Familiefaderen arbejdede fuldtid og var frivillig i flere lokale foreninger. Han levede af kaffe, cigaretter, chokolade, chips og for lidt søvn. Hans kone tilkaldte en læge. Lægen konstaterede, at hans krop ikke fik nok næring, at han ikke fik nok søvn, og at han var stresset. En blodprøve viste at han manglede B12-vitamin.

Min mand og jeg slukkede for fjernsynet, da DR-programmet “En læge flytter ind” var slut. Vi kiggede på hinanden. Vi vidste vi kunne gøre det bedre. Jeg kunne gå flere ture, spise mindre kage og flere æbler. Jeg kunne være her og nu end på Facebook og Internet. Jeg kunne gå i seng før kl. 24.  Det er svært at lave om.
Familiefaderen fik lavet om på sin livsstil, men der var stadig dage, hvor han var negativ. Han fortalte, at hans træthed og stress gik ud over familien i form af vredesudbrud.
Hvis jeg mødte ham, ville jeg sige til ham, at han ikke er alene. Vi er mange, der er trætte, frustrerede og stressede. Jeg ville også give ham det råd at læse i Bibelen og søge Gud. Prøve ikke at være bekymret, men bede Jesus hjælpe ham.

“Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.v7 Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” (Fil 4:6-7)

Jeg lever ikke selv op til ovenstående skriftsted. Jeg kender Jesus og ved, at han kan hjælpe mig, men jeg søger alligevel mine egne veje. Jeg ved, hvordan jeg bør leve. Jeg ved, at jeg burde leve sundt og ikke råbe af mine børn, men alligevel falder jeg i. Jeg har mere lyst til chokolade end gulerødder, og jeg kommer til at hæve min stemme. Jeg vil det gode, men mit ego driver mig til at gøre det onde ligesom Paulus beskrev det (Rom 7:18-20).

Jeg er ved at læse bogen “Et tusind gaver” af Ann Voskamp. Hun er canadier, og er ligesom jeg hjemmegående mor og medhjælpende hustru, og så har hun seks børn. Hun fandt ud af, at stress og negative tanker fyldte for meget i hendes liv. Med belæg fra Bibelen lærte hun, at hun skulle lære at leve hver dag i taknemmelighed og finde glæde i gråvejr og spindelvæv. I bogen følger jeg hendes kampe igennem dynger af vasketøj og svære kriser. Ann Voskamp øver sig  hver dag, men mange dage er det svært for hende at finde taknemmeligheden for de mindste støvkorn.
Om Ann Voskamp lærer at leve i taknemmelighed eller stadig må øve sig, eller om hun har givet op og er vendt tilbage til utaknemmelighed, det vil jeg undersøge, når jeg er færdig med at læse hendes bog.
Jeg ønsker at leve mere sundt, blive mere nærværende, bede mere og takke mere, men bliver det nogensinde godt nok? Kan jeg overtale mit ego til at ville det gode?
Det er svært for både familiefaderen, Ann Voskamp og mig. Selvudviklingskurser er en millionforretning.
Hvad skal vi gøre? Hvornår bliver vores stræben godt nok?

Mennesker kan intet gøre. God livsførsel kan ikke frelse os, for de gode gerninger bliver aldrig gode nok. Synden vil altid være der.

Men ét menneske sagde, fuld af angst og lydighed til Gud, ja til at fornægte magelighed og chokolade. Et menneske sagde ja til at gå den mest lidelsesfulde og svære vej. Han valgte at følge Guds vilje og ofre sig selv. Han, som var uden synd, sagde ja til døden. Han sagde ja til at tage straffen og blive hængt op på et kors for menneskehedens synder. Fordi Jesus, Guds søn, tog dødsstraffen i vores sted, er vores synder sonet. Derfor er vi frie og derfor tilgiver Gud os flere tusinde gange.
Gud ville aldrig, at mennesket skulle leve alene. Jesus er Immanuel, Gud med os. Han vil, at vi skal vise hinanden barmhjertighed. Jesus ønsker, at vi skal komme til ham med alle vores bekymringer. Jesus vil gerne være sammen med os, fordi han elsker os. Og når vi klager til Gud over vores magtesløshed og vore fejl, siger Gud: “min nåde er dig nok” (1 Kor 12:9).