Skrig. I det øjeblik hvor foden mærkede den skarpe smerte, brød mine læber ud i et skrig. For 20. Gang havde jeg brugt gryden med det løse håndtag. En gryde var en gryde.  Maden var færdig, og jeg skulle til at hælde vandet fra bønnerne, da gryden gled imellem mine fingre. Gryden, bønnerne og grydelåget faldt ned på gulvet sammen med det kogende vand, som ramte min fod. Jeg skyndte mig at sætte foden under en løbende vandhane. Den dag var jeg ikke alene med børnene. Min mor kom med en balje vand til mig. Jeg satte mig ved spisebordet sammen med min balje. Begge mine børn kom og gav mig et kram. Mine forældre ryddede op på køkkengulvet, de satte maden på bordet, og de ryddede op, da vi havde spist. Mine forældre puttede børnene. Imens sad jeg med foden i en balje vand. Min fod fik det hurtigt bedre.
Jeg skulle for længst have holdt op med at bruge gryden med det løse håndtag.
Jeg skulle for længst have delt mine tvivl og bekymringer omkring min skrivning.


Midt om natten blev jeg mindet om, at jeg havde brændt min fod. Jeg viklede et vådt viskestykke rundt om den. Det virkede på foden, men det ikke på de livlige tanker. På min Facebookside havde jeg fået beskeder med roser og hjerter fra en af mine læsere af denne blog. Hun spurgte mig, hvorfor hun ikke havde hørt fra mig på min blog i lang tid?

Tvivlen

Jo, jeg havde skrevet, men jeg havde ikke lagt noget på min blog i flere uger. En dag i januar gik noget løs inde i mit hoved. Jeg havde skrevet og skrevet, men det virkede ikke til at nogen læste hvad jeg skrev. Måske skulle jeg bare stoppe, måske skulle jeg holde en pause med at lægge på bloggen, måske savnede jeg mine læsere for meget, måske var jeg blevet for afhængig af likes? Jeg tænkte ikke over, at på Facebook ser man ikke alt i sin newsfeed. Jeg tænkte ikke nærmere over, at ud af de 83 der fulgte min Facebookside, nåede mine indlæg kun ud til en håndfuld, som måske eller måske ikke læste mine indlæg. Hvis bare folk fik mine indlæg ind på deres e-mail, ville jeg ikke drukne i deres newsfeed.
Gud, hvis du vil at jeg skal stoppe med at skrive, stoppe med at lægge noget på mine blogs, så beder jeg dig sige det til mig, bad jeg.
En dag fik jeg en e-mail fra en af mine veninder. Hun skrev et eller andet om talenter. Jeg tænkte ikke videre over det. Men i dag forstår jeg, hvorfor der var en, som gravede sit talent ned. Han var bange. Han var kommet i tvivl. Noget gik løs inde i hans hoved. Han brugte nok en gryde, der var gået i stykker.
Nogle uger senere havde jeg besøg af en anden veninde. Hun roste min blog til skyerne og opmuntrede mig til at fortsætte med at skrive.
Jeg lagde ikke noget på min blog.

 

Kaldet

Efter at have læst de søde beskeder på min Facebookside, gik jeg ind på Moses Hansens side. De sidste 4 andagter han havde skrevet, var om Guds kald.
Pludselig mærkede jeg det. Jeg havde ikke skrevet i tre dage, og nu kriblede det i min fingre. Jeg er nødt til at skrive. For mange år siden sad min mand og jeg betroede hinanden hemmeligheder (ikke af den mørke slags). Jeg fortalte ham, at jeg drømte om at skrive nogle bøger. Han sad tilbagelænet og så på mig med sit rolige blik. Det vidste han godt.
Jeg glemte min fod. Jeg huskede det. Kaldet. Jeg er kaldet til at vidne om Jesus. Allerhelst ville jeg stå på et tag og råbe: “se på ham! Se på Jesus, som hænger på korset. Se på ham, se hvad han har gjort for dig. Så meget elsker han dig!”
Men jeg tør ikke, så jeg må skrive. Jeg var nødt til at skrive dagbog, da jeg var syv år. Jeg var nødt til at skrive digte for at komme igennem min gymnasietid. Jeg er nødt til at skrive om, hvad Jesus har gjort for mig.

Det er ikke godt for mennesket at være alene, tænkte Gud, da han så Adam gå og kigge ned i jorden. Det er ikke godt for mennesket, hvis det er alene, når det får en gryde med kogende vand ned over sig. Det er ikke godt for mennesket at gå alene med sine tanker. Det er ikke godt at begrave sit talent.

Jeg har brug for dig, kære læser. Foråret er på vej. Vi går nye tider i møde. Hvis du allerede følger mig på Facebook, så tilmeld også din e-mail. Jeg lægger kun blogindlæg ud en gang om ugen. “Se, jeg gør alting nyt!” siger Jesus. Jeg lægger min blog i Jesu hænder og spørger ham, hvad der skal ske?