En rejse i Tro og Kreativitet

Kategori: Ikke kategoriseret (Side 4 af 14)

Hvad er det, der gør os urene? (del 2)

Del 2 kommer noget forsinket denne gang. Jeg har været forhindret af et hold i nakken (som stadig driller mig lidt) og andre uforudsete omstændigheder.

”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9)

Hvis du leder efter en videnskabelig eller biologisk artikel, må jeg skuffe dig. Da jeg skulle til eksamen i biologi i gymnasiet, trak jeg emnet ”hjerte og blodkredsløbet”. Jeg fik kun 6 (efter den gamle karakterskala).

I mit sidste indlæg skrev jeg om farisæernes og de skriftkloges hykleri, om at deres adfærd er en advarsel til os kristne. Jeg skrev om, at det ikke er det ydre, som gør et menneske urent, men det er hjertet, som gør mennesket urent. I dette indlæg vil jeg skrive mere om det menneskelige hjerte.

Dette indlæg tager udgangspunkt i, hvordan det vestlige samfund i dag ser på hjertet (ikke fra en biologisk synsvinkel), og hvad Bibelen siger om hjertet.

Jeg var barn i 1980’erne og starten af 1990’erne, og allerede dengang var vores samfund et individualistisk konkurrence- og præstationssamfund. Der var altså allerede dengang et stort fokus på det enkelte individ. Allerede i 80’erne var idealet, at den enkelte blev så dygtig som muligt og præsterede så meget som muligt. Allerede dengang var mange af os optaget af, at vi gerne ville se smukke ud, blive dygtige til så mange ting som muligt, få en spændende uddannelse og imponerende karriere. Jeg konkurrerede med de andre på min egen alder, og jeg sammenlignede mig selv med dem. Der var et stort fokus på individet, og hvad det selv ville og havde lyst til – og det var længe før de sociale medier og realityprogrammer så som X-factor og Den Store Bagedyst. Allerede da jeg var barn, var der mange penge i kurser i personlig udvikling.

Selvcentreringen er blevet værre, men flere er begyndt at se, at noget er galt.

Sportsjournalisternes yndlingsspørgsmål er ”hvad føler du lige nu?” Jeg har altid tænkt, at enten kan journalisterne ikke aflæse kropssprog og ansigtsmimik, eller at det er verdens dårligste klichéfyldte spørgsmål. Det er tydeligt at se, at taberen er skuffet og er sur eller græder, og det er tydeligt at se, at vinderen hopper og græder af glæde og forløsning eller lettelse.

Fra en tidlig alder lærer børn at tænke efter og mærke efter, hvad de selv tænker, mener, føler og har lyst til. Det er godt, at børn lærer at tænke selv og være kritiske, men det har taget overhånd. En 3-årig kan ikke vælge, hvad han vil have at spise til aftensmad. Det er op ad bakke at undervise en 1. klasse, som er ”i ungdomsoprør” og mener alt skal forhandles og diskuteres.

Alt dette tænken og følen efter har en paradoksal effekt. Man bliver forvirret, bliver måske bange, i hvert fald overvældet og man får at vide, at man SKAL tænke og man SKAL have en mening. Pludselig foregår alt oppe i hovedet, vi sidder ved en skærm hele dagen, hører om tusinde forskellige meninger og tanker, som påstår, at de har sandheden. Stilhed bliver en sjældenhed, og det bliver sværere at mærke det dybeste eller inderste.

Svend Brinkmann har fat i noget af det rigtige, når han siger, at vi holde op med at mærke så meget efter i os selv.

Det er klart, at der findes intuition, og vi skal ikke ignorere vores følelser, men vi kan ikke stole 100 % på vores menneskelige følelser. Følelser svinger frem og tilbage. I starten af dagen er jeg glad og i slutningen af dagen er jeg trist, og det er normalt, at følelser ikke er konstante.

Vi hører tit udsagn som ”følg dit hjerte”, ”hvad siger dit hjerte dig?” og ”lyt til din mavefornemmelse.”

Jeg har ikke selv tænkt dette til ende. Der vil være nogle gange, hvor vi skal lytte til vores hjerte, men det generelle billede er, at vi ikke kan bygge vores liv eller beslutninger på flygtige følelser. Jeg er selv en sensitiv person, og jeg har ikke selv grebet det eller forstået det. Dog er det en lettelse, at det ikke er mine egne følelser og tanker, som definerer sandheden og virkeligheden.

Hvad skal vi gøre, hvis alt er relativt, hvis vi bliver omgivet af adskillige skærme og tusinder af stemmer, og vi ikke kan basere vores liv på spørgsmålet: ”hvad føler jeg lige nu?”

Skal vi virkelig ikke følge vores hjerte?

Bibelen om vores hjerter

Gud skabte verden og mennesket, og Han så, at det var godt. Vi er skabt i Guds billede, og det gode findes i vores hjerter. Dog blev mennesket fristet og faldt i synd, da Adam og Eva spiste af den frugt Gud havde sagt, de ikke måtte spise.

”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9)

Jesus er ikke uenig med dette udsagn, som vi finder i Jeremias’ bog. Jesus siger:

”det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent.  Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser.” (Matt 15,19)

Hvis vi tænker på syndefaldet, hvad var det Eva tænkte om at spise af den frugt, hun ikke måtte spise af?

”Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste.” (1 Mos 3,6)

Eva så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på.

Vi tager ikke afstand fra at synde, for vores natur er syndig. Vi får lyst og vi begærer, og derfor bliver vi fristet til at gøre noget, som ser godt ud eller føles godt. Jakob i Jakobsbrevet beskriver fristelsen og synden således:

”Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én;  når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.” (Jak 1,14-15)

Hvorfor er falsk forkyndelse tillokkende og ”farlig”?

I 2. Timotheusbrev finder vi en advarsel om den falske forkyndelse, som også gælder i dag:

”der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører.” (2 Tim 4,3)

Falske lærere forkynder en delvis sandhed. De fortæller os, at det går da meget godt for os. De fortæller, at hvis vores tro er stor nok, kan vi helbrede. De fortæller os, at når vi er kristne, vil vi være lykkelige, vi vil være materielt rige, vi vil blive populære og vi vil ikke opleve nogle sygdomme eller nogen modgang.

Virkeligheden ser anderledes ud. Den falske forkyndelse vil plukke Bibelcitater ud, men forkyndelsen vil være ubibelsk. Se på Jesu liv. Jesus mødte masser af modstand, had, forfølgelse og lidelse. Jesus gav afkald på konge-statussen (Fil 2,7), og da han mødte døden på et kors, var han over hovedet ikke populær – alle hans venner havde forladt ham. Jesus har sagt, at også hans disciple vil blive forfulgt. Hans disciple vil aldrig vinde hele verden, men verden vil hade dem (Joh 15,18-21). Det skal vi være villige til at stå i, hvis vi vil være hans disciple:

”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.  For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det.  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?” (Luk 9,23-25)

Dét er ikke noget, som glæder os. Dét er ikke noget, som tiltaler vores hjerter. Dét er ikke noget vi har lyst til, men det er efterfølgelsens vilkår. Har vi forstået, hvad det vil sige at fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge Jesus? Er vi villige til at miste vores liv pga. Jesus?

Læs mere

Hvad er det, som gør os urene? (Del 1)

Da kom der nogle farisæere og skriftkloge fra Jerusalem til Jesus og spurgte:  »Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser.«  Men han svarede dem: »Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld?  For Gud har sagt: ›Ær din far og din mor!‹ og: ›Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.‹  Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave!  så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering.  Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde:

 Dette folk ærer mig med læberne,

men deres hjerte er langt borte fra mig,

 forgæves dyrker de mig,

for det, de lærer, er menneskebud.«

 Og han kaldte skaren til sig og sagde: »Hør og forstå:  Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.«  Da kom hans disciple hen til ham og sagde: »Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?«  Men han svarede dem: »Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.  Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.«  Peter bad ham: »Forklar denne lignelse for os!«  Han sagde: »Er også I stadig uforstandige?  Fatter I ikke, at alt det, som går ind gennem munden, kommer ned i maven og forsvinder ud igen?  Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent.  Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser.  Det er det, som gør et menneske urent. Men at spise uden at vaske hænder gør ikke et menneske urent.« (Matt 15,1-20)

For nogle uger siden var min mand og jeg på restaurant og fik buffet. Vi opdagede, at vi var de eneste, som sprittede af, før vi tog mad. Vi undrede os, men fortsatte med at spise. Det havde været slemmere at undlade at bruge håndsprit for to år siden. Min mand og jeg gjorde sikkert selv noget andet forkert, som var endnu værre end at glemme at bruge håndsprit. Det er nemmere at se andres fejl end sine egne.

Farisæerne og de skriftkloge var skarpe iagttagere. De var hurtige til at påtale andres fejl og dømme dem. Jesus gennemskuede med det samme deres hykleri. Han påtaler, at de giver penge til templet i stedet for give penge til deres forældre, og dermed  bryder de et af de ti bud: ”ær din far og mor”. Jesus fortsætter sin kritik med at citere Esajas: ”Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.”

Jesus siger om farisæerne og de skriftkloge, at de kun udadtil dyrker Gud. De dømmer andre mennesker, og de er nogle dårlige jøder, fordi de ikke vasker hænder, inden de spiser. De lægger vægt på det ydre, på menneskebud og traditioner. Andre steder i evangelierne hører vi om, at de ikke mener, at man må helbrede et menneske på en sabbat.

Med rette kritiserer Jesus flere gange farisæerne og de skriftkloge. De er selvretfærdige og er meget optagede af, om andre ser, at de er nogle pæne, fromme jøder. De takker Gud for, at de er ”bedre” mennesker end syndere. De står længe og beder højt på et gadehjørne. De giver almisse og faster synligt, og de viser sig frem i deres fromme tøj med lange bederemme og lange kvaster. De lægger stor vægt på hele moseloven, men de overholder ikke selv alle bud.  ”De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.” (Matt 23,4). Farisæernes og de skriftkloge er optagede af det ydre og gerninger, men Jesus ser det indre. Han kender deres hjerter og tanker.

Farisæerne og de skriftkloges adfærd er en advarsel til alle kristne – alle os ”almindelige” danskere, som lever et almindeligt, borgerligt liv og som har været kristne i mange år. Vi kender alle buddene. Vi ved, hvad en god kristen gør. Gid vi aldrig må tro, at vi er bedre end andre mennesker. Gid vi aldrig må gå og dømme andre mennesker og tro, at vi selv er uden synd. Gid vores hjerter aldrig må forhærdes, så det kun bliver med læberne, at vi ærer Gud.

Jeg ser nogle gange på Internettet eksempler på påstande og ydre regler, som nogle mener, en såkaldt god kristen skal overholde:

Læs mere

Modstand fra farisæere og skriftkloge

Så kom han hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise.  Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.

 Og de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, sagde: »Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne.«  Så kaldte han dem hen til sig og sagde til dem i lignelser: »Hvordan skulle Satan kunne uddrive Satan?  Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, så kan det rige ikke bestå.  Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå.  Og hvis Satan har rejst sig mod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham.  Der er heller ingen, som kan trænge ind i den stærkes hus for at røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke. Først så kan han plyndre hans hus.

 Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter.  Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.«  De havde jo sagt: »Han er besat af en uren ånd.«

Mark 3.20-30

I starten af Markusevangeliet kapitel 3 hører vi om, at Jesus er inde i en synagoge. Her møder Jesus en mand, som har en vissen hånd. Farisæerne holder skarpt øje med Jesus. De holder øje med, om han vil helbrede ham på sabbatten, så de havde noget at anklage ham for (Mark 3,2).

Hvad sker der lige for farisæerne? Hvad er det, der står om Sabbatten i Moseloven? På sabbatten skal man hvile, og man må ikke lave noget som helst arbejde (2 Mos 31,15-16). Farisæerne tolker det at helbrede som et arbejde. De mente, at der kun måtte helbredes på en sabbat, hvis det gjaldt liv eller død.

Tidligere, i en anden diskussion om sabbatten, har Jesus sagt til farisæerne: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.  Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.« (Mark 2,27-28).

Jesus sætter ord på i synagogen hvor vanvittig farisæernes fortolkning er. Han beder manden med den visne hånd om at stille sig i midten (Mark 3,3), og Jesus siger så:

Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?«” (Mark 3,4)

Farisæerne svarer med tavshed, og Jesus ved, at deres hjerter er forhærdede (Mark 3,4-5).

Jesus helbreder mandens hånd, og straks beslutter farisæerne, at Jesus skal slås ihjel (Mark 3,5-6).

Så forhærdede er farisæerne og herodianerne, at de på så løs og falsk en anklage ikke bare vil have Jesus sat i fængsel, men have ham slået ihjel.

Jesus fortsætter med at helbrede og uddriver også onde ånder. Nu kommer de skriftkloge og kommer med en helt vild anklage: “Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne.«” (Mark 3,23).

Beelzebul er et andet navn for Satan. De skriftkloge anklager Guds søn for at være Satan. Noget de har intet belæg for at hævde.

Igennem hele sit liv oplever Jesus forfølgelse og modstand. Farisæerne og de skriftkloge kender Det Gamle Testamente rigtigt godt. De kender alle Messias-profetierne, og de har brugt lang tid på at studere skrifterne.

Bibelkundskab er ikke altid lig med overbevisning om og tro på Jesus. Troen kommer ikke af menneskelig visdom, intelligens og årelange studier. Det er Gud, som giver troen. Troen kommer ved Helligånden.

Farisæerne og de skriftkloge kender deres Bibel rigtigt godt, men de vil ikke anerkende Jesus. De anklager selveste Guds søn igen og igen, selv om de møder ham personligt, hører selv hans undervisning og forkyndelse, som et andet sted bliver beskrevet, at Jesu undervisning i synagogen sker med en myndighed, de bliver forundret over (Luk 4,32). Farisæerne og de skriftkloge anklager Jesus, selv om de er øjenvidner til alle hans undere.

Ingen kan tænke sig til at erkende, hvem Jesus er. Uanset hvor meget vi studerer, hvor godt vi kender Bibelen, så er det Helligånden der giver troen.

Hvem vil give Gud æren?

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa.  Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!«  Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene.  Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner.  Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?  Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?«  Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« (Luk 17, 11-19)

Det virker til, at de ti spedalske i denne beretning ved noget om Jesus. De må have hørt om Jesus, de må have hørt om de undere, Jesus har gjort og om, at han er en, som helbreder.

Det at forbarme sig er ikke et udtryk vi bruger i dagligsproget. Jeg har kun læst udtrykket i Bibelen, så jeg forbinder det med en anråbelse, et råb om hjælp til Gud. En kort, men stærk bøn lyder således: ”Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig”. Jeg har også hørt udtrykket i forbøn for f.eks. en hel gruppe af mennesker: “Jesus, vi beder dig forbarme dig over vores land.”

I 1991 skriver BT dog ”en behjertet sjæl .. forbarmede sig over den bevidstløse mand, som lå foran værtshuset, og ringede efter en ambulance.”  

Selve ordet ”forbarme sig” kommer af tysk: sich vorbarmen, og det betyder at ”bryde sig om de arme”, altså de stakkels, de fattige. Ifølge den danske ordbog betyder ”at forbarme sig” at få medlidenhed med nogen og så hjælpe eller tilgive vedkommende.

De spedalske var udstødte

Hvorfor blev de spedalske stående på lang afstand fra Jesus, mens de råbte? Spedalskhed er en meget smitsom sygdom, og på Jesu tid var der ingen behandling for sygdommen. De spedalske var udstødte, og på ingen måde turde nogen folk røre ved eller være i nærheden af de spedalske.

I en anden beretning hører vi, at Jesus rører ved en spedalsk, og den spedalske bliver rask (Mark 1, 41). I denne beretning i Lukasevangeliet kapitel 17, siger Jesus ikke noget om, at han helbreder de spedalske, men giver dem besked om, at de skulle gå hen og blive undersøgt at nogle præster, og mens de er på vej hen til præsterne bliver de raske. Jesus siger dette til de spedalske, fordi han henviser til Moseloven, 3 Mos 14,2ff, hvor vi læser, at præsten skal undersøge, om den spedalske er blevet ren, om han er blevet helbredt, og derefter skal præsten udføre en række ritualer og ofringer til Gud, hvorved præsten skaffer soning for Gud.

Når Jesus henviser til Moselovens forskrifter, er det altså en hjælp til de spedalske. De får en, på den tid, gyldig undersøgelse af, om de er blevet rask, og de bliver efter Moselovens forskrifter forsonet med Gud, altså får tilgivelse for deres synder. På Jesu tid mente jøderne, at sygdom var selvforskyldt. Man var syg pga. sin egen synd, eller pga. forældrenes synder.

I dag ved vi, at sygdom skyldes noget legemligt og ikke vores egen syndighed (i andre religioner i dag, fx hinduisme er samme antagelse, at sygdom skyldes personens eller forældrenes egne dårlige adfærd), men det vil i dag være fornuftigt at blive undersøgt, denne gang af en læge, når man er blevet helbredt.

De spedalske vil have velbegrundet antagelse af, at det er Jesus, som har helbredt dem, for vi hører, at på vej hen til præsterne, bliver de spedalske rene, altså raske. Dog er der kun én, som vender tilbage og priser Gud og takker Jesus, og det er en samaritaner. Samaritanerne var fremmede for jøderne, og ingen jøder ville have noget at gøre med dem. Samaritanerne var udstødte. Længe var frelsen fra Messias kun ment for jøderne.

Dog åbner Jesus op for at Guds frelse er for hele verden, hvilket vi kan læse om i Johannesevangeliet kapitel 10, hvor Jesus siger ”jeg har også andre får” og i Matthæusevangeliet kapitel 15, hvor Jesus helbreder den kana’anæiske kvindes datter samt i Johannesevangeliet kapitel 4, hvor Jesus taler med og underviser og forkynder for den samaritanske kvinde ved kilden. At frelsen er for alle (ikke kun jøder) dem, som tror på Jesus, læser vi tydeligt i Joh 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”  

Gud er ikke én, som bliver imponeret af menneskers gode gerninger, som ikke bliver gjort med hjertet. Således profeterede Esajas: ”»Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud” (Es 29,13). Ligesom vil læser om i Esajas’ bog, er Jesus optaget af menneskers hjerter, om mennesker elsker og ærer Gud, og om de tror på Ham. Derfor siger Jesus til den helbredte samaritaner, den helbredte spedalske, som vendte tilbage og takkede og lovpriste: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig” (Luk 17,19).

Advarsel mod at glemme Herren

Hvorfor var der kun én ud af de ti spedalske, som vendte tilbage til Jesus og gav Gud æren (Luk 17,18-19)? Det undrer Jesus sig over. Vi undrer os. Ti mennesker har mødt Jesus og bliver helbredt af Ham, men kun én vender tilbage og priser og takker Ham. Vi får ikke at vide, hvor de ni andre spedalske blev af. Ud fra Lukasevangeliet ved vi ikke noget om, hvorfor de ni ikke vendte tilbage til Jesus. Vi ved ikke, hvorfor de ikke omvendte sig.

Det kan vi kun gisne om. Måske omvendte nogle sig senere, fx efter Jesu opstandelse. Det ved kun Gud. Måske var nogle af de spedalske hjemløse, måske fik en af de spedalske tandpine dagen efter, måske kiggede nogle af de spedalske sig omkring og så på alt det, som en rig godsejer ejede. Måske tænkte de, at de var blevet helbredt af deres egen fromhed. De kan have tænkt: ”jubii, det hjalp at give mit sidste stykke brød til den fattige enke, derfor blev jeg rask”, eller ”hurra! I nat lå jeg på mine knæ og bad til Gud i fem timer. Fordi jeg var dygtig og udholdende i bøn, blev jeg helbredt”. Eller en spedalsk kunne have tænkt: ”ok, dér var jeg heldig. Tænk, det var mig, som vandt i Lotto. Tænk, at jeg blev rask, da jeg gik lige dér.”

Jeg ved det godt: Lotto fandtes ikke på Jesu tid, men forstår du min pointe? De ti spedalske blev helbredt, men ni af dem erkendte ikke, hvem der havde helbredt dem. De vendte ikke om og gav Jesus æren.

De spedalske havde ingen ære selv for at de blev helbredt. Æren var Guds alene. Det var Jesus, som viste dem nåde og helbredte dem.

Vi skal passe på, at vi ikke glemmer at give Gud æren. Vi skal passe på, at vi ikke glemmer Gud. Det skal vi passe på, både når noget godt sker for os, og når det i taget går godt for os. Kun én ud af ti helbredte spedalske vendte tilbage og priste og takkede Jesus.

I sin tale til israelitterne advarede Moses således:

”Når Herren din Gud fører dig ind i et herligt land, et land med bække, med kilder og med strømme af vand, der vælder frem i dale og bjerge,  et land med hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning,  et land, hvor du ikke skal skaffe dig føden i fattigdom og ikke kommer til at mangle noget, et land, hvis sten er jern, og i hvis bjerge du kan bryde kobber,  da skal du spise dig mæt og prise Herren din Gud for det herlige land, han har givet dig.  Men tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren din Gud, så du undlader at holde hans befalinger og retsregler og love, som jeg giver dig i dag.  Når du spiser dig mæt og bygger dig gode huse at bo i,  når dine køer og får bliver talrige, når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges,  bliv da ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset;” (5 Mos 8,7-14)

En lignende advarsel finder vi til menigheden i Laodikea, i Johannes Åbenbaringen:

”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm!  Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.  Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig,  så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se.” (Joh åb 3,15-18)

Gud er nådig og vil tilgive. Den, der har ører, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne:

Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig!  Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.  Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.  Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. (Joh åb 3,19-22)

Kom til Jesus

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.  For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Matt 11,28-30

Hvis du er lidt ligesom mig, har du læst disse vers masser af gange. Jeg udfordrer jeg dig til at læse versene igen. Prøv at tyg lidt på Jesu ord. Hvilket ord standser du ved?

Jeg standser ved hvile. Hvad er Jesu hvile? Hvad er det for en hvile, Jesus giver os, når vi kommer til ham? Når vi kommer til ham som vi er – med alle vores lidelser, sorger, bekymringer, synder, udmattelser, træthed og tunge byrder?

Er det en powernap? Er det en halv time på den ene side og så en halv time på den anden side (også kaldt en “morfar”). Er det en halv time med din mobil, hvor du tjekker dit Facebookfeed? Eller er det en kop kaffe og en kanelgiffel, mens du lytter til Radioavisen?

Jesu hvile er ikke at gå fem timer rundt i Rosengårdscenteret og juleshoppe på en lørdag. Det er heller ikke at gøre hovedrent i et helt hus og derefter lede efter den store kasse med julepynt.

Jesu hvile er en fred, som overgår al forstand og som bevarer vores hjerter og tanker i Kristus Jesus (Fil 4, 7). Hvilen er en fred, som Jesus giver os, og han giver ikke, som verden giver (Joh 14,27). Jesu hvile er at ligge i de grønne enge og ved det blikstille vand (Sl 23,2) tæt på Jesus, vores gode hyrde.
Augustin udtrykker det med disse ord: “du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig”. At komme til Jesus er at tage sig tid til komme i stilhed og se på ham. At komme til Jesus er at komme til ham og bare være sammen med ham uden at lave noget. At sidde i staver ved køkkenvinduet, lukke sine øjne og bede ordløst eller kun med ordene “kom Jesus!”. At komme til Jesus er at komme tæt på ham, tæt på hans ydmyge og sagtmodige hjerte og lære af ham. Det er at lære af Jesus, ikke kun med hjernen, men også med hjertet.

Jesu hvile er hvile for ikke bare hænder, fødder, ben, øjne og ører eller følelser og tanker, men også for sjælen – sjælefred. Jesu hvile for sjælen er med Augustins ord hvile for hjertet.

Kom til Jesus!

Kilde: Pixabay

Jesus siger: “Kom! og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 

Selv når vi går i mørkets dal, er Gud hos os

På vores rejse igennem livet vil vi møde bump på vejen. Vi vil komme til en afspærring og være nødt til at finde en anden vej. Bilen skal repareres og fornyes en gang imellem. Vi kan alle snuble og slå os, forstuve noget eller brække noget. Der kan ske ulykker og sygdomme. Lidelser er en del af tilværelsen, og der er ikke nødvendigvis en mening med dem.
Den eneste årsag jeg kan finde til livets forhindringer er syndefaldet, og det skete for meget længe siden. Jeg kan spørge mig selv, hvorfor skete syndefaldet? Det kan jeg ikke svare på. Vi kan ikke finde en årsag eller en forklaring på alt.

Jeg griber ud efter håbet og glæder mig over, at når vi er i Himmeriget hos Gud, så er der ingen kræft, depressioner, dødsfald, stress, skæld ud, bilulykker, brækkede knogler, mord eller vold (Joh åb 21:3-4).
Indtil da er vi her i verden, i livet, og kan ikke undgå at møde forhindringer.
Det gode er at vi ikke skal gå igennem trængslerne alene. Familie og venner kan være der for hinanden, lytte til hinanden og hjælpe hinanden. Mennesker kan vise hinanden omsorg og nærvær, og en anden, som også er os nær, er Gud. Du kan måske ikke føle det lige nu, men Gud er hos os. Han har lovet os at være med os alle dage. Når vi søger ham, skal vi finde ham. Selv når vi går i mørkets dal, skal vi intet ondt frygte, for Gud er hos os (Sl 23:4). Han vil give os kraft på ny og lede os ad de rette stier (Sl 23:3). Gud vil at vi skal have det godt, at vi er sunde, raske og er lykkelige. Han har “planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb” (Jer 29:11).


Jesus forstår os

Gud kender os, han kendte os før vi blev født, før vi blev dannet i vores mors mave. Guds tanker om os er dyrbare, han har skabt os underfuldt, og han ved om vi sidder eller står (Sl 139).
Uanset hvad vi går igennem, så ved Jesus, hvordan vi har det, for han har selv oplevet lidelser og smerte på sin egen krop. I evangelierne kan vi læse om, at Jesus har prøvet at sulte, at blive fristet til at følge ondskaben (Matt 4:1-11), han har følt hjerteknusende sorg (Joh 11:33-36), han har mødt hård modstand fra både venner og fjender, er blevet forladt, svigtet, ladt i stikken, forrådt, anklaget, truet, fordømt, spottet, mobbet, ydmyget, været ensom, været fortvivlet og dødsensangst (Matt 26:37.38). Han har prøvet at være et hjælpesløst, afmægtigt og afhængigt spædbarn, og han har prøvet at dø en pinefuld død på korset.
Samtidig er Jesus Gud, og han er derfor uden synd og gør altid Gud Faders vilje. Jesus forstår os bedre, end vi nogensinde kan forstå os selv. Af kærlighed til os valgte Gud at blive menneske, være i lidelserne og ofrede sin søn Jesus, for at vi kunne blive frie, tilgivet for vores synder, blive Guds børn og få evigt liv.
Jesus døde på korset, men døden var ikke endestationen. Han genopstod og lever også i dag. På korset sejrede Jesus over ulykker, sygdomme, synd, ondskab, djævel og død. Uanset hvilke lidelser vi står i eller kommer til at stå over for for, så er Jesu kærlighed og magt stærkest.


“Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet:
På grund af dig dræbes vi dagen lang,
vi regnes for slagtefår.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”
(Rom 8:35-39)

Tear down this wall (2)

I sidste indlæg skrev jeg om Berlinmurens fald, vores nutidige problemer med Putin, samt om dengang da Gud væltede Jerikos mure. I dette indlæg vil jeg se på den kamp Jesu havde i Getsemane have, og jeg ser på det, at vi også i dag skal lade Gud nedbryde mure – igennem lovsang, bøn og faste. I slutningen af indlægget reklamerer jeg også for et initiativ taget af Fyns Valgmenighed , som foregår d. 3. november 2022.

Jesu kamp i Getsemane have

Jesus kæmpede mange kampe, men jeg vil her fokusere på dén skelsættende åndelige kamp, han havde i Getsemane have natten efter Skærtorsdag, hvor han sagde til disciplene, at brødet var hans legeme, og vinen var hans blod. Natten i Getsemane have var også natten, før han blev korsfæstet.

Getsemane have betyder ”oliepressens have”. Det var måske en have, hvor man pressede oliven til olie. Haven lå tæt på ørkenen og nogle minutter gang fra Oliebjerget, som både dengang og nu havde mange oliventræer.

Jesus vidste, hvad der ventede ham. Han blev grebet af en dødsangst, og han bad disciplene om at holde sig vågne og våge sammen med ham. Jeg forestiller mig, at han følte sig ensom i sin angst og lidelse, og havde brug for sine venner (disciplene), at de var der for ham og støttede ham og bad sammen med ham.  Jesus var både Gud og menneske, og han måtte befinde sig i et kaos af tanker og tunge følelser. Mange tanker gik vel igennem Jesus. Jeg forestiller mig, at han den nat bad i mindst en time. Han kendte disciplenes svigt, de fristelser de mødte og alle de synder, deres kød bød dem. Han bad måske for forræderen Judas, og han bad nok også for Peter, der fornægtede ham, og for alle de andre disciple, som dén nat og dagen efter svigtede ham. Jesus tilskyndede disciplene til at holde sig vågne og bede:

”Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.” (Mark 14,37)

Billede af <a href="https://pixabay.com/da/users/pexels-2286921/?utm_source=link-attribution&utm_medium=referral&utm_campaign=image&utm_content=1868418">Pexels</a> fra <a href="https://pixabay.com/da//?utm_source=link-attribution&utm_medium=referral&utm_campaign=image&utm_content=1868418">Pixabay</a>
Billedkilde: pixabay

Jesus var bange for smerten, lidelserne og for at dø. Han havde ikke lyst til at gå frivillig i døden. Mennesket i ham blev fristet til at vælge en nemmere vej, den menneskelige vilje og flygte ud i ørkenen eller op på oliebjerget – eller bruge sin guddommelige magt og tilkalde en hær af engle til at triumfere over alle sine modstandere. Men Jesus var uden synd og han levede meget tæt på sin Gud Fader og gjorde kun, hvad Han sagde. Jesus sagde, at hans mad var at gøre sin Faders vilje (Joh 4,34). Jesus bad den bøn, som vi altid må bede:

”Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.” (Mark 14,36)

Jesus var bange. Han var fortvivlet til døden (Mark 14,34), men han valgte at sige ja til sin Guds faders vilje. Han sagde ja til at give sig selv hen, blive pint og ydmyget for os. Han sagde ja til at dø for os. På vores vegne kæmpede han kampen mod synden, djævlen og døden. Den kamp vandt han, da han døde på korset og opstod fra de døde.

I en anden have gik det helt anderledes.

Læs mere

Tear down this wall (1)

Overskriften for dette blogindlæg er et citat fra den daværende præsident i USA, Ronald Reagans tale i 1987, hvor han opfordrede lederen af Sovjetunionen Gorbatjov til at lade Berlinmuren falde.

Der gik et par år, før Berlinmuren faldt. I mange år inden Berlinmurens fald blev der bedt meget for dette, og i månederne inden murens fald var der en håbefuld stemning.

Det tyske band Scorpions udgav få måneder før murens fald sangen ”Wind of change.

Noget af sangteksten lyder således:

Walking down the street
Distant memories
Are buried in the past, forever

I follow the Moskva
Down to Gorky Park
Listening to the wind of change

Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow share their dreams

With you and me
Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow dream away
In the wind of change
The wind of change

Blows straight into the face of time
Like a storm wind that will ring the freedom bell
For peace of mind
Let your balalaika sing
What my guitar wants to say

Scorpions’ sang indfangede den tids håb og drømme om frihed, forandring og en bedre fremtid. Sangteksten er ikke religiøs, og ”wind of change” må formodes at hentyde til den håbefulde tidsånd, der var.


Uden at the Scorpions vidste det, var det dog ikke en hvilken som helst vind de sang om. Jeg er sikker på, at de ikke sang om den stride vestenvind, som jeg er voksede op med i Vestjylland. Scorpions sang også om Helligånden.

Om Helligånden siger Jesus:

”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«”  (Joh 3,8)

Det var en stor glæde, da Berlinmuren og Jerntæppet faldt.

Det russiske spøgelse

Vi var mange, der troede, at nu var der fred og ingen fare. Hvem ville ikke tro på en lysere fremtid og en mere harmonisk og fredfyldt verden? Var Rusland endelig gået med på Vestens værdier om demokrati og frihed? Nej. Hverken kommunismen eller det russiske diktatur var død. Putin havde en anden og desværre mere krigerisk og undertrykkende plan.

Vi troede, at vi kunne ånde lettet op efter to år med covid19, men slutningen af februar 2022 var begyndelsen på noget mørkt for Ukraine og for verden.

Det er bestemt værst for Ukraine, men Putins vrede påvirker os alle. Vi lever i en usikker tid. Mange mennesker og arbejdspladser bliver truet økonomisk, på deres eksistensgrundlag og hverdag.

Politikerne gør, hvad de kan af sanktioneringer over for Rusland og våbenstøtte til Ukraine. Sådan noget gør politikere, og det virker rationelt, men det er ikke nok. Det er ikke kun en kamp mellem mennesker. Det er en åndelig kamp.

”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.  Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå.” (Ef 6,12-13).

Lad os nu hoppe flere tusind år tilbage i historien og slå op i Bibelen.

Læs mere

Se på fuglene – se på Jesus (del 4)

I sidste indlæg af fugleserien så vi på det at tage sig tid, holde øje og vente. Dette indlæg er fjerde og sidste indlæg af serien om fuglene i Bibelen, og det handler om det at håbe.

Den, der håber

Håb er en god ting. Håb er det, der gør, at vi kan fortsætte, selv når vi er trætte, sløje, bange og triste. Håb er det, som gør at vi vælger at holde sammen og blive ved med at glæde over os over små ting som mariehøner og vores børns hjemmebagte æblescones. At vi kan blive ved med at elske hinanden og opføre os så godt vi kan, selv om verden omkring os falder sammen. Selv om politikerne er forvirrede, jobcentrene er sure, sygdomme og virusser hærger, elpriserne stiger, og selv om der er klimaforandringer, naturkatastrofer og krige, der truer os på den ene eller anden måde. Men hvad er det vi retter vores lid og håb til?

Kan vi sætte vores håb til vores politikere?

Kan vi sætte vores håb til Joe Biden, EU og NATO?

Kan vi sætte vores håb til vores statsminister og borgmester?

Kan vi sætte vores håb til Dronning Margrethe?

Kan vi sætte vores håb til det at spise økologisk og klimavenligt?

Kan vi sætte vores håb til elbilen og cyklen?

Kan vi sætte vores håb til psykologen?

Kan vi sætte vores håb til vores læge?

Kan vi sætte vores håb til vores præst?

Kan vi sætte vores håb til vores mor og far eller ægtefælle?

Kan vi sætte vores håb til os selv og tro, at vi finder det, der er sikkert og urokkeligt, inde i os selv?

Vi kan sætte vores håb til noget, og mennesker kan meget, men de kan ikke løse alt.

Læs mere

Se på fuglene (del 3)

I sidste uge skrev jeg om det at bruge dét, der er. Dette blogindlæg handler om at tage sig tid og være opmærksom.

At tage sig tid og holde øje

Noget mere fugle er gode til, det er at holde lytte til og øje med deres omgivelser og både kalde på og advare andre fugle.

Vi har et fuglefoderbræt i vores have. Sidste vinter havde vi besøg af dompap-par. Det var sjældent, at de begge var på foderbrættet samme tid. Som regel sad den ene dompap på foderbrættet, mens den anden sad i træ tæt på og holdt øje med, om dens mage kunne sidde i fred og spise, at der ikke var noget på færde.

Det kan vi også lære af fuglene. Ved Bibellæsning, bøn og at lytte til Helligånden, kan vi ligesom fuglene holde vagt. Vi kan holde øje med, hvad Gud fortæller os af både gode og risikable ting. På denne måde kan vi både opmuntre, trøste og formane hinanden – kærligt og i ydmyghed. I ydmyghed, fordi det er meget vigtigt at huske, at det er Gud, som er generalen. Det er ham, som kender sandheden. Det er ham, som kender det fulde billede. Han ved bedst. Det er alene Jesus, som har besejret synd, død og djævel (Es 53,4ff; 1 Kor 15,20-57)

”Hvis ikke Herren våger over byen, våger vægteren forgæves.” (Sl 127,1)

Mange fugle har gode ører. En solsort kan høre, om der er regnorme i jordoverfladen.

Da jeg skrev min afsluttende opgave, da jeg uddannede mig til pædagog, skrev jeg om langsomhedens pædagogik. Jeg er på det seneste blevet mindet om værdien af langsomhed.

Mange dyrearter lever deres liv i et mere roligt tempo. Mange dyr bruger meget af deres tid på at sove. Jeg tror ikke, stress er almindeligt blandt dyr, der lever ude i naturen.

Er Gud langsom eller hurtig?

Det er svært at sætte Gud ind i et hurtigheds/langsomhedsbegreb eller bruge et tidsbegreb om Gud i det hele taget. Vi mennesker er utålmodige i svære tider, men Gud er ikke for langsom:

”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag.  Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” (2 Pet 3,8-9)

Jeg er ikke tvivl om, at Gud ser og hører os meget tydeligt. Han er endnu bedre til at vente og lytte end den fiskehejre, der holder til i den landsby jeg bor i. Denne fiskehejre sidder stille i lang tid, når den venter på, at en fisk dukker op.

Fiskehejre (kilde: pixabay)

Mange af de fejl jeg har begået i mit liv, har jeg begået, fordi jeg var utålmodig. Jeg skyndte mig og stoppede ikke op for at hvile mig, vente, lytte og se godt efter. Jeg har oplevet at Gud har kaldt mig på mig, så har jeg svaret, og så har jeg spurgt Ham:  ”hvad er det, jeg skal gøre?” Der har jeg været så grebet af at Gud kaldte på mig, at jeg farede ud af døren og selv fandt på et eller andet at gøre, og så gik det galt. Der er før gået flere år fra Gud har kaldt på mig, til han har fortalt mig, hvad jeg skal gøre. Jeg har dog også oplevet, at han var meget ”hurtigere” end det. Han har kaldt på mig, jeg har svaret, og så har han givet mig en opgave få dage eller allerede få timer efter.

Nøgleordene er: stands, vent, lyt og kig efter.

”Jeg venter på hans ord,
 min sjæl venter på Herren
mere end vægterne på morgen,
end vægterne på morgen.
 Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.” (Sl 130,5-7)

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑