At sætte sig ved tasterne og møde stejle klippeskråninger. Mission impossible. Nej, ikke filmen. Impossible? Forkert. Mission I AM possible. Hvorfra kommer a’et? Fra alfabetet, fra klaveret, fra kammermusikken, fra a’et der skal siges, så munden kan åbnes? Fra appelsinerne? Nej. Fra det abstrakte? Nej. Fra anderledeshed? Nej. Fra akkusativ, ablativ? Nej. Fra råbet efter Abba? Ja. Det er Gud Fader, som siger I AM Possible. I AM. Jeg er. Jeg er mulighed. For mig er alt muligt, siger Gud. JAHVE. Han er den han er. Duelig, magtfuld, stærk, fuld af styrke. Så stærk at han kan vælge at være magtesløs, at han kan vælge at dø, at han kan vælge at ydmyge sig selv, at han kan vælge at ofre sig selv. Så stærk at hans nåde er ubetinget, hans kærlighed grænseløs. Så stærk at han kan tilgive. At han kan flytte bjerge. At han kan flytte grænser. At han kan elske de uelskede. At han er hos de som ingen vil være sammen med. Han er så hellig at han elsker alle. At han elsker hele sit skaberværk. Hele sin skabning uendeligt. Ubetinget. Lidenskabeligt. Han gik i magtesløsheden. Han gik i døden, men overvandt døden, synden, djævlen. Han er den stærkeste. Han er styrke. Ikke bare stærke overarme, men stærk. Almægtige Gud.
Men jeg er svag. Lille. Magtesløs. Skrøbelig. Skrantende. Skræppende. Syndfuld. Skamfuld. Jeg har mange torne. Jeg er ikke noget godt menneske.
Men jeg ser på Jesus. Jeg bliver tavs.
Kategori: Digte (Side 5 af 6)
Gåture
inde
i mig selv
Mørke
fare vild
storm
regnvejr
sidder fast
Mørke
i mig selv
rusk
kuldens tænder
Jeg kommer ingen steder
i den lange nat
i dødens skygge
Mørke
ansigt til ansigt
med natten
med muren
med døden
Mørket
Inde i mig selv
Langt væk
langt borte
Et glimt af et lysglimt fra
en lighter
en tændstik
en blinkende lygtepæl
et vindue
i mørket
Langt væk
Langt borte
fra mig selv
I går så jeg intet
I dag ser jeg lysglimt
I morgen kan jeg ikke finde det
Om jeg kan se eller ikke se
gnisten er der
Bag ved regnens tunge skyer
inde i storbyens tåge og byger
bag nattens mure
bag dødens skygger
Jeg rækker ud
griber fat
i usynlighed
i gnisten
Fingerspidser
tanker
hjertesuk
sjælens råb
griber fat
Gnisten holder mig fast
som et anker
holder mig fast
Jeg driver ikke væk
strømmen fører mig ikke bort
Gnisten holder mig fast
Det røde
Jordbær
Roser
Røde kysmunde
Drivhustomater
Vestjyske røde kinder
Røde solnedgange
Lidenskab
Blodet
For Danmark
Det hvide
De sortbrogede køers mælk
Hvide skyer på en blå himmel
Sandstrande
Magueritter
Sæbe
blanke sider i min notesbog
Solskin på det åbne landskab
Hans nåde er ny hver morgen
Korset
Frihed
Fra synd, død og det onde
Frihed fra mørket
Frie mennesker
Troen
På det gode
Det sande
Det rene
Troen på livet
på kærligheden
Troen på Jesus
De døbte, de konfirmerede
Folkekirkekristne og pinsebørn
Korset
Bredden og højden
Guds kærlighed
kan skinne igennem
Danskerne
Kan skabe hjerterum
Dannebrog
Jeg går på en bro
Solen skinner på min kind
Jeg vender mig om
Sommeren blæser
Kirsebærtræer blomstrer
Fuglen synger højt
Græsstrå visner hen
Hvide blomster blæser væk
Vi fødes og dør
Livet flyver væk
Jord og himmel skal forgå
Skyggerne flygter
Jeg vender mig om
Guds ord er til evig tid
Vi dør og lever
Vi var lænkede til mørket
Vi stirrede ind i en mur
Vi slæbte på tunge kæder
Vores håndled bar snærende bånd
Vores hjerter var bygget af jern
Vores læber var syede sammen
Vores kroppe hængte på kødkroge
Jesus
Lod sig tage til fange
Som var han en morder
Han sagde ingenting
lod sig binde
Og piske
lod sig Føre
til slagtning
Han sagde ikke noget
Hans krop blev hængt
På et kors
Hans blod løb
Fra tværbjælken
Ned på jorden
hver dråbe blod
Købte os fri
I et “Det er fuldbragt”
Købte han os fri
Fra vores lænker
Fra vores mure
Fra vores kæder
Og snærende bånd
Fra ståltråd i læberne
Fra jernhjerter
Fra kødkroge
Fra mørket
Fra synden
Fra døden
Fra djævlen
Vi er ikke mere døde
Men lever
I Kristus
Som lever i os
Tæt på mig
som en sommerbrise
puster Han
sagte
hvisker
aer
omfavner blidt
tænder lys
varmer
fortæller stille
vækker mig
Gør mig levende
Nonnen er fyret
Prinsessen og sexvæsenet er glemt
Glasskårene er væk
Sløret for mine øjne er borte
Jeg har fået et nyt spejl
I spejlet ser jeg Kristus
Jeg ser mig selv
Jeg ser Mariane, kvinde
Guds elskede barn
Dyrebar i min Faders øjne
fri og retfærdig i Kristus
Forliget med Gud i Kristus
En ny skabning i Kristus
I spejlet skuer jeg
Mariane i Kristus
Herrens herlighed
(2 Kor 5:17-21 og 2 Kor 3:16-19)
Blæsten presser
sig igennem skyerne
skubber til de tynde grene
trækker i havelågen
Regnvejr
Jeg husker
et blik:
Solen skinner
på ruden
En solstråle
på hver regndråbe
Perleskygger i vindueskarmen
Solskin i min stue
Dråber af nåde
på mine fingerspidser
Mørket kommer hver aften og lægger sig som en tung skygge hen over vores ansigter. Det flytter ind i vores stuer, og unge mennesker – ensomme, fremmede, unge mennesker går ud i mørket og ofrer andre og sig selv for en tanke, et ord, et løfte, for en sag, som jeg ikke vil forstå. Inde i mig vokser der jern, der smedes til noget kendt og ukendt. Jeg kryber sammen.
I dag hilser solen på mig igennem gardinerne. Jeg tager sko og jakke på samt en sort hue. En gråspurv sidder på taget. I morgen har jeg glemt den. Men Gud glemmer ikke. Frygt ikke, synger den lille spurv. Solen skinner. Fuglene synger. Det er forår. Træerne er trætte og blege, men der er erantisser, vintergækker, påskeliljer og krokusser. Vandet risler i den lille bæk. I mudderet er der spor fra traktordæk. Det høje tynde træ spejler sig i en vandpyt.
Øjne triller rundt
Bladrer frem og tilbage
Hvad skal vi gøre? Hvad skal der til?
Bygmestrene arbejdede forgæves
De ser ikke
hører ikke
Vi er øer
Jorden brændende
under fødderne
forsvinder
Om lidt styrter vi ned
Kald på hans navn
Åbn jeres dør
Hans død er jeres liv
Han er en bro
En portal
Han er vejen ud herfra
Seneste kommentarer