En regnorm kravler forbi
på de våde fliser

Du, som er med os i trængslen, du siger, du har hørt spædbarnets gråd
og sukket fra den udmattede. Du har hørt skriget, som sprang af knoglers smerte.
 Du er Gud, du har magt til at gribe ind.

Påsken var kort.
Vejen hjem er lang i billygternes skær,
igennem regnfyldt motorvejsmørke.

Fortæl os det igen.
Hvem troede på det, vi hørte?

”Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!«  Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!«  For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.” (1 Kor 11,23-26)

Jesus Kristus
du bliver slået
plaget
mishandlet
du bliver forkastet
foragtet
Du er sådan én
mange ikke vil sidde ved siden af

Guds søn,
du er sømmet fast
på et træ
Blodet løber ned
ad fødderne
Dine kraftesløse knæ
skælver
Ussel ser du ud
Blodårerne på dine tynde arme
strakt ud
dine hænder løftet op
blodet løber ud af dine håndflader
brystkassen hæver sig
tungt
op og ned
du hiver efter vejret
dit hjerte
brændende sagte
bøjet ned
knust

Din mund knebet sammen i en streg
en rynke mellem brynene
stikkende torne på din pande
dine øjne
ser vores blik
en tåre
i øjenkrogen

Kilde: Jose Manuel Botana, pixabay



Du bliver ikke regnet for noget

”Elí, Elí! Lemá sabaktáni?”

Løbende
en mand stikker dig en svamp eddike

Tomhed og mørke

Du udånder
Du bliver revet bort fra de levendes land

Forhænget til det hellige flænges
jorden ryster
klipper revner

soldater stikker et spyd i din side
blod og vand løber ud
i en pøl på jorden

En mand beder om det døde legeme
svøber det ind i et lagen
bliver lagt i en klippegrav

Tidligt morgengry
kvinder kommer med vellugtende salver
Graven er tom!
”Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?”

Du står midt iblandt os
sårmærker i dine hænder
”Fred være med jer!”

Vi tror du er opstået
Vi tror du sidder ved Gud fader den almægtiges højre hånd
Hvis ikke du er opstået
er vores prædiken tom

Døden er opslugt og besejret
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?

Vi sukker
i forventning om barnekår
vort legemes forløsning
Vi venter
håber på det vi ikke ser

Du forringede dig selv
du satte dig ned
i forbryderes sted

Du klædte dig af
tog en tjeners skikkelse på
bøjede dig ned
vaskede vores beskidte tæer
Du købte os fri
tog halslænken af os


Gladiator var du ikke
– du blev hængt op
på et kors
i fuld offentlighed
Du gav dig selv hen
fordi du elsker os
Du er højt ophøjet

Din nåde er nok
vi er magtesløse
i trængsler
vi mishandles
forfølges

Du kender til at være sulten og tørstig
Du kender til at have sorg og angst
du kender til at være fortvivlet til døden
du kender til at blive ladt i stikken
du blev fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd
Dit hjerte vender sig
Du føler med os i vores skrøbeligheder


”Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.” (2 Kor 4,10)