Vores samfund er indrettet efter tanken om, at intet er godt nok, og der er altid for lidt. Sodavandsflaskerne, chipsposerne og slikposerne er vokset. Skønhedsindustrien tjener på, at vi stræber efter at ligne nogle på 20. Kursusindustrien tjener penge på os, som gerne vil være mere positive, succesfulde og attraktive. Fjernsynet viser konkurrencer i dans, sang, bagning, og strikning. Vi stræber efter at blive nr. 1. Hvem vil ikke gerne ligne en Hollywood-stjerne, have et Bo Bedre-hjem og en veltrimmet have?
Vil du tro på, at du er god nok? At du har værdi, fordi du er dig? Det gør ikke noget, at du begår fejl. Det gør ikke noget at du ikke er perfekt. Jeg er heller ikke perfekt. Ser du, perfektion er en illusion. De stilrene villaer og slanke bikinimodeller du ser i ugebladene og i reklamerne er falske. De er fotoredigerede og manipulerede.
Rigdom i Kristus
Jeg higer ofte efter andre menneskers ros og anerkendelse, selv om jeg i virkeligheden ikke har brug for den. Jeg tager mig i at være utilfreds, selv om jeg allerede har alt, hvad jeg har brug for. I virkeligheden er jeg rig. Jeg er rig, fordi jeg har Kristus. Lad mig komme med en illustration.
I mit lokale storcenter, er der en asiatisk restaurant, hvor det hænder at jeg bestiller en boks med mad til frokost. Jeg kan vælge imellem ris og rejer, en masse forskellige indbagte ting og flere forskellige saucer. Ekspedienten fylder altid boksen op til randen, så den ikke kan lukkes. Uanset hvor sulten jeg, bliver jeg altid mæt, når jeg spiser sådan en boks. Jeg har aldrig oplevet at kunne spise op. Så generøs er ekspedienten med at fylde boksen, at jeg altid bliver mæt, ja overmæt.
Med Guds rige er det som få denne store boks med mad, bortset fra at Guds mad ikke feder eller giver mavepine. Guds mad koster ikke penge, for Jesus har med sin død på korset betalt for den. Uanset fulde af fejl vi er, så får vi Guds mad gratis, når vi tager imod Guds nåde og tror på Jesus. Der er rigeligt med mad til alle, og maden bliver aldrig kold eller for gammel. Guds mad er ikke Ferrarier, Liebhavervillaer eller at blive nr. 1 i X-factor. Guds mad er de evige gaver, som er det vi allermest har brug for: Guds ord, fællesskab, nærvær, fred, kærlighed, glæde, visdom, tilgivelse, tålmodighed og meget meget mere. Gud løber aldrig tør.
Når Jesus døde for mig på korset og jeg kan stole på alle Guds løfter, hvad mere skulle jeg så have brug for? Intet. I Kristus er jeg rig.
Gud ser ikke på vores fejl, men ønsker at vi skal komme til og stole på at han vil give os alt, hvad vi har brug for.
Vi skal stole på, at Guds boks med mad er stor nok, at han sørger for, at der er brød nok.
Udvalgte Bibelvers
v14 De havde glemt at tage brød med, så de havde kun et enkelt brød med sig i båden. v15 Og Jesus befalede dem: »Se til, at I vogter jer for farisæernes surdej og Herodes’ surdej.« v16 Og de talte med hinanden om, at det var, fordi de ikke havde brød med. v17 Da Jesus blev klar over det, sagde han til dem: »Hvorfor taler I om, at det er, fordi I ikke har brød med? Kan I endnu ikke fatte eller forstå? Er jeres hjerte så forhærdet? v18 Kan I ikke se, skønt I har øjne? Kan I ikke høre, skønt I har ører? Husker I ikke, v19 da jeg brød de fem brød til de fem tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?« »Tolv,« svarede de. v20 »Eller dengang med de syv brød til de fire tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?« »Syv,« svarede de. v21 Og han sagde til dem: »Forstår I endnu ikke?« (Mark 8:14-21)
“v5 Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.” (Sl 23:5)
v19 Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus. (Fil 4:19)
“v20 Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår,” (Ef 3:20)
v32 Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? (Rom 8:32)
Skriv et svar