På årets første forårsdag gik jeg tur ligesom halvfems procent af landsbyens syngende fugle, hunde og deres ejere. Det plejer at tænde et smil indeni, men det skete ikke denne gang. Mine øjne kunne ikke holde sig længere. Jeg trak huen ned over ansigtet, som allerede var badet i sved, mens jeg fikserede blikket på fortovet. Heldigvis var min mand kommet hjem, da jeg trådte ind ad hoveddøren.

Der er tidspunkter, hvor mørket er for tungt at bære for mine nærmeste og mig selv. Nogle gange snakker forbi vi hinanden, for udefra virker det ulogisk: hvorfor bliver mine tanker ved med at køre rundt i den samme rundkørsel?
Jeg er taknemmelig over, at min mand, vores børn, familie og venner alligevel holder mig ud.

Jeg forstår ikke, at Gud, som ransager og kender mig, holder af mig. Jeg kender til tvivlen, men jeg tror, at Gud også er i dødskyggens dal. Det yderste af neglene holder fast i håbet om, at Gud vil lyse i det mørke, der kommer fra mig (“Du, som har tændt millioner af stjerner” af Johannes Johansen).

I corona-tiden blev mine bekymringer for store. Denne gang orker jeg ikke at følge med i nyhederne. Jeg forstår ikke, hvad der sker i verden for tiden.
Vi kan ikke undgå lidelse, død og ondskab, men jeg tror på, at Jesus en dag vil sejre fuldstændigt. Kærligheden er stærkere end døden.

Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?

Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet:
På grund af dig dræbes vi dagen lang,
vi regnes for slagtefår.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Romerbrevet kap. 8,35-39)