En rejse i Tro og Kreativitet

Kategori: Rejsen til Boston

Flere forsinkelser

Vi sad i Boston lufthavn og ventede på at boarde. Jeg hørte nogle stewardesser tale om forsinkelse. Jeg må have hørt forkert. Kort efter hørte jeg i højtaleren at lågen til vores flys lastrum gået i stykker, så den skulle de nu reparere. Hvor meget vi ville blive forsinket vidste de ikke. Så vi ventede og ventede. 3,5 time senere var flyet repareret. Pga. forsinkelsen ville vi ikke kunne nå vores fly fra London til Billund. Så måtte vi tage det næste fly, som nok gik en time eller to senere. Vi ankom til Heathrow kl. 11 engelsk tid og stillede os hen for at høre hvornår vores næste fly gik. Vi fik at vide at det næste fly gik næste dag. Læs mere

Hjemlængsel

De sidste dage inden vi skulle hjem til var jeg begyndt at få hjemvé. Selv om jeg ikke er så vild med rugbrød, var jeg begyndt at savne rugbrød, fordi jeg ikke kunne finde noget groft brød i Boston. Jeg savnede også æbleskiver. Men allermest savnede jeg mine børn. Hver gang jeg så et barn, kom jeg til at savne mine egne børn helt vildt.
D. 10. December dagen før vi skulle hjem, fik jeg pakket det meste ned, og næste dag pakkede vi det sidste. Vi gik ned i foyeren og spiste morgenmad. Min mand tjekkede sin e-mail på sin mobil. Han havde fået en e-mail om, at vores fly var aflyst pga. Sne i London. Vi skulle i stedet med en flyver næste dag. Vi kunne heldigvis blive en nat mere i samme hotelværelse. De der skulle køre os til lufthavnen kunne også godt køre os næste dag.
Nu skulle vi prøve at få tiden til at gå et døgn mere, før vi kunne komme hjem. Jeg glædede mig meget til at komme hjem.

Lige så lille som en orm

På en af de sidste dage fik min mand og jeg tid til at besøge hans kollegers lab på Harvard. Min mand havde samarbejdet med flere på dette lab omkring forskning i splicing i rundorme. Selve ormene var (og er) i laboratoriet på Harvard, mens min mand sad i Danmark og analyserede de data de fik om ormene. De fik udgivet en artikel i tidsskriftet Nature (https://www.nature.com/articles/nature20789).

Vi fik en rundvisning på lab, hvor vi så ormene. Et af de første spørgsmål jeg, fik afklaret på rundvisningen var, om rundorme var det samme som børneorm? Det er det ikke. Rundorme er 0,1-2,5 mm lange, de er gennemsigtigt hvide og lever over alt i jorden. De er ufarlige og lever af bakterier. Rundorme bliver ofte brugt i forskning. De er nemme at dyrke, de vil gerne have det lunt, men kan også tåle at blive frosset ned.

På Harvard har de et helt skab med rundorme. Vi fik fortalt og vist, hvordan de med små nåle kunne tilsætte et protein i ormene og hvordan de kunne flytte rundt på ormene. Alt dette kunne forskerne gøre uden at skade ormene. For nyligt havde gruppen i dette lab lavet et hotel til ormene. Ormene var inde i en kasse og havde hvert sit rum. Der var et klæde over kassen og et apparat var sat til automatisk at tage billeder af ormene. Min mand og jeg fik lov til at se nogle rundorme i mikroskop. Vi så orme i forskellige aldre og forskellige typer. Nogle af ormene lyste i forskellige farver. Nogle orme var slanke og bevægede sig hurtigt. Andre var tykke, korte og bevægede sig langsomt. Nogle rundorme bevægede sig hurtigt frem og tilbage. Det er svært for mig at forstå molekylærbiologien, men det var meget spændende at se rundormene.

Det er fascinerende, at vi kan lære meget om så små organismer. Den forskning der foretages i ormene er fascinerende. Når man lærer noget om ormene, lærer man ofte også mere om andre organismer og om mennesker. Noget der er så lille bliver vigtigt for hele skaberværket.

Rundorme er små og kravler rundt i jorden, så man  lægger sjældent mærke til dem. Jeg kom til at tænke på, at jeg i Guds hænder er lige så lille som en rundorm. Alligevel ser Gud mig og værdsætter mig. Ligesom han ser  og sætter pris på hvert eneste menneske.

v4 Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, v5 hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? (Sl 8:4-5)

Hvordan jeg opdagede at verden er lille

Som nævnt er jeg meget genert, og jeg falder sjældent i snak med fremmede, så jeg forventede ikke at komme til at snakke med andre i Boston end min mand. Alligevel kom jeg til at snakke med mange i Boston. Til mødet om ALS var der folk fra hele verden, og senere på turen talte vi med min mands kolleger fra Harvard. På Harvard arbejder der folk fra hele verden. Takket være engelsk som fællessprog har jeg både talt med folk fra Kina, Schweiz, Tyskland, USA, England, Scotland, Australien, Luxemburg, Pakistan, Belgien, Mongoliet, Island og Israel.
Selv om vi kom alle steder fra i verden, havde vi alligevel meget tilfælles. Der var schweizeren, som fortalte mig at han havde været i Danmark og var blevet helt vild med røde pølser.
Der var amerikaneren, som jeg faldt i snak med til konferencen. Hun var til konferencen sammen med sin mand, som havde ALS. Hun havde voksne børn og fortalte om dem, og jeg fortalte om mine børn. Vi talte ikke om vores mænds sygdomme, men kom til at snakke om hvad vi interesserede for. Det viste sig at hun var glad for at læse bøger, og hun kunne ligesom jeg lide at læse kristne bøger. Vi fandt ud af at hun havde læst en biografi om den tyske præst Bonhoeffer, og jeg havde læst hans bog, Efterfølgelse. Vi delte bogtips og forfattere med hinanden. Hun fortalte om en amerikansk digter ved navn Kathleen Norris, som havde skrevet et digt om vasketøj. I selveste Boston mødte en amerikaner, som ligesom jeg var glad for juletræer, Bonhoeffer og for kristen litteratur.

Mennesker har meget mere tilfælles end de tror. Jeg tog til Boston og opdagede, at verden er lille.

Værdifulde værdier

En gang imellem hører vi ordet værdier sagt af vores politikere. Hvad menes der med værdier? Selv om mange politikere gerne vil være rige og give skattelettelser til de rigeste i vores samfund, er det ikke de økonomiske værdier de her taler om. Der bliver talt om de danske værdier, og jeg synes ofte det lyder abstrakt, når jeg hører ordet værdi blive nævnt af en politiker eller i et virksomhedsgrundlag.
En værdi er først værdifuld, når man ved hvad værdien betyder i handling, og at man selv forsøger at leve op til den. Jeg er blevet mere bevidst om mine værdier efter at jeg er blevet mor. Der ligger nogle værdier bag ved den måde min mand og jeg opdrager vores børn på, og bag ved de valg vi har truffet om, hvad der er vigtigt for os og for vores børn.
Jeg vil garanteret skrive om mine værdier i flere blogindlæg, men nu vil jeg vende tilbage vores Bostontur. I Boston fik jeg et fint møde med en værdifuld værdi.
Med forstæder har Boston 4,5 millioner indbyggere. Byen har højhuse ligesom New York og andre amerikanske storbyer, men den har også bygninger helt tilbage fra 1600-tallet. Byen blev grundlagt i 1630 af englændere. I 1770’erne var der i Boston bemærkelsesværdige frihedskampe, som var en del af USA’s løsrivelse fra England. I 1800-tallet immigrerede især irere til Boston, og der kom også mange fra det øvrige Europa samt russere og libanesere. I dag er Boston en by med mange studerende. Byen har mange uddannelsesinstitutioner, heriblandt Harvard.
Selv om Boston virker europæisk, har jeg alligevel mødt et positivt træk, som jeg sjældent møder i Danmark.

Læs mere

Sig tak under alle forhold

Det meste af tiden i Boston gik med at min mand var til møder, og jeg ventede. Jeg var med til nogle af møderne, men ikke dem alle, for ofte havde de  for mig et for indviklet fagligt indhold. Planen var at skrive, bede og læse en masse, mens min mand var til møde, men jeg var træt, frøs pga. air kondition, der var larm, og jeg var snottet.  Efterhånden lærte jeg at opgive mine planer om at skrive og læse og i stedet være mere åben over for, hvad dagen bragte mig. Der var altid noget at være utilfreds med, fordi jeg i virkeligheden savnede den hjemlige ro og den danske adventstid. Efterhånden lærte jeg at fokusere på det gode. Alt det jeg kunne glæde mig over og takke for.
Jeg var taknemlig for, at jeg kunne følge med i julekalenderen Snefald, mens jeg var i USA. Jeg havde Ipad og høretelefoner med, og der var gratis WiFi, julekalenderen var tilgængelig på DR’s hjemmeside. Selv om jeg ikke var hjemme ved mine børn, kunne jeg sammen med dem følge med i julekalenderen. Da jeg kom hjem til Danmark, så jeg resten af julekalenderen sammen med børnene. Det havde ikke kunnet lade sig gøre for nogle år siden.
Jeg var også taknemlig for at jeg kom til at snakke med mange flere i USA, end jeg havde forestillet mig.  Jeg mødte mange hjælpsomme, venlige og imødekommende amerikanere.

Jeg har en tendens til at se det negative, men jeg håber at blive bedre til at se det der er godt og takke under alle omstændigheder, for det er godt, og det er Guds vilje.

“ v18 sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.” (1 Thess 5:18)

Vær velkommen Herrens år

Med årets sidste blogindlæg fra min hånd vil jeg ønske dig et velsignet og lykkebringende nytår.
Julen er en travl tid og man kan føle sig forspist, men jeg håber du alligevel har haft tid til at slappe af og opleve julefreden sammen med dine kære.
Efter festlighederne nyder jeg roen og slapper af sammen med mine børn. Der er tid til at tænke lidt på nytårsaften,  og der er tid til at tænke over det sidste år samt over livet.

For nogle uger siden sad jeg i flyet fra London til Boston. Selv om rejsen blev anderledes end ventet, fik jeg på denne flytur ro til at reflektere og bede. Jeg skammede mig over at jeg var en dårlig kristen, jeg skammede mig over mit indre mørke og syndighed, men det ufattelige var, at Gud tilgav mig. Det ufattelige var, at Jesus elskede mig.
Når jeg tager imod Guds nåde, bliver jeg hel. Helet. Når jeg tager imod Guds nåde, kan jeg blive mig selv, være mig selv. Jeg erkendte, at jeg var ligesom mariehønen, der kravlede på væggen, da vi juleaftensdag tog træet ind. Jeg var lille og måtte overgive mig til Guds hænder. I Johannesevangeliet læser jeg, at skilt fra Jesus kan jeg intet gøre, og jeg må erkende, at det er sandt.

Jeg ved ikke hvad 2018 byder mig, men jeg vil sige vær velkommen Herrens år og lægge mit sind, mine tanker, mine hænder og mit hjerte, mit liv i Guds hænder. Ske dine planer, din vilje, ikke min, Herre.

Se, den unge kvinde skal blive med barn

“Behold, a virgin shall conceive, and bear a Son, and shall call His name Emmanuel, God with us.” (Fra første del af Händels Messias samt Es 7:14 og Matt 1:23)

I morgen er det juleaften, og det er der slet ikke længe til, så derfor vil jeg i min rejseskildring springe jeg til den tredjesidste dag vi var i Boston. Denne dag sluttede den konference min mand var til, og vi besluttede os for at se Trinity Church i Boston.
Efter at have ventet 45 minutter på en taxa, kom den og kørte os hen til kirken. Da vi kom hen til kirken, så vi en lang kø foran kirken. Vi var i tvivl om, om vi kunne komme ind og se kirken. Vi valgte alligevel at stille os op i køen. Det var nemt at komme ind i kirken, for der var allerede en lang rampe sat frem. Vi har aldrig oplevet, at der i forvejen er sat en rampe frem i nogen kirke i Danmark. En mand kom hurtigt og viste os, hvor min mand kunne sidde i sin kørestol. Der var en fin plads, så han ikke skulle sidde midt på gangen i kirken, og jeg kunne sidde på kirkebænken lige ved siden af ham.
Denne store kirke var nærmest fyldt. Ved alteret stod et lille symfoniorkester og et stort kor. Vi kiggede spændt på kirkens flotte udsmykninger og glasmalerier. De begyndte at spille og synge klassisk opera. Der var syv professionelle solister. Det var meget rørende at lytte til.
Vi startede med allesammen at synge O come, O come, Emmanuel. Derefter sang koret og solisterne Wachet auf, ruft uns die stemme fra Cantata 140 af J.S. Bach. Så sang de 1. Del af Händels Messias, så sang vi alle Joy to the world. Til sidst stod hele koret rundt om alle kirkebænkene og sang Dona nobis pacem af J.S. Bach.
Det var en meget smuk og rørende oplevelse.
Du kan høre et uddrag af Trinity Churchs kors opførsel af Händels Messias, del 2, i 2015 her
Det var en overraskende og berigende oplevelse. Hvordan mon englenes kor lød ved Jesu fødsel? Koncerten var en stor velsignelse fra koret, orkesteret, kirken og fra Gud. En stor gave fra Gud. Ligesom Jesus er en stor gave til os, ikke bare i julen, men på alle tider.
Glædelig jul!

Let Gloria be sung to You
With mortal and angelic tongues.
With harps and even with cymbals.
Of twelve pearls the portals are made,
In Your city we are companions
Of the angels high around Your throne.
No eye has ever perceived,
No ear has ever heard such joy
Like our happiness,
Io, io,
Erternally in dulci jubilo
(Koral, 7. vers af Wachet auf, ruft uns die Stimme, oversat fra tysk)

Nervøsitet i Heathrow

Vi fløj fra Billund til Heathrow og videre derfra til Boston. Min mand havde sin elektriske kørestol, hvilket var nødvendigt. Det er besværligt, men det kan lade sig gøre at tage en elektrisk kørestol med i et fly. Jeg kan ikke anbefale nogen at tage på udflugt til en lufthavn. Den er altid fyldt med nervøse, stressede og trætte mennesker. Der er larm fra musik, lufthavnsmeddelserne (som selvfølgelig) er nødvendige og somme tider også larm fra fjernsynsskærme i lufthavnen. Larmen kommer ikke fra samtaler mellem mennesker, men fra lufthavnens lydbilleder. De fleste rejsende i en lufthavn har hovedet begravet i deres mobiler.

Da jeg gik igennem i sikkerhedskontrollen, føltes det stressende og jeg blev nervøs, selv om jeg vidste at jeg ikke have farlige hensigter med min rejse. Jeg troede at jeg havde taget al elektronik og al metal ud af vores tasker. I Heathrow blev jeg taget til side og min store brune håndtaske blev gennemsøgt. Metaldetektoren havde fundet noget i tasken. Jeg kunne ikke forstå hvad det skulle være. En dame med en metaldetektor gennemsøgte min taske og fandt til sidst en pose med en smørekniv og nogle teskeer. Jeg havde ikke tænkt over at jeg havde brugt den taske ved mange lejligheder, og jeg havde ikke overvejet at tømme min taske inden rejsen. Jeg havde glemt alt om det bestik jeg engang medbragte til sommerudflugt. Pinligt! Jeg fik ikke lov til at tage smørekniven med, men det gjorde slet ikke noget. Resten af tiden i Heathrow var jeg bange for at jeg nu var under mistanke og ville blive tilbageholdt igen, blive anklaget for kriminelle motiver. Måske ville jeg ikke få lov til at rejse videre. Måske ville jeg blive tilbageholdt af politiet! Heldigvis var min frygt ubegrundet.
Siden blev jeg fyldt af taknemlighed over sikkerhedskontrollen. Den kan ikke blive for grundig, når man tænker over, hvilke frygtelige ting, der før er foregået i en flyvemaskine.

Introduktion til rejseskildring

D. 4.-14. december var jeg med min mand til et møde om ALS i Boston i forbindelse med at han repræsenterer Muskelsvindfonden og selv forsker i ALS. Hvad er ALS?

“Sygdommen viser sig ofte i en eller flere muskelgrupper, som bliver svage, således at det bliver sværere at udføre de handlinger, som vi normalt udfører rutinemæssigt, f.eks. dreje en nøgle i en lås, løfte tunge ting eller løfte foden under gang. Talen kan blive utydelig ved træthed, og der kan være tendens til fejlsynkning af mad og væske. Der kan være fine trækninger eller sitringer i musklerne, og muskelfylden bliver mindre – dvs., at der kan optræde muskelsvind (atrofi). Hvordan syg-dommen udvikler sig, dvs. i hvilken tids- og rækkefølge de forskellige muskelgrupper påvirkes (f.eks. tale- og synkefunktion, bevægelser i arme og ben og vejrtrækning), er meget forskelligt fra person til person. Sygdommen påvirker ikke sanserne – dvs., at synet, hørelsen samt smags- og følesanserne er intakte. Blære-, tarm- og seksualfunktionerne påvirkes heller ikke direkte af sygdommen. Hos nogle kan der i forløbet ses en ændring i adfærden og personligheden, men sygdommen påvirker ikke hukommelsen. Nogle få personer med ALS udvikler en speciel form for adfærd eller demenstilstand (frontotemporal demens)” (Fra Rehabiliteringscenter for muskelsvind)

Min mand har muskelsvind (SMA 3), og jeg var med ham for at hjælpe ham (og for at se Boston).  Vores børn blev passet af begge hold bedsteforældre, mens vi var væk. Børnene har et godt forhold til deres bedsteforældre, og de er blevet passet flere gange af dem, så vi var trygge ved at tage afsted. Der var også mulighed for at have kontakt via skype og e-mail. Jeg havde dog betænkeligheder ved at være af sted i december, for hvad med alle juleforberedelserne og adventshyggen? Men beslutningen var taget.  Det var 2. gang jeg tog med min mand på arbejdsrejse til USA. Jeg forventede at få nye indtryk, se Boston, opleve et væld af amerikanske julelys samt skrive, bede og læse en masse, imens min mand var til møder, og jeg forventede en problemfri rejse til og hjem fra Boston, da jeg allerede havde gode erfaringer med at rejse til USA. Eftersom jeg er meget genert, forventede jeg ikke at komme til at snakke med andre end min egen mand og mig selv. Nogle af forventningerne fik jeg indfriet, men jeg fik også nogle uventede oplevelser.
Denne blogserie er en personlig skildring af min rejse til Boston. Hensigterne med rejseskildringen er 1. at dele min rejse med min nærmeste familie og venner, 2. At nedfælde indtrykkene for at kunne huske denne rejse, som endte med at få en afgørende betydning for mig.

 

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑