En rejse i Tro og Kreativitet
Terror i Nice, militærkupforsøg i Tyrkiet og mord på politibetjente i USA. I Danmark fører det nye Pokemon-spil til at folk standser midt i trafikken og går ind på private grunde i jagten på fiktive monstre.
Forførelsens, løgnens, ødelæggelsens, frygtens, myrderiernes og forvirringens ånd vandrer brølende rundt i verden.
Alt menneskeskabt går til grunde.
Løsningen på kaos og uroligheder findes ikke i politik, krig eller kram.
Der er kun en holdbar løsning, og det er Jesus.
I sidste indlæg fortalte jeg om, hvordan jeg oplevede en kunde skælde ud på en ung kasseassistent. Fordi jeg selv har lidt erfaring med at være kasseassistent, kaldte Jesus mig til at trøste hende, tale med hende og måske oven i købet bede for hende eller fortælle hende om Jesus. Jeg må desværre bekende at jeg syndede. Jeg er ked af, at jeg ikke adlød ham. Jeg kom til at synde, fordi jeg var chokeret, genert og bange. Jeg er så træt af min generthed, og Jesus har fortalt mig, at det er frygt, der begrænser mig og holder mig tilbage. Jesus kalder mig til at komme ud af min comfortzone, hvilket jeg gerne vil adlyde. Så det vil være grunden, hvis jeg pludselig gør vilde ting. Jeg ønsker at omvende mig fra min tilbageholdende, selvudslettende og frygtsomme adfærd.
Da jeg trådte ind i mit lokale supermarked, hørte jeg en stemme råbe vredt til den unge kasseassistent. Han var ikke tilfreds med prisen for en vare. Om han selv havde taget fejl, eller om det var tilbuddet, der ikke var gået igennem, fordi stregkoden ikke var rettet, ved jeg ikke. Jeg tror ikke kasseassistenten havde begået en fejl. Men han råbte. Hun prøvede at få ham til at falde ned og måtte også til sidst hæve stemmen. På et tidspunkt havde han endelig forladt butikken, og hun sad ved kassen med tårerne trillende ned ad sine kinder. Nogle kunder prøvede på at trøste hende med nogle ord. Jeg kæmpede selv i stille bøn, men jeg gjorde ikke, hvad Jesus kaldte mig til at gøre. Hvorfor jeg ikke adlød Jesus, vil jeg komme ind på i mit næste indlæg.
I dette indlæg vil jeg hylde alle vores borgere, unge som gamle, med små og store jobs. Jeg er taknemlig for hver eneste gang min skraldespand bliver tømt, for rengøringen af offentlige arealer, for posten som bliver bragt ud, og for kasseassistenterne, der betjener mig i mine indkøb. Jeg er taknemlig for alle i vores land, der gør deres arbejde, som gør, at din og min hverdag hænger sammen. Hver eneste arbejdsopgave er betydningsfuld.
I korte perioder i mit liv har jeg selv været avisbud, gjort rent, og jeg har siddet i kassen i Bilka. Jeg var selv ung og arbejdede på de travle lørdage, hvor jeg blev udsat for fejl i stregkoder, tilbud der ikke gik ind, og regler, som jeg skulle overholde. Engang måtte jeg selv bede en kunde gøre noget andet end han havde lyst til, fordi han og jeg skulle overholde Bilkas regler. Han svarede mig vredt og bandede til mig. Det er desværre de aggressive kunder man husker. Jeg ved, hvordan de har det i servicejobbene.
Jeg ville ønske at ingen så ned på nogen, at vi alle blev mere venlige, talte høfligt til hinanden og alle indså, at alle mennesker har ubetinget værdi. Jeg ville ønske, at Gud ville vække vores land, at menneskers hjerter tog imod evangeliet, at vi værnede mere om vores kristne værdier, og at kærligheden til Gud og næstekærligheden ikke bare var en teori, men en levende realitet.
Jesus, hjælp os, forbarm dig over Danmark!
De næste uger for mig byder på nattøjs-formiddage og familieudflugter, men det er umuligt at forudsige hvilke fantastiske, finurlige, forfærdelige og overraskende begivenheder sommeren har i vente for os. Fornyligt meldte England sig ud af EU, og nu har Island overrasket ved EM i fodbold. Island var i starten af kampen mod England bagud 1-0 pga. Englands scoring på straffespark, men islændingene formåede med løftet pande og fornyet kampgejst at tæmme bold og englændere på den franske plæne, hvormed de kvalificerede sig til kvartfinalen. Ingen havde ventet, at holdet fra øen mod nord, med dets blot 332.000 indbyggere og vilde vulkan-natur, ville skabe pragtpræstationer mod store fodboldnationer.
Jeg kommer til at tænke på en fyr, som levede for længe siden i et lille land langt væk fra både Island og Danmark. Læs mere
Skyerne buldrede uden for stuevinduet, afbrudt af lyn. Blæsten tog tilløb og himlen eksploderede i vand. Vandstråler styrtede ned og gav fliserne lussinger. Jeg kiggede på blæsten, der rystede trampolin og trætoppe, og jeg iagttog vandeksplosionerne. Plaskene var billeder i mit sind. Plask. Den uafbrudte nyhedsstøj. Plask. Briterne tager sig til hovedet og stirrer tomt på valgresultatet. Plask. Lars Løkke ligner en, der lige har begravet sin mor. Med tung mine kalder han det en skilsmisse. Plask. Europæeren får et puf med en albue og slår øjnene op. Hvad sker der nu? Plask. I en storm sejler en båd med 12 bange mænd (Matt 8:23-27). Dryp. Regnen holdt inde. Blæsten lagde sig ned. Stilhed og fuglesang. En dråbe løb ned ad ruden. Dryp. Omvend dig. Hvem er din Gud? Læs mere
Det summer af sommer i H.C. Andersens fødeby. Min svigermor og jeg går på museum og i butikker. Skilte råber udsalg. Vi går igennem Brandts Passage og ser en genbrugsbutik med festkjoler. Idet jeg går ind i butikken, fanger ginen med den blåviolet kjole mit blik. Vi går hurtigt rundt i butikken, og jeg skal lige til at gå ud af butikken, da ginen stopper mig. Det blåviolette stof smyger sig forførende rundt om den imiterede kvindekrop. Det lille prismærke siger “Før 2000, nu 450.” Kjolen er i min størrelse. Ekspedienten vrister kjolen af ginen. Jeg kan lyne kjolen, som sidder elegant på min ryg. Foran poser kjolen i store folder. Mine bryster er for små til kjolen, konstaterer min svigermor og jeg. Jeg giver kjolen til ekspedienten igen. Min svigermor og jeg er i flere tøjbutikker, men jeg får kun købt noget træningstøj. Min svigermor og jeg klukker og taler om, hvor svært det er at finde tøj til ens uperfekte krop.
I aften sidder jeg i sofaen i mit gamle falmede sommertøj. Jeg har sparet 450 kr. Jeg kunne begynde at spare op til et par nye bryster? Nej, jeg har for mange år siden accepteret min lille barm. Læs mere
Da jeg afleverede min datter i børnehaven, var der en af drengene, der lavede grimme fagter og bandede til mig. Jeg kunne mærke ordene bore sig ind i mit bryst ligesom pile.
Et øjeblik var jeg vred, og derefter blev jeg ked af det. Jeg kørte hen til fitnesscentret for at træne, som jeg havde planlagt, men jeg tænkte på, om jeg ville bryde sammen i gråd.
Mange mennesker siger det er lige meget, hvad vi siger. At det er lige meget, om vi bander og taler grimt til hinanden. Men det er slet ikke lige meget. Vi kan velsigne eller forbande med vores ord. Ord kan smile og omfavne, men de kan også slå. En tunge kan starte en ildebrand (Jak 3:1-12)
Jeg tog hen og trænede. Det var ikke vægtloddene, der var tunge , men mit hjerte.
Jeg spadserede en tur i forårssolen. Imod mig kom en hund og dens ejer. Mine øjne blev rastløse, og jeg overvejede at tage min store hue af. “Går der en sød pige der?” sagde manden til sin hund eller til mig. Jeg svarede ikke, men trådte på noget, da jeg tog en genvej hen over græsset. Jeg opdagede den brune klat, der fyldte det halve af min skosål.
“Åh, har du trådt i en hundelort?” sagde manden.
Han rådede mig til at tørre skoen af på en kant af noget cement. Jeg fulgte hans råd, som virkede, og jeg mumlede et tak. Med blikket fikseret på gruset skyndte jeg mig videre.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg møder en fremmed. Skal jeg kigge væk eller fange den fremmedes øjenkontakt, skal jeg smile, skal jeg sige goddav, eller skal jeg sige noget smalltalk-agtigt? Jeg kender svaret, men jeg er genert og indadvendt. Jeg tror, jeg har trådt i 100 hundelorte og går med verdens grimmeste hue, hver gang jeg møder nogen jeg ikke kender.
Elsk din næste, siger jeg til mig selv.
Min næste er alle mennesker, unge og gamle, afrikanere, flygtninge, muslimer, andre kristne, mine fjender, australiere, kinesere, hjemløse og businesswomen. Min næste er alle mennesker. Det tænker jeg. Så ordet næste betyder alle mennesker?
Ingen af os ved, hvornår vores lunger trækker vejret for sidste gang, eller hvornår hjertet slår sit sidste slag. Vi ved ikke, hvor længe vi har hinanden. Hver gang et menneske dør, efterlader det et savn og et tomrum. At miste en, som man har kær, er måske det hårdeste i livet. Det er et tidspunkt, hvor vi ikke kan finde nogen svar.
Jeg har ikke prøvet at miste en af mine allernærmeste. Jeg har en angst for at miste mine børn, min mand og min nærmeste familie. At forstille mig at de en dag pludselig var væk, er en abstrakt tanke.
Jeg kender dog til det at mangle den, man elsker. Jeg mistede mine bedsteforældre for mange år siden, men jeg tænker stadig på dem af og til. Jeg savner min mormors hjertevarme smil, min morfars stoiske ro, min blide bedstemor og hendes strikketøj og min sagtmodige bedstefar og hans kortspil. Jeg savner mine bedsteforældre.
Vi glemmer ikke dem, vi elsker. Vi stopper ikke med at tænke på dem, og vi holder ikke op med at elske. Det vidste Kierkegaard. Han sagde, at vi skal blive ved med at sørge, for vi skal blive ved med at elske.
En morgen blev jeg vækket af en dunk lyd. Det var Marco, der bankede på ruden. Han kaldte ikke på mig, for engang kom han til at støde sammen med min fars boremaskine. Marco fik beskadiget sit stemmebånd.
Jeg ilede hen og åbnede terassedøren for ham. Han kom ind fra regnen og smøg sig rundt om mine ben, mens han spandt.
Han blev ved med at banke på ruden med sin pote, for han havde en tillid til, at jeg ville stå op og lukke ham ind.
Jeg husker en historie om en enke, som igen og igen bønfaldt en streng dommer om hjælp.
© 2026 Diakon og Skribent
Tema af Anders Noren — Op ↑
Seneste kommentarer