I begyndelsen var der mørke over urdybet, men Gud sagde: ”der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så lyset var godt. Han skilte lyset fra mørket. Gud skabte lys, liv og mennesker.

Men det mørke spørgsmålstegn, slangen sagde til menneskene: ”Har Gud virkelig sagt..?” Menneskene troede på tvivlen og forbrød sig mod Guds bud. Menneskene blev jaget væk fra deres bolig hos Gud. Flere tusinde år og generationer i vandring i mørkets dal fulgte – med lukkede øjne og visne formørkede, uretfærdige, afstumpede, forhærdede, sovende sind og hjerter, der berusede sig i deres eget køds lyster og gjorde mørkets frugtesløse gerninger.

Men en dag blev et nyt liv født.

Livet var menneskers lys – Jesus, det sande lys som oplyser mennesket. Det sande lys skinner for mennesker, kalder og siger ”Kom! Følg mig!”

Det sande lys lagde sig ned for hele verdens mørke. Det sande lys blev slukket og kom til mørkets dal for vores gerninger.

Men som solen steg det sande lys op fra den mørke nat. Lyset skinnede i mørket, og mørket greb det ikke. Lyset havde ofret sig for os så vi ved tro ikke længere skulle være fanget i mørke, i vores mørke gerninger og dunkle hjerter.

Af mørket skinnede det sande lys frem af os. Vi fik livets lys. Lyset skinner i vores hjerter og lyset er Guds kraft. Engang var vi mørke, men nu er vi lysets børn, og vi er verdens lys, så vi skal lade vores lys skinne for mennesker, så de ser vores gode gerninger og priser Gud.

 

(1 Mos, Matt. 5, 14-16, 2 Kor 4, 6-7 og Ef 5, 1-20)