“Må vi spørge dig om noget” spurgte en journalist mig engang jeg stod på Hovedbanegården.

“Har du et nytårsfortsæt, du har lyst til at dele med os?” spurgte journalisten fra TV2.

I årenes løb havde jeg haft mange nytårsforsætter. Et år havde jeg besluttet mig for at spise mere sundt og et andet år havde jeg besluttet mig for at dyrke mere motion, men hvert af alle mine nytårsfortsætter brød jeg. Jeg brød dem vist allerede nytårsdag. Der var så meget jeg ønskede mig anderledes, men min rygrad var altid blød. Specielt når januar konfronterede mig med dens kolde frosne ansigt, specielt dér bukkede jeg under og faldt tilbage i de gamle vaner og brød alt, hvad jeg havde lovet mig selv. Så her stod journalisten og spurgte mig, om jeg havde et nytårsforsæt og så kunne jeg stille mig på rulletrappen og blive interviewet til Godaften Danmark.
Jeg svarede:

“Nej, jeg har ikke noget nytårsforsæt, for jeg ved at jeg alligevel ikke kan holde det.”

I aften er det nytårsaften, og jeg har ikke noget nytårsfortsæt, selv om der er meget jeg håber jeg gør anderledes og bedre i det nye år. Egentlig er jeg glad for at jeg ikke kender fremtiden. Hvis vi gik rundt og var spåkoner og orakler, tror jeg vi ville få et nervøst sammenbrud. Og nej, jeg tror ikke på astrologer eller claivoyanter og deres spådomme.

Heller ikke Gud vil fortælle mig, hvad der sker i fremtiden, men Han fortæller mig, at mine planer ikke er hans planer.

“v8 For jeres planer er ikke mine planer,
og jeres veje er ikke mine veje,
siger Herren;
v9 for så højt som himlen er over jorden,
er mine veje højt over jeres veje
og mine planer over jeres planer.” (Es 55:8-9)

Jeg holder fast ved Sl 37:5: “Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind;”

Jeg er glad for, at hans planer er anderledes end mine, for gennem årene har Gud lært mig, at han ved, hvad der er bedst for mig, og det er bedst for mig at vende om og bede om Guds vejledning og om at hans vilje må ske. Billedligt talt beder jeg om, at han vil give mig det bæger han vil at jeg skal drikke af, også selv om det måske ikke smager godt ved første mundfuld. Jeg forventer på ingen måde, at Gud vil at jeg skal leve af varm kakao og rød sodavand.

Der er meget jeg ikke ved, men jeg tror på, at Jesus er åbenbaringen af Guds sandhed og vej.

“Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«v6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” (Joh 14:5-6)

Hvad skal vi gøre for at følge vejen, for at følge Jesus?

“Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. v25 Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.v26 For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?” (Matt 16:24-26)

Vi skal glemme alt om indsamle likes og følgere på Facebook, Twitter eller Instagram. Vi skal glemme alt om popularitetskonkurrencer, hvis vi vil følge Jesus.
Når vi hører til Jesus, handler vores liv ikke mere om os selv, men om vores næste og om Jesus.
“For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; v8 for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren.” (Rom 14:7-8)

Godt nytår!