I sidste indlæg af fugleserien så vi på det at tage sig tid, holde øje og vente. Dette indlæg er fjerde og sidste indlæg af serien om fuglene i Bibelen, og det handler om det at håbe.
Den, der håber
Håb er en god ting. Håb er det, der gør, at vi kan fortsætte, selv når vi er trætte, sløje, bange og triste. Håb er det, som gør at vi vælger at holde sammen og blive ved med at glæde over os over små ting som mariehøner og vores børns hjemmebagte æblescones. At vi kan blive ved med at elske hinanden og opføre os så godt vi kan, selv om verden omkring os falder sammen. Selv om politikerne er forvirrede, jobcentrene er sure, sygdomme og virusser hærger, elpriserne stiger, og selv om der er klimaforandringer, naturkatastrofer og krige, der truer os på den ene eller anden måde. Men hvad er det vi retter vores lid og håb til?
Kan vi sætte vores håb til vores politikere?
Kan vi sætte vores håb til Joe Biden, EU og NATO?
Kan vi sætte vores håb til vores statsminister og borgmester?
Kan vi sætte vores håb til Dronning Margrethe?
Kan vi sætte vores håb til det at spise økologisk og klimavenligt?
Kan vi sætte vores håb til elbilen og cyklen?
Kan vi sætte vores håb til psykologen?
Kan vi sætte vores håb til vores læge?
Kan vi sætte vores håb til vores præst?
Kan vi sætte vores håb til vores mor og far eller ægtefælle?
Kan vi sætte vores håb til os selv og tro, at vi finder det, der er sikkert og urokkeligt, inde i os selv?
Vi kan sætte vores håb til noget, og mennesker kan meget, men de kan ikke løse alt.
I sidste uge skrev jeg om det at bruge dét, der er. Dette blogindlæg handler om at tage sig tid og være opmærksom.
At tage sig tid og holde øje
Noget mere fugle er gode til, det er at holde lytte til og øje med deres omgivelser og både kalde på og advare andre fugle.
Vi har et fuglefoderbræt i vores have. Sidste vinter havde vi besøg af dompap-par. Det var sjældent, at de begge var på foderbrættet samme tid. Som regel sad den ene dompap på foderbrættet, mens den anden sad i træ tæt på og holdt øje med, om dens mage kunne sidde i fred og spise, at der ikke var noget på færde.
Det kan vi også lære af fuglene. Ved Bibellæsning, bøn og at lytte til Helligånden, kan vi ligesom fuglene holde vagt. Vi kan holde øje med, hvad Gud fortæller os af både gode og risikable ting. På denne måde kan vi både opmuntre, trøste og formane hinanden – kærligt og i ydmyghed. I ydmyghed, fordi det er meget vigtigt at huske, at det er Gud, som er generalen. Det er ham, som kender sandheden. Det er ham, som kender det fulde billede. Han ved bedst. Det er alene Jesus, som har besejret synd, død og djævel (Es 53,4ff; 1 Kor 15,20-57)
”Hvis ikke Herren våger over byen, våger vægteren forgæves.” (Sl 127,1)
Mange fugle har gode ører. En solsort kan høre, om der er regnorme i jordoverfladen.
Da jeg skrev min afsluttende opgave, da jeg uddannede mig til pædagog, skrev jeg om langsomhedens pædagogik. Jeg er på det seneste blevet mindet om værdien af langsomhed.
Mange dyrearter lever deres liv i et mere roligt tempo. Mange dyr bruger meget af deres tid på at sove. Jeg tror ikke, stress er almindeligt blandt dyr, der lever ude i naturen.
Er Gud langsom eller hurtig?
Det er svært at sætte Gud ind i et hurtigheds/langsomhedsbegreb eller bruge et tidsbegreb om Gud i det hele taget. Vi mennesker er utålmodige i svære tider, men Gud er ikke for langsom:
”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” (2 Pet 3,8-9)
Jeg er ikke tvivl om, at Gud ser og hører os meget tydeligt. Han er endnu bedre til at vente og lytte end den fiskehejre, der holder til i den landsby jeg bor i. Denne fiskehejre sidder stille i lang tid, når den venter på, at en fisk dukker op.
Fiskehejre (kilde: pixabay)
Mange af de fejl jeg har begået i mit liv, har jeg begået, fordi jeg var utålmodig. Jeg skyndte mig og stoppede ikke op for at hvile mig, vente, lytte og se godt efter. Jeg har oplevet at Gud har kaldt mig på mig, så har jeg svaret, og så har jeg spurgt Ham: ”hvad er det, jeg skal gøre?” Der har jeg været så grebet af at Gud kaldte på mig, at jeg farede ud af døren og selv fandt på et eller andet at gøre, og så gik det galt. Der er før gået flere år fra Gud har kaldt på mig, til han har fortalt mig, hvad jeg skal gøre. Jeg har dog også oplevet, at han var meget ”hurtigere” end det. Han har kaldt på mig, jeg har svaret, og så har han givet mig en opgave få dage eller allerede få timer efter.
Nøgleordene er: stands, vent, lyt og kig efter.
”Jeg venter på hans ord, min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen, end vægterne på morgen. Israel, vent på Herren, for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse.” (Sl 130,5-7)
I sidste uge skrev jeg om de ubekymrede fugle. I dette indlæg ser jeg på det, at bruge dét, Gud giver.
Du skal bruge dét, der er
Fugle er gode til at bruge dét, der er. Som Jesus siger: fuglene hverken sår, høster eller samler i lade (Matt 6,26). De spiser den mad, de finder – frø på foderbrætter, bær på buske og regnorme i en have.
De drikker fra og bader i det vand, de finder. Ingen solsort føler sig for fin til at bade i en mudret vandpyt.
(Et lille indskud: Jeg synes, Jesus har noget tilfælles med solsorte. Der er ingen have eller græsplæne, der er for kedelig til ham, og han har heller ikke noget imod lidt mudder.)
Mht. redebyggeri fælder fugle ikke træer, men samler de kviste, blade og grene, de finder på jorden og bygger ivrigt.
Også Gud bruger dét, der er. Jesus prædikede for tusinder, og da han havde talt i flere timer og så, at hans tilhørere så lidt blege og ukoncentrerede ud, gik det op for ham, at deres blodsukker måtte være lavt. De måtte være ekstremt sultne! Det var ikke sådan, at alle fem tusind hver især havde madpakke med. Disciplene mente, at skarerne skulle få ”frikvarter” og sendes til landsbyerne og købe sig noget mad. Jesus havde dog andre planer. Den eneste mad, der var, det var fem brød og to fisk. Det syntes Jesus var nok. Han velsignede maden, og den blev delt ud til alle de fem tusind. Alle fem tusind blev mætte, og der var endda 12 kurve mad tilovers (Mark 6,35-44). Derfor: Gud bruger dét, der er, og så er der rigeligt til alle.
Vi skal bruge dét vi har i 2022
Også i dag skal vi bruge dét, Gud giver. Da covid19 lukkede alt ned, både skoler, indkøbscentre og – ja selv kirkerne – var vi i chok. Det her var ikke en katastrofefilm, vi så i fjernsynet en fredag aften. Nej, det var en virkelighed, vi alle stod midt i. Virussen var sluppet ud af Kina og bredte sig til hele verden.
Vi var nødt til at tilpasse os. Arbejdspladser, skoler og kirker måtte bruge dét, der var: teknologien.
Fyns Valgmenighed forstod at udnytte teknologien. Ikke kun gudstjenesterne var online, også cellegrupperne (livsgrupperne), Bibelgrupperne og morgenbøn foregik online (i skrivende stund har kirken stadig online-morgenbøn på zoom hver eneste dag kl. 10!).
I Bibelen kan vi ofte læse om fugle, og der bliver brugt fugle-billedsprog: Vi søger ly under skyggen af Guds vinger (Sl 36,8). Jesus længes efter at samle jøderne som en høne samler alle sine kyllinger:
”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matt 23,37)
Hvorfor henviser Bibelen ofte til fuglene? Jeg tror, vi hører om fugle, fordi de kan noget, vi mennesker ikke kan.
De har vinger, og de fleste af dem kan flyve. Med alle de opfindelser vi har fået, er det i dag muligt for mennesket at flyve. Dog er det kun få, som kan styre et fly. At flyve er ikke noget der er naturligt for mennesker. Vi har ingen vinger. Vi er bundet af tyngdekraftsloven. Uanset hvor højt vi hopper, så vil vi altid lande på jorden med det samme igen.
At se fuglene flyve højt og lavt vækker en længsel i os. En længsel efter at føle os lette, en længsel efter komme hurtigere og lettere frem til vores destination. En længsel efter at kunne se hele billedet (det er kun få mennesker, som har været ude i rummet eller på månen). En længsel efter at leve i pagt med naturen – mere end vi de fleste af os gør lige nu.
Hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?
For flere uger siden hørte jeg en prædiken om bekymringer. Prædikanten nævnte Jesu formaning om ikke at bekymre sig, og han talte også om fuglene. Jesus opfordrer os til at se på fuglene:
”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?” (Matt 6,26-27).
På det tidspunkt talte prædikenen ikke til mig, fordi jeg syntes, jeg ikke bekymrede mig lige så meget, som jeg gjorde bare for et år siden. Dengang var jeg indbegrebet af bekymring. Hver gang der skete noget, var jeg den første, der sagde: ”what if…?”
”Ve jer skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed.” (Matt 23,5)
På Saxo.dk har de 797 bøger om personlig udvikling. Hvis vi søger på google, er der masser af artikler om personlig udvikling og om det at blive et bedre menneske. Både inden for psykologi, i dameblade, på Facebook og på TV2’s hjemmeside er der artikler om disse emner. En artikel hedder ”101 måder til at blive et bedre menneske”. ”Vær villig til forandring, spis masser af rå fødevarer, tag øjenkontakt med dem du møder, vær kreativ, læs en bog, vær god ved en fremmed, vær tålmodig, giv dig tid til at tænke, er bare ni ud af de 101 punkter. Forskellige filosofiske og åndelige retninger fortæller os, at vi har ubegrænsede ressourcer inde i os selv, at kroppen har evner til at helbrede sig selv, at meditation er den hurtigste vej til en bedre verden og udfolder hjernens potentiale. I flere religioner er målet at udvikle sig og blive et bedre menneske. Buddhisme har tolv veje og flere stadier. Buddhisternes endegyldige mål er at opnå nirvana: at opnå indsigt ved at blive frelst fra begær, had og uvidenhed.
Også på andre planer er mange optagede af at blive bedre mennesker. Disse budskaber hører vi ofte: ”Lad bilen stå, tag cyklen!” ”Drop kødet og kulhydraterne”, ”drop gluten og laktose”, ”lev vegansk”, ”lad din have blive vild med vilje”, ”lev bæredygtigt”, ”gå 10.000 skridt om dagen” osv.
De skriftkloge og farisæerne stræbte efter at blive bedre mennesker
Også de skriftkloge jøder var meget optagede af at blive nogle gode mennesker og overholde loven til punkt og prikke.
I det meste af kapitel 23 i Matthæusevangeliet ”skælder” Jesus farisæerne og de skriftkloge ”ud”. Her er et udpluk af Jesu kritik af farisæerne og de skriftkloge:
”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres, og det andet ikke forsømmes. I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen.
Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed. Du blinde farisæer, rens først bægeret for det, der er indeni, så vil det også være rent udenpå.
Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.
Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: Havde vi levet i vore fædres dage, havde vi ikke været deres medskyldige i profeternes blod. Dermed bevidner I selv, at I er børn af dem, der dræbte profeterne. Gør bare jeres fædres mål fuldt. Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?” (Matt 23,23-33)
Jesus kom dels fordi mennesket ikke var i stand til at overholde loven og frelse sig selv:
”Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet,” (Rom 8,3)
Kan kristne forbedre sig?
Jeg har været kristen i ca. 23 år, men jeg har ikke forbedret mig. Jeg bliver ved med at kæmpe med nogle synder. Min største fristelse er Internettet og min mobil. Det er ikke min eneste synd. Jeg kan finde på at trøstespise. Og hver gang jeg er på min barndomsegn, er jeg 10-årige Mariane igen. Gamle tankemønstre vågner op – ikke alle tanker er lige pæne, skal jeg hilse og sige. Det er tungt, og jeg er uendeligt træt af at kæmpe med mine synder.
Ligesom virussen er synden stadig i verden stadig falder vi stadig smittes vi af verdens synd derfor må vi igen og igen vende os til dig blotte vores skulder blotte vores sjæl, sind og hjerte og sige ja til dit stik dit nådige stik og vaccineres vaccineres med din søns blod mod syndens sygdom
Vi har alle brug for en nådebooster vi har brug for noget uden for os selv vi har brug for en, som ikke er os selv vi har brug for vor Herre, Jesus Kristus
Vi har brug for vaccinen fra dig din søns blod din nådebooster en nådebooster som styrker vores indre menneske til det evige liv
På sin vis er vores politiske ledere hyrder for os. Gud profeterer imod Israels hyrder i Ezekiels bog kapitel 34. Hyrderne har ikke styrket de svage, de har ikke helbredt de syge, de kvæstede har de ikke forbundet, de bortkomne har de ikke ført tilbage, og de vildfarne har de ikke ledt efter. De har ikke vogtet fårene, og de har kun vogtet sig selv (v. 3-4).
Om lidt er der kommunalvalg og regionalvalg. Vi må bede om visdom til at stemme på dig rigtige, og at de rigtige bliver valgt. Vi må bede for vores ledere, vores hyrder, at de må omvende sig og begynde at vogte og passe på alle får. Hvis ikke de vil, må vi bede for, at Gud vil sætte de rette hyrder ind.
Hvis du ikke vil tage vaccinen, er det ok med mig, selv om jeg er meget træt af pandemien. Jeg vil dog fortælle mine belæg for at have taget imod vaccinen.
Jeg har taget coronavaccinen for at passe på mig selv og andre mennesker. Jeg tror ikke at jeg ville dø af corona, men jeg vil gerne slippe for senfølger. Jeg har også taget den for at passe på mine forældre, svigerforældre, svigerinde og hendes mand og for at passe på min mand. Corona er farligt for dem, fordi nogle af dem er over 65 og nogle af dem har kroniske sygdomme. Jeg ved at vaccinen ikke beskytter 100 % mod smitte og indlæggelse, men den beskytter stadig meget bedre end slet ikke at blive vaccineret. De fleste af de indlagte med corona er ikkevaccinerede og de er også mere alvorligt syge, end de vaccinerede.
Inden det blev offentliggjort i Danmark, fortalte min mand, at der snart ville komme nogle vacciner mod corona. Først kunne jeg ikke forstå det. Kunne man udvikle en vaccine på så kort tid og er den så både effektiv og ufarlig? Jeg er så heldig, at jeg er gift med en mand, som ved en hel masse om alt det sundhedsvidenskabelige. Han er næsten ekspert i RNA. Han er ph.d. i molekylærbiologi, og han og hans kolleger har forsket meget i RNA. Min mand har også hørt et foredrag med chefen for Moderna. I det foredrag fortalte denne chef også om deres vaccine. Min mand kunne hurtigt overbevise mig om, at det hele er foregået på en ordentlig måde og at det er nogle gode vacciner. Jeg stoler også på videnskaben, på vores danske sundhedseksperter. I fremtiden vil endnu flere vacciner være RNA-vacciner.
For mig er videnskab og tro ikke modsætninger. Videnskaben fortæller os, hvordan verden fungerer og hvordan den er skruet sammen. Troen, i mit tilfælde den kristne tro og Bibelen, fortæller os om Gud og mennesker og deres indbyrdes relationer.
Da coronavirussen kom til landet og det blev alvor, begyndte jeg at bede. Jeg bad om at smittetallene ville falde (nu stiger smittetallene igen, fordi vi alle sammen er indenfor og en del ikke er vaccineret set i forhold til, hvor smitsom Delta-varianten er). Jeg bad om at der ville blive nok værnemidler, bl.a. mundbind, jeg bad om, at det ville blive muligt for rigtigt mange at blive testet, jeg bad om at der ville komme en behandling og medicin til corona, og jeg bad, om at der ville komme en vaccine mod corona. Alle disse bedeemner er blevet bønhørt!
”Skilt fra mig kan I intet gøre”, siger Jesus (Joh 15:5)
Jesus er hovedet for kirken. Hovedet bestemmer over kroppen. Hovedet udtænker planerne. Det planlægger og organiserer. Hovedet styrer kroppen. Kroppen kan ikke leve uden hovet. Uden hovedet er kroppen død. Uden Jesus er kirken død.
”men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.” (Ef 4:15-16)
Der må ikke være så mange arrangementer i kirken, at der ikke bliver plads til Jesus og tid til bøn.
Det er Gud som skal bygge kirkerne og lede dem.
”Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves.” (Sl 127:1)
Bedehus eller kulturhus
”Mit hus skal være et bedehus”, siger Herren
”For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene.” (Es 56:7)
Hvorfor er bøn så vigtigt?
Relationen til Gud er vigtig. Samtalen med Gud, at lytte til Gud er vigtig. Guds kærlighed til mennesker og menneskers kærlighed til Gud er vigtig.
Jesus døde og genopstod fra de døde for flere tusinde år siden, men Gud er her stadig. Helligånden er her. Han taler stadig til os. Han længes efter at være med. Med i vores liv, vores dagligdag, vores hjem, vores kirker, vores gudstjenester. Gud vil gerne have en nær relation til os, hvis vi vil det. Han vil være Gud for os – og med os.
Han vil være vores leder, vores autoritet, vores lærer, vores hyrde, vores far, vores bror. Vores ven. Det er Gud, som vækker. Det er Gud, som giver tro. Det er Gud, som frelser.
Bøn er fællesskab med Gud. Uden bøn, uden fællesskab med Gud bliver kirken tomme ritualer, facader, falsk ydmyghed, et kulturhus, et forsamlingshus, en markedsplads, en røverkule. Hvis ikke Gud er med i det, er det som en vandkande, der har hul i bunden.
Gud er stor, vi er små. Lad os ydmyge os og søge Guds ansigt i bøn.
Seneste kommentarer