En kort genfortælling følger her af 2. Mosebog kaptitel 1-33.
Et stort israelitisk folk levede engang i Egypten. De var slaver og var i fangenskab, og de blev undertrykt af Egyptens konge, faraoen. En mand ved navn Moses voksede op ved hoffet i Egypten. Moses fandt ud af at han selv var israeler, og han blev forfærdet, da han fandt ud af hvilken frygtelig slavetilværelse hans eget folk havde. Han opdagede, at en egypter slog en israeler ihjel, og så dræbte Moses denne egypter. Moses flygtede og mødte pludselig Gud i en brændende tornebusk. Gud fortalte Moses, at han havde set Israelitternes lidelser og nu ville han føre Israelitterne ud af Egypten og sende Moses hen og bede Farao om at få lov til at føre israelitterne ud af Egypten.
Farao ville ikke give Moses lov, og Gud sendte 10 forfærdelige plager over Farao og egypterne, og Israelitterne måtte flygte anført af Moses. Ved Guds hjælp lykkedes det dem at komme væk fra egypterne ud i ørkenen på vej til det land Gud havde lovet israelitterne. Det forholdt sig således, at Moses talte direkte med Gud. Det Gud fortalte Moses, fortalte Moses sin bror Aron, og Aron fortalte så alt dette til israelitterne.


Rejsen gennem ørkenen var meget hård for israelitterne. De manglede mad og drikke og begyndte at længes tilbage til Egypten. Gud hjalp dem dog, og han sendte dem både rent vand, vagtler og manna. Gud gav israelerne De Ti Bud. De første bud lød: “du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede (…)” (2 Mos 20:3-4). Gud gentog dette bud med denne formulering: “I må ikke lave guder af sølv ved siden af mig, og I må ikke lave jer guder af guld.” (2 Mos 20:23). Gud gav via Moses israelitterne mange regler og udførlige anvisninger på alle områder af deres liv. Alt dette fortalte Gud Moses, som var gået op på et bjerg for at tale med ham. Gud talte kun med Moses. Moses var på bjerget og talte med Gud i 40 dage.

Ved foden af bjerget sad folket og Aron og ventede på at Moses kom ned fra bjerget. De ventede på at høre noget fra Gud. De havde det varmt, var trætte og tørstige og nok også sultne. De blev rastløse, modløse og utålmodige. Folket gik sammen om at bede Aron lave en gud til dem. Aron bad dem give ham alle deres guldsmykker. Dem smeltede han og lavede en guldkalv til dem.
“Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten”, sagde israelerne (2 Mos 32:4). Aron byggede et alter til guldkalven, de holdt fest for den, ofrede til den og de dansede rundt om guldkalven og tilbad den.
Israelerne var i fællesskab blevet enige om at skabe en gud. De tilbad en menneskeskabt figur. De tilbad noget lavet af guld, noget materielt, noget lavet af mennesker. Da de intet hørte fra Moses, og dermed ikke fra Gud, blev de utålmodige. De kunne ikke vente mere. De blev enige om at tilbede noget menneskeskabt og menneskeligt. De stolede på noget, som var udtænkt og lavet af et menneske. De stolede på menneskelig kundskab og visdom. Da de blev træt af at vente, lavede deres egne planer og egen gud.
Gud blev meget vred over alt det med guldkalven. Det havde alvorlige konsekvenser for israelitterne. Ca. Tre tusinde mennesker blevet straffet med døden til følge.
Moses gik i forbøn for folket og bad Gud om soning og tilgive dem og stadig følge med dem til det nye land.

Da Himmeriget kom nær

Ligesom Moses gik Jesus i forbøn for mennesker og bragte dem soning.
Da Jesus blev født, var Gud stadig en nidkær og hellig Gud, som ikke kunne rumme synd og afgudsdyrkelse. Med Jesus vandrende på Jorden, kom dog en ny tid. Jesus kunne have valgt kun at tale med sin mor Maria eller kun Johannes Døberen, men det forholdt sig anderledes.

Jesus gik fra sted til sted og var ikke kun i Nazaret og Jerusalem, og han mødte mennesker lige dér, hvor de var. Han gik lige hen til nogle fiskere og også en tolder og kaldte på dem, og de fulgte ham. Menneskeskarer opsøgte Jesus, og han gav sig tid til at hjælpe, lytte til og tale med samt helbrede både officerer, synagogeforstandere, religiøse, kvinder, spedalske, udlændinge og besatte samt rige og fattige. På en meget nærværende og personlig måde mødte Jesus mange forskellige mennesker. Samtidig hadede Jesus religiøsitet, undertrykkelse og synd og afgudsdyrkelse. Jesus opsummerede hele loven i det dobbelte kærlighedsbud: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv “ (Matt 22:37-38).
Jesus kom for “at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undtrykte i frihed.”(Luk 4:18), som det er profeteret ved Esajas.
Noget af det første Jesus prædikede var: “omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (Matt 4:17)
Himmeriget var kommet nær ved at Jesus var på jorden, og idet Jesus ved sin død bragte syndernes forladelse og banede vej til Himmeriget og det evige liv.
Mange israelitter døde for deres synder, for de levede under den gamle pagt, men Jesus døde på korset for alle menneskers synd. Selv om Gud hader synd, så elsker Han alle mennesker: “ For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3:16)

Hvad nu?

Apostlen Peter prædikede om Jesus lige efter at Helligånden var blevet udgydt (Ap. G. 2:1-36). De som hørte hans prædiken spurgte ham: “Hvad skal vi gøre?”

Hvad Peter svarede, kommer jeg til om lidt.

Da landet var lige lukket ned, var jeg med til et onlinebedemøde. Vi følte os alle mere eller mindre lammede og bange og nogle af os var i chok. Hvad er det Gud vil have vi skal gøre? Spurgte vi ud i luften. Mette Frederiksen havde bedt alle dem som kunne, om at blive hjemme, og alle kirkerne var lukkede. Vi bad Gud fortælle os, hvad vi skulle gøre.

Hvad skal vi gøre? Vi skal omvende os. Vi skal omvende os og tage imod Jesus, som er blevet givet os. Den nåde, som bliver vist os gennem Jesu død på korset, er Guds gave, som gives os helt gratis og ufortjent (Ef 2:4-9).

Tilbage til hvad apostlen Peter svarede, da hans tilhørere spurgte ham, “hvad skal vi gøre?”
Peter svarede “Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.” (Ap.G 2:38)