Vi er ikke mere gamle træstubbe

og kolde sten

Vi er ikke mere udtørrede kilder

Vi er i bevægelse

Samles og flyder sammen i en enhed

Hoved og krop kan ikke mere skilles fra hinanden

Havets dråber kan ikke skilles fra hinanden

Dit lys skinner på vandet

Det er dig, som sætter vandet i bevægelse

Du giver bølgerne kraft og styrke

Du gør havet salt

Det er dig, som får havet til at bruse

Det er dig, som gør vandet stille

Rislende

I bevægelse

Det er dig, som giver vandet liv

Det er dig, som gør vandet rent

Du er den, du er

Når vi tror på dig

skal der fra vores indre

 rinde strømme af levende vand

”Skilt fra mig kan I intet gøre”, siger Jesus (Joh 15:5)

Jesus er hovedet for kirken. Hovedet bestemmer over kroppen. Hovedet udtænker planerne. Det planlægger og organiserer. Hovedet styrer kroppen. Kroppen kan ikke leve uden hovet. Uden hovedet er kroppen død. Uden Jesus er kirken død.

”men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus.  Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.” (Ef 4:15-16)

Der må ikke være så mange arrangementer i kirken, at der ikke bliver plads til Jesus og tid til bøn.

Det er Gud som skal bygge kirkerne og lede dem.

”Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves.” (Sl 127:1)

Bedehus eller kulturhus

”Mit hus skal være et bedehus”, siger Herren

”For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene.” (Es 56:7)

Hvorfor er bøn så vigtigt?

Relationen til Gud er vigtig. Samtalen med Gud, at lytte til Gud er vigtig. Guds kærlighed til mennesker og menneskers kærlighed til Gud er vigtig.

Jesus døde og genopstod fra de døde for flere tusinde år siden, men Gud er her stadig. Helligånden er her. Han taler stadig til os. Han længes efter at være med. Med i vores liv, vores dagligdag, vores hjem, vores kirker, vores gudstjenester. Gud vil gerne have en nær relation til os, hvis vi vil det. Han vil være Gud for os – og med os.

Han vil være vores leder, vores autoritet, vores lærer, vores hyrde, vores far, vores bror. Vores ven. Det er Gud, som vækker. Det er Gud, som giver tro. Det er Gud, som frelser.

Bøn er fællesskab med Gud. Uden bøn, uden fællesskab med Gud bliver kirken tomme ritualer, facader, falsk ydmyghed, et kulturhus, et forsamlingshus, en markedsplads, en røverkule.
Hvis ikke Gud er med i det, er det som en vandkande, der har hul i bunden.

Gud er stor, vi er små. Lad os ydmyge os og søge Guds ansigt i bøn.

Herren er min hvile
Han lader mig ligge i grønne enge
Der er en tid til
at lave ingenting
Tågen siger: ”Sæt farten ned.”
Lad os holde siesta kl. 10
Vær stille for Herren
November er en pause
imellem sommer og jul
Græsset går i dvale

Husk pauserne
når du spiller klaver
Lad os stoppe op
Lad os slukke for elektronikken
Lad os tænde for nattens stjerner
Det er i stilheden
 visdommen gror

“Frem for alt: Vogt dit hjerte,
for derfra udgår livet.” (Ordspr. 4:23)

“Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det? Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne.” (Jer 17:9-10)

Hvordan er vores hjerters tilstand?
Hvad er vores hjerter fyldt med?
Er der plads til Jesus i vores hjerter? Vil vi gerne at Jesus bor i vores hjerter?
Vil vi have Jesus med i hele vores liv?

Herre, ransag vores hjerter, led os af evighedsvej. Helbred vores hjerter, Gud.

“Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd!” (Sl 51:10)

Giv os nye hjerter. Giv os levende hjerter af kød og blod. Udgyd din Ånd i vores hjerter. Rens vores hjerter.

Forvandl vores hjerter, Helligånd. Omform det. Ryd op og rens ud.

Kom Helligånd, flyt ind i vores hjerter.

Ryd op og smid ud. Gør rent i vores hjerter, så der kan blive plads til Jesus.

Jesus, vi giver dig al vores frygt, alle vores bekymringer og alle vores afhængigheder.

Herre, du giver os ro.
Hos dig finder vi fred.
En fred, der overgår al forstand.

Amen

Påsken er ikke kun sild, øl og chokoladeæg. Mad er godt, for alt hvad Gud har skabt, er godt, men vi lever ikke af mad alene. “Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” (Matt 4:4).

Jesus kommer til mig og rækker mig Bibelen, som på et sølvfad. “Læs!”, siger han mildt.
Lige nu er restauranterne lukkede, så må vi spise Ordet.
Jesus – han, som Johannes kaldte Ordet (Joh 1:1-18). Han, som kom ridende på et æsel ind i Jerusalem, sagtmodig og ydmyg – han kommer til mig som en høflig og ydmyg tjener.

Jesus serverer os brød og vin, hans legeme og blod, til vores synders forladelse.

Jesus vasker vores fødder.
“Men det er mig, som skal tjene dig, ikke dig, som skal tjene mig.” Tænker jeg.

“Herre, vasker du mine fødder?” Siger Peter
“Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.” Siger Jesus
“Aldrig I evighed skal du vaske mine fødder” siger Peter.
“Hvis ikke jeg vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig”, siger Jesus (Joh 13:6-8)

Jesus tog vores straf og døde for vores synder.
“Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.” (Fil 2:6-8)

Der er en kæmpe storm i hele verden, og mennesker kan ikke selv få stormen til at lægge sig. Kun Gud er stærkere end stormen. Vi skal lade Gud komme til. Uden ham kan vi ikke selv skabe orden. Kun Gud kan gøre vandet stille. Han kan handle igennem os. Det er Helligånden, som gør de gode gerninger i os og gennem os. Vi skal give Ham æren. Vi skal suge Guds ideer og tanker til os. Det er Ham, som skal inspirere os. Vi skal gøre Gudsvilje, og det kan vi gøre, fordi han har lagt Helligånden i os.
Ske din vilje, Gud.

“Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb.” (Rom 5:3-4)

I Romerbrevet kapitel 5 vers 1-11 står der mange nøglevers. Mit indlæg handler om håb, stolthed og trængsler.

Jeg taler jævnligt med andre kristne om den stolthed, som mange af os har. I stoltheden af mennesket ligger en humanistisk tilgang, en stædighed, egoisme og en tro på selvtilstrækkelighed. Det at være stolt er ikke negativt i sig selv. Hvad vi er stolte af? Er vi stolte af os selv? Er vi stolte af det menneskelige således, at vi ophøjer mennesker? Hvis det er tilfældet, udspringer stoltheden af vores syndige natur.
Der er andet at være stolt af. Vi kan være stolte af vores børn, vores familie, vores partner og vores venner. Vi kan være stolte af Gud. Vi kan være “stolte af håbet om Guds herlighed” (v. 2) og have stolthed i Jesus (v. 11). Det er en stolthed rettet i ydmyghed mod Gud, en stolthed, der giver ære til Gud.
Vi skal være stolte af vores trængsler. Det er en tankevækkende og udfordrende tilgang. Trængsler er hårde at stå I. I sig selv virker de ikke positive, men det gode er det, der er på den anden side af trængslerne, det, som trængslerne giver os. Trængslerne giver os udholdenhed, fasthed og håb.

Det er ikke et abstrakt håb, men et konkret håb. Det er et glimt i mørket, et håb om liv og nyskabelse. Det er håbet om Guds herlighed (v. 2).

Jeg er i nogle trængsler. Coronakrisen og de ting der sker i vores samfund og i verden påvirker mig. Der er meget lidelse, kaos, forvirring og splittelse, og det ser ikke ud til at forsvinde i den nærmeste fremtid. Jeg har også nogle personlige trængsler, men jeg har fået øje på håbet om Guds herlighed. Tidligere tænkte jeg ikke meget på døden og himmeriget, at Jesus kommer tilbage en dag og at vi ved troen på Jesus, ved troen på at vi “er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden”(v. 9), kan være sammen med Gud i det evige liv. Det har trængslerne sammen med disse Bibelvers åbnet mine øje for.

Jesu eget liv på jorden var fyldt med trængsler. Han oplevede meget svigt – selv fra sine nærmeste-, lidelse, angst, blev forladt og forfulgt og tortureret og døde den pinefulde død på korset. Alt hvad han gjorde og gør, hans kamp og død gør en altafgørende forskel. Jesus ender med at sejre over døden, synden og djævelen. Det ender godt, både for Jesus og hans disciple – og for os.

Gennem mine trængsler lærer Gud mig at håbe på Hans herlighed og glæde mig til det evige liv hos ham. Jeg glæder mig til det ny Jerusalem.

“Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.”

Joh åb 21:3-4

En formiddag ringer telefonen. Kun få personer ringer til mig. Det er nok min mor eller min svigermor. Jeg ser på displayet, at der står skjult nummer. Det er nok en sælger eller en, som vil samle penge ind til f.eks. Røde Kors, men det er sandsynligvis en udenlandsk spammer. Alligevel tager jeg telefonen.

En glad og lidt energisk stemme præsenterer sig ved navn. Hun siger hun er fra lokalområdet og fra Jehovas vidner. Jeg vil til at afvise hende, men taler alligevel med hende. Hun vil give mig et Bibelvers. Det vil jeg gerne tage imod. Hun læser Jer 29:11

“Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”

Jeg fortæller hende, at jeg kender det vers, og jeg synes det er et godt sted. Hun spørger, om jeg læser i Bibelen? Jeg svarer, at jeg læser i den engang imellem. Hun siger, at det er godt at læse i Bibelen. Man bliver trøstet, opmuntret og får håb. Jeg giver hende ret.

Jeg siger: “Vi kan jo ikke undvære Gud.” Hun giver mig ret og siger, at man bliver afhængig af Gud. Jeg giver hende ret.

Hun spørger mig, om hun må sende mig Vagttårnet, det takker jeg nej til. Hun henviser også til at Jehovas vidner har en hjemmeside. Jeg takker for tilbuddet. Jeg siger til hende, at hun gerne må komme med i kirke. Hun svarer, at hun har nok at se til. Hun begynder at afslutte vores samtale. Jeg takker for Bibelverset og siger: “Gud velsigne dig.”

Jeg er meget glad, da jeg lægger røret. Dog ærgrer det mig, at jeg hverken fik fortalte hende om Jesus eller om evangeliet. Det er første gang en fremmed har ringet til mig og givet mig et Bibelvers. Jeg er ikke den evangeliserende type, men jeg vil bede for hende. Måske kommer jeg til at tale med hende igen.

Et par timer før hun ringede, sad jeg og var træt af coronaen. Jeg var træt af at jeg var nødt til at blive hjemme så meget som muligt. Jeg syntes ikke, at der skete noget. Så tænkte jeg for mig selv, at så må jeg vente og bede. Så måtte jeg vente på, at Gud kom til mig med et eller andet.

En kort genfortælling følger her af 2. Mosebog kaptitel 1-33.
Et stort israelitisk folk levede engang i Egypten. De var slaver og var i fangenskab, og de blev undertrykt af Egyptens konge, faraoen. En mand ved navn Moses voksede op ved hoffet i Egypten. Moses fandt ud af at han selv var israeler, og han blev forfærdet, da han fandt ud af hvilken frygtelig slavetilværelse hans eget folk havde. Han opdagede, at en egypter slog en israeler ihjel, og så dræbte Moses denne egypter. Moses flygtede og mødte pludselig Gud i en brændende tornebusk. Gud fortalte Moses, at han havde set Israelitternes lidelser og nu ville han føre Israelitterne ud af Egypten og sende Moses hen og bede Farao om at få lov til at føre israelitterne ud af Egypten.
Farao ville ikke give Moses lov, og Gud sendte 10 forfærdelige plager over Farao og egypterne, og Israelitterne måtte flygte anført af Moses. Ved Guds hjælp lykkedes det dem at komme væk fra egypterne ud i ørkenen på vej til det land Gud havde lovet israelitterne. Det forholdt sig således, at Moses talte direkte med Gud. Det Gud fortalte Moses, fortalte Moses sin bror Aron, og Aron fortalte så alt dette til israelitterne.

Rejsen gennem ørkenen var meget hård for israelitterne. De manglede mad og drikke og begyndte at længes tilbage til Egypten. Gud hjalp dem dog, og han sendte dem både rent vand, vagtler og manna. Gud gav israelerne De Ti Bud. De første bud lød: “du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede (…)” (2 Mos 20:3-4). Gud gentog dette bud med denne formulering: “I må ikke lave guder af sølv ved siden af mig, og I må ikke lave jer guder af guld.” (2 Mos 20:23). Gud gav via Moses israelitterne mange regler og udførlige anvisninger på alle områder af deres liv. Alt dette fortalte Gud Moses, som var gået op på et bjerg for at tale med ham. Gud talte kun med Moses. Moses var på bjerget og talte med Gud i 40 dage.

Ved foden af bjerget sad folket og Aron og ventede på at Moses kom ned fra bjerget. De ventede på at høre noget fra Gud. De havde det varmt, var trætte og tørstige og nok også sultne. De blev rastløse, modløse og utålmodige. Folket gik sammen om at bede Aron lave en gud til dem. Aron bad dem give ham alle deres guldsmykker. Dem smeltede han og lavede en guldkalv til dem.
“Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten”, sagde israelerne (2 Mos 32:4). Aron byggede et alter til guldkalven, de holdt fest for den, ofrede til den og de dansede rundt om guldkalven og tilbad den.
Israelerne var i fællesskab blevet enige om at skabe en gud. De tilbad en menneskeskabt figur. De tilbad noget lavet af guld, noget materielt, noget lavet af mennesker. Da de intet hørte fra Moses, og dermed ikke fra Gud, blev de utålmodige. De kunne ikke vente mere. De blev enige om at tilbede noget menneskeskabt og menneskeligt. De stolede på noget, som var udtænkt og lavet af et menneske. De stolede på menneskelig kundskab og visdom. Da de blev træt af at vente, lavede deres egne planer og egen gud.
Gud blev meget vred over alt det med guldkalven. Det havde alvorlige konsekvenser for israelitterne. Ca. Tre tusinde mennesker blevet straffet med døden til følge.
Moses gik i forbøn for folket og bad Gud om soning og tilgive dem og stadig følge med dem til det nye land.

Da Himmeriget kom nær

Ligesom Moses gik Jesus i forbøn for mennesker og bragte dem soning.
Da Jesus blev født, var Gud stadig en nidkær og hellig Gud, som ikke kunne rumme synd og afgudsdyrkelse. Med Jesus vandrende på Jorden, kom dog en ny tid. Jesus kunne have valgt kun at tale med sin mor Maria eller kun Johannes Døberen, men det forholdt sig anderledes.

Læs mere

I mit sidste indlæg så jeg på, hvordan danskerne omgås hinanden før og efter coronavirussen.
Hvad med vores forhold til Gud? Hvor tæt på eller hvor langt væk er Gud, og er social distancing aktuelt i forhold til Gud?

Hvis vi læser i Bibelen, var på Gud i det gamle testamente ikke sådan en alle og en hver kunne gå hen til. I Edens have levede Adam og Eva sammen med Gud, men da syndefaldet kom, blev Adam og Eva smidt ud af Edens have. Det betød at Gud ikke kun var hellig, men også farlig, og kun profeterne og ypperstepræsterne kunne henvende sig direkte til ham og tale med ham. Fx kun Moses måtte gå op på bjerget til Gud og tale med ham. Gud sagde til Moses, at hvis han så på ham, ville han dø. Derfor måtte Moses kun se ryggen af Gud:

“Da sagde Moses: »Lad mig dog se din herlighed!« Herren svarede: »Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.« Men han sagde: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.« Og Herren sagde: »Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.«” (2 Mos 33:18-23)

Gud talte til Moses og derefter måtte Moses fortælle Aron, hvad Gud havde sagt, og så fortalte Aron dette til Israels folk.

Da Gud blev menneske

Dette ændrede sig idet Jesus blev født. Fra da af kunne alle mennesker tale ansigt til ansigt med Jesus, følge ham og følges med ham. Jesus talte ikke kun med præster og profeter, men også kvinder, samaritanere, fattige, syge og toldere. Da Jesus døde på korset, revnede forhænget til templet, dvs. Pga. Jesu død kunne alle mennesker komme til Jesus. Nu var Jesus vejen til Gud.

“Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh 14:6)

Da Jesus opstod fra de døde og farede til himmels 40 dage efter, blev Gud så mere fjern for mennesker igen? På en måde, men kun en kort stund.

Læs mere