Da min datter, Clara, var spædbarn, havde hun kolik. Fra hun var ca. tre uger til 3 mdr. gammel, græd hun næsten uafbrudt. Jeg kunne ikke lægge hende ned eller fra mig uden at hun græd. Jeg måtte bære hende hele tiden, og jeg skulle samtidig gå rundt med hende på skulderen, mens jeg vuggede hende. Ofte selv om jeg gik rundt med hende, græd hun. Jeg fik fat i en slynge, så hun kunne ligge eller sidde hos mig i et stykke stof, mens jeg lavede mad, købte ind og bagte boller. Hun havde så meget brug for tæt fysisk kontakt, og selv når hun havde min kropskontakt, græd hun. Hun havde ondt et eller andet sted, men vi vidste ikke, hvad der var galt. Min sundhedsplejerske foreslog at vi tog hende til kiropraktor. Det viste sig, at Clara havde en skævhed i nakken, skulderen eller ryggen. Kiropraktoren kunne hjælpe hende, og i løbet af en måned fik hun det meget bedre og blev både rolig og glad.
Clara skulle have været til kiropraktor tidligere, men kolikperioden har alligevel lært mig noget. Hun havde meget brug for mig og være helt fysisk tæt på mig. Spædbørn er dybt afhængige af deres forældre. Kun forældrene kan give dem mad, tør ble, lægge dem til at sove, stimulere dem og give fysisk kontakt.
Mennesket har brug for fysisk nærvær. Jeg har læst at det er helt essentielt for barnet at det bliver berørt og får kropskontakt helt fra det er spæd. Man har også fundet ud af, at det er godt for børn at sove i samme seng som forældrene. Man ved også, at de allerfleste voksne har brug for kropskontakt – en berøring eller et kram.

Guds børn

Vi er Guds børn, og ligesom vi har brug for kropskontakt til andre mennesker, så har vi brug for at være helt tæt på Gud.

I perioder af vores liv har vi brug at være Guds spædbarn. Vi har brug for at blive vugget i vores himmelske fars favn ligesom en baby. Selv når børn bliver skolebørn, teenagere og voksne, bliver de ved med at være børn, som har brug for deres forældre. Selv når vi har lært mere som kristne og selv når vi er inde i en god periode, bliver vi ved med at være børn, som har brug for deres himmelske Far. Ligesom små børn kan vi gøre som om vi sidder og række armene op til vore far og sige: “Far, kom og løft os op.”

Vi har brug for at blive mindet, om sandheden om os selv, hvem Gud er, hvem Jesus er, hvad han har gjort for os, om dåben og nåden.
Jeg taler ikke om, at vi skal føle Gud, for følelser er flygtige og forvirrede. Gud er her ved sin ånd, uanset om vi kan mærke ham.
Han er os nær i mørket: “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig” (Sl 23:4).
Guds kærlighed er ufattelig stor. Selv om vi glemmer Gud, glemmer han ikke os. Ligesom en mor elsker sit barn, elsker Gud os: “Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.” (Es 49:15)
Vi kan frimodigt søge Jesus og kalde på ham. Han vil aldrig vise nogen bort, som kommer til ham: “Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort;” (Joh 6:37)