Mens jeg spiste påskeæg i forårssolen, tordnede overskrifterne frem på min nethinde.

“Uligheden stormer frem” og.”Cevea-analyse misinformerer om ulighed.” ”De svage rammes.” og ”men er der fattigdom i Danmark?”

Politikerne og eksperterne var uenige om tallene.

Solen skinnede ind ad vinduet, men søvnen sad stadig i øjenkrogen. Jeg trak dynen længere op over hovedet, mens der kom en insisterende summen og fra ruden. Jeg vendte og drejede mig og begyndte at svede. Denne summen sammen med lyden af små ben der slog mod ruden blev højere og højere.
”Hvad er det for noget summen, kan du ikke få det væk?”, sagde min mand.
Jeg satte mig op i sengen. ”Det er en bi.”
”Så luk den ud.”
”Men hvad hvis den stikker mig?”
”Det gør den ikke. Luk den nu ud.”

Jeg rejste mig fra sengen og løftede forsigtigt hængselen af krogen på vinduet og skubbede vinduet lidt op. Bien slog desorienteret mod glasset, men fandt så vej og fløj ud i haven. Jeg åndede lettet op.

Det nødstedte menneske

Jeg ved ikke, hvorfor jeg var bange for at blive stukket af bien. Jeg ved ikke altid, hvad det er, der gør mig bange, eller forhindrer mig i at handle.
Hvad angår overskrifter, undersøgelser og tal, ved jeg ikke, hvem der har ret. Det bliver hurtigt abstrakt. Hvor mange fattige der er i Danmark er ikke det der er vigtigt for mig. Bag hvert tal i en undersøgelse gemmer der sig ét unikt menneske. Et fattigt menneske er et fattigt menneske for meget. Skal vi være ligeglade med det ene menneske? Har vi glemt vores næste? Eller vælger vi at kigge den anden vej ligesom levitten og præsten i lignelsen om den barmhjertige samaritaner?
Hvad kan du gøre? Er der et lille vindue du kan åbne for din næste – eller for dig selv?