“Det virkede ikke til at du brændte for at gøre rent.”

Det var beskeden efter jobsamtalen. Jeg havde været til samtale om et rengøringsjob, som jeg godt ville have, men det var nok ikke min karrieredrøm. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men jeg kunne ikke modsige hende. Jeg fik ikke jobbet, og skal jeg være ærlig, så brænder jeg mere for en anden slags rengøring.

At brænde for noget, det er et udtryk man støder på i jobannoncer, og når de unge skal vælge uddannelse. At være engageret (100 % er ofte kravet), at være dybt optaget af noget, at have en passion eller lidenskab – at brænde for noget eller nogen, det kan man være på mange områder i livet. Man kan brænde for et arbejde, en hobby, et forhold, en ideologi, en politik eller en religion.
Når to mennesker bliver kærester, er der en gnist imellem dem. Man kan se forelskelsen: ansigtets glød, glimtet i øjnene. Det lyser ud af personen, at hun er forelsket.
Men ligesom ilden i bålet dør ud og tændstikken stopper med at brænde, så er menneskers ild ikke evig. Nogle mennesker giver al for meget af sig selv og bliver udbrændt – får en udmattelsesdepression (http://www.netdoktor.dk/sunderaad/stresstema/stressudbraendthed.htm).
Man ser også nogle gange en person dyrke elitesport i mange år, og så pludselig stopper han, fordi interessen ikke er der mere, han brænder ikke mere for at dyrke sport på et højt plan.
Mange par går fra hinanden og siger måske, at gnisten var forsvundet.
Mange mennesker oplever på et tidspunkt, at nu kan de ikke mere, nu er grænsen nået, nu er ilden slukket. Nogle gange bliver ilden i mennesket tændt igen, andre gange er den slukkede ild enden på en aktivitet, et job, et forhold eller en identitet.

Den hellige ild

Det er ikke kun mennesker, der brænder. Det gør Gud også.

 

Gud beskrives som en fortærende ild. Det var i den brændende busk, at Moses mødte Gud. Guds ord bliver sammenlignet med ild (Jer 23:29). Gud er hellig og kan ikke tåle synd, og denne fortærende ild mødte Sodoma og Gomorra. En dag vil dommen komme, og nogle mennesker kommer ikke i himlen, men i helvede. Dette er et kontroversielt emne, men jeg ser Bibelen som Guds ord, og det taler om, at der er en himmel og et helvede. Jeg kan ikke dømme, hvem der ikke bliver frelst, for kun Gud kan se hjerterne. Men Bibelen fortæller os, at Jesus er vejen til Gud. Troen på Jesus frelser.
Det handler ikke om menneskers ild og hvad de selv formår. Det handler ikke om, hvor mange gode gerninger mennesker gør. Det handler heller ikke om, hvor meget eller hvor lidt mennesker synder.
Under den gamle pagt blev mange dyr ofret og brændt for at sone menneskers synder. Det kan vi læse om i Det gamle testamente, men disse ofre var aldrig nok, og menneskene blev aldrig retfærdige. Gud vil ikke have brændofre, han kan ikke bruge vores ofre og trælbundne religiøsitet til noget. Vi vil altid blive ved med at synde, det ligger i vores natur.
Jeg brænder for at fortælle jer om en helt anden slags rengøring end den menneskelige. For os har Gud gjort det forunderlige at han har ofret et helt specielt lam for os. Han har ofret sin søn for os, og derfor er vores synder for altid sonet, derfor er vi retfærdige. Ikke pga. Hvad vi selv gør, men pga. hvad Jesus har gjort og gør for os. Alt handler om, hvad Jesus gør, ikke den smule vi selv formår.
Selve troen på Jesus kan i mennesket være en ild, der i perioder bliver mindre, holder op med at være varm, bliver lunken og endda kold. Nogle mennesker spørger sig selv, hvad kan jeg gøre for at blive mere brændende i min tro? Svaret er at man intet kan gøre. Det er ved Guds nåde at vi tror og er retfærdiggjort. “Jeg tror, hjælp min vantro!” bad en mand Jesus (Mark 9:24). Guds gerning er at tro på, at Jesus er Guds søn (Joh 6:29). Vi må erkende vores magtesløshed, at at vores egen ild er svag eller er død, og komme til Jesus, som er den evige ild, ilden som renser og vækker os og skaber liv i kroppen, sindet og ånden. Hvad gør vi når jobbet, relationerne og troen bryder sammen og brænder ud? Vi vender os væk fra vores skrøbelige selv, vi vender os om til Jesus og ved troen på ham lader Helligåndens evige ild helbrede og genoprette og give os kraft. Kom til Jesus. Kom til ham i dag. Kom til ham nu. Det er min bøn.

Læs gerne Hebræerbrevet 8-10, Joh 6:22-59, Rom 3, Rom 5:1-11