Diakon og Skribent

En rejse i Tro og Kreativitet

Kategori: Selvopfattelse

Adam og boldspil II

9. juni 2014 / / 0 kommentarer

Jeg har lovet dig en serie om nabokærlighed, og den er på trapperne, lover jeg dig, men inden da kommer en fortsættelse til indlægget Adam og boldspil.

Jeg var til fætterkusinefest i weekenden, og jeg var lidt spændt på forhånd. Jeg glædede mig, men blev også mindet om den lille usikre pige, der for 20-25 år siden stod og så op til sine fætre og kusiner, som dengang var meget ældre og større end hende. Til weekenden skulle komme en klatreinstruktør og udfordre os i nogle ting, og hos mig sneg der sig denne lille tanke ind: ”tænk, hvis jeg ikke tør.”
Den første udfordring var at vi enkeltvis blev hejst så højt op vi ville, så skulle vi selv give slip og ville få en gyngetur tilbage. Vi stod midt i denne grønne sommerskov, og jeg iagttog de, der prøvede ”gyngen”. De var alle stille og så rolige ud. Det gav dog et sus i mig, hver gang jeg så en fætter eller kusine give slip og gynge hurtigt. Jeg tænkte hver gang, ”tænk, hvis den rammer et træ, når den ryger tilbage. Tænk, hvis jeg ikke kan finde ud af at give slip. Tænk, hvis jeg skriger som en stukket gris. Tænk, hvis jeg får det dårligt. Tænk, hvis får et angstanfald og ikke tør at give slip. Tænk, hvis.” Jeg var igen den 12-årige pige, der havde åbnet døren på klem og kigget beundrende på mine store fætre og kusiner. Det blev efterhånden min tur. Jeg tog forsigtigt selen på, gik langsomt hen til instruktøren. ”Er du nervøs?” Spurgte han. Jeg nikkede. Han forklarede detaljeret og omhyggeligt, hvad de skulle ske. Han fortalte mig, at han ikke havde oplevet nogen kaste op eller få det dårligt i gyngen. Jeg gik med til det. Mine stærke fætre hejste mig op. Jeg sagde ”stop”, da jeg tænkte, at jeg nok ikke skulle højere op. Jeg blev nervøs igen, da punktet kom, hvor jeg skulle give slip. Jeg fumlede, selv om jeg var blevet instrueret i, hvad det var jeg skulle gøre. Men jeg fik løsnet den, jeg gav slip, og jeg kom med et lille udbrud, og jeg suste tilbage. Det var ligesom en gyngetur, jeg var bare højere oppe end normalt. Der lød en klapsalve fra mine fætre og kusiner.

Senere kom den anden udfordring: en klatrevæg. Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har klatret i noget træ. Jeg havde aldrig prøvet at være på en klatrevæg. Jeg iagttog flere af mine fætre, der hurtigt var oppe i toppen og nede igen. Det så ikke lige så skræmmende ud som gyngen. Jeg tænkte, at ham instruktøren var egentlig en fin fyr. Jeg tænkte, at der ikke kunne ske noget ved, at jeg prøvede, og så måtte jeg se, hvor langt jeg kom op. Instruktøren gav mig gode råd til, hvordan jeg skulle gøre. Jeg gik i gang. I starten gik det fint. Halvvejs oppe følte jeg mig træt i armene og kom i tvivl om, hvordan jeg skulle gøre. Jeg sagde, jeg vidste ikke, om jeg kunne mere. Instruktøren rådede mig til at tage en lille pause og hvile mine arme. Jeg holdt en lille pause, derefter var jeg stadig lidt træt og kom i tvivl om, om jeg skulle støtte mig til de blå, de røde eller de grønne ”dupper”. En af mine fætre guidede mig og hjalp mig med at vælge de rigtige at støtte mig til. Lige pludselig kunne jeg nå toppen af væggen! Jeg gjorde det.

Jeg nåede op!

Forandring er mulig, takket være…
Hvad du ikke ved, er at jeg for ti og tyve år siden nærmest aldrig sagde ja til sådanne udfordringer. Jeg føler ofte, at den lille stille og forsigtige 12-årige pige er meget tæt på. Jeg kender hendes tanker og følelser alt for godt. Jeg kan næsten narre mig selv til at tro, at jeg stadig er 12 år, selv om der står 1981 på dåbsattesten. Jeg bilder mig somme tider ind, at intet har forandret sig siden dengang. Der er også mange mennesker, der ikke kendte mig i 2004 eller i 1994, så hvordan skulle de kunne vide noget. Men jeg ved, at meget har forandret sig siden dengang. F.eks. har jeg har billeder af mig selv i gyngen og på klatrevæggen som bevis.
Det er ikke ved egen kraft, at jeg har nået til der, hvor jeg er nu. Takket være min familie, mine venner og ægtefælle og andre personer, som jeg har mødt i mit liv, nåede jeg til toppen af klatrevæggen (og andre toppe). Disse mennesker har forstået mig, troet på mig, opmuntret mig, trøstet mig, guidet og støttet mig på min vej. Hvad skulle jeg gøre uden jer? I ved, hvem I er.
Den 5-årige eller 12-årige version af os selv vil altid være der et eller andet sted, men udvikling og forandring er faktisk mulig. Vi er faktisk blevet voksne og kan stadig vokse mere, takket være venner, familie og andre!
”Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.” (Præd. 4:9-11)

Du er ikke arbejdsløs

16. april 2014 / / 0 kommentarer

Du sidder til påskefrokosten og er ved at skære din sildemad ud, da du hører din Onkel Henrys høje bryske stemme: ”Hva’ så, har du fundet arbejde?” Du taber gaflen på gulvet og når lige akkurat at fange en klat karrysalat, før den lander på din nye hvide bluse. Hvad svarer du?

  1. Nej, men jeg søger alt det jeg kan.
  2. Jeg er lige nu i en børnehave…men det er kun med løntilskud.
  3. Nej, jeg er stadig arbejdsløs, og det er godt nok lidt hårdt og svært.

Eller måske du svarer noget fjerde. Jeg mener, at ordet ”arbejdsløs” skulle forbydes. Vi er ikke løse hunde, benløse eller hovedløse, lovløse eller fredløse, rastløse, sorgløse eller værdiløse. De fleste af os har en del at lave, men mangler en tryghed og sikkerhed, en fast struktur – og nogle flere penge selvfølgelig.  Hvis du er mor eller far, i virksomhedspraktik og eller ansat med løntilskud, i nyttejob, under uddannelse, vikar, fleksjobber eller arbejder frivilligt, så har du et arbejde og vil bare gerne have mere arbejde, anerkendes for dine kompetencer og få løn for det du laver.

Hvad vil jeg svare, når nogen spørger mig hvad jeg laver eller hvor jeg arbejder henne? Der findes ikke ét rigtigt svar, det er op til den enkelte, men jeg vil sige noget i retning af:

 ”jeg er tilknyttet et vikarbureau og lige om lidt skal jeg hjælpe til i en skoleklasse, men det er kun midlertidigt, og jeg vil gerne have mere arbejde, så hvis du kender en arbejdsgiver, der har en ledig stilling, må du gerne anbefale mig. For jeg vil hellere arbejde frem for at spilde min tid med at tjekke jobnet og jobindex og dokumentere min rådighed over for A-kasse og jobcenter.”

Derudover kunne jeg måske finde på at skifte emne, spørge ind til Onkel Henrys arbejde eller fortælle om mine børn eller at jeg er begyndt at blogge. Hvis jeg taler om andet end arbejde, så er jeg med til at gøre op med den forestilling, at kun arbejde giver livet mening og værdi.

Altså udfordrer jeg dig til at være med til at gøre op med vores samfunds forestillinger om, hvad arbejde er og hvad, der giver livet værdi. Glædelig påske!

Adam og boldspil

13. april 2014 / / 0 kommentarer

Dette indlæg er en efterfølger til indlægget ”Job og støvkorn”. Jeg har ikke kunnet slippe tanken om lille Palle alene i verden. Et andet menneske, som var helt alene var Adam. Jeg vil digte videre på historien om Adam. Adam var en 5-6-årig dreng, da han kom som det første menneske på jorden. I starten spænede han nysgerrigt rundt imellem busk og krat. Han klatrede i egetræer, plukkede brombær og lavede hovedspring i floden. En dag opfandt han en bold, som han kastede op af en klippeside. Nogle gange fik han bolden i hovedet, men efterhånden blev det meget forudsigeligt, hvor bolden landede. Andre gange opdagede han ikke, at bolden manglede luft eller at den var punkteret, og han tænkte ikke på at udskifte bolden og kendte ikke til alle de ting, man kunne gøre med en bold. I det hele taget var der ingen at kaste bolden til, grine sammen med eller dele oplevelser med. Der var ingen, der lignede ham. Engang faldt han ned fra et træ og landede på en stor sten ved floden. Han havde slået sin fod, og det var tæt på, at det kunne have gået meget galt. Da var det, at Gud ”sagde, at det ikke var godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham” (Mos 1, 2:18). Da var det, at Eva kom.

Jeg har ikke prøvet at være alene i verden, men der har været perioder i mit liv, hvor jeg har trisset lidt for meget rundt med mig selv. Som personlig sælger af arbejdskraft har jeg ikke haft et fast sæt kolleger (eller studiekammerater), hvilket har betydet, at jeg masser af gange har skulle sige goddag og farvel. Det er aldrig sjovt at sige farvel til en god kollega eller medkursist. Det kræver en indsats fra min side at skabe og vedligeholde et netværk. Jeg bliver nødt til selv at være opsøgende og tro på, at jeg kan bidrage med noget, også selv om jobcenter og A-kasse puster mig i nakken og afslag nr. 257 dumper ind i indbakken.

Som personlig sælger af arbejdskraft får man ofte at vide, at man skal netværke en hel masse, fordi netværk ofte er vejen som job. Jeg mener netværk er vigtigt, fordi det er ikke godt for mennesket at være alene. Når jeg er sammen med mine venner, familie og mand, bliver min bold grebet, jeg får nye bolde, lærer at kaste og gribe på andre måder, og det er bare sjovere at spille bold sammen med et andet menneske end op ad en mur. Og hvis jeg falder, er der en, der kan hjælpe mig op.  I mine positive relationer får jeg energi, ro, kraft, mentalt næring, læring og erkendelse – og meget mere. I disse relationer bliver jeg mig selv. Tosomhed bliver til enhed. Med disse ord opfordrer jeg dig til at holde kontakten med den eller de personer, der inspirerer dig, får dig til at grine, gør dig glad, lytter til dig eller forstår dig.

 ”Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.” (Præd. 4:9-11)

Job og støvkorn

10. april 2014 / / 0 kommentarer

I dag er det rengøringsdag hos mig igen, og jeg må nok sande jeg ikke når omkring alle støvkorn. På min tur rundt i stuen strejfer mit blik én bestemt bog. I bogen er masser af historier om store personligheder, og en af historierne handler om en mand, der hedder Job. Så jeg kan allerede nu afsløre, at dette indlæg ikke omhandler en nyhed om, at jeg har fået fast job. Men om at jeg kom til at tænke på denne mand Job (udtales med langt o [jooob] ), da jeg fik en fin hilsen som kommentar til artiklen,  “Er du en nullermand?”, fra en gammel bekendt. Hun satte tankerne i gang hos mig, og i stedet for at ignorere mine tanker, fulgte jeg dem hele vejen til verdens ende.

Tilbage til Job. Job var en meget rig mand. Han havde mange husdyr, ti børn, en kone og derudover opførte han sig pænt. Han var både meget religiøs og havde en stærk moral. På en meget mærkelig og uretfærdig måde mistede han alt. Han mistede alle sine husdyr og ansatte, de fleste af sine børn, blev alvorligt syg, fik ikke meget støtte af sin kone og blev svigtet af sine venner. Job stod i en svær lidelsesfuld tid. Han begyndte at tvivle og fik svært ved at finde meningen med sit liv, han mistede lysten til at leve. Trods al modgang holdt han dog ud, han gav ikke op og mistede ikke håbet eller sin tro på Gud. Historien slutter med, at Gud bønhører Job, og han får alt igen og mere end det. Han får husdyr, børn og sit helbred igen.

Jobs bog er en kontroversiel og besynderlig historie, og det er desværre langt fra sådan, at man altid kan få alt det, man har mistet, tilbage – eller mere end det. Men jeg synes jeg kan identificere mig med Job, og jeg vil heller ikke give slip på mit håb og min tro.

Frygt

Jeg har mit håb og min tro, men det betyder ikke, at jeg ikke er bange for noget. Førnævnte bekendte skrev til mig, at selv hvis jeg mistede alt, havde jeg uendelig værdi. Og jeg mener hun har ret. Men hvad hvis jeg mistede alt? Jeg ved, at man ikke kan plante et træ, der af sig selv giver masser af fuldmodne jobs, og jeg ved, at min støtte fra det offentlige ikke kan vare ved. En dag lukker kassen sig for mig, uanset om jeg har fundet mig et arbejde eller ej. Jeg kan ikke benægte min frygt for at miste, men ser den i øjnene. I stedet for at flygte fra min frygt, observerer jeg den og ser, hvor den går hen. Hvad hvis jeg mister alle mine kære, alle mine ting, alle mennesker rundt om mig? Hvad hvis jeg er det eneste menneske tilbage på jorden? Så ville jeg være en feminin udgave af Palle alene i verden. Hvad var Palles aleneverden? Det var en drøm. Hvad hvis der slet ingenting var, og hvad var der, før vores verden opstod? Jeg kan ikke forestille mig det, det bliver ubegribeligt for mig. Hvis jeg laver en helt urealistisk udgave af genstanden for min frygt, så er det hele måske ikke mere så skræmmende. Hvis jeg så beder min frygt om at gå et par skridt tilbage igen, så står jeg her alene, men trækker vejret og sanser mine omgivelser. Mit hjerte slår og pumper blodet rundt i min krop.

Ude i rummet er alle mennesker små som støvkorn. Men ved du, at du er et mirakel?  Du er til, fordi din mor og far mødte hinanden og besluttede sig for at få et barn. Fra den beslutning var rejsen lang endnu. Kun en gang om måneden har kvinden ægløsning. Når manden har udløsning, er der kun én (hvis den kan nå frem) ud af 300 millioner sædceller, der befrugter ægget. Derefter er det en celle der skal dele sig igen og igen. Og derfra lige indtil fødslen er der stadig meget, der kan gå galt. Men du sidder her. Du trækker vejret. Selv hvis du mister alt, har du uendelig værdi.

Er du en nullermand?

5. april 2014 / / 3 kommentarer

Hvorfor opdager man under rengøringen de største spindelvæv oppe i det fjerneste hjørne under loftet? Hvorfor ligger de største nullermænd under sofaen og sengen? Har de placeret sig der, fordi de ved, at de kan ligge i fred der? Hvad nu hvis vi forestiller os, at nullermændene er små levende kvinder og mænd, som har følt sig jaget og trængt op i krog? Det kan være, at de har sendt så mange breve og banket på så mange døre og fået så mange nej’er retur, at de finder på at lægge sig under sengen eller sætte sig hen i et hjørne, fordi de føler sig som nuller.

Der har været perioder i mit liv, hvor jeg har følt mig som et 0. Når først jeg ser et 0 for mig, har jeg svært ved at komme uden om det. For 1 x 0 giver 0, og et 0 kan ikke rigtigt tilføje eller bidrage med noget, for 1 + 0 giver stadig 1, og 1 – 0 giver også 1.  Når jeg i de perioder har mødt andre mennesker, har jeg været bevidst om, at jeg er et 0 og de andre 1, 2, 3 eller 4. Denne bevidsthed er som et komma,  +, -, x eller /. Det er mure i mødet med andre mennesker, som forhindrer mig i at føle mig som mere end et 0.

Hvad giver værdi?

Er det 0 rigtigt? Jeg kan føle mig som et 0, fordi jeg ikke har et fast job, men er der ikke nogle ting, som jeg har, som giver mit liv værdi? Jeg har mand, børn, familie og venner og flere ting. Hvert punkt giver jeg 1 point, og så tæller jeg sammen og sætter det foran nullet uden at sætte plus, minus, gange eller divider imellem tallene. Du kan prøve at lave dette regnestykke selv. Hvordan ser det ud nu? Jeg fik 160. Hvad fik du? Prøv at huske på det du har, frem for det du ikke har.

Abonnér på nye indlæg


 

Brugermenu

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders Noren — Op ↑