeg selv har modtaget. Jeg har syndet og såret mig selv og andre mennesker. Jeg har løjet, skældt ud, bagtalt, sladret, været misundelig, følt had, skadefryd, båret nag og svigtet, men for nogle år siden fandt jeg ud af, hvem Gud er, og hvad han har gjort for mig. Alle de handlinger hvor vi sårer andre og os selv har aldrig været i orden for nogen, heller ikke for Gud. Når det går op for os, hvilke forfærdelige handlinger vi har gjort, bliver vi ramt af en stor følelse af skyld og skam. Vi prøver at skjule, hvad vi har gjort, og vi prøver på at blive nogle bedre mennesker. Vi kan cykle lidt hurtigere på motioncyklen, vi kan lægge 5 kg ekstra på vægtstangen, vi kan spise en ekstra gulerod, vi kan gøre forårsrent i vores hus, vi kan gå en time tidligere i seng, vi kan stryge vores skjorter, vi kan plante et træ, vi kan slukke for vores WiFi i en time, og vi kan sige godmorgen til en fremmed, men lige under overfladen ligger det onde og lurer. Pludselig kommer vi til at råbe, fordi børnene endnu en gang ikke har hængt deres jakker op, pludselig sidder vi sammen med nogle kolleger og bagtaler, pludselig kommer vi i tanke om de børn, som mobbede os, da vi gik i folkeskole, pludselig kommer vi tanke om et skænderi vi havde med ægtefællen for en uge siden, pludselig kommer vi tanke om den dumme kommentar vi fik fra en ung fyr i København for 20 år siden, pludselig kommer vi tanke om den fulde mand som tog os på bagdelen engang vi var i byen, pludselig bliver vi misundelige på de som kun fik 12-taller, og vi glemmer at tilbyde kunden med én pose kartofler at komme foran, når vi selv lægger en vognfuld af varer på båndet, og vi glemmer at holde døren for damen, som går med rollator.

Læs mere

En dag havde jeg trænet, og bagefter drak jeg kaffe sammen med nogle damer i træningscenteret. En dame fortalte om sine mange rejser til et bestemt land. Jeg fortalte at jeg aldrig havde været i det land, og hun sagde, at dér skulle jeg da ned. Så spurgte jeg, om der var handicapvenligt, for min mand sad i kørestol. Den føromtalte dame svarede, at der ikke var handicapvenligt. Hun blev ked af at høre at han sad i kørestol. Hun spurgte hvor gammel han var og hvor længe han havde siddet i kørestol. Jeg fortalte ikke i detaljer om min mands sygdom, men jeg fortalte også, at sygdommen desværre bare blev værre med tiden. Damen blev meget ked af det, da hun hørte det. Hun var lige ved at græde.

Min mand og jeg kan ikke bruge medlidenhed til noget. Vi sidder ikke og græder over den sygdom han har kendt til siden han var ti, og som han aldrig slipper af med.
Vi er taknemmelige over at bo i Danmark, hvor vi får hjælp fra kommunen til praktisk hjælp og hjælp til min mands kørestol og bil, som er helt uundværlige for ham. Det gør alverden til forskel for os, at vi bor i et land, hvor der er hjælp og støtte på forskellige måder for de, som har et handicap.
Vi er også taknemmelige over al den hjælp og støtte vi får fra naboer og familie. Det er uvurderligt.

Frustrationer

Samtidig er der elementer ved hans sygdom (som hedder SMA), der frustrerer og irriterer os. Han har smerter hver dag, og hver dag mister han muskler, velvidende at der findes medicin, Spinraza, der nok ikke ville helbrede ham, men medicin, som ville standse sygdommens forværring, og denne medicin er tilladt i Tyskland, Holland, Polen, Norge og Sverige og mange andre lande, men i Danmark har kun en lille håndfuld børn fået lov til at få medicinen. Det er frustrerende at vente på at medicinen bliver godkendt i Danmark, og imens vi venter i flere år, bliver muskelsvinden værre hos min mand og alle de andre med SMA i Danmark, som ikke må få denne medicin.
Vi bliver også frustrerede, når vi kommer til en butik, frisør, restaurant, museum, læge, café eller tandlæge eller toilet, hvor der er et eller flere trappetrin.
Og vi bliver frustrerede, når nogen parkerer lige bag ved hans bil, selv om der står tydeligt på bilen, at der skal give 3 meters plads bagtil. Når nogen parkerer så tæt på min mands bil, kan han slet ikke komme ind i sin bil.
Vi sidder ikke og græder over hans sygdom, men vi kommer ofte ind i besværligheder, og vi møder også fordomme. Nogle tror at hvis man sidder i kørestol, er der også noget galt med ens hjerne, men min mand er ph.d. i molekylærbiologi og forsker på Syddansk Universitet i flere forskellige sygdomme.

Gerne hjælp, et lyttende øre og forbøn

Som sagt kan vi ikke bruge medlidenhed til noget. Vi kan ikke bruge nogens tårer over den situation min mand sidder i. Men vi vil gerne have hjælp.
Forleden dag havde vi været i Harald Nyborg og havde købt noget særdeles tungt, som var lidt for tungt for mig at bære. En mand, som også var i Harald Nyborg, kom hen til os ved udleveringen og tilbød os at hjælpe med at bære de tunge ting ind i vores bil. Det er jeg ubeskriveligt taknemmelig for. Han gjorde mig glad med sin uforbeholdne venlige hjælp.
Vi kan altid bruge hjælp til de ting, som jeg endnu ikke har lært eller ikke er stærk nok til at bære eller ordne (så ofte er jeg ikke henne at træne endnu).
En ekstra voksen må også gerne komme med vores to børn og jeg på stranden (kørestole har det med at sætte sig fast i sand).
Fif til hvor de handicapvenlige restauranter og cafeer er, modtages også gerne, da vi gerne vil andre steder hen end Rosengårdcenteret.
Hvis du er politiker og har indflydelse, må du gerne tale varmt for at Spinraza må blive godkendt i Danmark.
Du må også gerne udstyre din butik, museum, café, restaurant og frisør med en rampe.
Du må også gerne være en, som lytter. Vi vil hellere lyttes til end møde medlidenhed.
Hvis du er et bedende menneske, må du gerne bede for at min mand må få den medicin han har brug og for, at vi ikke må blive alt for irriterede og gnavne over diverse besværligheder, og at vi ikke bliver alt for trætte, stressede og smådeprimerede, men at vi må have overskud, energi og glæde til at kunne hygge os sammen med og være noget for vores familie, venner og vores to fantastiske børn.

I sommerferien var mine børn og jeg i Cirkus Summarum. Jeg finder normalt ikke Onkel Reje morsom eller provokerende. Men til Cirkus Summarum træder Onkel Reje frem iført læderoutfit og meget små underbukser, hvorpå han gasser op for noget metalmusik. Pludselig råber han ud til publikum: “hvem vil være satanister?” En masse børn jubler. Jeg bliver chokeret og føler mig meget dårligt til mode. Jeg er kristen og mine børn er døbt. Vi forsager djævlen og alle hans gerninger. For mig er djævlen et virkeligt onde.
Jeg var nok også blevet provokeret, hvis han havde råbt “hvem vil være nazister eller racister?” eller “hvem vil være hinduister – eller muslimer” eller “hvem vil være Jehovas vidner?”. Med sådanne udsagn over for børn overskrider det mine grænser. Voksne kan klare forskellige provokerende udmeldinger, men en person som Onkel Reje, en figur som er en populær frontperson, som børn ser op til, skal ikke begynde at missionere om noget, og slet ikke om noget som børn ikke ved hvad er. Børn siger jo ja til noget som de ikke ved hvad er, når det lyder sjovt og det kommer fra en populær person/et forbillede. Jeg ville nok også blive provokeret, hvis han havde sagt “hvem vil tale i tunger?” for selv om jeg er kristen, er det alligevel noget som skræmmer mig lidt og jeg ikke ved hvad jeg skal synes om. På nogle tidspunkter havde jeg måske også følt mig provokeret, hvis han råbte “Omvend jer!” eller hvis han var begyndt på dæmonuddrivelser. Onkel Reje taler om det religiøse, det som normalt er en privatsag og et tabu. I vores samfund finder folk det nemmere at tale om sex end om tro!
Ved nærmere eftertanke, hvis Onkel Reje har tænkt sig at bruge religion i sine shows, så synes jeg han skal gå all in på de kristne termer. Ja, jeg synes han skal sige “omvend jer, Guds rige er nær.”, spørge om “vi vil give vores liv til Jesus”, “hvem vil fødes på ny?” og “hvem vil invitere Jesus ind i sit hjertes bolig?”. Så skulle folk nok vågne op, så ville alle folk blive forargede, men de ord ville aldrig komme ud af Onkel Rejes mund, for DR ville have stoppet ham lang tid før han selv fik eller andre gav ham ideen til at sige disse kristne fraser højt.
Som tidligere nævn overskrider Onkel Reje overskrider også mine grænser, når han hylder om satanisme. Jeg kan ikke se noget sjovt ved det, da Satan for mig eksisterer og er et ondt åndeligt væsen. Jeg ved at nogle synes jeg er mærkelig at jeg tror at Satan findes. Er det da mere mærkeligt at tro på at Satan findes end at tro på krystaller, clairvoyance og håndlæsning etc.?

Læs mere

Jeg bruger lang tid på at finde ud af hvad vi skal have at spise, hvilket tøj vi skal have på, om der kommer regn eller om vi skal vande haven, om jeg når at slå græs, om jeg kommer i kirke, om jeg får bedt længe nok og på den rigtige måde, om jeg skal i frikirke eller i folkekirke, om jeg skal lave flere legeaftaler, om jeg kan holde mig væk fra Facebook, om jeg kan finde på nye aktiviteter for børnene, om vi får nok motion, om jeg får skrevet, om jeg får skrevet nogle bøger på et tidspunkt, om vi har penge, om børnenes fritidsaktiviteter, om jeg får gjort rent, om vi har lus, om alt det vi ser i fjernsynet og alle de nyheder vi hører fra hele verden.
Men alt dette er unyttigt, forgængeligt og uvæsentligt. Jeg skal være optaget af det modsatte: Ordet, Jesus, Helligånden, at få tillid til dig, Gud, at lære dig at kende, at gå på Vejen, at lære Sandheden, at søge Livet, at Leve, at vise kærlighed, at være og leve frem for at gøre og stresse, at lade mig lede af Helligånden, at søge sandheden, vejen og livet, at søge Jesus.
At søge Guds rige.
Jesus er mit brød.

“Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Matt 6:33)

Barndom og ungdom i den enkeltes og selfiens navn

Jeg var barn i 80’erne og 90’erne, dengang fjernsynet og videoafspilleren var det eneste digitale, der distraherede børnene – i korte tidsrum hver dag. Jeg legede med barbier og bamser, vores hund og kat, læste bøger og tegnede. Min barndom var helt anderledes end mine egne børns.

Et af de første fremmedord jeg lærte var ordet individualisme. Allerede i 90’erne snakkede vi i skolen om det store fokus, der var kommet på individet, den enkeltes ønsker og behov frem for fællesskabet. Senere lærte jeg også om begreber som solidaritet og liberalisme, velfærdssamfund og “enhver er sin egen lykkes smed”-tanken.

På nogle måder havde jeg svært ved at finde mig selv, da jeg var skolebarn. Jeg havde ikke lyst til at fremhæve mig selv, men på den anden siden ville jeg heller ikke være usynlig. Min egne idealer og værdier stod nogle gange i kontrast til den adfærd, der begyndte at blive mere normal i Danmark. Jeg var ikke selv bevidst om det, men jeg stod ofte i dilemmaer om at holde mig tilbage i respekt og lade de andre komme frem – versus at blive glemt, overset og føle sig ubetydelig. Jeg vidste ikke, hvad det var at være ydmyg, men det var en dyd jeg gerne ville have. Da jeg var barn og teenager var der stadig meget jeg ikke forstod, og det var også inden jeg fik min personlige tro på Jesus.

I slutningen af 90’erne begyndte indvidualismen at tage til, og personligudviklings-kurser blev populære. Det var samme tid, i 99 eller 2000 at jeg begyndte at læse i Bibelen og blev omvendt til min personlige tro på Jesus. Det var også på den tid, at vores samfund satte endnu mere fokus på individet, at elske sig selv, at mærke og kende sig selv og at sætte sig selv i fokus eller centrum. Med smartphonen kom selfie-fænomenet – tag’ nogle flotte billeder af dig selv. Amatørkonkurrencerne, reality-tv og boligprogrammerne tog også til. Almindelige danskere stillede sig op og ville have opmærksomhed og popularitet og ville være den eneste vinder i et sang- eller bageprogram. Mange almindelige danskere ville vise deres X-factor og vinde.

En genfundet tro – hvad er ydmyghed?

I 00’erne og i årene efter fik jeg travlt med at uddanne mig, blive voksen, gift og mor, mens min tro på Jesus gled i baggrunden.

For fire-fem år siden fandt jeg min tro og Bibel frem igen. For nyligt sad jeg og læste i Matthæusevangeliet om Jesu ydmyge fremtræden på det lille æsel ind til Jerusalem (Matt 21:1-9), samt at Jesus siger, at vi skal tage hans åg på os og lære af ham, ham, som er ydmyg (Matt 11:29). Jeg sad som et spørgsmålstegn. Hvad er ydmyghed egentlig?
I vores SoMe-selfie-samfund er ydmyghed ikke noget, som er populært eller udbredt. Er jeg selv ydmyg?
Lad os se på betydningen af ordet “ydmyg.”
Ifølge Ordnet.dk betyder ydmyg at være føjelig, let føjelig, blød, vise respekt, er beskeden, selvforglemmende og stilfærdig. Ifølge wikipedia er ydmyghed erkendelse af andres værd, erkendelse af at ikke vide alt og af at noget/nogen er større end én selv, tillader andre meninger end ens egne, er ydmyg over for Gud, har indsigt og forståelse for og accept af skabelsens, livets og Guds storhed, kan modtage irettesættelse/formaning og er ikke stolt.
Jesus siger om sig selv i Matt 11 at han er ydmyg af hjertet. Jeg har flere gange hørt begrebet falsk ydmyghed uden at vide hvad det var. De skriftkloge og farisæerne viste sig frem som fromme, men Jesus kendte deres hjerter. De var ikke ydmyge af hjertet, men falske og hykleriske.
I wikipedias artikel læser jeg også om falsk ydmyghed. Her forklares det at falsk ydmyghed er at lade som om man er ydmyg og kan være kombineret med mindreværdsfølelser. Det går op for mig at den ydmyghed jeg troede jeg havde da jeg var barn, var falsk. Jeg følte mig mindre værd end de andre, jeg var genert og jeg følte ofte et dilemma, for min ydmyghed var ikke af hjertet.
Den sande ydmyghed er svær at forstå. Selv de antikke grækere anså ydmyghed for at være en defekt, ikke en dyd. På Bibelsk tid var ordet ydmyghed for de ikkekristne negativt. De forbandt det med noget ynkeligt og at være krybende. (http://enduringword.com/bible-commentary/philippians-2/).

Eksempel i Filipperbrevet

For at opnå en bedre forståelse af ydmyghed lad os så kigge på Fil 2:1-8. Filipperbrevet blev skrevet af Paulus, mens han sad til fange i Rom.

Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. (Fil 2:1-4)

Paulus vil at menigheden i Filippi skal have en indbyrdes kærlighed og være ydmyge over for hinanden. De siger han også til os kristne. Gør ikke noget af selviskhed eller indbildskhed (dvs. af overdrevent høje tanker om sig selv). Vi skal sætte andre højere end os selv, og vi skal ikke kun tænke på vores egne behov, men også på andres.

Denne adfærd er helt anderledes end den, der er udbredt i vores samfund. Læg mærke til at der står, at vi skal OGSÅ tænke på andre. Det er ikke forkert at elske sig selv og tænke på sine egne behov, men vi skal også tænke på de andres. Kærlighed til sig selv og næsten er jo også nævnt i kærlighedsbuddet: elsk din næste som dig selv.

Lad os lige radikalisere ydmygheden noget mere, ydmygheden som er fremmed for mange danskere. Vi skal ikke kun være ydmyge af vores egen begrænsede menneskelige hjerte. Vi skal have det samme ydmyge sind som Jesus (Fil 2:5). Jesu ydmyghed beskrives i følgende vers, i Bibeloversættelsen, Den Nye Aftale.

“Han så ud som Gud
Han var ligesom Gud
Og det havde han ret til.
Men han gav afkald på sin ret
Og valgte at se ud som en slave.
Han blev ligesom et menneske
Og lignede os.
Han ydmygede sig
Og adlød Gud,
Selv om det betød, han skulle dø
– dø på korset.”

Fil 2:6-8

Kenosis: at tømme sig selv eller give afkald på

Lad os se på vers 3, han gav afkald på sin ret. Ordet “give afkald på” er på græsk ekenosen. Det kommer af kenos, at gøre tom. I en dansk Bibeloversættelse fra 1997 af Ole Wierød står der “han udtømte sig selv.” I Bibelen fra 1907 står der “forringede sig selv”, og i de danske Bibeler fra 1992, Bibelen på hverdagsdansk samt Den nye aftale står der “han gav afkald på…”. I den engelske Bibeloversættelse NIV står der “he made himself nothing”, og i mange engelske Bibeloversættelser står der altså “he emptied himself”, han tømte sig selv.

Det med at tømme sig selv må ikke misforstås. Der menes ikke, at Jesus tømte sig selv for guddommelighed og ophørte med at være Gud. Der menes, at han gav afkald på at se guddommelig ud, herlighedens glans og samtidig at ligne en fyrste eller konge. Selv om han var menneske, iførte han, kongernes konge, ikke sig kostbare klæder, men valgte ydmyge klæder. Han lignede endda en slave. Ligesom en konge kan lægge royale klæder fra sig, klæder sig ud som en slave og giver afkald på sine kongeprivilegier, vedbliver han dog stadig konge og Kristus, Guds søn (http://enduringword.com/bible-commentary/philippians-2/)

Kristi ydmyghed er stadig omfattende og ubegribelig for vores menneskelige fatteevne. Vi forstår bedre det med at give afkald på, men på græsk står der ekonesen, og deraf kommer begrebet Kenosis. Johannes Døberen viste en lignende kenosis-attitude: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3:30).

Kenosis har noget med selfopofrelse og selvfornægtelse at gøre i forhold til at være “selv-tømmende”. Kenosis er at give afkald på sin egen vilje for at ønske at Guds vilje skal ske. Det er den indstilling Jesus har. Hans mad er at gøre sin faders vilje (Joh 4:34), han gjorde kun hvad han hørte Gud fader sige, og selv da han i angstens og fristelsens time i Getsemane have mest lyst til at lade være med at lade sig fange og korsfæste, lyst til at kæmpe imod eller flygte, så blev han. Han stod fast i bønnen til sin Fader: “Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.” (Matt 26:42).

Jesus levede et liv i selvvalgt ydmyghed på jorden. Han blev født som et hjælpeløst spædbarn i en kold stald. Han voksede op i en vis grad af fattigdom og var på flugt de første år af sit liv. Han var en del af en familie og skulle adlyde Maria og Josef. Han lærte et håndværk, tømrerarbejde, og han arbejdede formentligt som tømrer. Ydmygt ventede han indtil han var ca. 30 med at forkynde, undervise og gøre undere. Han ydmygede sig til at tale til både folkelige skarer og lærde jøder, og han underviste og hjalp både mænd, kvinder og børn fra alle samfundslag. I ydmyghed oplevede han både sult, tørst, angst, ensomhed, svigt, forræderi, træthed, mobning, hån, forfølgelse og fristelser. Uanset hvad han kom ud for, forblev han ydmygt lydig over for Gud fader og Helligånden. Både i lidelser, på korset (en forfærdelig smertefuld straf slaver og forbrydere ofte fik. Jøderne anså korsfæstelse som en forbandelse fra Gud) og indtil døden var han ydmyg og lydig (http://enduringword.com/bible-commentary/philippians-2/) .

Men det slutter ikke ved Jesu død. Jesus genopstår. Han triumferer og vinder over synd, død og djævel. Han bliver ophøjet og farer til himmels (ved Kristi Himmelfart). Gud ophøjer Jesus og skænker ham “navnet over alle navne”.

“Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig,i himlen og på jorden og under jorden,og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre,til Gud Faders ære.”

Fil 2:9-11

Jesus ydmygede sig og blev ophøjet af Gud. På samme måde ophøjer Gud den som ydmyger sig selv (Luk 14:11). (http://www.gty.org/library/sermons-library/2003)
Som Paulus siger, skal vi være ydmyge. Vi skal være ydmyge på trods af hvilken den livsførsel og attitude der er udpræget i verden. Paulus stopper dog ikke der. Han siger, vi skal have et ydmygt sind ligesom Jesus (Fil 2:5), og i de efterfølgende vers (v. 6-8) fortæller Paulus hvordan Jesus var ydmyg. Vi lærer nemlig ikke at være ydmyge i os selv, eller af at kigge på os selv og vores menneskelige og kødelige utilstrækkelighed, heller ikke af at kigge på verden, hvor det populære er at fremhæve sig selv, og heller ikke af at kigge på andre kristne. Nej, derimod skal vi kigge på Jesus, spejle os selv i Guds ord, lære af Jesu gerninger, sind og ord, idet Helligånden former os og danner os i det værk Gud har “skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i. “ (Ef 2:10) – Og idet vi beder bønnen, ske ikke min vilje, men din, Fader.