Mine tanker har faret rundt imellem bekymring og håb, frygt og taknemlighed. Imellem alt det der skete og alt det der ikke skete. Jeg har tænkt, hvad hvis det var sket for hundrede år siden? Hvad hvis det var sket ikke i Danmark, men i USA? Hvad hvis de ikke havde ringet hurtigt efter en ambulance? Hvad hvis ambulancen ikke var kommet hurtigt? Hvad hvis han slet ikke blev opereret? Hvad hvis han ikke var blevet opereret hurtigt? Hvad hvis operationen gik galt? Hvad hvis der hverken fandtes smertestillende eller narkose?

Men der blev reageret hurtigt, da min søn faldt i skolegården og hans arm gik fra hinanden. Operationen gik godt, og han har det godt efter omstændighederne. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan det skal komme til at gå med hans arm, men han har gode udsigter fordi han ikke er ældre, og fordi lægerne er dygtige. Bekymringen veksler mellem håb, chok og taknemlighed. Det har været svært at bede og samtidig har jeg klynget mig til fligen af Jesu kappe. Mange har bedt. Jeg har råbt til Jesus efter trøst, forbarmelse, hjælp og tegn på håb. Efterhånden har min søn færre smerter, og jeg har mærket Jesu nærvær, kærlighed og trøst.

Jeg forstår faderen, som råber: “jeg tror, hjælp min vantro!” (Matt 9:24) Jesus helbreder.

Vi knuger os til håbet, vi rækker ud efter Jesus.