Kategori: Ikke kategoriseret (Side 7 af 15)

I år bør vi ikke tage til påskefrokost i familien. Vi kan ikke fare land og rige rundt. Vi bør ikke besøge den ældre generation og de, som har en sygdom, og vi bør i det hele taget ikke være sammen med andre mennesker end dem vi bor sammen med. Vi bør ikke tage på ferie. Vi bør blive hjemme. Vi kan ikke tage i byen og forlyste os, for alle restauranter, teatre, koncerthuse, museer, butikscentre, diskoteker og natklubber er lukkede. Alle fodboldkampe og håndboldkampe er aflyst. Vi skal bruge teknologigen. Vi kan høre koncert online og gå på kunstmuseum fra sofaen.

Vi kan heller ikke tage i kirke til påske, for kirkerne er lukkede. Men selve kirken er ikke murstenene, men de levende sten, de kristne. Derfor kan vi sagtens have gudstjeneste med vores egen Bibel samt gå online til gudstjeneste og fejre digital nadver.

Mange har gang i have- og husprojekter, og det er også muligt, hvis vi holder afstand og viser omtanke, når vi handler ind til projekterne.

Vi er mange som fejrer familien og fællesskabet i påsken, men denne gang må vi holde os til vores egen husstand og telefonere og skype med andet familie og venner. Vi skal være sammen – hver for sig. Nogle bor helt alene og må ikke få besøg. Vi må huske de ældre og de kronisk syge. For dem er coronatiden særlig hård. Igen må vi tage de digitale redskaber til hjælp.

Vi bør dog også huske at slukke for skærmen og gå en tur i naturen – mens vi holder afstand, og vi bør tage et spil rommy eller andet med vores børn og partner.

Utroligt nok kan aktivitetsniveauet stadig have et højt niveau, selv om vi er hjemme det meste af tiden. Vi har travlt og har svært ved at være stille. Mange ting er ellers slukket for os, hvilket betyder, at der nu er mulighed for, at vi i påsken kan vise endnu mere omtanke, sætte farten ned, give os tid til at lytte og tænke os godt om samtidig med at vi holder afstand og både passer på dem, vi kender, og dem, vi ikke kender.

De mange i fronten

Der er nogle som giver sit liv for os. Det er togførerne, alle chaufførerne, de ansatte i supermarkederne, dagplejerne, pædagogerne, de som laver takeaway, postbudene, buddrengene, politikerne, politiet, brandvæsenet, og også journalisterne, og det er også de som gør rent, de som arbejder i produktionen (og andre jeg har glemt?) som gør sit for at samfundet kører og for at passe på os alle sammen. Det er også alle de som har lukket deres butik, er gået konkurs eller er blevet fyret for at passe på os allesammen. Det er i den grad også sygeplejerskerne, sosu’erne, lægerne og alle ansatte, også de pensionerede, i sygehusvæsenet. De stiller op for os hver eneste dag. De giver os deres liv. De gør hvad de kan for at passe på samfundet og for at redde vores liv. De risikerer selv at blive smittet, og nogle af dem ender med selv at dø.

Alle disse mange tusinde mennesker skylder vi ikke bare at sige tak, men også at blive hjemme for og holde afstand for dem og for de sårbare. Vi skylder dem at give dem vores sociale liv i en periode. Det sociale liv vi ellers ville haft i påsken af festligheder og familiesammenkomster. Vi skylder dem at give vores forlystelsesliv. Vi skylder dem at vi lader være med at stimle sammen i parker, og vi skylder dem at vi lader være med at kramme og give hånd til andre end vores børn og livsledsager. Vi skylder dem at fornægte vores eget behov og vores ego. Vi skylder dem at fornægte os selv.

Det er ikke nemt for os indvidualister, som er vant til først at tænke på os selv og vores allernærmeste. For første gang nogensinde skal vi så vidt muligt undertrykke alle vores behov og ønsker, for det vil redde liv.

Det er nemmere sagt end gjort. Der er blevet skældt meget ud på Facebook på hamstrere og de som alle var taget hen i den samme park, da solen skinnede. Men før vi peger fingre af andre mennesker, må vi forstå, at vi selv begår fejl, måske endnu flere fejl end en person, som fyldte en indkøbsvogn med toiletruller.

Hvordan kommer vi videre herfra? Hvem kan lære os om at give sit liv for andre?

Læs mere

For mange år siden, da jeg var ung teologistuderende og boede i København, blev jeg engang standset på Hovedbanegården af et kamerahold fra TV2. Det var lige inden nytår, og de spurgte mig om jeg havde nogle nytårsforsætter. Jeg svarede at det havde jeg ikke, for jeg vidste at jeg ikke kunne holde dem. Så ville de ikke interviewe og filme mig, og så gik de videre. Jeg havde engang haft et nytårsforsæt hvert år, og jeg havde ikke kunnet holde et eneste. Jeg havde haft som nytårsforsæt at jeg ville spise flere grønsager, et andet år ville jeg have mere motion, og et tredje år ville jeg stoppe med at være en stille pige, og alle nytårsforsæt havde jeg slet ikke kunnet overholde.

Nytårsaften 2019 lavede jeg ingen nytårsforsætter. Denne aften sad jeg i familiens skød. Jeg var træt efter en hektisk julemåned og mange planer i juleferien. Børnene slog sig løs med knallerter og knaldperler, og vi voksne nød middagen, som var befriende anderledes fra den tunge, fede julemad. Vi tyggede på dronningens nytårstale, og jeg sad mæt og træt efter et alt for begivenhedsrigt år. Som sad jeg der, opstod der tre tanker inde i mig. I 2020 ville jeg gerne bede mere, skrive mere, og jeg ville holde mig væk fra Facebook. Det var ikke nogle ting jeg sagde højt, og jeg lovede heller ikke nogen det. I 2019 havde jeg tænkt hver dag, at jeg skulle stoppe med at bruge så meget tid på Facebook.

Bliver vi bedre mennesker af at afgive løfter?

Med det samme vi kom hjem fra vores nytårsbesøg i Jylland fandt jeg min mobil frem og loggede ind på Facebook.
Jeg kiggede i Fyens Stifttidende fra nytårsaften og 1. Januar. I avisen var der en del om nytårsforsætter. Man havde lavet en skriftlig version af den voxpop TV2 havde dengang de stoppede mig på Københavns hovedbanegård. Nogle fortalte at de havde nytårsforsætter, nogle fortalte at de havde overholdt det nytårsforsæt de gav i 1986, og andre fortalte at de aldrig lavede nytårsforsæt, da vidste at de alligevel ikke kunne overholde dem. I Lederen i Fyens stifttidende mente redaktøren at man skulle lave nytårsforsætter også selv om man ikke kunne overholde dem. Og selv om man ikke kunne overholde nytårsforsættet 1. Januar, var der 364 dage mere at overholde nytårsforsættet i. Redaktøren mente at man bare skulle lave en hel masse nytårsforsætter. Redaktøren mente, at hvis man lovede en masse, var der en chance for at man blev et lidt bedre menneske.

Jeg kan fortælle redaktøren, at jeg hver dag mislykkes jeg i at leve op til mine gode intentioner. Jeg kan fortælle, at jeg ikke blev et bedre menneske i 2019. Og det blev jeg heller ikke i 2018, 2017, 2001 og 1995. Jeg bliver heller ikke et bedre menneske i 2020. Jeg kan ikke leve op til mine gode intentioner. Hver dag vil jeg svigte andre og mig selv. Hver dag vil jeg tabe kampen mod alle mine dårlige vaner. Hvorfor skulle jeg blive ved at love mig selv alle disse ting som jeg ikke kan holde?
Mennesker er uforbederlige. Jeg, som ikke kan lide øl og aldrig har røget, jeg har masser af dårlige vaner. Vi er alle fulde af svig. Mennesket har svigtet lige siden den dag Adam og Eva spiste det famøse æble.
Jeg tror ikke jeg gider at stirre mere på mine egne og på menneskehedens dårligdomme. Jeg vil byde, ikke humanismens, men Herrens år velkommen. Jeg vil byde Guds hellige ord velkommen. Bibelen fortæller os noget helt andet end den optimistiske redaktør på Fyens stifttidende.

Læs mere

Guds ord er liv for os. Jesus vidste, at mennesket ikke lever af brød alene, “men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” (Matt 4:4)

Vi kan regne med Guds ord. Man siger at børn ikke ser på hvad deres forældre siger, men på hvad de gør. Vi mennesker har svært ved at leve op til vores egne løfter og idealer. Med Gud forholder det sig anderledes. Hos Gud er der ikke nogen modsætning imellem det han siger og det han gør. Han er både hvad han gør, og hvad han siger. Gud kan vi stole på. Han holder sine løfter, og han lyver ikke. Gud siger altid sandheden.

Vi er skabt i Guds billede, og vi har mulighed for at skabe liv og velsigne med vores ord, frem for at ødelægge, dræbe og forbande.

Løgnen kommer fra løgnens fader

Løgnens fader er djævelen. Til Eva sagde djævelen: “Har Gud virkelig sagt, at I ikke må…?”, og “Vist skal I ikke dø.” (1 Mos 3:1-5) Djævelen sår tvivl om Guds ord og bud.
Da djævelen fristede Jesus (Matt 4:1-11), prøvede han Jesus ved, at han sagde “hvis du er Guds søn…”. Han satte Jesus på prøve, Jesus skulle bevise at han var Guds søn. Djævelen vidste også at Jesus var sulten, så han sagde til Jesus, at han skulle lave sten om til brød. Der er det Jesus svarer: “Der står skrevet, mennesket lever ikke af brød alene…” Nu tog djævelen selv fat i Bibelen og sagde, at han skulle kaste sig ned fra toppen af et tempel, for englene ville bære ham og beskytte ham, og djævelen citerer Sl 91:11-12. Atter nægter Jesus at gøre hvad djævelen siger, og han svarer: “der står skrevet…” Endnu engang prøver djævelen på at friste Jesus, og han viser ham alle verdens riger, og siger han vil give dem til ham, hvis han vil tilbede ham, altså djævelen. Da svarede Jesus: “Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ «” (Matt 4:10)
Djævelen frister igen og igen, og han frister Jesus med materielle goder, mad og rigdom. Han frister ham til at sætte liv over styr, og han vil gerne tilbedes af ham. Jesus er uden synd, og han er ikke i stand til at synde, fordi han er Gud. Måden han forsvarer sig på er ikke at tilkalde en hær af engle eller selv dræbe Satan, hvilket han sikkert kunne hvis han ville. Nej, han nægter at gøre det som djævlen gerne vil at han skal gøre, og hver gang svarer han: “der står skrevet…” , altså der står skrevet i Bibelen. Jesus kender Bibelen og Guds bud, og han svarer ud fra Guds visdom og fornuft, som han besidder.

Det skabende, levende og virksomme ord

Bibelen er Guds ord, den er Åndens sværd (Ef 6:17). Guds ord er som et tveægget sværd:
“For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.” (Heb 4:12)

Guds ord er altså både skabende, levende og virksomt. Guds ord kan trænge igennem alt, også det åndelige. Guds ord “skiller sjæl fra ånd”.

Vi burde lytte mere til Gud og læse mere i Bibelen. Vi burde lære af Guds ord, som er skabende, levende og skarpt. Vi er ikke små guder, men vi er skabt i Guds billede. Det er ikke lige meget, hvad vi siger og skriver. Tungen kan antænde en ildebrand.

“Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; også tungen er en ild. Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vore lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede. For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede;” (Jak 3:5-9)

Politikere, forældre, præster, læger og pædagoger har myndighed og autoritet, og de kan give liv eller dræbe med deres ord. Også almindelige mennesker har en magt, når de skriver og taler. Synden bor desværre i os mennesker. Vi kan komme til at lyve, chikanere, sladre, bagtale, tale negativt, bespotte, skælde ud og mobbe. Vi bør være opmærksomme på, hvordan vi taler til vores ægtefælle, børn og naboer. Vi bør være opmærksomme på, hvordan vi taler i skolegården, i Bilka og på Facebook.

De forskellige former for forbandelse er desværre meget menneskelige, men vi kristne kan være der for hinanden, tale liv, velsignelse, forsoning, genoprettelse og nåde ind i situationen. Vi skal bede for hinanden, og vi skal pege på Jesus, som er den, som taler sandhed, giver liv, genopretter, helbreder og tilgiver.

Vi skal lade Guds ord og Helligånden tale ind i vores liv. Vi skal komme til Jesus, bekende vores synder og fortælle ham om de skader vi selv og andre mennesker har forvoldet med ord. Vi skal bede Jesus om helbredelse og tage imod hans kærlighed, tilgivelse og nåde.

“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.” (Joh 1:1-3)

“Ordet” er oversat fra det græske ord logos. Logos kommer af lego, som betyder “jeg siger/taler.” Logos betyder grund, anmodning, mening, lære, tanke, forventning, ord, tale, beretning, fornuft, proportion og diskurs.
De græske filosoffer, sofisterne, Aristoteles og stoikerne brugte termen logos. Heraklit brugte logos i betydningen som noget universelt, en fornuft, forklaring, en objektiv kosmisk lov eller visdom. For Aristoteles var logos at argumentere ud fra fornuften i retorik. For stoikerne var logos en aktiv fornuft, som gennemstrømmede og gav liv til universet. Stoikerne mente, at logos var noget materielt og blev identificeret med en gud eller naturen. Stoikerne talte også om logos spermatikos, som var loven om udvikling i universet. Denne lov var princippet bag den aktive fornuft. Stoikerne mente at et hvert menneske indeholdte en del af den guddommelige logos (http://en.wikipedia.org/wiki/Logos ).

På den tid hvor Johannesevangeliet blev skrevet, havde de græske filosoffer en forestilling om logos, som de anså for at være Guds fornuft, som gennemstrømmede alting. Nogle mener, at Johannesevangeliet blev til et i græsk miljø og var påvirket af denne græske filosofi. Igennem denne forståelse var logos som fornuft tilgængelig i Jesus. Andre mener, at Johannesevangeliet var påvirket af jødiske retninger. Jøderne talte om “sofia”, som betyder visdom. Nogle jøder talte om visdommen, som var den en kvinde. De, som mener Johannesevangeliet er præget af nogle jødiske strømninger, mener, at logos i Johannesevangeliet skal ses som en mandlig version af sofia, visdommen. “Ordet” skal så forstås som Guds visdom som er i Jesus.
Forfatteren af Johannesevangeliet kan både være præget af den tids græske filosofi og jødiske strømninger. Dermed kan logos både forstås som Guds fornuft eller visdom, som kommer til udtryk i Jesus (http://www.bibelselskabet.dk/brevkassen-hvad-betyder-ordet)

Logos er i Johannesevangeliet også navnet på Jesus, den præeksisterende 2. Person i treenigheden. Fordi Jesus er Gud, var han også tilstede ved skabelsen.
Lad os kigge lidt på skabelsen i 1. Mos.
“Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete;” (1 Mos 1:6)

Gud skaber med sine ord. Gud siger noget, og det sker. Hos Gud er hans ord skabende og giver liv. Gud har en evne til at give liv til det som er dødt. Et af de vildeste eksempler på Guds genopliven af døde og med ordet finder vi i Ezekiels bog kap. 37:1-14. Her fører Gud profeten Ezekiel til en dal, der er fyldt med indtørrede knogler. Gud beder Ezekiel tale til disse knogler på sine vegne.

“Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren.«” (Ezek 37:5-6).

Ezekiel talte disse ord, som Gud havde givet ham besked på, til knoglerne, og de blev levende.

Som Gud taler, sådan vil han gøre. Gud fortæller at knoglerne er Israels folk, som siger:

“›Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!‹ Derfor skal du profetere og sige til dem: Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.«” (Ezek 37:11-14

Også Jesus er skabende og genoprettende ved at han helbreder, siger sandheden og sætter mennesker fri. I evangelierne taler Jesus personligt til mennesker. Han helbreder og tilgiver synder og han underviser folket. Særligt i Johannesevangeliet fremstår Jesus tydeligt som ét med Gud fader, hvilket han på mange forskellige måder fortæller. I Johannesevangeliet taler Jesus meget, og han siger at han siger det som Gud Fader siger til ham, og Johannesevangeliet finder vi meget undervisning fra Jesus og også lange bønner fra Jesus får vi sat ord på. Jesus er ordet, og de ord han siger, er ord der kommer fra Gud, ord som kommer fra Guds visdom og fornuft. Guds ord er liv for os.

“Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren.“ (Jer 29:12-14

Vi kan med ro i sindet håbe på at lære Gud at kende og være ham nær. Søg og I skal finde, bank på og der skal blive lukket op, siger Jesus. Vi skal søge Gud, vi skal søge Gud af hele vores hjerte. Gud lover os, at når vi søger ham, vil vi finde ham. Vi skal aldrig tøve med at søge Gud. Vi skal ikke gemme os for Gud og vi skal ikke skamme os. Vi kan søge Gud som dem vi er. Råb til Gud! Bed til ham, han vil høre dig. Søg Gud, og du vil finde ham. Søg Gud af hele dit hjerte.

Gud kræver ikke bestemte religiøse handlinger, bestemte formulerede bønner. Gud kræver ikke religiøsitet, traditionsbundethed og gode gerninger. Gud ser på vores hjerter. Gud bryder sig ikke om halvhjertethed. Gud vil at vi skal være helhjertede. Vi skal længes efter Gud. Vi skal tørste efter Gud. Måske er der ting i vores liv, som har fået en for stor plads i vores liv, som fylder for meget i vores liv, og denne eller disse ting forhindrer os i at længes efter og søge Gud helhjertet. I så fald må vi gøre den ting mindre eller lade den blive hjemme når vi tager ud og leder efter Gud, i så fald må vi give den eller de ting væk, tage en pause fra disse ting, i så fald må vi slukke for de ting, i så fald må vi give slip på den eller de ting, løsne grebet om de ting, måske smide de ting væk.

Buddet om kærlighed

Vi skal søge Gud af hele vores hjerte, og det allerførste bud i loven er – lad os høre samtalen med den lovkyndige og Jesus.

“En lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹”

Matt 22:34-39

Kun få danskere ved, at det første bud er at “du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele dit sind.”

Nogle kristne er ikke bevidste om dette bud. Mange vestlige kristne lærer ikke at elske Gud, heller ikke i deres barndom. Individualismen og egocentrismen bliver hyldet i det vestlige samfund.
Ikke alle kristne er bevidste om, at de både skal Gud af hele deres HJERTE, SJÆL og SIND, og at de OGSÅ skal elske sin næste som sig selv.
Mennesker elsker sig selv på en eller anden måde, det siger skriften, og de skal elske deres næste ligesom de elsker sig selv. På samme måde som vi elsker os selv, skal vi elske vores næste. Næste kommer af nærmeste, og vores næste er ALLE de mennesker vi møder på vores vej, både når vi går en tur, når vi er en tur i Rema 1000 eller går tur på de sociale medier. Uanset alder, hvor de kommer fra, hvordan de opfører sig og hvordan de ser ud. Næstekærligheden står lige med kærligheden til Gud. De to bud er lige vigtige.
Vi kan ikke elske Gud, hvis vi ikke elsker vores næste. Vi kan ikke elske vores næste, hvis vi ikke elsker Gud. Kærlighed til Gud og kærlighed til vores næste hænger sammen (1 Joh 4:7-8 og v. 11-12 og v. 20. Ej læs hele kapitlet!).

Nogle kristne har tendens til at dømme hinanden og dømme ikkekristne. Vi må følge Jesu eksempel. Jesu dømte ingen. Der var ingen han ikke ville være sammen med, lytte til, være opmærksom på og tale til. Jesus siger, vi skal lade være med at synde, men han rækker på samme tid ud til os og vil have fællesskab med os og han vil ikke dømme os (Joh 8:11).

Guds opfordring til helhjertethed må ikke komme bag på os. Gud er lidenskabelig, og han elsker os med en uendelig kærlighed. Han er villig til at gå igennem ild og vand for os:

“Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke. For jeg er Herren din Gud,
Israels Hellige er din frelser. Jeg giver Egypten som løsepenge for dig, Nubien og Seba som betaling, for du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig.” (Es 43:2-4)

Jesus er vores frelser. Gud har løskøbt os. Vi er dyrebare og højtagtede i Guds øjne, og han elsker os.
Kan vi overhovedet fatte hvor højt Gud elsker os? “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3:16)
Således elsker Gud. Kærligheden starter i Gud. Gud er kærlighed. (1 Joh 4:16 og v. 19).

Det må ikke komme bag på os, at Gud længes efter, at vi vil tage imod hans kærlighed, og at vi at vi vil søge ham helhjertet.

Lad os gå til Johannesåbenbaringen. Til menigheden i Efesos siger englen:

“Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig” (Joh åb 2:4-5)

Til menigheden i Sardes siger englen
“Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død. Vågn op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud. Husk derfor, hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det, og omvend dig!” (Joh åb 3:1-3)

Til menigheden i Laodikea siger englen bl.a.
“Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.” (Åb 3:15-16)

Ingen af os er perfekte, og vi vil alle komme i fare for at få et forhærdet hjerte, svigte vores første kærlighed, have døde gerninger og blive lunkne, men håbet er ikke ude for os. Jesus opfordrer os til at bekende vores synder, omvende os og holde fast ved alt det vi har læst og hørt om den treenige Gud (i Bibelen, prædikanter som forkynder evangeliet og fra Helligånden). Jesus opfordrer os til omvende os, og han opfordrer os til at åbne døren for ham.

“Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. “

Joh åb 3:19-20

Må alt dette ikke føre til lovtrældom. Jeg ved at det er helt umuligt for mig at elske Gud af hele mit hjerte, hele min sjæl og hele mit sind. Jeg ved, at jeg synder og falder.
Det er pga. vores syndighed at Gud af kærlighed sendte Jesus for at frelse dem, der tror på ham (Joh 3:16). Og vi kaldes til at huske alt det, vi har lært og omvende os. Vi kaldes til at åbne døren for Jesus og invitere ham indenfor i vores hjem, i vores liv, i vores hjerter.

“Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren.” (Jer 29:12-14)

Jer 29:7-11

“Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt. For dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Lad jer ikke forføre af profeterne blandt jer og af jeres spåmænd; og hør ikke efter de drømme, de har; for de profeterer løgn for jer i mit navn; jeg har ikke sendt dem, siger Herren. Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted. Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”

Om Jeremias’ bog

Jeremias’ bog stammer fra 627-586 f.Kr. Jeremias var præst af Hilkijas slægt, men Gud kaldte ham til at være profet. Baruk nedskrev Jeremias’ profetier.
Jeremias prøvede på at overbevise sit folk om at de ikke kunne klare sig imod deres fjender blot ved rigdom, hær, diplomater og religion. Jeremias’ opgave var at kalde sit folk til omvendelse, og det gjorde han med en stor lidenskab og kærlighed, mens folk hånede og forfulgte ham. Jeremias oplevede senere, at mange af hans profetier gik i opfyldelse.
Jeremias profeterer dog også den nye pagt, håb og frelse, profetier der peger på Jesus. “Selv om Israel har forkastet Gud, har Gud ikke forkastet sit folk. Han lover at vise dem barmhjertighed igen og frelse dem fra undergang.”(http://bibelweb.dk/indledning-til-jeremias/ )
Baggrunden for versene i Jer. Kap. 29. Efter at Nebukadnesar havde erobret Jerusalem, blev Jøderne deporteret til Babylon og var i fangenskab der i 70 år. De vers jeg citerer fra kap. 29 er et uddrag af det brev Jeremias sendte til de landflygtige i Babylon.

Tanker om versene i forhold til kristne i dag

Ordene i Jeremias’ bog taler også til os i 2019.

V. 7 “stræb efter lykke og fremgang for den by (…) bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt”
Vi er skal velsigne, ønske alt godt for den vej vi bor på, den by vi bor i, det område vi bor i og bede for disse steder.

V. 8-9 “Lad jer ikke forføre af profeterne blandt jer og jeres spåmænd; og hør ikke efter de drømme, de har; for de profeterer løgn for jer i mit navn; jeg har ikke sendt dem, siger Herren.”
Alle claivoyanter, astrologer, alle alternative, new age-folk skal vi holde os fra. Djævlen vil forføre os igennem dem, men vi skal holde os langt fra dem. Gud har ikke sendt dem. Vi skal ikke tro enhver ånd, men prøve om ånderne er fra Gud:

“Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden.”

1 Joh 4:2-3

V.11 “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”
Gud har lagt gode planer. Derfor skal vi ikke bekymre os om fremtiden. Derfor kan vi trygt lægge vores liv i Guds hænder og bede “Guds vilje ske”, for Guds planer er gode, han har planer om lykke for os.
Gud er ikke konkret med disse planer, for han har én individuel plan for hver af os. Altså vi skal ikke allesammen være præster eller have 8 børn, og vi skal ikke alle være sangstjerner. Vi kan ikke alle det samme, og vi skal ikke det samme. Vi er forskellige, og Gud har forskellige planer for os.
Når der sker en ulykke, er det ikke Guds vilje. Hvorfor ulykkerne sker, ved jeg ikke. Men vi lever i verden, og djævelen vandrer rundt på jorden som en brølende løve.

Den største lykke…

Det er lykke, Gud har planlagt for os. Guds definition på lykke kan i nogle tilfælde være anderledes end menneskers.

Forskellige former for lykke:
Et godt helbred. Jesus helbreder også i dag. Hvornår ved ikke vi ikke. Vi bliver helbredt i den rette timing. Nogle gange kommer helbredelsen først efter døden.

Penge nok, mad nok, klæder nok, varme nok, en seng, tag over hovedet, rent vand, strøm (ikke rigdom) – vi skal ikke bekymre os, Gud vil sørge for os og give os lige det som vi har brug for, som der står i Bibelen.

“søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.” (Matt 6:33-34)

Ægtefælle, børn, søskende, forældre – familie er en velsignelse fra Gud. De færreste ønsker at leve alene. Kort efter at Gud havde skabt Adam, skabte han Eva, for han vidste, at det ikke var godt for mennesket at være alene. Når familier er i splid, er det. Hvorfor sker det? Der er noget synd – der er meget vi ikke forstår. Venner – meget det samme som ovenstående. Det er ikke rart at være alene, ikke generelt.
Kristent fællesskab – det er ens søskende/familie i Kristus. Et netværk af forbedere, præster for hinanden, ligesindede, kirken, Kristi legeme, de har brug for hinanden.

Men den største lykke er at kende Gud. “Jeg siger til Herren: »Du er min herre, ingen anden end du er min lykke.«” (Sl 16:2)
Kun Gud kan gøre os fuldstændigt mætte. Kun Gud kan genoprette os. Kun Gud kan forandre os til det bedre. Hvordan lærer vi Gud at kende? Først og fremmest gennem Bibelen. Vi lærer også om Gud via forkyndelse, som, har den Bibelske Jesus i centrum og forkynder evangeliet. Helligånden lærer os om Jesus, når vi tror på ham som værende Guds søn og vores forløser, og Helligånden lærer os om Gud. I bøn hjælper Helligånden os, han vejleder os i skrifterne og taler til os gennem andre mennesker. Helligånden er talsmanden, taler på Guds vegne på mange forskellige måder – gennem Bibelvers, lovsange/salmer, prædikener, billeder/syn, drømme, naturen, hverdagen, andre kristne og tungetale. At kende den treenige Gud er den største lykke.

Hvad er det for en fremtid Gud har til os?
Vi ved ikke, hvad der sker i fremtiden ud over det som er profeteret i Bibelen, og vi ved ikke hvornår det sker præcist.
Det kræver tro og tillid til Gud at lægge sit liv i Hans hænder, men det er det bedste vi kan gøre.

Hvad er det for et håb Gud har til os?

Guds løfter rækker tilbage til Abraham. Han lovede Abraham at velsigne ham og give ham talrige efterkommere. Håbet rækker også ind bag forhænget til det helligste i templet- det sted, som før Jesu sonoffer kun ypperstepræsten måtte komme. Det forhæng revnede, da Jesus hang på korset for os alle. Jesus betalte vores straf for vores synder. Han kom ind til det allerhelligste, til Gud, og han banede vejen for at vi kunne komme til Gud, fordi han sonede vores synder.
Det er vores håb, som vi kan tage tilflugt til. Det er et anker for sjælen. Urokkeligt og sikkert er dette håb som vi kan gribe, fordi Gud gav os sin enbårne søn, Jesus, på korset for os, som sonede vores synder, og det er vores sikre håb om at komme til Gud og til i sidste ende komme ind i den evige havn hos Gud i himmeriget, når vi dør (Heb 6:13-20). Vi kan håbe på det evige liv sammen med Gud.

Sl 34 v. 19a “Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust.”

Hvordan kan ens hjerte være knust? Det kan være pga. Helbredsmæssige problemer, sygdomme og kroniske fysiske problemer. Man kan på forskellige måder være i sorg, fordi man har mistet en der står en nær, er blevet skilt, har slået op med sin kæreste, mistet en ven, et kæledyr, mistet et job, er jobsøgende, har droppet ud af en uddannelse, er gået på pension, har mistet kontakten til sit kristne fællesskab eller er flyttet til en ny by. På mange måder kan ens hjerte være knust eller man er i sorg. Jesus ved, når vi er i en svær situation eller har mistet nogen eller noget, vi aldrig får tilbage, men han er os nær.

En af mine sorger er, at jeg ikke blev præst. Jeg troede at jeg var kaldt til at blive præst. Jeg læste på teologistudiet i København og senere i Århus, men jeg havde indre konflikter. Jeg oplevede, at min tro flyttede sig fra hjertet til hovedet, og jeg skulle hele tiden forholde mig til forskellig kritik. Med det meget teoretiske og ikkegudsfrygtige studium sammenholdt med den viden jeg havde om en præsts opgaver, som ikke kun består af at holde prædikener, kunne jeg ikke se, hvordan et langt universitetsstudium ville kvalificere mig til at blive præst. Hvis jeg havde færdiggjort teologistudiet, ville jeg så have mistet min tro?
Jeg har fortrudt at jeg hverken tog nogle fag på DBI eller menighedsfakultetet. Årsagen til at jeg ikke tog nogle fag der, var at jeg vidste, at de der ville se misbilligende på mig, når jeg sagde jeg ville være præst, og jeg havde ikke i sinde at lyve over for dem. Alligevel har jeg fortrudt at jeg ikke tog nogle fag på DBI og menighedsfakultetet. Det kunne have været en mulighed for at min tro ikke flyttede sig op i mit hoved, at jeg kunne færdiggøre mit teologistudium, og at jeg ville finde ud af, hvad det var, jeg egentlig var kaldt til.

Det er mange år siden, men mit hjerte er stadig knust, for jeg mistede min drøm. Når jeg beder Jesus ransage mit hjerte, ser jeg, at jeg havde selviske motiver for at læse teologi og blive præst. Stolte motiver som byggede på mine egne mindreværdskomplekser. Samtidig ønskede jeg at blive præst, fordi jeg længtes efter at forkynde evangeliet. Jeg længes stadig efter at fortælle om Jesus, som jeg lærte at kende igennem det evangelium, som greb frelsende ind i mit liv. Når jeg fortæller om Jesus, er det som, om han står der igen og griber ind i mit liv. Det er min frelser, min bror og min ven, som jeg gerne vil fortælle hele verden om.
Det burde være simpelt, men jeg er fyldt med usikkerhed, generthed og frygt, og jeg er bange for at fortælle noget forkert. Jeg er også bange for at blive indlagt på den lukkede Eller komme i fængsel, hvis jeg begynder at råbe evangeliet ud fra alle hustage. Jeg ved godt jeg ikke skal være bange, men det er jeg.
Så vil jeg forkynde evangeliet i det jeg skriver, men nogle gange er det som om jeg ikke kan komme i gang med af forkynde evangeliet, men skal skrive om så mange andre ting. Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg ved ikke, om det er den Onde, der fører mig på vildspor, eller om det hele er en del af Guds plan.
Men når jeg vender min længsel og sorg med Jesus, er han mig nær og fortæller mig alt. Jeg tænker på det syn, jeg havde et år efter at jeg blev kristen. Jeg misforstod jeg det syn. Jeg bliver nu mindet om Johannes døberen i ørkenen, som banede vejen for Jesus og pegede på Ham. Jeg kommer i tanke om lyset på prædikestolen. Det skal være Jesus, der står på prædikestolen. Han er hovedet for kirken. Helligånden skal tale igennem prædikanten, og Han skal pege på Jesus og korset. Bibelen, evangeliet skal forkyndes fra prædikestolen. Jeg har taget fejl. Det er ikke mig, som skal forkynde evangeliet, men Helligånden. Intet skal handle om mig, og det er Jesus jeg skal pege på. Brikkerne samles lidt efter lidt, og jeg erkender stykkevist nåden, som en gåde i et spejl. Jeg kender gudskelov ikke morgendagen eller Guds plan, men det er ikke mig, der skal forkynde evangeliet. Det er Helligånden. Helligånden kan overdøve mine tvivl, generthed, usikkerhed og frygt. Jeg skal fornægte mig selv. Jeg skal blive mindre, og Jesus skal blive større. Mine synder og mit selv skal dø. Jeg skal være et tomt kar fyldt med Helligånden og på en eller anden måde vil evangeliet blive forkyndt.

“Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd,” siger Hærskarers Herre”

Zak 4:6

Hvis vi søger Gud, råber til ham efter hjælp, hører han os og svarer os. Vi kan søge tilflugt hos Gud, og Gud vil befri os fra frygt, trængsler og ulykker. Hvis vi fokuserer på Gud, vil vi stråle af glæde.
Vi skal holde os fra det onde og gøre det gode. Vi skal stræbe efter fred.
Vi skal komme til Gud og høre ham. En måde at komme til Gud er også at læse hans ord – Bibelen – og høre og lytte til dem.
I vers 21 står der at Gud beskytter vores knogler. Hvordan skal det forstås?
Gud helbreder, også i dag, enten direkte eller gennem læger, men det, at Gud beskytter knoglerne, betyder ikke at der aldrig er nogen der ikke brækker et ben eller en arm. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forstå vers 21, men jeg har et personligt vidnesbyrd omkring det med brækkede knogler.

For nogle år siden ringede skolen til mig og fortalte, at min nu 12-årige søn havde faldet på skolens legeplads og slået sig meget slemt. Jeg løb hen til skolen, som ligger fem minutters gang fra vores hus. På skolen holdt der allerede en ambulance på skolen. Hans arm så helt forkert ud, han skreg af smerter, og han var bange for at han skulle dø. Vores søns arm blev røntgenfotograferet. Den var brækket flere steder over albuen, og nogle knogler havde også rykket sig. Lægerne og de andre ansatte på sygehuset blev kede af det og forfærdede, da de så hvor slemt det var. Hurtigt blev han opereret, og han fik sat fire kobbertråde i armen. Han havde store smerter, og måske ville hans arm aldrig blive normal igen. Han gik til genoptræning ved en fysioterapeut, han lavede øvelser med armen hver dag, og min mand og jeg tvang vores søn, som ikke er glad for sport, til at gå til gymnastik og tennis i et år. I starten kunne vores søn ikke ret meget med sin arm. Han kunne ikke strække den helt, og han kunne ikke bøje armen helt ind til skulderen. Lige fra den dag vores søn brækkede armen, bad jeg for ham, og jeg fik mange kristne venner til at bede for ham og også efterfølgende efter at han var blevet opereret. Et år efter blev hans arm røngtenfotograferet igen, og armen var blevet god igen.
Vores søn bliver aldrig elitesportsudøver, hans arm kommer aldrig til at se ikke helt rigtig ud, men han kan alt med sin arm, som han har brug for i det daglige daglige. Hans arm forhindrer ham heller ikke i at gå til bueskydning. Lægerne sagde, at hans arm var blevet meget bedre end de havde regnet med.

Vores søns arm var helet, men følelsesmæssigt havde det været voldsomt for ham. Få måneder efter ulykken begyndte han at få angst. Han var bange, når han skulle sove, han var meget bange for at dø, og han kunne blive meget bange midt på en skoledag for alting, og ingen kunne berolige ham. Han talte med en sundhedsplejerske og var stadig bange. Vi talte også med en psykiater, men på det tidspunkt var angsten ved at miste sit greb. Jeg og en masse andre kristne havde bedt for ham. Jeg mødte to kristne på Facebook, som ofte bad for ham. Efterhånden forsvandt angsten. Gud havde også helet hans psyke.

Gud er med os og har helbredt vores søn, både fysisk og psykisk. Det er en stor velsignelse fra Hans side. Gud hørte vores råb om hjælp, han beskyttede vores søns knogler, Han befriede ham fra frygten, og Han var ham nær, da hans ånd var sønderbrudt.

Som noget nyt starter jeg nogle Bibelstudier. Jeg har været kristen i mange år, og jeg har læst meget i Bibelen, men at jeg har læst så meget i Bibelen betyder ikke, at den ikke har noget nyt at lære mig. Lige nu når jeg gerne vil læse i Bibelen, ved jeg ikke, hvad jeg skal læse. Når jeg endelig læser noget, læser jeg det hurtigt, nogle gange lige så hurtigt, som jeg læser nyheder. Nogle gange finder jeg Bibelkommentarer på nettet, men det gør mig passiv. Jeg ville gerne læse skriftstedet langsomt og reflekterende, vejledt af Helligånden. Det bedste er at læse i Bibelen sammen med en eller flere og lave et Bibelstudie sammen, men det er ikke altid muligt. Jeg vil gerne blive bedre til at have en andagtsstund alene sammen med Gud, med Bibellæsning, spørgsmål og bøn.
En måde at lave et Bibelstudie på er at gå tematisk til værks. Det første emne, ydmyghed og selvfornægtelse, opstod, fordi jeg opdagede nogle uheldige motiver i mig selv. Jeg elsker at skrive, men jeg opdagede, at jeg i mange år havde de forkerte motiver. Jeg opdagede, at min største drøm var at skrive en bestseller. Samtidig mødte jeg strømninger i samfundet, der handlede om alt andet end ydmyghed og selvfornægtelse.

Dette er mit første Bibelstudie, og der vil være punkter, der skal ændres. Det er ikke meningen, at du skal læse alle skriftstederne og heller ikke på én gang, men læs noget om Johannes døberen, Jesus og hvad Paulus skriver om Jesus i Filipperbrevet kapitel 2. Bibelstudiet kan laves alene eller sammen med en eller flere i en lille gruppe i nogle timer eller over en række formiddage/aftener. Du kan tilføje din egne spørgsmål, og du kan også springe nogle spørgsmål over. Du kan dele Bibelstudiet op og først nøjes med et studie af Johannes døberen. Man kan adskille ydmyghed og selvfornægtelse, men jeg har valgt at sammenholde de to begreber, da jeg mener, at ydmyghed supplerer selvfornægtelse.
Gud velsigne dit Bibelstudium!

Indledende bøn
Indled studiet med en bøn
formulér selv
Eller bed Fader Vor
Eller vælg en formuleret bøn – bagerst i salmebogen står færdigformulerede bønner, under kollekt.
Eller bed kort, “Kære Far, hjælp mig/os til ved Helligånden at forstå dit ord, i Jesu navn amen.”

1. Johannes Døberen
   Skriftsteder
   Læs et af følgende skriftsteder om Johannes Døberen:
   Matt 3:1-17, Mark 1:1-8, Luk 3:1-20 eller Joh 1:19-34
   Og læs også Joh 3:22-30

A. Hvad var det særlige eller specielle ved Johannes døberen?
B. Hvordan var han ydmyg og fornægtede han sig selv?
C. Hvad kan vi lære af Johannes døberen?

2. Jesus
Læs et af følgende skriftsteder om Jesus:
Matt 21:1-11 eller Mark 11:1-11 eller Luk 19:28-40

Læs et af følgende skriftsteder om, hvad Jesus siger om efterfølgelse:
Matt 8:18-22, Matt 16:24-28 eller Luk 9:23-27 eller Luk 9:57-62 eller Luk 14:25-35
Læs også Matt 20:20-28 eller Mark 10:35-45 eller Mark 9:33-37 eller Luk 22:24-30
Læs også Joh 13:1-17
Læs også Joh 15:9-17

Paulus om Jesu ydmyghed:
Læs Fil 2:1-11

A. Hvordan er Jesus ydmyg og selvfornægtende?
B. Hvad kan vi lære af Jesus i forhold til ydmyghed og selvfornægtelse?
C. På hvilke måder er vores samfund alt andet end ydmygt og selvfornægtende? Kom med konkrete eksempler

Ydmyghed
A. Hvad vil det sige at være ydmyg?
B. På hvilke konkrete måder kan vi være ydmyge?

5.At tage sit kors op
A. Hvad vil det sige at tage sit kors op?
B. Hvad er dit kors?

6. Selvfornægtelse
A. Hvad er forskellen på selvudslettelse og selvfornægtelse?
B. Hvorfor skal vi være selvfornægtende, men ikke selvudslettende?
C. Hvorfor skal vi fornægte os selv og tage vores kors op, hvis vi vil følge Jesus?
D. På hvilke måder kan vi være selvfornægtende? Kom med konkrete eksempler

7. Afsluttende kommentarer
A. Hvad har du lært i dag?
B. Hvilke emner er du blevet motiveret til at undersøge nærmere? (gennem Bibellæsning, refleksion, samtale og bøn)
C. Hvad tror du, Gud vil, at du skal gøre?

Afsluttende bøn
Taksigelse og bøn for at Helligånden må lære os at være ydmyge og selvfornægtende i vores dagligdag.
Personlig forbøn for hinanden
Evt. Bøn for andre emner, som du/I har på hjertet

Min familie og jeg har tilbragt de sidste mange fredage med at se superheltefilm, de mange Marvelfilm. Thor, Captain America, Starlord, Ironman, Hulk og Captain Marvel er seje. De er uselviske, uovervindelige, supergode og er superstærke. Dog ved nærmere eftersyn er disse superhelte overhovedet ikke perfekte og heller ikke uovervindelige. De begår fejl, de er egoistiske og forfængelige, de bliver slået omkuld, og nogle af dem dør. Perfekte supermennesker findes ikke i virkeligheden, og de findes ikke engang i et fiktivt helteunivers. Nok har de masser af kræfter, men de er stadig mennesker og sårbare.

Hvad med vores syn på vores kristne lærere, ledere og præster, er de de kristnes superhelte? De ved, i hvert fald de fleste af dem, hvad kristendommen går ud på og hvem Jesus er. De ved en god del om at undervise, prædike, døbe, konfirmere, vie og begrave. Men er de tættere på Gud end andre mennesker, og er de bedre mennesker end alle os andre? Er de superstærke, supergode, uselviske, uovervindelige og usårlige? Er det Superman, der står oppe på prædikestolen søndag efter søndag? Er de kristne ledere store profeter og apostle? Er de vikarer for Kristus?

Ifølge den katolske tro er paven og de katolske præster Kristi vikarer på jorden. Med Luther og reformationen gik vi væk fra dette syn. Eller gjorde vi? Siden reformationen har vi set masser af eksempler på religiøse ledere af forskellige religioner og sekter blive ophøjet, tilbedt og guddommeliggjort. Det er også sket i kristne kredse. Også i mindre målestok. De fleste af os kristne er enige om, at ingen mennesker, hvad end de er politikere eller præster, er guddommelige eller guder, for der findes for os kristne kun en Gud, den treenige Gud, Gud fader, Gud søn og Gud Helligånd. Hvis der findes en superhelt, findes der kun én, og det er Jesus. Alle mennesker, også præster, er fejlbarlige, begår synder, er sårbare, kan blive syge og få uhelbredelig kræft eller få en depression.

Da jeg i går åbnede min facebook, var det første jeg så, at nogle af mine Facebookvenner skrive om selvmord. Der stod noget om, at en Facebookvens ven, Jarrick Wilson, havde begået selvmord. Jarrick Wilson var præst i en frikirke og blev kun 30 år. Han var gift og havde to små børn. Jeg havde aldrig hørt om denne præst, men han var en kendt præst i USA. På hans Facebookvæg udtrykte en masse af hans venner sorg. Jarrick Wilson var en, som stod åbent frem med at han kæmpede med depression, og han og hans kone havde startet en forening, som skulle hjælpe folk med depression og selvmordstanker. Alligevel slap Jarrid Wilson ikke selv af med sine selvmordstanker. Det er uforståeligt, hvordan Jarrid Wilson endte med alligevel at tage sit liv.

Hvis du kender nogen, der har selvmordstanker eller selv går med selvmordstanker, så bed om hjælp! Læs her:
http://selvmordsforskning.dk/forebyggelse/krisehjaelp/ved-selvmordstanker/ , http://livslinien.dk eller ring til Livslinien 70 201 201.

Jeg kender ikke Jarrid Wilson, og jeg ved ikke hvad der kunne være gjort anderledes.

Præster er ikke usårlige

Men jeg tænker på vores egne kristne ledere og præster. De har en arbejdsuge på mere end 37 timer, de kan når som helst blive ringet op omkring et dødsfald, de har et ansvar i at dele evangeliet og pege på Jesus, de er en skulder at læne sig op af for mennesker i lidelse, krise og sorg. De står til regnskab både over for politikere, biskopper, menighedsråd, menighed og ikke mindst over for Gud. Og de er i risiko for angreb fra den onde. Det er klart, at djævlen vil gøre alt for at forhindre evangeliet og Guds kærlighed i at blive spredt. Vi må dog huske, at Jesus for længst har sejret over synd, død og djævel. Den sejr står fast og er urokkelig, Jesus lever, og er os nær ved Helligånden for evigt. Intet kan skille os fra Guds kærlighed. “Hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” Rom 8:38-39

Hvis vi bliver mere bevidste om, at præster og andre kristne ledere også er sårbare, må vi bakke mere op om dem. Vi kan starte med at støtte vores egen præst og evt. andre præster eller kristne ledere vi kender. Forbøn er uvurderlig og vi kan være en skulder for dem, lytte til dem, spørge dem hvordan det går, om der er noget vi kan hjælpe dem med, måske er de overbebyrdede med arbejdsopgaver, og vi kan vise dem nåde og overbærenhed. Ingen mennesker er perfekte og syndfrie, heller ikke præster. Vi kan vise broderkærlighed, som en kristen broder til en anden kristen broder, og vi kan være præster for vores præster.

Det almindelige præstedømme

Vi må huske det almindelige præstedømme (http://www.folkekirken.dk/om-troen/reformation/luther/luthers-tanker/alle-er-praester). Luther sagde ”Enhver, som er krøbet ud af dåben, er lige meget præst og biskop”, for alle er lige nær ved Gud, der er ingen mellemmand mellem mennesket og Jesus. Der er en ligeværdighed mellem alle kristne. Vi er alle syndere, og der er ikke nogle, som er mere hellige andre. De kristne er alle særligt udvalgte: “Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han, som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.” (1 Pet 2:9). Dette betyder ikke, at vores præster er overflødige. Vi har stadig brug for nogle bestemte til at lede menigheden, forkynde evangeliet og uddele sakramenterne. Men også præster har brug for forbøn og for at vi er præster for dem, dvs. Deler evangeliet med dem, yder en form for sjælesorg og lytter og tilbyder dem hjælp.
Jeg er ikke selv opmærksom på at støtte min præst og de præster og kristne ledere jeg kender. Jeg kan komme til at tænke på dem som superkristne, der bare har styr på det med at sprede evangeliet, bede og glæde sig i Herren. Men præster og kristne ledere er mennesker, fejlbarlige og sårbare ligesom alle os andre. Fra i dag vil jeg begynde at prøve huske de præster og kristne ledere jeg kender. Jeg vil gerne huske dem i forbøn og også række ud til dem og spørge: “Hey! Hvordan går det?”

I dette indlæg skrev jeg om, at en ung præst har begået selvmord. Hvis du kender nogen, der har selvmordstanker eller selv går med selvmordstanker, så bed om hjælp! Læs her
http://selvmordsforskning.dk/forebyggelse/krisehjaelp/ved-selvmordstanker/ , livslinien.dk eller ring til Livslinien 70 201 201.