Kategori: Ikke kategoriseret (Side 6 af 14)

Påsken er ikke kun sild, øl og chokoladeæg. Mad er godt, for alt hvad Gud har skabt, er godt, men vi lever ikke af mad alene. “Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” (Matt 4:4).

Jesus kommer til mig og rækker mig Bibelen, som på et sølvfad. “Læs!”, siger han mildt.
Lige nu er restauranterne lukkede, så må vi spise Ordet.
Jesus – han, som Johannes kaldte Ordet (Joh 1:1-18). Han, som kom ridende på et æsel ind i Jerusalem, sagtmodig og ydmyg – han kommer til mig som en høflig og ydmyg tjener.

Jesus serverer os brød og vin, hans legeme og blod, til vores synders forladelse.

Jesus vasker vores fødder.
“Men det er mig, som skal tjene dig, ikke dig, som skal tjene mig.” Tænker jeg.

“Herre, vasker du mine fødder?” Siger Peter
“Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.” Siger Jesus
“Aldrig I evighed skal du vaske mine fødder” siger Peter.
“Hvis ikke jeg vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig”, siger Jesus (Joh 13:6-8)

Jesus tog vores straf og døde for vores synder.
“Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.” (Fil 2:6-8)

Der er en kæmpe storm i hele verden, og mennesker kan ikke selv få stormen til at lægge sig. Kun Gud er stærkere end stormen. Vi skal lade Gud komme til. Uden ham kan vi ikke selv skabe orden. Kun Gud kan gøre vandet stille. Han kan handle igennem os. Det er Helligånden, som gør de gode gerninger i os og gennem os. Vi skal give Ham æren. Vi skal suge Guds ideer og tanker til os. Det er Ham, som skal inspirere os. Vi skal gøre Gudsvilje, og det kan vi gøre, fordi han har lagt Helligånden i os.
Ske din vilje, Gud.

“Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb.” (Rom 5:3-4)

I Romerbrevet kapitel 5 vers 1-11 står der mange nøglevers. Mit indlæg handler om håb, stolthed og trængsler.

Jeg taler jævnligt med andre kristne om den stolthed, som mange af os har. I stoltheden af mennesket ligger en humanistisk tilgang, en stædighed, egoisme og en tro på selvtilstrækkelighed. Det at være stolt er ikke negativt i sig selv. Hvad vi er stolte af? Er vi stolte af os selv? Er vi stolte af det menneskelige således, at vi ophøjer mennesker? Hvis det er tilfældet, udspringer stoltheden af vores syndige natur.
Der er andet at være stolt af. Vi kan være stolte af vores børn, vores familie, vores partner og vores venner. Vi kan være stolte af Gud. Vi kan være “stolte af håbet om Guds herlighed” (v. 2) og have stolthed i Jesus (v. 11). Det er en stolthed rettet i ydmyghed mod Gud, en stolthed, der giver ære til Gud.
Vi skal være stolte af vores trængsler. Det er en tankevækkende og udfordrende tilgang. Trængsler er hårde at stå I. I sig selv virker de ikke positive, men det gode er det, der er på den anden side af trængslerne, det, som trængslerne giver os. Trængslerne giver os udholdenhed, fasthed og håb.

Det er ikke et abstrakt håb, men et konkret håb. Det er et glimt i mørket, et håb om liv og nyskabelse. Det er håbet om Guds herlighed (v. 2).

Jeg er i nogle trængsler. Coronakrisen og de ting der sker i vores samfund og i verden påvirker mig. Der er meget lidelse, kaos, forvirring og splittelse, og det ser ikke ud til at forsvinde i den nærmeste fremtid. Jeg har også nogle personlige trængsler, men jeg har fået øje på håbet om Guds herlighed. Tidligere tænkte jeg ikke meget på døden og himmeriget, at Jesus kommer tilbage en dag og at vi ved troen på Jesus, ved troen på at vi “er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden”(v. 9), kan være sammen med Gud i det evige liv. Det har trængslerne sammen med disse Bibelvers åbnet mine øje for.

Jesu eget liv på jorden var fyldt med trængsler. Han oplevede meget svigt – selv fra sine nærmeste-, lidelse, angst, blev forladt og forfulgt og tortureret og døde den pinefulde død på korset. Alt hvad han gjorde og gør, hans kamp og død gør en altafgørende forskel. Jesus ender med at sejre over døden, synden og djævelen. Det ender godt, både for Jesus og hans disciple – og for os.

Gennem mine trængsler lærer Gud mig at håbe på Hans herlighed og glæde mig til det evige liv hos ham. Jeg glæder mig til det ny Jerusalem.

“Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.”

Joh åb 21:3-4

En formiddag ringer telefonen. Kun få personer ringer til mig. Det er nok min mor eller min svigermor. Jeg ser på displayet, at der står skjult nummer. Det er nok en sælger eller en, som vil samle penge ind til f.eks. Røde Kors, men det er sandsynligvis en udenlandsk spammer. Alligevel tager jeg telefonen.

En glad og lidt energisk stemme præsenterer sig ved navn. Hun siger hun er fra lokalområdet og fra Jehovas vidner. Jeg vil til at afvise hende, men taler alligevel med hende. Hun vil give mig et Bibelvers. Det vil jeg gerne tage imod. Hun læser Jer 29:11

“Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”

Jeg fortæller hende, at jeg kender det vers, og jeg synes det er et godt sted. Hun spørger, om jeg læser i Bibelen? Jeg svarer, at jeg læser i den engang imellem. Hun siger, at det er godt at læse i Bibelen. Man bliver trøstet, opmuntret og får håb. Jeg giver hende ret.

Jeg siger: “Vi kan jo ikke undvære Gud.” Hun giver mig ret og siger, at man bliver afhængig af Gud. Jeg giver hende ret.

Hun spørger mig, om hun må sende mig Vagttårnet, det takker jeg nej til. Hun henviser også til at Jehovas vidner har en hjemmeside. Jeg takker for tilbuddet. Jeg siger til hende, at hun gerne må komme med i kirke. Hun svarer, at hun har nok at se til. Hun begynder at afslutte vores samtale. Jeg takker for Bibelverset og siger: “Gud velsigne dig.”

Jeg er meget glad, da jeg lægger røret. Dog ærgrer det mig, at jeg hverken fik fortalte hende om Jesus eller om evangeliet. Det er første gang en fremmed har ringet til mig og givet mig et Bibelvers. Jeg er ikke den evangeliserende type, men jeg vil bede for hende. Måske kommer jeg til at tale med hende igen.

Et par timer før hun ringede, sad jeg og var træt af coronaen. Jeg var træt af at jeg var nødt til at blive hjemme så meget som muligt. Jeg syntes ikke, at der skete noget. Så tænkte jeg for mig selv, at så må jeg vente og bede. Så måtte jeg vente på, at Gud kom til mig med et eller andet.

En kort genfortælling følger her af 2. Mosebog kaptitel 1-33.
Et stort israelitisk folk levede engang i Egypten. De var slaver og var i fangenskab, og de blev undertrykt af Egyptens konge, faraoen. En mand ved navn Moses voksede op ved hoffet i Egypten. Moses fandt ud af at han selv var israeler, og han blev forfærdet, da han fandt ud af hvilken frygtelig slavetilværelse hans eget folk havde. Han opdagede, at en egypter slog en israeler ihjel, og så dræbte Moses denne egypter. Moses flygtede og mødte pludselig Gud i en brændende tornebusk. Gud fortalte Moses, at han havde set Israelitternes lidelser og nu ville han føre Israelitterne ud af Egypten og sende Moses hen og bede Farao om at få lov til at føre israelitterne ud af Egypten.
Farao ville ikke give Moses lov, og Gud sendte 10 forfærdelige plager over Farao og egypterne, og Israelitterne måtte flygte anført af Moses. Ved Guds hjælp lykkedes det dem at komme væk fra egypterne ud i ørkenen på vej til det land Gud havde lovet israelitterne. Det forholdt sig således, at Moses talte direkte med Gud. Det Gud fortalte Moses, fortalte Moses sin bror Aron, og Aron fortalte så alt dette til israelitterne.

Rejsen gennem ørkenen var meget hård for israelitterne. De manglede mad og drikke og begyndte at længes tilbage til Egypten. Gud hjalp dem dog, og han sendte dem både rent vand, vagtler og manna. Gud gav israelerne De Ti Bud. De første bud lød: “du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede (…)” (2 Mos 20:3-4). Gud gentog dette bud med denne formulering: “I må ikke lave guder af sølv ved siden af mig, og I må ikke lave jer guder af guld.” (2 Mos 20:23). Gud gav via Moses israelitterne mange regler og udførlige anvisninger på alle områder af deres liv. Alt dette fortalte Gud Moses, som var gået op på et bjerg for at tale med ham. Gud talte kun med Moses. Moses var på bjerget og talte med Gud i 40 dage.

Ved foden af bjerget sad folket og Aron og ventede på at Moses kom ned fra bjerget. De ventede på at høre noget fra Gud. De havde det varmt, var trætte og tørstige og nok også sultne. De blev rastløse, modløse og utålmodige. Folket gik sammen om at bede Aron lave en gud til dem. Aron bad dem give ham alle deres guldsmykker. Dem smeltede han og lavede en guldkalv til dem.
“Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten”, sagde israelerne (2 Mos 32:4). Aron byggede et alter til guldkalven, de holdt fest for den, ofrede til den og de dansede rundt om guldkalven og tilbad den.
Israelerne var i fællesskab blevet enige om at skabe en gud. De tilbad en menneskeskabt figur. De tilbad noget lavet af guld, noget materielt, noget lavet af mennesker. Da de intet hørte fra Moses, og dermed ikke fra Gud, blev de utålmodige. De kunne ikke vente mere. De blev enige om at tilbede noget menneskeskabt og menneskeligt. De stolede på noget, som var udtænkt og lavet af et menneske. De stolede på menneskelig kundskab og visdom. Da de blev træt af at vente, lavede deres egne planer og egen gud.
Gud blev meget vred over alt det med guldkalven. Det havde alvorlige konsekvenser for israelitterne. Ca. Tre tusinde mennesker blevet straffet med døden til følge.
Moses gik i forbøn for folket og bad Gud om soning og tilgive dem og stadig følge med dem til det nye land.

Da Himmeriget kom nær

Ligesom Moses gik Jesus i forbøn for mennesker og bragte dem soning.
Da Jesus blev født, var Gud stadig en nidkær og hellig Gud, som ikke kunne rumme synd og afgudsdyrkelse. Med Jesus vandrende på Jorden, kom dog en ny tid. Jesus kunne have valgt kun at tale med sin mor Maria eller kun Johannes Døberen, men det forholdt sig anderledes.

I mit sidste indlæg så jeg på, hvordan danskerne omgås hinanden før og efter coronavirussen.
Hvad med vores forhold til Gud? Hvor tæt på eller hvor langt væk er Gud, og er social distancing aktuelt i forhold til Gud?

Hvis vi læser i Bibelen, var på Gud i det gamle testamente ikke sådan en alle og en hver kunne gå hen til. I Edens have levede Adam og Eva sammen med Gud, men da syndefaldet kom, blev Adam og Eva smidt ud af Edens have. Det betød at Gud ikke kun var hellig, men også farlig, og kun profeterne og ypperstepræsterne kunne henvende sig direkte til ham og tale med ham. Fx kun Moses måtte gå op på bjerget til Gud og tale med ham. Gud sagde til Moses, at hvis han så på ham, ville han dø. Derfor måtte Moses kun se ryggen af Gud:

“Da sagde Moses: »Lad mig dog se din herlighed!« Herren svarede: »Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.« Men han sagde: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.« Og Herren sagde: »Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.«” (2 Mos 33:18-23)

Gud talte til Moses og derefter måtte Moses fortælle Aron, hvad Gud havde sagt, og så fortalte Aron dette til Israels folk.

Da Gud blev menneske

Dette ændrede sig idet Jesus blev født. Fra da af kunne alle mennesker tale ansigt til ansigt med Jesus, følge ham og følges med ham. Jesus talte ikke kun med præster og profeter, men også kvinder, samaritanere, fattige, syge og toldere. Da Jesus døde på korset, revnede forhænget til templet, dvs. Pga. Jesu død kunne alle mennesker komme til Jesus. Nu var Jesus vejen til Gud.

“Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh 14:6)

Da Jesus opstod fra de døde og farede til himmels 40 dage efter, blev Gud så mere fjern for mennesker igen? På en måde, men kun en kort stund.

Dette er et udtryk vi alle har lært for snart tre måneder siden. Fandtes begrebet social distancing inden coronavirus? Jeg ved det ikke. Hvis det fandtes, ville jeg ikke bryde mig om det, heller ikke selv om jeg er indadvendt. Nu har de fleste af os taget social distancing til os: At distancere sig socialt, at holde sig på afstand fra andre mennesker og vente med de sociale sammenkomster. Nu skal vi være være sociale på afstand, på to meters afstand. Eller endnu bedre: at være sammen i telefonen eller via Internettet. At være sammen digitalt er ikke bedre end at være sammen fysisk, men det er nødvendigt. De fleste af os har taget det til os, for social distancing er et af de meget effektive redskaber vi kan bruge for at stoppe smittespredningen.

Danskernes måde at hilse på

For kort tid siden så verden anderledes ud. Meget har ændret sig på kort tid, erkendte jeg, da jeg læste en bog om Danmark. Bogen, “Til åpen mark, der ingen ting tynger”, er skrevet af min norske veninde, Åslaug Vevle, og den udkom i december 2019. Åslaug Vevle, som er 69 år, har været i Danmark ca. 40 gange. Hun har set og fotograferet de fleste steder i Danmark. Åslaug Vevle elsker Danmark, og Vestjylland har en hel særlig plads i hendes hjerte, for det er der nogle af hendes bedste danske venner bor. Det er spændende at læse om, hvordan en fra et andet land oplever Danmark. Danmark og Norge har meget tilfælles, men når jeg læser i Åslaug Vevles bog, viser det sig, at der også er mange forskelle.

Jeg bliver vred på de folk, som ikke overholder retningslinjerne for at undgå coronasmitte. Bag ved min vrede ligger en frygt. Jeg er bange for, at der bliver for mange indlagt på sygehusene, så Danmark ikke bliver åbnet mere op til maj, hvilket vil betyde flere konkurser, flere fyringer, mere ensomhed og at de store børn og unge stadig skal have hjemmeskole. Jeg bliver også bange for, at der bliver så mange smittede og indlagte, at samfundet lukker helt ned igen. Den største grund til at jeg bliver vred på de som ikke overholder retningslinjerne, er at jeg er bange for at nogle som ikke må smittes bliver smittet, deriblandt min allernærmeste familie og min mand, for hvem virussen kan være farlig. Jeg bliver vred, fordi jeg bliver bange og føler mig magtesløs.

Men vrede nytter intet. I Bjergprædikenen radikaliserer Jesus de ti bud. Jeg har brudt mange af de bud mange gange. Og i denne situation har jeg været meget vred, og de har været som fjender for mig. Men Jesus taler mig i rette:

“Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.” (Matt 5:44-46)

Jeg skal bede for dem, tilgive dem og velsigne dem. Måske ved de ikke, hvad de gør. De forstår ikke alvoren af, at de ikke overholder retningslinjerne. De er blevet kulrede af at sidde mange uger inde i en 2-værelses-storbylejlighed uden en have. De bliver forårskåde og styrter ud i solen hen til den nærliggende park, ud til vennerne og alle amorinerne. De er rastløse, ensomme og utålmodige.
Jeg er også træt af at være hjemme, jeg savner også mine venner og jeg bliver utålmodig efter at krisen skal slutte og jeg er træt af uvisheden. Jeg har lyst til ikke at være så forsigtig mere, at være sammen med familien og mine venner. Men jeg lader være. Jeg holder ud. Den største grund til at jeg holder ud er at meget af min nærmeste familie samt min mand ikke må blive smittet. Hvis ikke mine nære pårørende var sårbare, ville jeg så være i stand til at holde fast og og blive ved med at holde afstand og isolere mig selv, min mand og vores børn? Jeg håber det. Jeg forstår godt de omtalte storbysolbadere, men jeg ville ønske, de var mere forsigtige.

Coronaloven og De Ti Bud

Der er mange retningslinjer, regler og love, man skal leve op til for at stoppe smittespredningen. Formår vi alle sammen at leve 100 % op til disse? Jeg har glemt at vaske et dørhåndtag og er kommet til at gå for tæt på en fremmed.

Coronaretningslinjerne er en miniudgave af Jesu bud. Ligesom vi ikke kan følge coronaretningslinjerne 100 %, kan vi heller ikke leve op til Jesu bud. Jesu bud handler ikke kun om hvad vi gør, men også om hvad vi føler og tænker, om vores motiver og hjerte, og derfor er det umuligt at opfylde Jesu lov. Kun én kan opfylde loven, og det er Jesus.
Det har vidtrækkende konsekvenser ikke at følge coronaloven. Man får en bøde, man bliver smittet eller man smitter andre eller man smitter nogle som oven i købet får et alvorligt sygdomsforløb eller i sidste ende dør. Det er alvorligt at have et andet menneskes liv på samvittigheden.
At bryde coronaloven og Jesu lov er synd. Det har konsekvenser. Det har konsekvenser for vores forhold til både fremmede, familie og venner, og det har konsekvenser for hvordan vi har det med os selv og med Gud. Den alvorligste konsekvens af at bryde Jesu lov, altså af synden, er død:
Mord
Døde alliancer
Død i form af at blive fyret (når fyringen er selvforskyldt)
Død pengepung hvis man har ødslet sin formue væk
Døde fællesskaber
Døde nabovenskaber
Døde venskaber
Døde familieforhold
Døde ægteskaber
Et dødt selv: nedbrudthed, mindreværdsfølelser
Og selvmord

I 1. Mosebog siger Gud til mennesket, at det har syndet og som en konsekvens af dette vil mennesket dø:

“Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«” (1 Mos 2:17)

Det er min personlige refleksion, at jeg ikke ser døden som en straf, men mere som en konsekvens af synden.

Døden behøves ikke at have det sidste ord

Dog – hvis vi vil tage imod det i tro – så lever vi ikke mere under den gamle pagt, De Ti Bud, men under den nye pagt, Jesu død på korset. Døden behøves ikke at have det sidste ord.

I år bør vi ikke tage til påskefrokost i familien. Vi kan ikke fare land og rige rundt. Vi bør ikke besøge den ældre generation og de, som har en sygdom, og vi bør i det hele taget ikke være sammen med andre mennesker end dem vi bor sammen med. Vi bør ikke tage på ferie. Vi bør blive hjemme. Vi kan ikke tage i byen og forlyste os, for alle restauranter, teatre, koncerthuse, museer, butikscentre, diskoteker og natklubber er lukkede. Alle fodboldkampe og håndboldkampe er aflyst. Vi skal bruge teknologigen. Vi kan høre koncert online og gå på kunstmuseum fra sofaen.

Vi kan heller ikke tage i kirke til påske, for kirkerne er lukkede. Men selve kirken er ikke murstenene, men de levende sten, de kristne. Derfor kan vi sagtens have gudstjeneste med vores egen Bibel samt gå online til gudstjeneste og fejre digital nadver.

Mange har gang i have- og husprojekter, og det er også muligt, hvis vi holder afstand og viser omtanke, når vi handler ind til projekterne.

Vi er mange som fejrer familien og fællesskabet i påsken, men denne gang må vi holde os til vores egen husstand og telefonere og skype med andet familie og venner. Vi skal være sammen – hver for sig. Nogle bor helt alene og må ikke få besøg. Vi må huske de ældre og de kronisk syge. For dem er coronatiden særlig hård. Igen må vi tage de digitale redskaber til hjælp.

Vi bør dog også huske at slukke for skærmen og gå en tur i naturen – mens vi holder afstand, og vi bør tage et spil rommy eller andet med vores børn og partner.

Utroligt nok kan aktivitetsniveauet stadig have et højt niveau, selv om vi er hjemme det meste af tiden. Vi har travlt og har svært ved at være stille. Mange ting er ellers slukket for os, hvilket betyder, at der nu er mulighed for, at vi i påsken kan vise endnu mere omtanke, sætte farten ned, give os tid til at lytte og tænke os godt om samtidig med at vi holder afstand og både passer på dem, vi kender, og dem, vi ikke kender.

De mange i fronten

Der er nogle som giver sit liv for os. Det er togførerne, alle chaufførerne, de ansatte i supermarkederne, dagplejerne, pædagogerne, de som laver takeaway, postbudene, buddrengene, politikerne, politiet, brandvæsenet, og også journalisterne, og det er også de som gør rent, de som arbejder i produktionen (og andre jeg har glemt?) som gør sit for at samfundet kører og for at passe på os alle sammen. Det er også alle de som har lukket deres butik, er gået konkurs eller er blevet fyret for at passe på os allesammen. Det er i den grad også sygeplejerskerne, sosu’erne, lægerne og alle ansatte, også de pensionerede, i sygehusvæsenet. De stiller op for os hver eneste dag. De giver os deres liv. De gør hvad de kan for at passe på samfundet og for at redde vores liv. De risikerer selv at blive smittet, og nogle af dem ender med selv at dø.

Alle disse mange tusinde mennesker skylder vi ikke bare at sige tak, men også at blive hjemme for og holde afstand for dem og for de sårbare. Vi skylder dem at give dem vores sociale liv i en periode. Det sociale liv vi ellers ville haft i påsken af festligheder og familiesammenkomster. Vi skylder dem at give vores forlystelsesliv. Vi skylder dem at vi lader være med at stimle sammen i parker, og vi skylder dem at vi lader være med at kramme og give hånd til andre end vores børn og livsledsager. Vi skylder dem at fornægte vores eget behov og vores ego. Vi skylder dem at fornægte os selv.

Det er ikke nemt for os indvidualister, som er vant til først at tænke på os selv og vores allernærmeste. For første gang nogensinde skal vi så vidt muligt undertrykke alle vores behov og ønsker, for det vil redde liv.

Det er nemmere sagt end gjort. Der er blevet skældt meget ud på Facebook på hamstrere og de som alle var taget hen i den samme park, da solen skinnede. Men før vi peger fingre af andre mennesker, må vi forstå, at vi selv begår fejl, måske endnu flere fejl end en person, som fyldte en indkøbsvogn med toiletruller.

Hvordan kommer vi videre herfra? Hvem kan lære os om at give sit liv for andre?

For mange år siden, da jeg var ung teologistuderende og boede i København, blev jeg engang standset på Hovedbanegården af et kamerahold fra TV2. Det var lige inden nytår, og de spurgte mig om jeg havde nogle nytårsforsætter. Jeg svarede at det havde jeg ikke, for jeg vidste at jeg ikke kunne holde dem. Så ville de ikke interviewe og filme mig, og så gik de videre. Jeg havde engang haft et nytårsforsæt hvert år, og jeg havde ikke kunnet holde et eneste. Jeg havde haft som nytårsforsæt at jeg ville spise flere grønsager, et andet år ville jeg have mere motion, og et tredje år ville jeg stoppe med at være en stille pige, og alle nytårsforsæt havde jeg slet ikke kunnet overholde.

Nytårsaften 2019 lavede jeg ingen nytårsforsætter. Denne aften sad jeg i familiens skød. Jeg var træt efter en hektisk julemåned og mange planer i juleferien. Børnene slog sig løs med knallerter og knaldperler, og vi voksne nød middagen, som var befriende anderledes fra den tunge, fede julemad. Vi tyggede på dronningens nytårstale, og jeg sad mæt og træt efter et alt for begivenhedsrigt år. Som sad jeg der, opstod der tre tanker inde i mig. I 2020 ville jeg gerne bede mere, skrive mere, og jeg ville holde mig væk fra Facebook. Det var ikke nogle ting jeg sagde højt, og jeg lovede heller ikke nogen det. I 2019 havde jeg tænkt hver dag, at jeg skulle stoppe med at bruge så meget tid på Facebook.

Bliver vi bedre mennesker af at afgive løfter?

Med det samme vi kom hjem fra vores nytårsbesøg i Jylland fandt jeg min mobil frem og loggede ind på Facebook.
Jeg kiggede i Fyens Stifttidende fra nytårsaften og 1. Januar. I avisen var der en del om nytårsforsætter. Man havde lavet en skriftlig version af den voxpop TV2 havde dengang de stoppede mig på Københavns hovedbanegård. Nogle fortalte at de havde nytårsforsætter, nogle fortalte at de havde overholdt det nytårsforsæt de gav i 1986, og andre fortalte at de aldrig lavede nytårsforsæt, da vidste at de alligevel ikke kunne overholde dem. I Lederen i Fyens stifttidende mente redaktøren at man skulle lave nytårsforsætter også selv om man ikke kunne overholde dem. Og selv om man ikke kunne overholde nytårsforsættet 1. Januar, var der 364 dage mere at overholde nytårsforsættet i. Redaktøren mente at man bare skulle lave en hel masse nytårsforsætter. Redaktøren mente, at hvis man lovede en masse, var der en chance for at man blev et lidt bedre menneske.

Jeg kan fortælle redaktøren, at jeg hver dag mislykkes jeg i at leve op til mine gode intentioner. Jeg kan fortælle, at jeg ikke blev et bedre menneske i 2019. Og det blev jeg heller ikke i 2018, 2017, 2001 og 1995. Jeg bliver heller ikke et bedre menneske i 2020. Jeg kan ikke leve op til mine gode intentioner. Hver dag vil jeg svigte andre og mig selv. Hver dag vil jeg tabe kampen mod alle mine dårlige vaner. Hvorfor skulle jeg blive ved at love mig selv alle disse ting som jeg ikke kan holde?
Mennesker er uforbederlige. Jeg, som ikke kan lide øl og aldrig har røget, jeg har masser af dårlige vaner. Vi er alle fulde af svig. Mennesket har svigtet lige siden den dag Adam og Eva spiste det famøse æble.
Jeg tror ikke jeg gider at stirre mere på mine egne og på menneskehedens dårligdomme. Jeg vil byde, ikke humanismens, men Herrens år velkommen. Jeg vil byde Guds hellige ord velkommen. Bibelen fortæller os noget helt andet end den optimistiske redaktør på Fyens stifttidende.