En rejse i Tro og Kreativitet
Jesus, tak for at du er hos os
i ørkenen
Tak for at du er hos os
i stormen
Tak for at du er hos os
i mørket
Tak for at du er hos mig
når jeg er alene
Tak for at du er hos os
også når vi ikke kan mærke dig
Tak for at du er hos os
når vi tvivler
Tak for at du altid er os nær
Amen
Kære Gud, jeg takker for livet. Jeg takker for min mand og mine børn. Jeg takker for min familie og mine venner og min kirke. Tak for Danmark. Tak for vores læger og hospitaler. Tak for vores politi, retsvæsen og alle vores politikere. Tak for alle jer, jeg ikke fik nævnt her. Tak for min næste.
Tak for Fyn, tak for min kommune, tak for den lille by jeg bor i. Tak for min vej, tak for mine naboer. Tak for mine børns skole, for alle lærerne, og tak for de forretninger og erhverv, der er min by. Tak for afgrøderne, grøntsagerne og brødet og al anden mad og tak for vores rene vand. Tak for at jeg har en seng at sove i, tag over hovedet og tøj at tage på, for at jeg har varme på huset, og tak for elektricitet.
Tak for kroppen. Tak for armene og benene, hænderne og fødderne, øjnene, ørerne, næsen og munden. Tak for maven, lungerne, hjertet og hjernen.
Tak for for Jorden, solen, månen og stjernerne. Tak for regn og vind og solskin. Tak for lyset. Tak for den rene luft, tak for fuglene, træerne, blomsterne, markerne og vandløbene. Tak for livet.
Jesus, tak for alt, hvad du har gjort og gør for os. Tak for at du døde på korset for os og tilgav os vores synder. Tak for din kærlighed.
Tak for, at du mindede mig om at sige ”tak”.
“Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” (Fil 4,6-7)
Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.
1 Thess. 5,18
Lad os vandre i Herrens lys
Vi er Herrens løskøbte
Hans herlighed er brudt frem
Herren vil altid lede os
I øde egne
Vil han mætte os
Vores mure skal kaldes frelse
Vores porte skal være bygget af lovsang
Lad os fjerne åget
Lad os stoppe med at pege fingre og tale ondt
Lad os række den sultne vores brød
Skrevet over Es 58, Es 60 og Es 62
På vores rejse igennem livet vil vi møde bump på vejen. Vi vil komme til en afspærring og være nødt til at finde en anden vej. Bilen skal repareres og fornyes en gang imellem. Vi kan alle snuble og slå os, forstuve noget eller brække noget. Der kan ske ulykker og sygdomme. Lidelser er en del af tilværelsen, og der er ikke nødvendigvis en mening med dem.
Den eneste årsag jeg kan finde til livets forhindringer er syndefaldet, og det skete for meget længe siden. Jeg kan spørge mig selv, hvorfor skete syndefaldet? Det kan jeg ikke svare på. Vi kan ikke finde en årsag eller en forklaring på alt.
Jeg griber ud efter håbet og glæder mig over, at når vi er i Himmeriget hos Gud, så er der ingen kræft, depressioner, dødsfald, stress, skæld ud, bilulykker, brækkede knogler, mord eller vold (Joh åb 21:3-4).
Indtil da er vi her i verden, i livet, og kan ikke undgå at møde forhindringer.
Det gode er at vi ikke skal gå igennem trængslerne alene. Familie og venner kan være der for hinanden, lytte til hinanden og hjælpe hinanden. Mennesker kan vise hinanden omsorg og nærvær, og en anden, som også er os nær, er Gud. Du kan måske ikke føle det lige nu, men Gud er hos os. Han har lovet os at være med os alle dage. Når vi søger ham, skal vi finde ham. Selv når vi går i mørkets dal, skal vi intet ondt frygte, for Gud er hos os (Sl 23:4). Han vil give os kraft på ny og lede os ad de rette stier (Sl 23:3). Gud vil at vi skal have det godt, at vi er sunde, raske og er lykkelige. Han har “planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb” (Jer 29:11).
Gud kender os, han kendte os før vi blev født, før vi blev dannet i vores mors mave. Guds tanker om os er dyrbare, han har skabt os underfuldt, og han ved om vi sidder eller står (Sl 139).
Uanset hvad vi går igennem, så ved Jesus, hvordan vi har det, for han har selv oplevet lidelser og smerte på sin egen krop. I evangelierne kan vi læse om, at Jesus har prøvet at sulte, at blive fristet til at følge ondskaben (Matt 4:1-11), han har følt hjerteknusende sorg (Joh 11:33-36), han har mødt hård modstand fra både venner og fjender, er blevet forladt, svigtet, ladt i stikken, forrådt, anklaget, truet, fordømt, spottet, mobbet, ydmyget, været ensom, været fortvivlet og dødsensangst (Matt 26:37.38). Han har prøvet at være et hjælpesløst, afmægtigt og afhængigt spædbarn, og han har prøvet at dø en pinefuld død på korset.
Samtidig er Jesus Gud, og han er derfor uden synd og gør altid Gud Faders vilje. Jesus forstår os bedre, end vi nogensinde kan forstå os selv. Af kærlighed til os valgte Gud at blive menneske, være i lidelserne og ofrede sin søn Jesus, for at vi kunne blive frie, tilgivet for vores synder, blive Guds børn og få evigt liv.
Jesus døde på korset, men døden var ikke endestationen. Han genopstod og lever også i dag. På korset sejrede Jesus over ulykker, sygdomme, synd, ondskab, djævel og død. Uanset hvilke lidelser vi står i eller kommer til at stå over for for, så er Jesu kærlighed og magt stærkest.
“Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet:
På grund af dig dræbes vi dagen lang,
vi regnes for slagtefår.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” (Rom 8:35-39)
Herre Jesus Kristus, vi takker dig. Ved Guds vilje blev du knust. Du bragte dit liv som skyldoffer. Du bringer retfærdighed til mange. Du hengav dit liv til døden og blev regnet blandt lovbrydere. Du bar de manges synd og trådte i stedet for syndere. Du bærer vores sygdomme. Du bærer vores lidelser. Send din helende kraft. Herre, send din Ånd. Jesus, du har vundet over alt. Du har vundet over verden, over ondskaben, døden, over alle sygdomme. Ske din vilje, Herre. Send din hjælp, Jesus. Tak Jesus, Amen.
(Bøn ud fra Esajas 53)
“Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én, man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt”
Es 53, 1-5
Lærken svæver højt på himlen
synger om friheden
som Herren bringer:
I, som vandrer i mørke
I skal se et stort lys
Lyset skinner for jer
der bor i mørkets land
Herren er det evige lys
Han bringer godt budskab
Til jer, som er fattige
Han frigiver fanger
Han sætter undertrykte i frihed
Han bryder ondskabens lænker
Han læger jeres knuste hjerter
Han trøster jer, der sørger
Herren giver jer lovsang
Frem for svigtende mod
Han genopbygger fortidens ruiner
Han lader retfærdigheden spire
Han lader lovsangen gro
Skrevet over Es 9,1 ; Es 61 og Luk 4,18-19
I sidste indlæg skrev jeg om Berlinmurens fald, vores nutidige problemer med Putin, samt om dengang da Gud væltede Jerikos mure. I dette indlæg vil jeg se på den kamp Jesu havde i Getsemane have, og jeg ser på det, at vi også i dag skal lade Gud nedbryde mure – igennem lovsang, bøn og faste. I slutningen af indlægget reklamerer jeg også for et initiativ taget af Fyns Valgmenighed , som foregår d. 3. november 2022.
Jesus kæmpede mange kampe, men jeg vil her fokusere på dén skelsættende åndelige kamp, han havde i Getsemane have natten efter Skærtorsdag, hvor han sagde til disciplene, at brødet var hans legeme, og vinen var hans blod. Natten i Getsemane have var også natten, før han blev korsfæstet.
Getsemane have betyder ”oliepressens have”. Det var måske en have, hvor man pressede oliven til olie. Haven lå tæt på ørkenen og nogle minutter gang fra Oliebjerget, som både dengang og nu havde mange oliventræer.
Jesus vidste, hvad der ventede ham. Han blev grebet af en dødsangst, og han bad disciplene om at holde sig vågne og våge sammen med ham. Jeg forestiller mig, at han følte sig ensom i sin angst og lidelse, og havde brug for sine venner (disciplene), at de var der for ham og støttede ham og bad sammen med ham. Jesus var både Gud og menneske, og han måtte befinde sig i et kaos af tanker og tunge følelser. Mange tanker gik vel igennem Jesus. Jeg forestiller mig, at han den nat bad i mindst en time. Han kendte disciplenes svigt, de fristelser de mødte og alle de synder, deres kød bød dem. Han bad måske for forræderen Judas, og han bad nok også for Peter, der fornægtede ham, og for alle de andre disciple, som dén nat og dagen efter svigtede ham. Jesus tilskyndede disciplene til at holde sig vågne og bede:
”Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.” (Mark 14,37)
Jesus var bange for smerten, lidelserne og for at dø. Han havde ikke lyst til at gå frivillig i døden. Mennesket i ham blev fristet til at vælge en nemmere vej, den menneskelige vilje og flygte ud i ørkenen eller op på oliebjerget – eller bruge sin guddommelige magt og tilkalde en hær af engle til at triumfere over alle sine modstandere. Men Jesus var uden synd og han levede meget tæt på sin Gud Fader og gjorde kun, hvad Han sagde. Jesus sagde, at hans mad var at gøre sin Faders vilje (Joh 4,34). Jesus bad den bøn, som vi altid må bede:
”Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.” (Mark 14,36)
Jesus var bange. Han var fortvivlet til døden (Mark 14,34), men han valgte at sige ja til sin Guds faders vilje. Han sagde ja til at give sig selv hen, blive pint og ydmyget for os. Han sagde ja til at dø for os. På vores vegne kæmpede han kampen mod synden, djævlen og døden. Den kamp vandt han, da han døde på korset og opstod fra de døde.
I en anden have gik det helt anderledes.
Læs mereOverskriften for dette blogindlæg er et citat fra den daværende præsident i USA, Ronald Reagans tale i 1987, hvor han opfordrede lederen af Sovjetunionen Gorbatjov til at lade Berlinmuren falde.
Der gik et par år, før Berlinmuren faldt. I mange år inden Berlinmurens fald blev der bedt meget for dette, og i månederne inden murens fald var der en håbefuld stemning.
Det tyske band Scorpions udgav få måneder før murens fald sangen ”Wind of change. ”
Noget af sangteksten lyder således:
Walking down the street
Distant memories
Are buried in the past, forever
I follow the Moskva
Down to Gorky Park
Listening to the wind of change
Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow share their dreams
With you and me
Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow dream away
In the wind of change
The wind of change
Blows straight into the face of time
Like a storm wind that will ring the freedom bell
For peace of mind
Let your balalaika sing
What my guitar wants to say
Scorpions’ sang indfangede den tids håb og drømme om frihed, forandring og en bedre fremtid. Sangteksten er ikke religiøs, og ”wind of change” må formodes at hentyde til den håbefulde tidsånd, der var.
Uden at the Scorpions vidste det, var det dog ikke en hvilken som helst vind de sang om. Jeg er sikker på, at de ikke sang om den stride vestenvind, som jeg er voksede op med i Vestjylland. Scorpions sang også om Helligånden.
Om Helligånden siger Jesus:
”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«” (Joh 3,8)
Det var en stor glæde, da Berlinmuren og Jerntæppet faldt.
Vi var mange, der troede, at nu var der fred og ingen fare. Hvem ville ikke tro på en lysere fremtid og en mere harmonisk og fredfyldt verden? Var Rusland endelig gået med på Vestens værdier om demokrati og frihed? Nej. Hverken kommunismen eller det russiske diktatur var død. Putin havde en anden og desværre mere krigerisk og undertrykkende plan.
Vi troede, at vi kunne ånde lettet op efter to år med covid19, men slutningen af februar 2022 var begyndelsen på noget mørkt for Ukraine og for verden.
Det er bestemt værst for Ukraine, men Putins vrede påvirker os alle. Vi lever i en usikker tid. Mange mennesker og arbejdspladser bliver truet økonomisk, på deres eksistensgrundlag og hverdag.
Politikerne gør, hvad de kan af sanktioneringer over for Rusland og våbenstøtte til Ukraine. Sådan noget gør politikere, og det virker rationelt, men det er ikke nok. Det er ikke kun en kamp mellem mennesker. Det er en åndelig kamp.
”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå.” (Ef 6,12-13).
Lad os nu hoppe flere tusind år tilbage i historien og slå op i Bibelen.
Læs mere
I sidste indlæg af fugleserien så vi på det at tage sig tid, holde øje og vente. Dette indlæg er fjerde og sidste indlæg af serien om fuglene i Bibelen, og det handler om det at håbe.
Håb er en god ting. Håb er det, der gør, at vi kan fortsætte, selv når vi er trætte, sløje, bange og triste. Håb er det, som gør at vi vælger at holde sammen og blive ved med at glæde over os over små ting som mariehøner og vores børns hjemmebagte æblescones. At vi kan blive ved med at elske hinanden og opføre os så godt vi kan, selv om verden omkring os falder sammen. Selv om politikerne er forvirrede, jobcentrene er sure, sygdomme og virusser hærger, elpriserne stiger, og selv om der er klimaforandringer, naturkatastrofer og krige, der truer os på den ene eller anden måde. Men hvad er det vi retter vores lid og håb til?
Kan vi sætte vores håb til vores politikere?
Kan vi sætte vores håb til Joe Biden, EU og NATO?
Kan vi sætte vores håb til vores statsminister og borgmester?
Kan vi sætte vores håb til Dronning Margrethe?
Kan vi sætte vores håb til det at spise økologisk og klimavenligt?
Kan vi sætte vores håb til elbilen og cyklen?
Kan vi sætte vores håb til psykologen?
Kan vi sætte vores håb til vores læge?
Kan vi sætte vores håb til vores præst?
Kan vi sætte vores håb til vores mor og far eller ægtefælle?
Kan vi sætte vores håb til os selv og tro, at vi finder det, der er sikkert og urokkeligt, inde i os selv?
Vi kan sætte vores håb til noget, og mennesker kan meget, men de kan ikke løse alt.
Læs mereI sidste uge skrev jeg om det at bruge dét, der er. Dette blogindlæg handler om at tage sig tid og være opmærksom.
Noget mere fugle er gode til, det er at holde lytte til og øje med deres omgivelser og både kalde på og advare andre fugle.
Vi har et fuglefoderbræt i vores have. Sidste vinter havde vi besøg af dompap-par. Det var sjældent, at de begge var på foderbrættet samme tid. Som regel sad den ene dompap på foderbrættet, mens den anden sad i træ tæt på og holdt øje med, om dens mage kunne sidde i fred og spise, at der ikke var noget på færde.
Det kan vi også lære af fuglene. Ved Bibellæsning, bøn og at lytte til Helligånden, kan vi ligesom fuglene holde vagt. Vi kan holde øje med, hvad Gud fortæller os af både gode og risikable ting. På denne måde kan vi både opmuntre, trøste og formane hinanden – kærligt og i ydmyghed. I ydmyghed, fordi det er meget vigtigt at huske, at det er Gud, som er generalen. Det er ham, som kender sandheden. Det er ham, som kender det fulde billede. Han ved bedst. Det er alene Jesus, som har besejret synd, død og djævel (Es 53,4ff; 1 Kor 15,20-57)
”Hvis ikke Herren våger over byen, våger vægteren forgæves.” (Sl 127,1)
Mange fugle har gode ører. En solsort kan høre, om der er regnorme i jordoverfladen.
Da jeg skrev min afsluttende opgave, da jeg uddannede mig til pædagog, skrev jeg om langsomhedens pædagogik. Jeg er på det seneste blevet mindet om værdien af langsomhed.
Mange dyrearter lever deres liv i et mere roligt tempo. Mange dyr bruger meget af deres tid på at sove. Jeg tror ikke, stress er almindeligt blandt dyr, der lever ude i naturen.
Det er svært at sætte Gud ind i et hurtigheds/langsomhedsbegreb eller bruge et tidsbegreb om Gud i det hele taget. Vi mennesker er utålmodige i svære tider, men Gud er ikke for langsom:
”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” (2 Pet 3,8-9)
Jeg er ikke tvivl om, at Gud ser og hører os meget tydeligt. Han er endnu bedre til at vente og lytte end den fiskehejre, der holder til i den landsby jeg bor i. Denne fiskehejre sidder stille i lang tid, når den venter på, at en fisk dukker op.
Mange af de fejl jeg har begået i mit liv, har jeg begået, fordi jeg var utålmodig. Jeg skyndte mig og stoppede ikke op for at hvile mig, vente, lytte og se godt efter. Jeg har oplevet at Gud har kaldt mig på mig, så har jeg svaret, og så har jeg spurgt Ham: ”hvad er det, jeg skal gøre?” Der har jeg været så grebet af at Gud kaldte på mig, at jeg farede ud af døren og selv fandt på et eller andet at gøre, og så gik det galt. Der er før gået flere år fra Gud har kaldt på mig, til han har fortalt mig, hvad jeg skal gøre. Jeg har dog også oplevet, at han var meget ”hurtigere” end det. Han har kaldt på mig, jeg har svaret, og så har han givet mig en opgave få dage eller allerede få timer efter.
Nøgleordene er: stands, vent, lyt og kig efter.
”Jeg venter på hans ord,
min sjæl venter på Herren
mere end vægterne på morgen,
end vægterne på morgen.
Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.” (Sl 130,5-7)
© 2025 Diakon og Skribent
Tema af Anders Noren — Op ↑
Seneste kommentarer