Jeg har fortalt mit vidnesbyrd før, og mange af jer har læst det, men jeg har følt mig ansporet til at fortælle det igen.

Jeg har en far, som jeg ikke altid har kendt. Det jeg vidste om ham var begrænset, og han var ikke en del af mit liv. Jeg levede hele min barndom uden ham. Der var en uendelig tomhed inde i mig. Jeg havde en dyb længsel, som ikke kunne finde sit hjem. Jeg søgte og søgte i alle filosofier og nærmest alle trosretninger, men jeg forblev tom.

Og jeg hadede mig selv. Jeg ville ønske at jeg var ligesom de andre i min klasse. Udadvendt, glad, smilende, snakkende, men jeg var alt andet end det. Jeg var misforstået. Min tristhed blev opfattet som fjendtlighed. Min ensomhed blev opfattet som selvvalgt. Hvis folkeskolen var slem, så var gymnasiet endnu værre. Det med at drikke sig fuld, tage makeup på, gå til fitness, købe dyrt tøj og kysse en tilfældig fyr på en tilfældig aften i byen sagde mig intet. Men jeg sagde heller ikke noget. Det var ikke noget jeg selv havde valgt. Mine ord og følelser forblev bare inde i mig, helt skjult, og jeg kom længere og længere væk fra mine klassekammerater og fra mig selv. Jeg flygtede ind i Internettet, skrev med folk jeg aldrig havde mødt og fordybede mig i litteraturens verden. Dengang skrev jeg mange digte, men jeg var stadig tom og jeg hadede mig selv. Selvmordstanker blev ret familiære for mig. Ondskaben voksede inde i mig.

En dag fortalte jeg mine forældre , at der boede en djævel inde i mit hoved. Min mor sagde det ikke passede, men så sagde hun at jeg skulle tage at læse i Bibelen. Jeg tog det som en udfordring. Jeg havde altid været glad for at læse, men jeg havde kun læst brudstykker af Bibelen. Jeg besluttede mig for at læse hele Bibelen, men inden længe var jeg tæt på at opgive dette projekt. Jeg var blevet træt af det gamle Testamente, da en kristen på Internettet rådede mig til både at læse lidt i det gamle og lidt i det nye Testamente hver dag. Det råd tog jeg imod. Da jeg begyndte at læse i Det nye testamente, holdt jeg op med at være træt. Det var en fantastisk visdom, der viste sig for mig. Der var nogle ting jeg ikke forstod. Jeg spurgte min kristne ven hvad det betød at Jesus var Guds søn. Han fortalte mig om at Jesus er Gud. Jeg spurgte hvorfor Jesus blev kaldt Guds lam. Han fortalte mig om alt det med lammet. Paulus’ breve forklarede alt for mig. Jeg begyndte at forstå, hvem Jesus var, og at han havde ofret sig selv for mig. Jeg begyndte at forstå hvem den treenige Gud var. Alt hvad jeg læste var godt og sandt. Hvorfor havde jeg ikke før lært Jesus at kende? Jeg var fascineret af Bibelens indhold, men det var på en intellektuel måde.

En morgen vågnede jeg op, og mærkede noget nyt. Jeg var alene, men det var som om der var nogen dér. Jeg var omfavnet og aldrig havde jeg følt mig så elsket. Jeg kunne ikke se personen som var der, men jeg kunne mærke ham helt tydeligt. Det var Helligånden. Den dag begyndte jeg at lære min himmelske far personligt at kende. Jeg var ikke tom mere, det var ham jeg havde længtes efter hele tiden. Han elskede mig som den jeg var. Han misforstod ikke, nej, han forstod mig bedre end jeg selv gjorde. Jeg var god nok som jeg var. Han ville mig, selv om jeg var stille og indadvendt. Han ville mig, selv om jeg ikke gad at feste og kysse fremmede fyre.