Jeg talte med et familiemedlem om en julekalender på DR 1. Vi talte om, at flere julekalendere foregår i 18-tallet.
“Men der er noget, de ikke viser” sagde hun, “og det er at mange mennesker døde dengang. Der var mange børn, som mistede deres forældre, og der var mange børn som døde,” sagde hun.
Det havde hun ret i.
Mennesker fødes, mennesker dør. Sådan er det i dag, og sådan var det på Jesu tid. Kong Herodes hørte om, at en konge skulle fødes, altså Jesus. Han ville have ham slået ihjel. Da det ikke blev nemt for ham at få Jesus slået ihjel, gav han befaling om at alle drenge på to og derunder i Betlehem og omegn skulle dræbes (Matt 2,16). Jesusbarnet fik lov til at leve, hans forældre flygtede med ham til Egypten. Men mange børn døde.
Et barns fødsel er en stor glæde, noget at fejre. Vi fejrer vores egne børn, og vi fejrer, at Jesus blev født. Samtidig får masser af børn af forskellige grunde aldrig et liv. Og en del fædre og mødre dør for tideligt.
Hvis du kender noget til Bibelen, ved du måske, at på Bibelens tid var der mange krige, og mange mennesker mistede livet i disse krige. Nu har vi 2023, og også i vores tid har vi despoter som ledere, som vil myrde. Mennesket har ikke forbedret sig. Børn og unge og voksne mister livet i krigen i Ukraine, Israel og Gaza og andre steder i verden. Der er desværre ikke fred på jorden.
Der er liv og død, lys og mørke. Der er ikke meget liv, når vi kigger ud ad vinduet. Sne lyser op, men den er kold. Træerne har ingen farver, blomsterne er visnet, og mange dage er grå og mørke. Året er ved at dø. Selv vores hudceller dør.
Alligevel er der et glimt af håb. Jesus blev født. Gud trådte ned på jorden og gik rundt imellem mennesker. Jesus fik ikke et langt liv. Han blev nogle og tredive. Han var det eneste menneske, som var bedre end alle os syndere og mordere, og alligevel tog han vores skyld på sig og blev dræbt.
Det lignede, at Gud havde tabt. Det lignede, at intet var forandret og livet fortsatte sin vante gang for de skriftkloge og farisæerne, romerne og saddukæerne, kongen og statholderen, de spedalske og de vanføre – og alle de andre. Men det forunderlige skete, at Jesus stod op fra graven. Jesus er Guds søn, og han lever!
Ved Helligånden banker han på vores hjerter. For Jesus er intet skjult, alt er blottet. For ham er vi nøgne. Han kender os. Han kender vores hjerter. Han ser både lyset og mørket. Alligevel vil han os.
Skriv et svar