Du, vores evige lys,
Kommer til os
Som vandrer i mørke
Du skinner for alle
Der bor i mørkets land
Du skinner for alle
Der bor i vintermørket
I nattens mørke
I storbyens mørke gyder
I ensomhedens mørke
Du skinner for alle
Der kæmper med mørke tanker
Du skinner
På de mørke grusveje
På markerne
på de frosne, nøgne trækroner

Du, Evige Fader,
skinner
For de trætte hyrder
For de udmattede okser
Og de vildfarne får
For den unge moder med mørke rander under øjnene
Du skinner
For det grædende barn
Du skinner
For de som har mistet en bror, en mor,
For de som sørger over en ven, en ægtefælle eller et barn
Vi fryser på vejene, som er glatte af sne. Vi prøver på at nå alt det, vi vil. Vi tager på arbejde, i skole og børnehave. Vi tager til mødregruppe, tandlæge og læge og på sygehuset. Vi tager på indkøb, vi tager vasketøjet ned, vi tager opvasken og vi tager en panodil. Vi tager på jobcentret og plejehjemmet. Vi tager på herberget og værtshuset, og vi tager os en smøg og en kop sort kaffe.
Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stort lys,
lyset skinner for dem,
der bor i mørkets land.
es 9,1
Du, vores evige lys
Verdens lys
Du kommer os i møde
Du giver os en nyhed
Ikke om inflation og energikrise
Ikke om krig og klimaforandringer
Men en nyhed
Som forkynder os en stor glæde
Du, vores evige lys
Du, vores underfulde rådgiver
Vores vældige Gud
Evigheds Fader
Freds fyrste
Du kom til os
Du lod dig føde som et barn
Din dyne var af halmstrå
Du blev født i en kold stald
På herberget
Havde de ikke plads til dig
Jesus, du, vores evige lys,
Menneskesøn
du vandrede iblandt os
i mørkets land
du lyste for os
prædikede og helbredte
du vandrede midt iblandt alle
som boede i mørkets land
Evige lys
Menneskesøn
du vandrer sammen med min bror
du vandrer sammen med mig
du sidder ned sammen med os,
som bor i mørkets land
Du gav afkald
På dine strålende herlighedsklæder
Du tog en tjeners skikkelse på
Du var en tømrersøn i almindeligt tøj
Du kom ridende på et æsel
Du ydmygede dig selv
Du vaskede vores sure tæer
Du lod dig tæske og piske
Håne og spotte
Du lod dig selv hænge på et kors
Du gik frivilligt i døden
på grund af mørket
på grund af det onde i os
på grund af vores synd og overtrædelser
Du brød dødens magt
Og stod op af graven
Du farede til himmels
Du sagde
”Se! Jeg er med jer lige til verdens ende”
Evige lys
Kærligheds- og Sandhedsånd
Tak Helligånd!
Du kommer til os
Du er midt iblandt os
Du lyser for os
du lyser for mig
som bor i mørkets land
For et barn er født os,
Es 9,5
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.
Skriv et svar