Jeg bliver vred på de folk, som ikke overholder retningslinjerne for at undgå coronasmitte. Bag ved min vrede ligger en frygt. Jeg er bange for, at der bliver for mange indlagt på sygehusene, så Danmark ikke bliver åbnet mere op til maj, hvilket vil betyde flere konkurser, flere fyringer, mere ensomhed og at de store børn og unge stadig skal have hjemmeskole. Jeg bliver også bange for, at der bliver så mange smittede og indlagte, at samfundet lukker helt ned igen. Den største grund til at jeg bliver vred på de som ikke overholder retningslinjerne, er at jeg er bange for at nogle som ikke må smittes bliver smittet, deriblandt min allernærmeste familie og min mand, for hvem virussen kan være farlig. Jeg bliver vred, fordi jeg bliver bange og føler mig magtesløs.

Men vrede nytter intet. I Bjergprædikenen radikaliserer Jesus de ti bud. Jeg har brudt mange af de bud mange gange. Og i denne situation har jeg været meget vred, og de har været som fjender for mig. Men Jesus taler mig i rette:

“Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.” (Matt 5:44-46)

Jeg skal bede for dem, tilgive dem og velsigne dem. Måske ved de ikke, hvad de gør. De forstår ikke alvoren af, at de ikke overholder retningslinjerne. De er blevet kulrede af at sidde mange uger inde i en 2-værelses-storbylejlighed uden en have. De bliver forårskåde og styrter ud i solen hen til den nærliggende park, ud til vennerne og alle amorinerne. De er rastløse, ensomme og utålmodige.
Jeg er også træt af at være hjemme, jeg savner også mine venner og jeg bliver utålmodig efter at krisen skal slutte og jeg er træt af uvisheden. Jeg har lyst til ikke at være så forsigtig mere, at være sammen med familien og mine venner. Men jeg lader være. Jeg holder ud. Den største grund til at jeg holder ud er at meget af min nærmeste familie samt min mand ikke må blive smittet. Hvis ikke mine nære pårørende var sårbare, ville jeg så være i stand til at holde fast og og blive ved med at holde afstand og isolere mig selv, min mand og vores børn? Jeg håber det. Jeg forstår godt de omtalte storbysolbadere, men jeg ville ønske, de var mere forsigtige.

Coronaloven og De Ti Bud

Der er mange retningslinjer, regler og love, man skal leve op til for at stoppe smittespredningen. Formår vi alle sammen at leve 100 % op til disse? Jeg har glemt at vaske et dørhåndtag og er kommet til at gå for tæt på en fremmed.

Coronaretningslinjerne er en miniudgave af Jesu bud. Ligesom vi ikke kan følge coronaretningslinjerne 100 %, kan vi heller ikke leve op til Jesu bud. Jesu bud handler ikke kun om hvad vi gør, men også om hvad vi føler og tænker, om vores motiver og hjerte, og derfor er det umuligt at opfylde Jesu lov. Kun én kan opfylde loven, og det er Jesus.
Det har vidtrækkende konsekvenser ikke at følge coronaloven. Man får en bøde, man bliver smittet eller man smitter andre eller man smitter nogle som oven i købet får et alvorligt sygdomsforløb eller i sidste ende dør. Det er alvorligt at have et andet menneskes liv på samvittigheden.
At bryde coronaloven og Jesu lov er synd. Det har konsekvenser. Det har konsekvenser for vores forhold til både fremmede, familie og venner, og det har konsekvenser for hvordan vi har det med os selv og med Gud. Den alvorligste konsekvens af at bryde Jesu lov, altså af synden, er død:
Mord
Døde alliancer
Død i form af at blive fyret (når fyringen er selvforskyldt)
Død pengepung hvis man har ødslet sin formue væk
Døde fællesskaber
Døde nabovenskaber
Døde venskaber
Døde familieforhold
Døde ægteskaber
Et dødt selv: nedbrudthed, mindreværdsfølelser
Og selvmord

I 1. Mosebog siger Gud til mennesket, at det har syndet og som en konsekvens af dette vil mennesket dø:

“Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«” (1 Mos 2:17)

Det er min personlige refleksion, at jeg ikke ser døden som en straf, men mere som en konsekvens af synden.

Døden behøves ikke at have det sidste ord

Dog – hvis vi vil tage imod det i tro – så lever vi ikke mere under den gamle pagt, De Ti Bud, men under den nye pagt, Jesu død på korset. Døden behøves ikke at have det sidste ord.

Døden er ikke endestationen, hvis vi tror på Jesus.
Jesus har opfyldt loven for os. Jesus, som er hellig, perfekt og syndfri har kæmpet kampen for os. Han døde i vores sted på korset. Han ofrede sig selv for at vi kunne gå fri og blive tilgivet.
På korset har Jesus sejret over alle sygdomme – også coronavirussen – al synd, al ondskab og over døden. Jesus har tilgivet os og vil sætte os fri. Han vil give os liv og han give os evigt liv i Himmeriget. Vi er ikke overladt til os selv hvis vi tror på Jesus. Han vil aldrig lade os i stikken. Hvis vi vil, vil Jesus komme til os og ved Helligånden tage bolig i vores hjerter. Han vil rense os og give os kærlighed og liv.

Meget af det døde kan Jesus genoplive, hvis vi beder ham – fx alliancerne, venskaberne, familierne, ægteskaberne, det enkelte menneske samt troen og forholdet til den treenige Gud. Både Jesu opstandelse og genoprettelse af et folk, en kirke og andre relationer og bliver profeteret i Ezekiels bog:

“Herrens hånd kom over mig, og han førte mig ved sin ånd ud og stillede mig i dalen. Den var fuld af knogler. Han ledte mig forbi dem, hele vejen rundt. De lå i store mængder ud over dalen og var helt indtørrede. Så spurgte han mig: »Menneske, kan disse ben blive levende?« og jeg svarede: »Gud Herre, det ved kun du!« Da sagde han til mig: »Du skal profetere om disse ben og sige til dem: I indtørrede ben, hør Herrens ord! Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren.« Jeg profeterede, som jeg havde fået befaling om, og mens jeg profeterede, lød der en raslen, og benene nærmede sig til hinanden. Jeg så, hvordan der kom sener på dem, kød dækkede dem, og de blev trukket over med hud. Men de havde ingen livsånde i sig. Så sagde han til mig: »Du skal profetere om livsånden. Du skal profetere, menneske, og sige til livsånden: Dette siger Gud Herren: Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende.« Da jeg profeterede, som han havde befalet mig, kom livsånden ind i dem, så de blev levende. De rejste sig op, en umådelig stor hær.
Derpå sagde han til mig: »Menneske, disse ben er hele Israels folk; de siger: ›Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!‹ Derfor skal du profetere og sige til dem: Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.«” (Ez 37:1-14)

Alt dette har Jesus at tilbyde os. Spørgsmålet er, om vi vil tro på ham og tage imod alle hans gaver?