En rejse i Tro og Kreativitet

Kategori: Ikke kategoriseret (Side 9 af 15)

Om babyer, kolik og om at være Guds barn

Da min datter, Clara, var spædbarn, havde hun kolik. Fra hun var ca. tre uger til 3 mdr. gammel, græd hun næsten uafbrudt. Jeg kunne ikke lægge hende ned eller fra mig uden at hun græd. Jeg måtte bære hende hele tiden, og jeg skulle samtidig gå rundt med hende på skulderen, mens jeg vuggede hende. Ofte selv om jeg gik rundt med hende, græd hun. Jeg fik fat i en slynge, så hun kunne ligge eller sidde hos mig i et stykke stof, mens jeg lavede mad, købte ind og bagte boller. Hun havde så meget brug for tæt fysisk kontakt, og selv når hun havde min kropskontakt, græd hun. Hun havde ondt et eller andet sted, men vi vidste ikke, hvad der var galt. Min sundhedsplejerske foreslog at vi tog hende til kiropraktor. Det viste sig, at Clara havde en skævhed i nakken, skulderen eller ryggen. Kiropraktoren kunne hjælpe hende, og i løbet af en måned fik hun det meget bedre og blev både rolig og glad.
Clara skulle have været til kiropraktor tidligere, men kolikperioden har alligevel lært mig noget. Hun havde meget brug for mig og være helt fysisk tæt på mig. Spædbørn er dybt afhængige af deres forældre. Kun forældrene kan give dem mad, tør ble, lægge dem til at sove, stimulere dem og give fysisk kontakt.
Mennesket har brug for fysisk nærvær. Jeg har læst at det er helt essentielt for barnet at det bliver berørt og får kropskontakt helt fra det er spæd. Man har også fundet ud af, at det er godt for børn at sove i samme seng som forældrene. Man ved også, at de allerfleste voksne har brug for kropskontakt – en berøring eller et kram.

Guds børn

Vi er Guds børn, og ligesom vi har brug for kropskontakt til andre mennesker, så har vi brug for at være helt tæt på Gud.

Læs mere

Ikke ved magt eller styrke 2

Ingen turde kæmpe mod den store og stærke Goliat. Han var nok verdens stærkeste mand. Men David turde. Var David lige så stærk som Goliat? Nej, ikke i muskelmasse, tværtimod. David var en lille og spinkel dreng. Alligevel “knockoutede” han Goliat med en lille sten på Goliats pande. Det var ikke muskler eller en pistolkugle eller et sværd, der besejrede Goliat. Hvordan kunne det gå til? Det var Davids uforbeholdne tro og tillid til Gud, der satte det i værk. Guds kraft virkede igennem David. David vidste at uden Guds hjælp ville han aldrig vinde over en kæmpe som Goliat.

“Ikke ved magt eller ved styrke, men ved min Ånd, siger Herren” (Zak 4:6)

Ikke ved magt eller ved styrke men ved min Ånd

 

Overskriften er et citat fra Zak 4:6.

Jeg tror, vi kristne har en tendens til at sige til hinanden og til os selv at vi skal gøre dette og dette af gode ting, for det gør en god kristen. Jeg blev opmærksom på noget, da jeg hørte en undervisning af en messiansk jøde. Han sagde at vi skulle rense vores indre tempel, vores hjerte og vores hus for ting, fx afguder, synd og andet som ikke behagede Gud. Jeg studsede over, at han sagde, at det var os, der skulle rense os selv. Da tænkte jeg, jamen, vi kan jo ikke rense os selv, det kan kun Jesus. Der ligger selvfølgelig også noget at gøre på vores side. Vi skal erkende hvad der er forkert og tage et aktivt valg om at omvende os og sige nej. Men hvad er det der gør, at vi erkender, at noget i vores liv er forkert? Det er Helligånden, for det er Helligånden, der overbeviser om synd (Joh 16:8-11). Vi skal bekende vores synder til Jesus, som så vil tilgive og rense os (1 Joh 1:9). Underviseren kunne formulere det på en anden måde. Han kunne sige, at når Helligånden har overbevist os om at noget er synd, skal vi bekende de synder til Jesus, omvende os og bede ham hjælpe os med at blive renset, og vi skal bede om at blive fyldt med Helligånden. Er jeg nu en ordkløver i forhold til underviseren? Nej, jeg mener at det er en vigtig pointe, at renselsen kun aktivt kan ske ved Jesus. Gud spiller en stor rolle i vores helliggørelse. Helliggørelsen begynder netop først, når vi er kommet til tro på at Jesus har båret vores synder på korset og at vi derved er frelst ved nåde og er blevet Guds børn.

 

Magtesløsheden

Paulus siger “når jeg er magtesløs, er jeg stærk.” (2 Kor 12:10). I Paulus’ udsagn ligger der flere pointer. Når vi erkender, at vi er magtesløse og har brug for Guds hjælp, så kan han komme til i sin styrke. Når vi kommer til kort og erkender at vi ikke kan selv, så begynder vi at række ud efter Gud og bede om hans hjælp.
Mange har denne livsindstilling: kan selv og vil selv. Den tanke begynder på en allerede i 2-års-alderen, og denne indstilling et naturligt led i barnets udvikling og begyndende selvstændighed. Hvis kan-selv-vil-selv-attituden fylder for meget i den voksnes liv, bliver den et problem. Den voksne møder problemer, men vil altid løse dem selv og ikke bede om hjælp. På et eller andet tidspunkt erkender man, at man ikke kan alt selv, og man har brug for hjælp, og man søger hjælp hos andre mennesker. I mange tilfælde er det hos de professionelle og eksperterne vi søger hjælp. Fx når vi bliver syge med andet end influenza eller forkølelse, ringer vi til lægen. I de fleste tilfælde kan andre mennesker, professionelle, familie, venner eller andre hjælpe os. Vi har forskellige evner og kvalifikationer, så vi kan hjælpe hinanden. Gud sender mennesker til hjælpe os. Han sender også nogle til at hjælpe os med det personlige, sociale og åndelige. Men husker vi at bede Gud om hjælp? Vi kan komme til at søge hjælp de forkerte steder. Vi kan komme til at søge hjælp hos mennesker der bringer os i en anden retning end til Gud. Nogle gange bruger vi substitutter for det som vi i virkeligheden har brug for. Vi søger stimulanserne og trøsten i kaffe, cigaretter, kage, narkotika, alkohol, spil, Internet eller andre ting, som slet ikke kan hjælpe os med vores dybeste behov.

Læs mere

Når sandheden skal frem

Hej med dig.  Jeg er en banankage. Det lykkedes ikke mig at komme hel ud af en silikoneform, men jeg smager nok godt alligevel.

Dette er min fætter Squash. Han var noget krumrygget, men jeg skulle hilse og sige, at han smagte godt.

Nå, men når sandheden skal frem, hvem er så perfekte? Ingen. Jo, Jesus er. Alle er pærfekte. Du kan læse mere om pærfekt på pærfekt.dk.

Syndens slaver bliver købt fri

Velkommen til et studie af salme 12

Salme 12
v2 Frels, Herre, for der er ingen fromme,
troskab er forsvundet blandt mennesker.
v3 De taler løgn til hinanden
med glatte læber og tvedelt hjerte.
v4 Herren skal udrydde alle glatte læber
og tunger, der taler store ord.
v5 De siger: Tungen er vor styrke,
vore læber er med os, hvem er herre over os?
v6 »Fordi de hjælpeløse undertrykkes,
og de fattige stønner,
rejser jeg mig nu,« siger Herren,
»og bringer redning til de forfulgte.«
v7 Herrens ord er rene,
sølv, der er lutret i diglen i jorden,
renset syv gange.
v8 Du beskytter os, Herre,
du bevarer os evigt mod denne slægt,
v9 hvor ugudelige vandrer omkring
og usselhed triumferer blandt mennesker.

V. 2 Der er ingen fromme

Hvad vil det sige at være from?
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=from: ordet from kommer fra det gamle tyske ord vrome, som betyder dygtig og modig. Ordet from betyder at være religiøs på en gudfrygtig og inderlig måde.
Hvor mange frygter Gud og hvor mange er inderlige i deres tro? Gud ser på vores hjerter og vi fordres til at elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind. Det er et bud som er vanskeligt at overholde, fordi vi synder.
Ifølge ordets oprindelige betydning ordet from også sige at være modig. At være inderlig over for Gud indebærer at være modig. Jeg møder ofte situationer i min tro hvor det kræves af mig at være modig. Gud kalder os nogle gange til at tale med en fremmed om Jesus, bekende at vi elsker Jesus eller give afkald på en masse for Gud, dvs. fornægte sig selv. Det er svært og kræver mod. Det er svært for mig, fordi jeg er bange.

Menneskers frygt

Også Adam og Eva var bange. De var bange, fordi de havde syndet. De havde været ulydige over for Gud. Mennesker frygter andre mennesker, men frygter de Gud? Måske frygter de Guds vrede, men alligvel kommer de til at synde og ser mere på de synlige trusler. Der er mange ting man kan være bange for. Bange for ikke at have mad og penge nok, bange for at blive syg, bange for krig og terror, bange for at blive solskoldet, bange for at blive grint af og ekskluderet, bange for aldrig at kunne bede, bange for at middagen til svigerforældrene mislykkes, bange for at køre galt, bange for ikke at nå at blive klar til børnefødselsdagen, bange for at gå i stå med sin bil, bange for at blive tyk, grim og gammel, bange for blive ensom, bange for at miste sine venner, bange for at ens børn bliver narkomaner og kriminelle når de bliver voksne, bange for at blive skilt, bange for at bøgehækken dør i tørken, bange for at stoppe med at have noget at skrive om og bange for at aldrig blive glad igen, bange for at ens børn vil hade én, når de bliver voksne. Bange for at få kræft og bange for at få en blodprop og bange for at ens mand aldrig får den medicin han har brug for og bange for at få lus igen.
Der er så meget at være bange for, og det får aldrig en ende. Vi bliver bange fordi vi synder. Meget af frygten kommer fra vores tanker og forestillinger som ikke er mere realistiske end Netflix og vores egen fantasi.
Frygten forhindrer os i at handle, og den forhindrer os i at have et barns tillid til vores himmelske far. Frygten forhindrer os i at frygte Gud, være ydmyge og inderlige over for Gud.

Læs mere

Hvad er Thomas værd?

Det var før smartphones, Facebook og Tinder. Han sagde hej til mig i et chatrum på en datingside. Vi udvekslede e-mails morgen og aften. Dengang boede jeg i København og læste teologi, og han læste og boede i Århus. Jeg tog toget til Århus. Han stod lige uden for banegården og tog imod mig. Han havde på sin profil fortalt at han havde en sygdom. Han gik anderledes og mere usikkert end de fleste. Vi kørte i hans lille Hyundai hjem til hans kollegieværelse. Vi spiste boller og snakkede sammen et par timer, før jeg tog tilbage til København. Vi var forskellige, men lille generte mig havde aldrig før mødt en mand jeg snakkede så godt med. Midt i vores samtaler glemte jeg min usikkerhed og generthed. Jeg glemte, at jeg var en ung, tvivlende kvinde og han en ung mand i starten af 20’erne. Jeg glemte at han bevægede sig anderledes end andre mænd på hans alder. Vi kunne have været tveæggede tvillinger hvis vi var født det samme sted i Jylland og der ikke var de to måneder imellem vores fødselsdage. Ligesom jeg var han 22 år, en stille og rolig jyde, som interesserede sig for at drøfte alt mellem, over og under himmel og jord.

Læs mere

Danmarks håb (del 2)

I mit sidste indlæg skrev jeg om at Jesus døde for Danmark. Jesus er Danmarks håb. Hvordan står det til med kirken i Danmark?
Jeg kan selvfølgelig mest tale for mig selv. Jeg bekender, at jeg er sløv. Jeg er træt. Jeg er træt af at bede. Jeg er blevet bønhørt mange gange, men der er stadig emner jeg har bedt for i mange år, og som jeg endnu ikke har fået svar på. Trængslerne og lidelserne er hårde. Det er som, om der er stilstand. Det bliver ved med at være koldt i Danmark. Jeg giver op. Synes ikke jeg kan bede. Tænker, det ikke nytter. Hvorfor giver jeg op?

Der er en skæv balance imellem naturen og det materielle, imellem det jordiske og himmelske. Jeg er dårlig til at lave ingenting. Jeg forventer, der skal ske noget. Det vestlige menneske vil se konkret fremgang og resultater. Hvis ikke vasketøj og oprydning, så holder Internet og fjernsyn mig beskæftiget og underholdt. Jeg synes alt skal gå efter en bestemt plan. Kalenderen siger forår, men der er frost udenfor. Kan jeg slippe min rastløshed og min trang til at have kontrol?

Det først skridt er at finde hue og handsker frem og gå ud i naturen.

I dag skinnede solen fra en klar blå himmel, og frosten prikkede på mine kinder. Der var rim og is. Et vissent blad ligger midt på stien. Det er pyntet med sølvpynt i kanterne. Sølvpynten er iskrystaller.
De aktive krager, gråspurve, duer, skader og solsorte afbryder mine tankestrøm. De synger med hver deres næb og flyver rundt. Midt i en sø på en mark holder en flok måger generalforsamling. En sort kat lister rundt i græsset. Langt væk ser jeg tre dådyr græsse. To af dem har travlt med at stille deres sult, den tredje står stille med rank ryg og kigger på mig, ligesom jeg kigger på hende. D. 19. Marts har frosten stadig sit tag i Danmark, men det gør ikke dyrene sløve eller trætte. De giver ikke op. De er ikke trætte af at vente på foråret.

Jeg vil gerne blive bedre til at vente. Jeg læste om en præst, som fik en profeti om at der ville komme 4 nye bestemte slags kirker i Danmarks fire største byer. Han ventede 21 år på at se profetien gå i opfyldelse. Han var ikke den, der ventede længst tid. Moses og hans folk vandrede 40 år i ørkenen.

Jeg ved ikke, hvorfor mennesker nogle gange må vente i lang tid. Jeg vælger at holde fast i min tro i min sjæls anker. Jesus er mit håb. Jeg tænker på korset i Dannebrog. Jeg tænker på Bibelens løfter. Jeg vil ikke give op.

Forbederen og leder af bevægelsen Faste For Danmark, Peter Tinggaard, har skrevet en bønnesang om, at Jesus er Danmarks håb.

Gud spørger, hvem der vil kæmpe for Danmark? Hvem vil bede for Danmark?
Hvem vil lytte til Jesus?

 

Danmarks håb (del 1)

Det hvide er korset. Det røde er blodet, der løber. Blodet er varmt og flyder over. Blodet oversvømmer vores flag.
Danmark er dækket af Jesu dyrebare blod. Jesus døde for Danmark. Jesus har betalt hele Danmarks skyld/straf og gæld. Vi kan alle komme til Jesus med vores synder. Vi kan komme til Jesus som vi er. Han vil aldrig sende nogen bort (Joh 6:37).

“Det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre,v19 men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde;” (1 Pet 1:18-20).

Vores synder er tilgivet. Vi skal ikke gemme os eller skamme os. Vi skal bare komme til Jesus. Jesu kærlighed til Danmark er større end universet. Guds hjerte strømmer over af varme, tårer og kærlighed. Han elsker os.

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. v17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” (Joh 3:16-17)

 

Guds sorg

Kristne er befalet at udbrede evangeliet (Matt 28:18-20). Ud over det er befalet os, er der mange forskellige motiver for at dele evangeliet.
Når jeg taler med andre folk (hvad enten det er familie, venner eller fremmede), har jeg meget svært ved at dele evangeliet med dem. Jeg har svært ved at dele det med dem, som ikke er kristne og dem, som jeg ikke ved, om de er kristne. I mine offentlige skriverier, især på min blog, har jeg dog svært ved at lade være med at dele min tro og dele evangeliet. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil dele noget, som er en stor passion og glæde for mig, og jeg gør det, fordi jeg tænker på, at der er nogle mennesker, som ikke kender Gud. Man kan sige det er en slags sorg for mig. Jeg føler sorg over, at der er nogle, som ikke kender Gud og måske ikke bliver frelst. Jeg føler sorg, fordi Gud sørger og savner sine børn.
Hvad er sorg? Sorg er at savne én rigtigt meget. Sorg er at være ked af at have mistet nogen (det kan også være skilsmisse, uvenskab, nogle bare har forladt nogen, gået væk, det kan også være nogen, der er rejst væk og ikke vil findes). At være i sorg er at føle sig uhel. Men der kan være håb i en sorg. Håbet er at se vedkommende igen i Himmeriget  – eller i tilfældet at mennesket ikke er død, at vedkommende vil komme tilbage, at vedkommende vil én. At vedkommende vil huske én. At vedkommende vil give én en ny chance.
Der er forskel på, hvordan folk ser på Gud. Det kærlige Far-barn-forhold er anderledes end fremmed-fremmed-forholdet, sælger-kunde-forholdet, politi-borger-forholdet, politiker-borger-forholdet, rumvæsen-menneske-forholdet (findes der rumvæsener eller ej? Dvs. Findes Gud eller ej?), edderkop-menneske-forholdet, stol-menneske-forholdet og haglvejr-menneske-forholdet. Nogle af disse forhold kan man ikke kalde et personligt forhold. Gud er en far, og det er frygteligt for en forælder at miste sit barn. Gud vil gerne at hans børn i det mindste ringer eller skriver (beder og søger) ham. Gud vil gerne at hans børn bliver klar over at han er deres far. Der er forskel på Gudsbilleder.
På sin vis er alle mennesker Guds børn, men hvis de ikke vil være Guds børn eller ikke ved, at de er Guds børn, er de kun Guds børn i teorien, og da er det ikke en realitet for disse mennesker. De begynder at leve som, om Gud ikke eksisterer. Men håbet er ikke ude, for inderst inde er der i nogle af disse mennesker en søgen/en tørst/en længsel efter noget, som i virkeligheden er Gud. Som Augustin siger det: “ du (Gud) har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.«

Læs mere

Den 17-årige ensomme digter, der ville læse hele Bibelen

 

Jeg har fortalt mit vidnesbyrd før, og mange af jer har læst det, men jeg har følt mig ansporet til at fortælle det igen.

Jeg har en far, som jeg ikke altid har kendt. Det jeg vidste om ham var begrænset, og han var ikke en del af mit liv. Jeg levede hele min barndom uden ham. Der var en uendelig tomhed inde i mig. Jeg havde en dyb længsel, som ikke kunne finde sit hjem. Jeg søgte og søgte i alle filosofier og nærmest alle trosretninger, men jeg forblev tom.

Og jeg hadede mig selv. Jeg ville ønske at jeg var ligesom de andre i min klasse. Udadvendt, glad, smilende, snakkende, men jeg var alt andet end det. Jeg var misforstået. Min tristhed blev opfattet som fjendtlighed. Min ensomhed blev opfattet som selvvalgt. Hvis folkeskolen var slem, så var gymnasiet endnu værre. Det med at drikke sig fuld, tage makeup på, gå til fitness, købe dyrt tøj og kysse en tilfældig fyr på en tilfældig aften i byen sagde mig intet. Men jeg sagde heller ikke noget. Det var ikke noget jeg selv havde valgt. Mine ord og følelser forblev bare inde i mig, helt skjult, og jeg kom længere og længere væk fra mine klassekammerater og fra mig selv. Jeg flygtede ind i Internettet, skrev med folk jeg aldrig havde mødt og fordybede mig i litteraturens verden. Dengang skrev jeg mange digte, men jeg var stadig tom og jeg hadede mig selv. Selvmordstanker blev ret familiære for mig. Ondskaben voksede inde i mig.

Læs mere

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑