Diakon og Skribent

En rejse i Tro og Kreativitet

Kategori: Ikke kategoriseret (Side 3 af 15)

Kun mit ansigts sved

10. september 2023 / / 0 kommentarer

Jeg gik ud i min have og hvilede mig under det store æbletræ. Jeg var sulten og kedede mig. Et æble faldt ned og landede i mit skød. Mit hjerte hoppede af glæde. Det så flot og saftigt ud.  Jeg tog en stor bid af æblet, og jeg så alt. Jeg faldt i søvn. Der var en ordløs larm. Stilhed. Mørke. En dør åbnede sig til en anden verden. Der var snedriver og stejle klipper. Ingen blomster, intet vand, kun mit ansigts sved. Jeg bliver til en sten. Det støver.  Hvad er det her for noget?

Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;

det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;

thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.

Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet. (Ordspr. 4,20-23)

Kilde: Pixabay, NoName_13

En eller flere herrer

29. august 2023 / / 0 kommentarer

For mange år siden hørte jeg om princippet om, at vi skulle være vores eget livs lykkesmed. Fornyligt hørte jeg om en ny slags konfirmation: selv-firmation. Det handler om, at den unge skal bekræfte sig selv. Den unge skal bekræfte troen på sig selv.

Elisabeth Sofie siger om selv-firmation bl.a.

”Gennem viden og hertil hørende redskaber til at bruge denne viden, kan enhver blive godt rustet til at klare de mange udfordringer og det til tider store pres, livet nu engang bringer med sig. Unge mennesker er ingen undtagelse. Livet er en rutsjebanetur, som går både op og ned og ens følelser følger herefter. Men man kan godt træne sig selv til at holde fatning, så man ikke mister pusten på hverken op- eller ned- turene – det kræver først og fremmest opmærksomhed.” (https://www.selvfirmation.dk/til-foraeldre)

Selv-firmation er en version af ”du er din egen lykkes smed” og ”det er dit eget ansvar at blive glad på både op- og nedture.” Jeg stiller spørgsmål ved det at give den enkelte meget ansvar for sit eget liv. Skaber vi vores egen lykke, og har vi intet ansvar over for hinanden?

Fra tid til anden kan man få ideen om, at man er herre over sit eget liv. Mennesket er dygtigt, selvstændigt, uafhængigt og kan nærmest alt. Det moderne menneske planlægger, strukturerer sit liv. Vi tænker: ”det går da meget godt det her”, ”nu har jeg fundet noget, som er godt, og det går jeg med.” Vi bliver hurtigt opslugt af noget, som interesserer os og gør os passionerede, og det tager alt vores tid og fokus. Vi kan hurtigt blive forvirrede eller fare vild, når vi mener, vi er herre over vores eget liv.

Det bliver vanskeligt at opretholde selvkontrollen, at være sin egen herre og bevare strukturen og skemaet. Det bliver svært at bevare forestillingen om at have stor magt over sit eget liv, når stormfloden rammer, alvorlige sygdomme dukker op, ulykker sker, vi bryder ud i et pludseligt raseriudbrud, man mister sit arbejde eller skole eller organisationer og relationer bryder sammen.  

Den kristne orden

Ud fra et Bibelsk menneskesyn har mennesket et ansvar, men det er på ingen måde herre over sit eget liv. I skabelsesberetningen lærer vi, at Gud har skabt verden og at det er Ham, som giver liv, og det er Jesus som frelser. Han er den, som førte os i frihed, ud af trællehuset (2 Mos 20,2 og Joh 8,36).  Mennesket fik en pagt med Gud. Det er Gud, som er Gud og derfor også menneskets Herre og vigtigste relation. Det første bud i loven er:

”Du må ikke have andre guder end mig.” (2 Mos 20,3)
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv” (Luk 10,27)

Derudover har mennesket en pagt med ægtefællen, så sine børn og først derefter kommer pagten med arbejdet, kirken og andre ting.

At Gud er Gud, er Herre og den vigtigste relation for mennesket, får betydning for alt andet i livet. Det får betydning for, hvordan vi forholder os til penge, mad og det materielle. Jesus siger:

”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.” (Matt 6,24)

Kærlighed til penge er roden til at alt ondt:

”har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.” (1 Tim 6,8-10)

Hvem er herre?

Hvis Gud er vores Herre, har det som sagt betydning for resten af vores liv. Vores ambitioner, længsler, drømme eller ønske om popularitet og anerkendelse kan føre os på vildspor, og vi kan spørge os selv, er Gud herre i vores liv? Eller er det os selv eller noget andet?

Hvem vil vi følge? Os selv, et menneske eller noget andet. Hvis vi vil følge Jesus, er dette nødvendigt:

”Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.  Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?” (Matt 16,24-26)

Vi kan ønske os noget mere. Vi kan ønske os et større hus, en større bil, et større firma, et større rige, men hvem er vores Herre? Er det Gud, os selv eller djævelen, som er vores herre? Djævelen fristede Jesus med at ville give ham alle verdens riger:

”Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed  og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«  Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹” (Matt 4,8-10)

Bibelen er klar. Der er ingen tolerance over for at have mere end én Herre, Gud. Der er ingen tolerance over for afgudsdyrkelse.

Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke?  Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro?  Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: »Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.«  Derfor: »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer,  og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.« (2 Kor 6,14-18)

Det bedste for os er, at Jesus er vores hyrde. Han er hoved for os. Det bedste for os er at være i Gud faders favn. Hvor skal vi gå hen? Vi skal gå hen til Jesus. Vi skal tro på ham. Han er vejen.

Jesus sagde til ham: jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. (Joh 14,6)

Gud elskede os først

14. juli 2023 / / 0 kommentarer

Et af de første indlæg på denne blog handler om min mormor. Min mormor så altid det gode i alle mennesker.
Jeg er kommet i tanke om min bedstefar. Han sagde ikke så meget, men han var rolig og flink. Jeg kan huske, at jeg spillede kort med ham, og at han tit faldt i søvn, når han læste avis. Jeg har altid ønsket, at jeg havde lært ham bedre at kende, men hans mildhed og venlighed beroligede mig. Min bedstemor var nogle gange urolig og bekymret, men han var der altid for hende. F.eks. hjalp han hende i køkkenet. Han var hendes klippe af ro.  Min far har sagt, at min bedstefar aldrig havde skældt sin børn ud. Dog tror jeg, at min bedstefar kunne blive vred, selv om vi aldrig oplevede ham vred. Da han var gammel og blev syg, havde han mange smerter, at han ikke selv kunne vende sig i sengen. Han beklagede sig aldrig, og han var bange for at være nogen til besvær. Engang bar han mig og dansede med mig til en familiefest. Jeg var kun to år, men jeg har set et billede, der blev taget dengang.

Der skete andre særlige begivenheder, da jeg var lille. Jeg har set et billede af mig selv, hvor jeg er i min dåbskjole. Den dag jeg blev døbt, var en særlig dag, men jeg kan ikke huske den. Min Himmelske Far var der altid for mig. Han var der, da mine snørebånd viklede sig rundt om min cykels pedal. Han var der, da jeg brækkede min arm og det gjorde virkeligt ondt. Han var der, da de store drenge grinede af mig og vidste hvordan de kunne irritere mig. Han var der, da jeg var ulykkeligt forelsket. Han var der, når jeg var forvirret og urolig. Jeg troede på, at jeg havde en Far i himlen, men jeg vidste ikke, hvem han var. Indtil en dag jeg fandt – ikke et fotoalbum – men en bog fuld af bøger og bladrede i den. Det var ikke ved første øjeblik i Bibelen, at jeg lærte min himmelske Far at kende. Det tog tid at læse om ham og om alle de personer i Bibelen, som havde mødt ham. På en måde mødte jeg ham, da jeg nåede til at læse om hans søn, Jesus, som også kaldes Guds tolk (Joh 1,18). Selv om jeg har læst evangelierne flere gange, kender jeg ikke Jesus helt endnu. Ud fra Bibelen ved jeg noget om Gud, men der er også en masse jeg endnu ikke ved.

Efter at jeg havde læst i Bibelen i lang tid, opdagede jeg, at Helligånden også var en del af den Treenige Gud. Helligånden taler til mig på forskellige måder, men for det meste er Han stille og rolig. Helligånden er der altid, men for det meste, er han ikke en, som råber. Han er mild og rolig – en klippe af ro. Helligånden gør en urolig dag mere rolig. Pludselig har han vendt tristhed til glæde. Pludselig minder han mig om noget, som er godt og ædelt at tænke på. Han kunne aldrig finde på at sige til mig, at jeg var håbløs eller en fejltagelse. Helligånden vil aldrig sige noget, som ikke stemmer overens med Bibelen.
Det bedste er, når Helligånden minder mig om et Bibelvers. Bibelen er skrevet ved inspiration af Helligånden:

”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at de menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” (2 Tim 3,16-17).

Jesus siger, at hans ord skal blive i os (Joh 15,7). Mange vil bedrage os, føre andre vild og selv fare vild.

”Du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus.” (2 Tim 3,14-15)

Helligånden peger på Jesus. Han vil aldrig ophøje et menneske – når jeg begynder at bygge slotte i min navle, så er jeg kommet på afveje! Helligånden fortæller om Jesus. Han kaldes også Talsmanden, for han taler på Jesu vegne, og han herliggør Jesus:

”Han skal herliggøre mig (Jesus), for han skal tage af mit og forkynde for jer.” (Joh 16,14-15)

Ligesom Moses førte jøderne ud af trældommen i Egypten, har Jesus ført os ud af vores synders trældom, idet han besejrede synden på korset. Jesus er vores Herre, men Helligånden giver os barnekår. Vi er Guds børn:

”Alle dem, der tog imod ham (Jesus), gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” (Joh 1,12-13)

Således giver Helligånden hverken frygt eller trældom, men frihed og barnekår:

”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen vores ånd om, at vi er Guds børn.” (Rom 8,15-16)


Kærlighedsbuddet

Da jeg havde læste meget i Bibelen, indså jeg, at der var en lov, som Gud ville, at jeg skulle overholde. Jeg vidste, at jeg skulle elske min næste. Men der var et andet bud, som stod lige med det.

En skriftklog spurgte Jesus, hvilket bud er det første af alle bud? Jesus svarede:

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og af hele dit sind og hele din styrke.” (Mark 12,30)

Fra evangelierne har jeg lært, at farisæerne og de skriftkloge kendte loven rigtigt godt, men deres kærlighed til mennesker var begrænset, og på ingen måde elskede de Gud helhjertet. De kendte Guds ord, men alligevel sagde Jesus om dem, at de satte de Guds ord ud af kraft. Til farisæerne og de skriftkloge sagde Jesus:
”Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer er menneskebud.” (Matt 15,7-9).

 Farisæerne og de skriftkloge gik så meget op i, at alle regler skulle overholdes, og de mente selv, at de overholdt loven, men deres hjerte kom langt væk fra Gud. De elskede ikke Gud, og de troede ikke på Jesus.

Jeg forstår nu godt farisæerne og de skriftkloge. De prøvede virkelig på at overholde hele loven. Hvem vil ikke gerne følge de ti bud, lade være med at lyve, undgå at køre for stærkt og altid være god mod sin nabo, altid være en god mor og altid elske og ære sin mand? Og jeg vil da gerne elske Gud af hele mit hjerte, min sjæl, mit sind og min styrke. Jeg vil gerne overholde loven, men uanset hvor meget jeg anstrenger mig, bor der intet godt i mit kød.

Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.  For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.  Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. (Rom 7,18-21)

Det så ikke godt ud for farisæerne og de skriftkloge. Og vi har en syndig natur. Der er en kamp mellem kødet og ånden, men troen på Jesus giver håb.
Jesus sagde til sine disciple, at han skulle dø, hvilket var svært for dem at forstå, og det ville blive en sorg for dem. Han sagde:

”Det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.” (Joh 16,7)

Hvis ikke Jesus døde på korset for os – Hvis ikke han tog straffen for vores synder, ville der ikke blive åbnet til adgangen for det allerhelligste. Så ville vi ikke kunne få adgang til Guds hellige nærvær.
Hvis ikke Jesus døde for os, kunne vi ikke ved troen på Ham få Helligånden. Så ville loven ikke blive skrevet på vores hjerter, så ville Guds kærlighed ikke være udgydt i vores hjerter. Så ville vi aldrig på noget tidspunkt være i stand til at leve op til kærlighedsbuddet, for det er ikke os selv i egen kraft, men Helligånden, som gør os duelige (2 Kor 3,3-6).

Hvorledes hænger kærlighedsbuddet og Jesu død sammen? Jesu død er Guds gerning givet til os af kærlighed. Vi elsker fordi Han elskede os først (1 Joh 4,19)

”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” (1 Joh 4,9-10).

Han ser efter, om vi er på vej hjem

3. juli 2023 / / 0 kommentarer

”En mand havde to sønner.  Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem.  Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød.  Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.  Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel.  Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.  Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.  Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.  Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste.  For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde.  Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.  Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind.  Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner.  Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.  Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«” (Luk 15,11-32)

Dette er en historie, som vi har hørt mange før. Den ene af de sønner kunne være en spontan livsnyder, som var røget i ”Luksusfælden”. Han drømte om at udleve alle sine drømme og se hele verden. Han fortalte faderen om sine drømme, og faderen ville gerne sponsorere ham og gav ham en hel masse penge. Han farede ud på jordomrejse og på luksuskrydstogter. Han brugte masser af penge på smukke kvinder, designertøj og gourmetmiddage. En dag havde han brugt alle sine penge, alle hans venner var væk (for de var kun venner med ham pga. hans penge), og han havde ikke en eneste brødkrumme tilbage i sin lejlighed. Der var ikke mad nogen steder i det land han boede, for der var sket det, at en farlig epidemi var brudt ud i landet, og alle fødevarebutikker var tomme. Af frygt havde folket nemlig hamstret og revet maden ned fra alle hylder. Denne søn havde nu mistet alt. Han vidste dog, at epidemien og derfor heller ikke hamstringen var nået til det land, hvor hans far boede. Han kom i tanke om, at hans far havde en stor svinefarm, så han tænkte, at han nok altid kunne bruge en løs vikar. Han besluttede sig for at ville tage hjem og planlagde at sige dette:

”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.” (v. 18f)

Den anden søn kunne være en flink og rolig mand, som havde boet og arbejdet hjemme ved sin far hele sit liv. Han havde trofast arbejdet hårdt hver eneste dag for sin far. Han havde aldrig forladt sin far, han havde aldrig følt trang til at rejse langt væk fra faderen, og han tænkte altid nøje over, hvad han brugte sine penge på. Da hans bror kom hjem efter, at de hverken havde set eller hørt fra ham i 20 år, blev denne bror vred og forarget over, at faderen ikke skældte ham ud. Han formanede ham ikke engang. Faderen nævnte ikke med ét ord alle de forkerte ting, han havde gjort, og han bebrejdede ham heller ikke, at han ikke havde ringet eller skrevet hjem eller var kommet hjem til jul. Det mest uretfærdige var, at faderen holdt en kæmpe fest for den bror, som havde ødslet alle sine penge væk. Han inviterede flere hundrede mennesker – ja hele landsbyen –  til festen. Han havde købt de bedste økologiske oksemørbrader, og de fik masser af dyr champagne og Amarone-vin til festen. Den flinke og rolige mand havde altid været hjemme hos sin far og tjent ham trofast, men han havde kun holdt fester for ham, hvor de allernærmeste var inviteret med, og for det meste havde de fået flæskesteg til disse fester. Det værste af det hele var, at faderen var så glad, som den flinke og rolige søn aldrig havde set ham før. Han lignede en, som havde vundet i Lotto. Faderen kiggede kærligt på sin flinke og rolige søn. Han blev bedrøvet og sagde:

”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« (v. 31)

Lad os se på, hvem denne fader er?  Gør faderen forskel på sine børn? Nej, han elsker dem lige meget og han vil altid gerne have dem tæt hos sig. Han har det fint med, at hans sønner er meget forskellige. Han vil gerne, at de laver det, som de er glade for at lave. Han ser både værdi i en søn, som er en drømmende eventyrer og en søn, som trofast, pligtopfyldende og arbejdsom. De har begge altid været hans børn. Han troede, at den ene søn var død, men han kom hjem til ham i levende live. Det var derfor, han blev så glad.


”Der er ”større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse” (Luk 15,10)

Vores himmelske far er ligesom faderen til den fortabte søn. Vi er først og fremmest hans børn, ikke hans daglejere eller tjenere. Han er ikke urimelig og hård. Han er gavmild, mild, tålmodig, barmhjertig og nådig. Om vi skulle glemme ham, glemmer han os aldrig. Han holder aldrig op med at elske os. Han har lige meget omsorg og kærlighed for alle sine børn.  Uanset hvad der sker og uanset hvad vi gør, så ser han altid efter, om er på vej hjem til ham. Så løber han hen til os, falder os om halsen og kysser os.

Kilde: Pixabay, StockSnap



Mariehønen er et glimt noget større

1. juli 2023 / / 0 kommentarer

Græsset var meget højt. Det var på tide at slå græs. Græsslåmaskinen tændte sin motor og larmede i hele byen. Alt græs skal slås, fuld fart frem! Pludselig begyndte motoren at hoste og hakke. Den gik i stå. Der blev stille.
En solstråle ramte et græsstrå. Her kravlede en mariehøne. Hvis ikke græsslåmaskinen var løbet tør for benzin, havde jeg ikke set mariehønen, og jeg havde kørt den over.
Jeg så mariehønen. Jeg så, at den var lille, at den var smuk, sand, god, rosværdig, og at den var værd at  elske. Også mariehønen er skabt af Gud.

Jeg så et glimt af noget større. Det, som jeg troede, jeg havde forstået, havde jeg ikke forstået. Det, som jeg troede jeg vidste, vidste jeg alligevel ikke.

Billedkilde: Ervin Gjata

Gud Herren kommer i styrke,
han hersker med sin arm.
Hans løn er med ham
hans fortjeneste går foran ham.
 Som hyrden vogter han sin hjord,
han samler dem med sin arm;
han løfter lammene op i sin favn,
han leder moderfårene.

Hvem har udmålt vandet i sin hule hånd,
afgrænset himlen med udspændte fingre?
Hvem har målt jordens støv i tønder,
vejet bjergene på vægten
og højene på vægtskåle?
 Hvem kan retlede Herrens ånd,
hvem kan være hans rådgiver og belære ham?
 Med hvem har han rådført sig for at få indsigt
og blive belært om den rette vej?
Hvem lærte ham kundskab
og viste ham vejen til indsigt?
 Nej, folkene er som dråber i en spand,
de regnes som støv på vægtskåle,
de fjerne øer vejer kun som fnug;

(…)

Herren er en evig Gud,
skaberen af den vide jord.
Han bliver ikke træt og udmattet,
hans indsigt kan ingen udforske.

(Es 40,10-15 og v 27-28)

Døren

2. juni 2023 / / 0 kommentarer

Jesus, du er døren
du åbner op
Vi går ud af den mørke, kolde, beskidte stald
Ud på de grønne frodige enge
Der er masser af mad til os
Du er døren
Du er ikke låst
Du er døren
til de grønne græsgange
Du kalder os ved navn
Du møder os med din åbne favn
Du leder os ved din stemme
Du går foran os
Vi følger dig
vi vil aldrig følge en fremmed

Bliv i Jesu kærlighed

12. maj 2023 / / 0 kommentarer

”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden.  Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.  I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.  Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.  Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.  Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.  Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.  Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.” (Joh 15,1-10)

Overordnet handler disse vers om kærlighedsrelationen mellem Jesus og Hans disciple. Den skal være ligesom et livslangt (evigt) ægteskab, ikke en flirt, et teenagecrush eller en flink løbemakker. Det er en kærlighed, som forpligter, og samtidig er Jesus lidenskabelig, lige så lidenskabelig som vi ser Gud er i forholdet til Israel i Det Gamle Testamente.  

Der er ikke noget vi kan gøre i egen kraft for at få Åndens frugter. Grene, som er knækket af træet, visner.  Det er Gud, som renser os, vi kan ikke rense os selv. Renselsen består dels i opdragelse (foragt ikke Gud Faders opdragelse, for en far opdrager sine børn, fordi han elsker dem (Heb 12,5-10)), og at Gud Fader omfavner os i Sin kærlighed. Renselsen består i at Helligånden arbejder i os, når vi holder os tæt til Jesus.

”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.” Jesus er Ordet, som blev til menneske – til kød (Joh 1,14). Guds Ord renser os, og vi skal blive i Guds ord. Vi skal huske, reflektere over og gemme Ordene i vores hjerter. Vi skal bygge på, handle på og gå på Guds Ord (Matt 7,24-25)

”Bliv i mig, og jeg bliver i jer”
 Det er et gensidigt forhold. ”Jeg er min elskedes, og min elskede er min” (Høj 6,3). Vi skal blive i troen på Jesus, blive i længslen efter ham, blive ved med at elske ham. Vi skal blive ved med at tro på Hans ord. Vi skal blive ved med at bede, ikke af pligt, men af længsel af at leve sammen med Jesus. Helligånden vil virke i det nævnte. Bliv i mig, og jeg bliver i jer = Jesus vil ved Helligånden bo i vores hjerter. Hvorfor lyder det som en befaling, hvorfor bruges imperativformen ”bliv”? Fordi det også handler om valg. Vil vi vælge at åbne vores hjertes dør for Jesus? Han banker på, men han er ikke én, som sparker døren ind, selv om han kunne gøre det med sin guddommelige kraft.

”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer”
 Jesus kunne have sagt, at han elsker os ligesom vores mor elsker os. I stedet siger han, at han elsker os, ligesom Gud Fader elsker Ham. Faderens kærlighed til sin søn Jesus, er kæmpestor, og den er evig. Om Jesus råbte Gud fra himlen ved Jesu dåb: ”det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”(Matt 3,17). Ordet ”velbehag” har noget at gøre med en stærk følelse af glæde, tilfredshed og velvilje. Så højt elskede Gud Fader sin Jesus, og alligevel valgte Gud Fader at ofre Sin Søn på korset for os, fordi han elsker os alle (Joh 3,16).



Bliv i min kærlighed!

“bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.”

Jeg læst Joh 15,1-10 mange gange, og jeg har fundet det både smukt, fantastisk og uforståeligt. Og så har jeg slået mig på imperativerne. Er det oversat rigtigt fra grundteksten? Ja, det græske ord for bliv, ”meinate”, står i imperativ 2. person flertal. Det er ord til disciplene, det er ord til os, menigheden, til alle dem, som vil være hans efterfølgere. Jeg ser to dimensioner i sætningen ”bliv i min kærlighed”.

  1. Han siger oprigtigt min kærlighed. Han kunne have sagt ”bliv i min visdom”, ”bliv i min magt”, ”bliv i min hellighed”, ”bliv i min sandhed” osv. Alle sammen er vigtig egenskaber ved Jesus, men han siger ”bliv i min kærlighed”. Gud elskede os først (1 Joh 4,19). Gud er kærlighed, og det var Ham, som elskede os først, længe inden vi blev født. Han kendte os og elskede os fra meget lang tid før vi blev født. Og alt hvad Gud gør, gør han af kærlighed, og han skabte verden og os af kærlighed.

    Gud skabte en hel masse ting, og han så, at det var godt. Gud så alt, hvad han havde skabt, og så hvor godt det var (1 Mos 1,31). Gud ser på sit skaberværk med sine øjne, der både er hellige og fulde af kærlighed til skaberværket. Et sted i Bibelen står der, at Gud altid har sit blik rettet mod menneskene. Gud er ikke verdens første ”Big brother”, der overvåger alt og alle med det formål at fange og dømme forbrydere. Hans blik er faderens omsorgsfulde blik og Jesu, brudgommens, øjne fulde af kærlighed. Kan man sammenligne dette opmærksomme blik med en forelsket, der ikke kan slippe blikket fra sin udkårne?!

    Min (Jesu) kærlighed Det græske ord for kærlighed er her Agape. Agape er Guds kærlighed. Guds kærlighed er evig, ren, ubetinget, hellig og perfekt, mens menneskers kærlighed er foranderlig, betinget, begrænset og fulde af fejl.
    ”Bliv i min kærlighed” er sagt mildt og fuld af kærlighed. Jesus elsker os højt. Han længes efter os, og han kunne sige: ”bliv hos mig, min elskede. Bliv ved med og tro på, at jeg elsker dig.”
  2. Samtidig må vi ikke ignorere imperativet. Igen det er et valg. Vil vi tro på og stole på, at Gud elsker os?  Det står utallige gange i Bibelen. Ånden skaber frugterne på grenene, men vil vi handle på den kærlighed Ånden skaber i os? Vil vi vælge at bruge tid på Ordet, på bøn, på at være sammen med Gud? Hvilken plads skal Gud have i vores liv? Vil vi give Gud 1. pladsen i vores liv? Og vil vi handle på den kærlighed, Ånden skaber i os, til vores næste og vores søstre og brødre i Herren?

    Imperativet hænger sammen med, at hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed. Er vi nu tilbage i den gamle pagt? Er der virkelig krav, når Jesus opfyldte loven og døde på korset for os. Vi er syndere, og skal vi ikke give op på forhånd. ”Jeg er et menneske, og det er svært at elske min næste.” Ja, men vi kan ikke ignorere buddene Jesu taler om i evangelierne. Vi kan ikke ignorere hans formaninger eller bjergprædikenen. Vi kan ikke ignorere det dobbelte kærlighedsbud: du skal elske Gud af hele din styrke, hele dit sind, hele dit hjerte og hele din sjæl OG du skal elske din næste som dig selv.

Formaningerne i evangelierne og kærlighedsbuddet er sagt af Jesus selv. Det er en vigtig pointe. Vi skal se på, hvad Jesus gør og lære af ham. Vi skal efterligne ham. Vi skal lære ham at kende gennem at læse i Bibelen og igennem bøn. Kom til Jesus og lær af ham.

Læs mere

Baghavekrige og et håb om et fredsrige

11. maj 2023 / / 0 kommentarer

Som de fleste andre haveejere, har vi masser af græs. Vores have er vores have. Kun ukrudt, vilde dyr og naboernes katte kommer uanmeldt på besøg. De forskellige dyr har fået ejerfornemmelse over vores have. Naboens sorte kat sætter sig midt på græsplænen. Kommer der en anden kat, jager den sorte kat den væk.
Solsorte hopper efter hinanden. Vores faste duepar vil ikke have, at en tredje eller fjerde due går ind i vores have. Gråspurvene vil ikke dele fuglefoderet med hinanden. Musvitterne er forsigtige med at besøge vores foderbræt.
En dag sprang den sorte kat op på foderbrættet og fangede og dræbte en musvit, som den åd. Hjælp, der er krig i vores baghave!

En fredfyldt oase

På min faste gåtur finder jeg en anden ro. Hestene står stille i deres indhegninger og spiser. Køerne hviler sig i græsset, eller de spiser masser af græs. Hestene og køerne ser glade ud.
På min gåtur er der en permanent lille sø på en eng. I dag var der på græsset ved søen to gæs, to ænder og to svaner tæt på hinanden. De lå der stille og roligt. Måske var de venner?
En blishøne svømmede ind og gik op på bredden til de andre fugle. Blishøner har ry for at være hidsige, men der var stadig fred ved den lille sø.

Så fik jeg øje på en fiskehejre ude i vandet. Den stod helt stille og skjulte sig imellem sivene. Da jeg opdagede den, fløj den lidt væk og satte sig i noget græs. En krage kom hen til den. Fiskehejren lettede med det samme kragen kom, og den fløj langt væk.

Fredsriget er her alligevel ikke endnu. Der er baghavekrige og forskrækkede fiskehejrer, men ind imellem er der gode stunder, hvor Gud lader os ligge i grønne enge og leder os til det stille vand.

De fredelige fugle ved søen fik mig tænke på Esajas’ profeti om det kommende fredsrige:

Ulven skal bo sammen med lammet,
panteren ligge sammen med kiddet;
kalv og ungløve græsser sammen,
en lille dreng vogter dem.
 Koen og bjørnen bliver venner,
deres unger ligger sammen,
og løven æder strå som oksen.
 Spædbarnet leger ved slangens hule,
det lille barn stikker sin hånd
ind i hugormens hul.
 Ingen volder ondt eller ødelæggelse
på hele mit hellige bjerg;
for landet er fyldt med kundskab om Herren,
som vandet dækker havets bund.
 På den dag
skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene;
til ham skal folkene søge,
og hans bolig skal være herlighed. (Es 11,6-10)

Jesus lever

9. april 2023 / / 0 kommentarer

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.  Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.  Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«  Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor.  Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede.  Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!  Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. (Mark 16,1-8)

Da jeg læste teologi, fik jeg at vide, at Markusevangeliet oprindeligt sluttede med vers 8 “De sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Resten af evangeliet var en tilføjelse. Jeg kan ikke huske, hvornår den sidste del skulle være tilføjet. Uanset hvad, så er den opstandne Jesus beskrevet i slutningen af Markusevangeliet og de andre evangelier.

Jeg ser vers 1-8 som en rammende beskrivelse af når nogen lige er død og sorgen. Ens kære er der ikke mere og savnet efter den man har mistet er virkeligt stort. Sorgen er en krise, det er noget virkeligt svært. Kommer døden for tidligt og som et chok er det endnu hårdere.
Jesus var ikke kun en kær ven og et menneske – han var Messias, som havde trådt ind i disciplene og kvindernes liv med sin kærlighed og forvandlende magt. De satte alt deres håb til ham, men han blev kun lidt over 30. Han, som kunne vække døde til live endte selv med at dø – døden på et kors.
Så kommer kvinderne til graven, og den er tom. Hvad skal det betyde? En engel siger til dem, at Jesus er opstået, men kvinderne flygtede, de var rystede og ude af sig selv. De sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Kilde: pixabay

En sådan frygt, hvor man er ude af sig selv og rystet – det er et chok, og det er ubehageligt.
Et chok kan være mange ting. Det kan være et svar man får, som er helt anderledes end det, man havde håbet på.
Sidste gang jeg blev chokeret, fik jeg en besked, som kom helt bag på mig. Bagefter blev jeg sur på mig selv og skuffet over, at jeg havde håbet og troet på det svar, som ikke blev en realitet. Derefter tilbragte jeg resten af dagen i en blanding af sur skuffelse og en tilstand, hvor mine øjne var blevet meget utætte.
Dagen efter rejste jeg mig op og greb ud efter det håb, jeg ikke kunne se, og jeg genoptog bønnen: “Far, jeg beder om, at hvis det er din vilje,så…”
Jeg er nødt til at holde fast i håbet, selv om jeg ikke ved, hvad fremtiden bringer.

Lad os læse nogle flere vers i Markusevangeliet:

Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af.  Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd.  Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det.
 Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet.  De gik også hen og fortalte det til de andre; men heller ikke dem ville de tro.
 Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. (Mark 16,9-14)

Jesus viser sig selv først for Maria Magdalene, så to andre og til sidst de sidste 11 disciple. De fortæller, at de har set Jesus, men de andre tror ikke på det. De ville ikke tro på det. Han bebrejder dem deres vantro og hårdhjertethed. De ville ikke tro på det, før de selv så ham.

Versene handler om tro, tvivl og ikketro. Vi lever i et land, som nogle kalder kristent, men der er mange som ikke tror. Nogle vil ikke tro, og nogle kan ikke tro. Og så er der nogle, der tror.

Jeg ikke kan bevise det, i hvert fald ikke med den videnskabelige metode, men jeg tror på, at Jesus er opstået fra de døde og lever. Det håb vil jeg holde fast i.

Det er stort, at Jesu blod gør syndere retfærdige, og at vi ved Jesus får tilgivelse af nåde, det bliver os givet helt ufortjent – samt vi får fred med selve Gud. Og vi får et håb ved Jesu død og opstandelse, et håb om et evigt liv efter døden – hos Gud:

Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.  Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed.  (Rom 5,1-2)

Jeg tror på et evigt liv efter døden, og jeg tror på, at Jesus har sejret over det onde, synden og døden. Det tror jeg på, selv om verden ser ud, som den gør, og også selv om ondskaben og synden desværre i høj grad bor i mig.
Jeg ved, at Jesu opstandelse ikke betyder et liv med lyserøde skyer og nuttede enhjørningebamser.

Læs mere

Good Friday

7. april 2023 / / 0 kommentarer

På engelsk kaldes Langfredag Good Friday. For Jesus var Langfredag lang og lidelsesfuld, men for os er Langfredag god – ikke pga. påskefrokosterne og påskeæggene, men pga. hvad Jesus gjorde for os.

Jesus vidste, hvad der ville ske

Lidelsen og døden kom ikke som nogen overraskelse for Jesus. Flere gange fortalte han disciplene, at det ville ske.

“Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes:  Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham;  de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.«  Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.” (Luk 18,31-34)

Jeg ved ikke, om Jesus vidste hele sit liv, at han skulle lide, dø på korset og opstå fra de døde, men han vidste det i lang tid, før det skete. Disciplene kunne ikke forstå det. Det var var uforståeligt for dem, at deres mester og ven – Ham, de havde forladt alt for, Ham, de satte deres håb til. At Han sagde, han skulle dø. Han var ikke gammel, kun lidt over 30. Han var Messias, Guds søn – det var ubegribeligt, at Han virkelig skulle dø.

Jesus vidste alt, hvad der ville komme til at ske. Da han blev taget til fange, var han i Getsemane have og bad inderligt til Gud (Mark 14,3-42). Han var bange for alt det, der ville komme til at ske. Han havde angst og var bange for at dø. Hans sjæl var fortvivlet til døden (v. 34). Han havde ikke lyst til at drikke bægeret, som var Guds vredes bæger (Es 51,17).
Jesus var ikke tvunget til at gå lidelsens vej og dø. Han havde magten til at rejse sig op og som en revolutionær gøre oprør mod alle undertrykkerne, tage magten fra romerne og indtage kongetronen. Det var en sådan Messiasskikkelse, jøderne ventede. Men det var ikke Guds vilje med Jesus.
Jesus traf det valg, han vidste var det bedste og eneste rigtige. Han valgte at gøre Guds vilje.

Billedkilde: pixabay

Lidelsen og korsfæstelsen

Det var ikke en god dag for Jesus. Han lod sig tage fange som om han var en forbryder, blev forhørt og blev dømt til døden på et kors.

“Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. ” (Luk 23,32-38)

Jesus udholdte alle forhånelserne og ydmygelserne. Han udholdte at blive gjort grin med, at blive klædt af, og at der blev trukket lod om hans tøj. Han udholdte alle piskeslagene, alle tæskene, alle de uberettigede anklager, alle forhørene, al modsatanden. Han udholdte, at folkedomstolen dømte ham til døden for at få en morder løsladt (Luk 23,18-21). Han udholdte at blive forrådt med et kys, og at alle hans venner svigtede ham. Jesus var uskyldig og syndfri, og han blev korsfæstet sammen med forbrydere.
Han tilvalgte ydmygelsen, magtesløsheden og lydigheden over for Gud. På intet tidspunkt stoppede han op og sagde: “Nu er det nok. Jeg gider ikke mere.” På intet tidspunkt vristede han sig løs og tog magten tilbage.

Læs mere
« Ældre indlæg Nyere indlæg »

Abonnér på nye indlæg


 

Brugermenu

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders Noren — Op ↑