Kategori: Nabokærlighed

Danskeren bliver målt og vejet hele livet. Det er både positivt og negativt. Vi har et velfærdssamfund, takket være det bliver danskeren allerede i fostertilværelsen målt og vejet, om det har den størrelse det skal have for at kunne klare sig. Når barnet er blevet født, bliver det stadig holdt øje med af både forældre og samfundet, om det vokser det det skal. Også i vuggestuealderen bliver barnet målt og vejet, det bliver målt, om det lærer de forskellige ting det skal. Således bliver danskeren målt og vejet hele dets liv, og der er flere og flere ting der bliver målt, jo ældre man bliver, og danskerne bliver delt op i forskellige kasser og rubrikker. Det er en maskine, et regnestykke, en mekanisme. Det er for vores egen tryghed, så vi er raske, lærer det vi skal, finder et arbejde og bidrager til samfundet.

Men en gang imellem kører maskinen ikke. En gang imellem bliver man syg på en eller anden måde, en gang imellem bliver man mister man sin forretning, bliver fyret eller kan ikke engang finde et halvtidsjob, eller kommer ud for en anden eller tredje form for krise.. Da bliver man stadig målt og vejet, for man skulle jo gerne bidrage til samfundet. I maskinens brugsvejledning står der, at man bidrager til samfundet, HVIS man tjener penge til samfundet. En stor gruppe mennesker står i situation, hvor den har svært ved at bidrage til samfundet. Maskinmestrene kan ikke få disse mennesker til at passe ind. De måler og vejer på disse mennesker. Ord som ”Kan det passe, at de er syge? Kan det passe, at de ikke kan få arbejde? Kan det passe, at de gerne vil arbejde? Er de ikke bare dovne? Måske kan det slet ikke betale sig for dem at arbejde?” hvirvler rundt i maskinhallen. Disse mennesker må konstant forsvare sig, dokumentere og bevise, at de er syge, at de ikke kan finde arbejde, og at de gerne vil arbejde. De skal ikke blot dokumentere deres sygdom og jobansøgninger, ne,j lige om lidt skal de også dokumentere, hvornår og hvor tit de går i bad.

Du kan prøve at kigge i maskinens brugsvejledning, du får ikke svar på så meget. Når du møder op i din A-kasse hører du om regler for rådighed, jobansøgninger og CV, og når du møder op på dit jobcenter, hører du om regler for rådighed, ansøgninger og CV, og du bliver rådet til eller beordret i virksomhedspraktik eller  offentligt løntilskud. Begge steder hører du mest om, hvad du ikke må. Du får at vide, at du er syg og skal se at blive rask – eller du er arbejdsløs og skal se at få dig et arbejde. Maskinen tror, at du er ligeglad og bare vil have og have, men du er konstant bevidst om, at uret tikker, og det tikker hurtigere. Ordene senior, langtidssygemeldt og langtidsledig er mere skræmmende end gyserfilm af Stephen King og Lars Von Trier.

Der er altså ikke meget hjælp at hente i maskinen eller hos dit jobcenter og din A-kasse. Du bliver konstant mindet om, at du er sygemeldt eller arbejdsløs. Det er som om du er intet værd, ”for du bidrager ikke til samfundet”.

Levende menneske

Er der noget at gøre? Ja, men du må dreje hovedet væk fra maskineriet. Du skal dog huske at overholde reglerne, ellers får du ørerne i maskinen. Du vidste det ikke, men maskiner kan tage fejl. Maskinen tager fejl, når den siger at du ikke bidrager til samfundet, og at du ikke er noget værd. Du bidrager nemlig en masse til samfundet og du har uendelig værdi. Du er nemlig ikke en møtrik, en skrue eller et søm, men et levende menneske.

Hvor skal du så kigge hen (mens du stadig overholder reglerne)? Du skal kigge hen og lytte til dine allernærmeste, din familie, din partner og dine bedste venner, og du skal kigge hen til og lytte dig selv. Du skal elske dig selv, for så kan du elske din nabo (som også kaldes din næste). Hvem din nabo er, vil jeg komme ind på senere. Min påstand er, at når du elsker dig selv og din nabo, kan du blive gladere, føle dig værdifuld og forøge dine chancer for at opnå det du gerne vil og dermed også bidrage endnu mere til samfundet. Når jeg skriver ”påstand”, så er det jo fordi jeg desværre endnu har til gode at finde et arbejde, men jeg er selv påbegyndt min rejse til at elske mig selv og min nabo, og jeg har allerede fået en masse på denne tur. Det kræver mod og elske sig selv eller et selvværd at stille sig op som nr. 100 i køen og banke på arbejdsgivernes lukkede og låste døre og høre ordene ”nej, desværre”, ”beklager” og ”ikke dig”. At elske mig selv som jeg elsker min nabo er min overlevelsesstrategi, min påmindelse om, at jeg er mere end en møtrik, min påmindelse om, at livet handler om mere end at være en del af maskineriet.  I de følgende blogindlæg vil jeg fortælle dig, hvad jeg tror det vil sige at elske sig selv ligesom man elsker sin nabo.