I Johannesevangeliet kapitel 4 hører vi om et mærkeligt møde mellem Jesus og en samaritansk kvinde.
Hvem var samaritanerne? Vi kender lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som har givet navn til samaritterne. En samarit er uddannet i at give førstehjælp og de står klar til at hjælp en person i nød ved større arrangementer.
Hvem var samaritanerne for jøderne? Samaritanerne menes at tro på Israels Gud, men anerkender kun mosebøgerne som hellige skrifter, og det siges også, at samaritanerne også tilbad andre guder. Selv mente samaritanerne, at de var sande rettroende, mens jøderne mente at det var dem, der var Guds udvalgte folk. Der var altså mange splittelser mellem jøderne og samaritanerne på Jesu tid (artikel fra Ordet og Israel).

Det var ikke bare en samaritaner, men en kvinde, som Jesus talte med. I gammeltestamentlig tid og på Jesu tid havde kvinden ikke lige så høj status som manden. Kvinden var mandens ejendom og havde ingen juridiske rettigheder (artikel fra religion.dk).
Det vakte derfor både undring og forargelse, at Jesus talte med en samaritansk kvinde.


Det er en besynderlig samtale, der foregår mellem Jesus og den samaritanske kvinde. Det er svært at forstå Jesus. Selv disciplene og de skriftkloge jøder havde svært ved at forstå Jesus. Ligeledes opstår i dag ofte misforståelser, når kristne og ikkekristne taler sammen.

Masser af vand

For den samaritanske kvinde er vand vand, ligesom resten af verden tænker på vand. Vand er uundværligt. Vi kan undvære mad i noget tid, men vi kan slet ikke leve uden vand. Men Jesus fortæller os, at vi har brug for mere end vand. Han fortæller os ,at almindeligt vand ikke kan slukke vores tørst. Vi har ellers hørt, at på varme dage slukker man bedst sin tørst i vand i stedet for kaffe eller øl. Jesus taler om en anden tørst end den fysiske tørst. Han taler om noget andet vand end den, som løber ud af vores vandhaner.
Inden jeg vil komme ind på det levende vand, som Jesus taler om, vil jeg se på, om vand som vi kender det,  er perfekt?
Vores grundvand er beskidt og skal renses. Vi må ikke drikke det, når det er lunkent. Det skal være koldt, og vi kan brænde os, hvis vandet er kogende. Vand er foranderligt. Regn i stride strømme er koldt og gør ondt, når det rammer vores hud. Hagl og sne er endnu koldere. Vand kan fryse til is, og det kan også forsvinde og blive erstattet af ørken og hungersnød. Vi ved at det slet ikke er nok med ét glas vand på varme sommerdage. Vi drikker en masse vand i dag, og vi kan være sikre på at vi også kommer til at drikke vand i morgen – eller i nat.
Det Jesus siger er at vi har brug for mere end vand, som ellers er livsnødvendigt for os. Vi har brug for mere end de fysiske ting som vi bruger hver dag. Mennesket lever ikke af brød alene, som Jesus sagde til djævlen, da han blev fristet.
Jesus siger:
“Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«” (Joh 4:10)
Hvad er Guds gave? Gud giver utallige gaver til mennesker: “Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader” (Jak 1:17), men den største gave er den gave, som vi hører om i Johannesevangeliet kap 3: “således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. “ (Joh 3:16). Hvem er det, som i Joh 4:7 beder den samaritanske kvinde om noget vand? Det er den enbårne søn, Jesus Kristus, Guds søn. I løbet af kapitel 4 går det op for den samaritanske kvinde, at det er Kristus, hun har talt med. Igennem de ord Jesus siger hende og ved at han fortæller hende at han ved, at hun har mere end en mand, så omvender hun sig og tror på og erkender, at Jesus er Messias.
Tilbage til det levende vand. Det levende vand er uforanderligt og slukker tørsten på en måde som almindeligt vand ikke kan.
“den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” (Joh 4:14)
Det er en kilde, som ikke tørrer ud. Det er en kilde, som vælder, den er rig med vand og fører til at bære meget frugt. Det er vand som ikke bare slukker vores fysiske tørst, men vælder til evigt liv. Det evige liv som der loves den, som tror på Jesus (Joh 3:16). Vandet giver os associationer om dåben ligesom kapitel 3 i Johannesevangeliet handler om dåben. Det handler om, at når vi tror på Jesus, dør det gamle menneske i os, det menneske, som synden havde magt over. Når vi omvender os og tror på Jesus, bliver vi døbt med Helligånden. Det levende vand vi skal bede Jesus om, er Helligånden, som Jesus nævner i Luk 11:13. Det levende vand er en evig strøm af nåde. Dette vand renser og fornyer vores hjerter og sjæle. Det er vand, som fylder os med kærlighed, fred, glæde, altså Åndens frugter.
Ligesom vi ikke kun har brug for brød, men også Guds ord, har har vi ikke kun brug for vand, vi har også brug for det levende vand. Vi har brug for Gud. Vi har brug Guds nåde, hans enbårne søn og det levende vand, Helligånden.

Den samaritanske kvinde var midt i sine daglige gøremål. Det var måske en ganske almindelig onsdag, hvor hun var gået ned til brønden for at hente vand til sin familie ligesom hun plejede. På denne almindelige onsdag havde hun et livs- og sjælsforandrende møde, som gjorde at hun lod sin vandkrukke stå (Joh 4:28) og gik hen og vidnede til de andre samaritanere om det hun havde oplevet, og hendes vidnesbyrd gjorde en forskel for mange (Joh 4:39).

Nogle gange sker der noget uforudsigeligt midt i vores daglige trummerum. Hvad ville du gøre, hvis du i dag stod og lavede aftensmad, og det bankede på døren, og det var en mand, som bad dig give ham et glas vand?

“Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«” (Joh 4:10)