Kristne er befalet at udbrede evangeliet (Matt 28:18-20). Ud over det er befalet os, er der mange forskellige motiver for at dele evangeliet.
Når jeg taler med andre folk (hvad enten det er familie, venner eller fremmede), har jeg meget svært ved at dele evangeliet med dem. Jeg har svært ved at dele det med dem, som ikke er kristne og dem, som jeg ikke ved, om de er kristne. I mine offentlige skriverier, især på min blog, har jeg dog svært ved at lade være med at dele min tro og dele evangeliet. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil dele noget, som er en stor passion og glæde for mig, og jeg gør det, fordi jeg tænker på, at der er nogle mennesker, som ikke kender Gud. Man kan sige det er en slags sorg for mig. Jeg føler sorg over, at der er nogle, som ikke kender Gud og måske ikke bliver frelst. Jeg føler sorg, fordi Gud sørger og savner sine børn.
Hvad er sorg? Sorg er at savne én rigtigt meget. Sorg er at være ked af at have mistet nogen (det kan også være skilsmisse, uvenskab, nogle bare har forladt nogen, gået væk, det kan også være nogen, der er rejst væk og ikke vil findes). At være i sorg er at føle sig uhel. Men der kan være håb i en sorg. Håbet er at se vedkommende igen i Himmeriget  – eller i tilfældet at mennesket ikke er død, at vedkommende vil komme tilbage, at vedkommende vil én. At vedkommende vil huske én. At vedkommende vil give én en ny chance.
Der er forskel på, hvordan folk ser på Gud. Det kærlige Far-barn-forhold er anderledes end fremmed-fremmed-forholdet, sælger-kunde-forholdet, politi-borger-forholdet, politiker-borger-forholdet, rumvæsen-menneske-forholdet (findes der rumvæsener eller ej? Dvs. Findes Gud eller ej?), edderkop-menneske-forholdet, stol-menneske-forholdet og haglvejr-menneske-forholdet. Nogle af disse forhold kan man ikke kalde et personligt forhold. Gud er en far, og det er frygteligt for en forælder at miste sit barn. Gud vil gerne at hans børn i det mindste ringer eller skriver (beder og søger) ham. Gud vil gerne at hans børn bliver klar over at han er deres far. Der er forskel på Gudsbilleder.
På sin vis er alle mennesker Guds børn, men hvis de ikke vil være Guds børn eller ikke ved, at de er Guds børn, er de kun Guds børn i teorien, og da er det ikke en realitet for disse mennesker. De begynder at leve som, om Gud ikke eksisterer. Men håbet er ikke ude, for inderst inde er der i nogle af disse mennesker en søgen/en tørst/en længsel efter noget, som i virkeligheden er Gud. Som Augustin siger det: “ du (Gud) har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.«

Den barmhjertige far

Hvad er det for noget med, at Gud er en barmhjertig far? Af Luk 15 lærer vi om Guds relation til mennesket. Vi hører lignelsen om det mistede får og den mistede mønt. Ligesom kvinden glæder over at have fundet de penge hun har mistet, glæder Gud siger over at finde det menneske, der var blevet væk for ham. Jesus fortæller også om en fårehyrde, har 100 får og ét af disse får bliver væk, og denne fårehyrde gør alt for at finde det bortkomne får, og da han finder dette får, bliver han meget glad. Lige så fejrer Gud og englene det, når han finder ét menneske, ja, når en synder omvender sig (v 10). Men for Gud er mennesker ikke penge eller får. I lignelsen om den fortabte søn v. 11-32 får vi en større forståelse af, hvordan Gud forholder sig til menneskene og af hans kærlighed og barmhjertighed. I lignelsen om den fortabte søn har faderen to sønner. Den ene bliver trofast, pligtopfyldende og arbejdsomt hos faderen, den tager væk fra ham og ødsler arven væk. Den sidstnævnte har formentligt været væk fra sin far i mange år. Han har nok brugt pengene på prostituerede, spil og sprut, og har måske også været ud i noget kriminalitet. Han angrer hvad han har gjort og vender skyldbetynget hjem til sin far. Mange fædre vil tage imod sådan en søn med skæld ud og straf. Nogle fædre vil slå hånden af sådan en søn. Men med Gud forholder det sig anderledes.
“v20 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. v21 Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. v22 Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, v23 og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. v24 For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.” (Luk 15:20-24)
Denne barmhjertighed kan den anden søn, som er pligtopfyldende, ikke forstå. Han synes det er uretfærdigt og bliver jaloux. Han kan ikke forstå, at der skal holdes fest for broderen, som har levet et udsvævende liv. Til ham svarer faderen:

“v31 Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« (Luk 15:31-32)

Dels skal vi være lige så barmhjertige som Gud er som denne far, dels skal vi forstå hans store kærlighed og barmhjertighed. Og ud fra denne forståelse af Gud tænker jeg på “ikkekristne”, som børn der har forladt eller blevet væk fra deres far, og jeg prøver se det fra Guds perspektiv, at han er i sorg og savner og elsker de børn, som har forladt ham.