Dette indlæg skal være en introduktion til en kommende føljeton, ”Nabokærlighed,” på min blog. ”Nabokærlighed” vil være inspireret af Kierkegaards værk ”Kjerlighedens Gjerninger” og handler om menneskesyn, værdier, kærlighed, selvværd og lidt psykologi. Udgangspunktet er 1978, nogle år før jeg selv blev født. I 1978 vandt Mabel det danske Melodi Grand Prix med sangen ”Boom Boom”. Hvis du trykker på nedestående link, kan du se og høre dem optræde i Eurovisionen 1978.
http://www.dailymotion.com/video/x11sis5_mabel-boom-boom-denmark-78_music
”Boom Boom” blev kun nr. 16 ud af 20 i Eurovisionen, men de kører en sikker rød-hvid stil, har de karakteristiske frisurer, den iøjnefaldende hjerte-stortromme og sidst, men ikke mindst, synger de om kærlighed. Jeg-personen i sangen bliver syg og ved først ikke, hvad der er galt, men finder så ud af, hvorfor ”det siger boom boom” i hans hjerte. Det skyldes forelskelse.
Boomerang
Det kunne også være, at det sagde boom, fordi han var blevet ramt af en boomerang. Den boomerang kunne have bestået i at han havde set på pigen, måske havde han smilet til hende, og hun havde kigget tilbage og smilet. Måske havde han sagt noget sødt eller sjovt til pigen, og hun havde svaret noget sødt eller sjovt tilbage til ham. Dette resulterede i denne situation i forelskelse fra jeg-personens side, men denne boomerang eller pingpong handler om den fundamentale gensidighed og spejling, der ses allerede mellem forældre og spædbarn. Jeg kigger på dig, du kigger tilbage på mig, jeg smiler til dig, og du smiler tilbage til mig etc.
Hvordan kan det være, at jeg introducerer en boomerang? Jeg mener, at boomerangen illustrerer fint relationer mellem mennesker. En boomerang kan flyve langt og vender tilbage til den, der har kastet den, hvis den er blevet kastet rigtigt. Måske kommer boomerangen flyvende tilbage i fuld fart, måske når man at gribe boomerangen, måske kommer den som et frisk pust, måske får man den i hovedet.
Jeg ved ikke, hvordan man kaster en rigtig boomerang, men psykologisk mener jeg, at det man kaster ud, får man ofte tilbage på en eller anden måde. Der findes mange forskellige psykologiske boomeranger, de er hver især helt unikke. Nogle psykologiske boomeranger er et glædeligt, ofte ubevidst, gensyn. Andre bliver man ikke glad for at få igen. De psykologiske boomeranger er især tydelige hos børn. Det ene barn driller det andet barn, og det bliver drillet igen. Det ene barn slår, det andet barn slå igen.
De psykologiske boomeranger findes dog stadig også hos voksne. Der er andre ord for disse boomeranger: ”Smil til verden og…” Ja, den kender du nok. I flere religioner og kulturer giver disse boomeranger anledning til Den Gyldne regel. I Bibelen giver den sig fx til udtryk her:
”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.”
Hvis bare det var simpelt at efterfølge. Jeg mener, der i de psykologiske boomeranger ligger temaer omkring selvopfattelse og menneskesyn.
Nabokærlighed
De næste indlæg på min blog kommer til at handle om næstekærlighed eller nabokærlighed, som jeg vælger at kalde det. Jeg har taget udgangspunkt i en kærlighedssang (Boom Boom), og betyder det så, at hvis vi alle kaster de gode psykologiske boomeranger ud, så bliver vi alle forelskede, bedste venner eller søskendekærlighed? NEJ! Der er psykologiske boomeranger i nabokærlighed, men det er en anden slags kærlighed, hvilket jeg vil komme ind på i føljetonnen.
Skriv et svar