“Og da Jesus gik videre derfra, så han en mand, som hed Matthæus, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
 Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og hans disciple.  Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?«  Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge.  Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«” (Matt 9,9-13)

I samme kapitel, hvor ovenstående tekst står, tilgiver Jesus en lam (Matt 9,1-8). Nogle skriftkloges reaktion er, at de tænker, at Jesus spotter Gud (v. 3). Jesus kender de skriftkloges tanker og spørger dem: “Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte?”, hvorpå han helbreder den lamme.
Vi ved ikke, hvordan de skriftkloge reagerer på Jesu spørgsmål og helbredelsen af den lamme. Dog finder vi ud af i resten af evangeliet, at mange skriftkloge (og farisæere) bliver ved med at forholde sig meget kritisk til Jesus, uanset hvad han gør og siger.

Hvorfor tænker nogle af de skriftkloge ondt i deres hjerte?

Der er nok mange grunde til, at de skriftkloge tænker ondt i deres hjerte. I Matthæusevangeliet kapitel 23 retter Jesus en lang kritik mod farisæerne og de skriftkloge. Noget af det, han kritiserer, er at de gerne vil ses, have de bedste pladser og have fornemme titler. De ophøjer sig selv:

“Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster;  de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen  og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi.
I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre.  Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen.  I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus.  Men den største blandt jer skal være jeres tjener.  Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” (Matt 23,5-12)

Farisæerne og de skriftkloge føler sig bedre end andre mennesker. De vil gerne bestemme og være “konger.”

For nyligt fik vi en ny konge. Kong Frederik d. 10. er på nogle måder anderledes fra sin mor. Han er mere moderne og folkelig. Men han nævnte ikke Gud, da han holdt tale, da han blev udnævnt til konge. Han gjorde det klart, at han havde brug for støtte fra noget, der var større end ham. Men hvad var det, som var større end ham? (Hvad var større (højere) end kong Frederik, ud over hans egen søn, kronprins Christian?) Hvad var det, han egentlig mente?
Men så udgav kong Frederik en bog, hvor han fortalte, at han bad aftenbøn med sine børn, fandt kristendommen vigtig, og han lovede at sige “Gud bevare Danmark” i sin nytårstale. Ok, det, der er større end Kong Frederik, er altså Gud.

“Som en bæk er kongens hjerte i Herrens hånd, han leder det hen, hvor han vil.” (Ordspr 21,1)

Måske er der mange af os, som gerne vil være Herre og konge i vores eget liv. Mange vil gerne ses og selv bestemme og selv have kontrol. Hvem vil ikke gerne selv forme sit eget liv? Spørgsmålet er, om vi selv ved, hvad der er bedst for os?
Vi kan blive stolte. Vi kan tro, vi er store og vise. Vi kan ophøje os selv og tro, at vi er bedre end andre mennesker. Men er vi selv klar over, hvad der bor i mennesket?
Jesus ved, hvad der gemmer sig i mennesket (Joh 2,25).

 En mands færd kan være retskaffen i hans egne øjne,

men Herren prøver hjerterne.

 At der øves retfærdighed og ret,

er mere værd for Herren end slagtoffer.

 Øjnenes stolthed og hjertets hovmod,

uretfærdiges lampe, er en synd. (Ordspr. 21,2-4)

Det er godt for både for konger og for dem, som gerne vil være konger – og for dem, som vil have Gud i deres liv – at lægge deres hjerte i Herrens, kongernes Konge, Jesu hånd.

Forbundne

Kong Frederik sagde også i sin tale ordet, forbundne. Det er et flertalsord. Han tænker vel på dronning Mary og ham og på folket, på Danmark. I sin bog uddyber Kong Frederik ordet. Han forstår det også som at være forbundet til Gud.

Og vi mennesker er forbundne til hinanden. Vi har brug for hinanden og kan ikke undgå at have noget med hinanden at gøre. Vi har en del tilfælles, bl.a. dét, at vi alle er mennesker, og vi påvirker hinanden.

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” (K.E. Løgstrup)

Farisæerne kunne ikke forstå, at Jesus spiste sammen med syndere og toldere. De så sig selv bedre, højere oppe og mere retfærdige end syndere og toldere. De ville ikke selv spise sammen med syndere og toldere. Hvorfor spiste Jesus sammen med syndere og toldere?

Jesus sagde til farisæerne: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge.  Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« (Matt 9,12-13)

En, som har en sygdom, har brug for en læge for at få en diagnose, behandling og evt. medicin. De raske har ikke brug for læger.

Vi mennesker er forbundne, fordi vi alle har forbindinger. Vi er alle krøblinge, er alle sårede og har ar.

Farisæerne kan ikke se, at mennesker er lige, at vi alle er syndere, som har brug for en frelser. De kan ikke se, at ingen mennesker er ophøjede over andre. Kun én er ophøjet. Det er Jesus, som ydmygede sig selv til døden. Der er ingen retfærdig, kun Jesus er retfærdig.

De retfærdige har ikke brug for en frelser, det har syndere. Jesus kalder syndere. En synder har brug for en frelser for at blive retfærdig/renset for synd. En synder kan ikke rense sig selv, det kan kun Jesus. Han har båret vores synder på korset.