Diakon og Skribent

En rejse i Tro og Kreativitet

Forfatter: Mariane Kvist Doktor (Side 6 af 25)

En historie om en enhjørning

3. april 2023 / / 0 kommentarer

Jeg vil introducere jer kort til denne tekst. Jeg fik ideen en nat, jeg ikke kunne sove. Jeg troede, det ville blive et digt, men det blev en historie (inspireret af en velkendt beretning) for børn, unge og andre i alderen (ca.) 12 år og op efter. Det er meget sjældent, at jeg skriver historier/noveller, så I må bære over med mig.

Enhjørningen

Et enhjørningeføl galopperede sammen med sin mor og en flok heste, som var dens venner og familie. De legede tagfat i en have på gange mellem roser og liljer. De lå i grønne enge og spiste saftigt græs. De rullede sig rundt på ryggen og solede sig og kiggede på sjove skyer.

Enhjørningen voksede. En dag fandt den en smuk, klar kilde. Den bøjede sig ned og drak af kilden.  Dens manke og hale blev smukkere. Dens hvide pels strålede. En stemme, enhjørningen havde hørt og talt med før, sang højt om sin kærlighed til den.

Enhjørningen blev voksen og stærk. En dag løftede den et bjerg.

Pludselig forsvandt solskinsvejret. Det blev overskyet, og det begyndte at blæse. Et vindstød skubbede enhjørningen væk. Væk fra haven. Væk fra moderen. Den blev ført hen til et ukendt land. En ødemark. Den vendte sig om for at løbe tilbage til haven. Stemmen kaldte på enhjørningen:

”Du kender min plan. Du ved, hvad du skal gøre”

Enhjørningen stod stille i lang tid og kiggede ud over ødemarken og over mod en dunkel skov.

”Jeg elsker dig, og du ved, hvad du skal gøre.”

Enhjørningen stirrede længe på den bare jord.  Så løftede den hovedet, rettede sig op og gik langsomt igennem ødemarken hen til den dunkle skov.

Der var en sti i skoven. Enhjørningen vidste, hvilken vej den skulle gå, men den savnede solskinsvejret og det saftige græs. Der var syge elmetræer, skovflåter og myg. Der var burresnerrer og fluesvampe, brombærkrat, guldregn og tjørnebuske.

Stemmen fortalte enhjørningen, hvad den måtte spise. En dag så enhjørningen nogle heste. Den gik hurtigt hen til dem. Nogle af hestene blev den venner med. Andre heste vrinskede vredt og snappede ad den, selv om den gjorde intet forkert.

Den havde dem fortalt om livet i haven og om Stemmen, som elskede alle. Den havde fortalt, hvad de skulle holde sig fra at spise, fordi det var giftigt, og hvordan de skulle holde fred med hinanden.

Og den helbredte de syge elmetræer og andre syge planter og dyr. Enhjørningen lyste op i den dunkle skov.

Men mange heste sagde til den, at den var helt gal på den. De sagde til den, at den var beskidt og lugtede, og at den ikke fulgte den dunkle skovs regler – selv om enhjørningen gjorde intet forkert. De blev misundelige på den, fordi mange af skovens dyr var glade for den.

En gang imellem gik enhjørningen op på en høj og hen til skyggen af skovens ældste træ og lagde sig på sine knæ og talte med Stemmen. Stemmen gav den styrke og fyldte den med kærlighed og sagde:

”Du ved, hvad du skal gøre.”

Læs mere

Hvad er det, som gør os rene? (Del 3)

1. april 2023 / / 0 kommentarer

Sidste indlæg handlede om, hvorfor vores hjerter er bedrageriske. Dette indlæg er sidste del af serien om, “Hvad er det, som gør os urene?” Lad os se på, hvorfor der alligevel er håb.

Loven bliver skrevet på hjerter

Vi får at vide, at vi skal være helhjertet med Gud, og vi skal elske Ham af hele vores hjerte. I hele Det Gamle Testamente læser vi om, hvordan jøderne gang på gang mislykkes med at overholde loven og elske Gud.

Det er nedslående at kende buddet om helhjertethed, om at sætte Gud først og elske Gud af hele sit hjerte, når vi ved, at vores hjerter er bedrageriske og syndige.  Det er aldrig noget, som bliver nemt eller naturligt for mennesket, for kødet vil fjendskab med Gud (Rom 8,7).

Dog finder vi budskaber om nyt liv og nyskabelse i Bibelen. Mange år før Jesu fødsel og Helligåndens komme, profeterede Ezekiel om dåben (”rent vand”), og at vi ville få Helligånden (“ny ånd”):

”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder;  jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.  Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” (Ezek 36,25-27)

Jesus tog vores straf for vores hjerters synd og bedrag, så vi ved hans blod helt ufortjent – ved nåde – blev frelst. Når vi tror på, at Jesus døde for os, gør hans retfærdighed os retfærdige, selv om vi ikke formår at overholde loven. Når vi tror på Jesus, får vi Helligånden. Ved Helligånden bliver Guds kærlighed udgydt i vores hjerter (Rom 5,5), og Helligånden skriver loven på vores hjerter (1 Kor 3,3 og Ezek 36,27). Dermed bliver det nemmere for os at overholde loven. Uden Helligånden er det umuligt.

I Johannesevangeliet finder vi en slags parallel til vigtigheden af tillid til Gud, som det er beskrevet i Jer 17,5-10. Jesus taler om, at den som tror på ham, skal ikke tørste (Joh 4,14), og han fortæller i Joh 15, at Han er det sande vintræ. Når vi tror på Ham og ved Helligånden holder os tæt til Ham, vil vi bære meget frugt. Skilt fra Jesus kan vi intet gøre (Joh 15,1-8).

Et andet sted i Bibelen læser vi om et træ, der er plantet ved en bæk.

Læs mere

Hvad er det, der gør os urene? (del 2)

30. marts 2023 / / 1 kommentar

Del 2 kommer noget forsinket denne gang. Jeg har været forhindret af et hold i nakken (som stadig driller mig lidt) og andre uforudsete omstændigheder.

”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9)

Hvis du leder efter en videnskabelig eller biologisk artikel, må jeg skuffe dig. Da jeg skulle til eksamen i biologi i gymnasiet, trak jeg emnet ”hjerte og blodkredsløbet”. Jeg fik kun 6 (efter den gamle karakterskala).

I mit sidste indlæg skrev jeg om farisæernes og de skriftkloges hykleri, om at deres adfærd er en advarsel til os kristne. Jeg skrev om, at det ikke er det ydre, som gør et menneske urent, men det er hjertet, som gør mennesket urent. I dette indlæg vil jeg skrive mere om det menneskelige hjerte.

Dette indlæg tager udgangspunkt i, hvordan det vestlige samfund i dag ser på hjertet (ikke fra en biologisk synsvinkel), og hvad Bibelen siger om hjertet.

Jeg var barn i 1980’erne og starten af 1990’erne, og allerede dengang var vores samfund et individualistisk konkurrence- og præstationssamfund. Der var altså allerede dengang et stort fokus på det enkelte individ. Allerede i 80’erne var idealet, at den enkelte blev så dygtig som muligt og præsterede så meget som muligt. Allerede dengang var mange af os optaget af, at vi gerne ville se smukke ud, blive dygtige til så mange ting som muligt, få en spændende uddannelse og imponerende karriere. Jeg konkurrerede med de andre på min egen alder, og jeg sammenlignede mig selv med dem. Der var et stort fokus på individet, og hvad det selv ville og havde lyst til – og det var længe før de sociale medier og realityprogrammer så som X-factor og Den Store Bagedyst. Allerede da jeg var barn, var der mange penge i kurser i personlig udvikling.

Selvcentreringen er blevet værre, men flere er begyndt at se, at noget er galt.

Sportsjournalisternes yndlingsspørgsmål er ”hvad føler du lige nu?” Jeg har altid tænkt, at enten kan journalisterne ikke aflæse kropssprog og ansigtsmimik, eller at det er verdens dårligste klichéfyldte spørgsmål. Det er tydeligt at se, at taberen er skuffet og er sur eller græder, og det er tydeligt at se, at vinderen hopper og græder af glæde og forløsning eller lettelse.

Fra en tidlig alder lærer børn at tænke efter og mærke efter, hvad de selv tænker, mener, føler og har lyst til. Det er godt, at børn lærer at tænke selv og være kritiske, men det har taget overhånd. En 3-årig kan ikke vælge, hvad han vil have at spise til aftensmad. Det er op ad bakke at undervise en 1. klasse, som er ”i ungdomsoprør” og mener alt skal forhandles og diskuteres.

Alt dette tænken og følen efter har en paradoksal effekt. Man bliver forvirret, bliver måske bange, i hvert fald overvældet og man får at vide, at man SKAL tænke og man SKAL have en mening. Pludselig foregår alt oppe i hovedet, vi sidder ved en skærm hele dagen, hører om tusinde forskellige meninger og tanker, som påstår, at de har sandheden. Stilhed bliver en sjældenhed, og det bliver sværere at mærke det dybeste eller inderste.

Svend Brinkmann har fat i noget af det rigtige, når han siger, at vi holde op med at mærke så meget efter i os selv.

Det er klart, at der findes intuition, og vi skal ikke ignorere vores følelser, men vi kan ikke stole 100 % på vores menneskelige følelser. Følelser svinger frem og tilbage. I starten af dagen er jeg glad og i slutningen af dagen er jeg trist, og det er normalt, at følelser ikke er konstante.

Vi hører tit udsagn som ”følg dit hjerte”, ”hvad siger dit hjerte dig?” og ”lyt til din mavefornemmelse.”

Jeg har ikke selv tænkt dette til ende. Der vil være nogle gange, hvor vi skal lytte til vores hjerte, men det generelle billede er, at vi ikke kan bygge vores liv eller beslutninger på flygtige følelser. Jeg er selv en sensitiv person, og jeg har ikke selv grebet det eller forstået det. Dog er det en lettelse, at det ikke er mine egne følelser og tanker, som definerer sandheden og virkeligheden.

Hvad skal vi gøre, hvis alt er relativt, hvis vi bliver omgivet af adskillige skærme og tusinder af stemmer, og vi ikke kan basere vores liv på spørgsmålet: ”hvad føler jeg lige nu?”

Skal vi virkelig ikke følge vores hjerte?

Bibelen om vores hjerter

Gud skabte verden og mennesket, og Han så, at det var godt. Vi er skabt i Guds billede, og det gode findes i vores hjerter. Dog blev mennesket fristet og faldt i synd, da Adam og Eva spiste af den frugt Gud havde sagt, de ikke måtte spise.

”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9)

Jesus er ikke uenig med dette udsagn, som vi finder i Jeremias’ bog. Jesus siger:

”det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent.  Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser.” (Matt 15,19)

Hvis vi tænker på syndefaldet, hvad var det Eva tænkte om at spise af den frugt, hun ikke måtte spise af?

”Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste.” (1 Mos 3,6)

Eva så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på.

Vi tager ikke afstand fra at synde, for vores natur er syndig. Vi får lyst og vi begærer, og derfor bliver vi fristet til at gøre noget, som ser godt ud eller føles godt. Jakob i Jakobsbrevet beskriver fristelsen og synden således:

”Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én;  når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.” (Jak 1,14-15)

Hvorfor er falsk forkyndelse tillokkende og ”farlig”?

I 2. Timotheusbrev finder vi en advarsel om den falske forkyndelse, som også gælder i dag:

”der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører.” (2 Tim 4,3)

Falske lærere forkynder en delvis sandhed. De fortæller os, at det går da meget godt for os. De fortæller, at hvis vores tro er stor nok, kan vi helbrede. De fortæller os, at når vi er kristne, vil vi være lykkelige, vi vil være materielt rige, vi vil blive populære og vi vil ikke opleve nogle sygdomme eller nogen modgang.

Virkeligheden ser anderledes ud. Den falske forkyndelse vil plukke Bibelcitater ud, men forkyndelsen vil være ubibelsk. Se på Jesu liv. Jesus mødte masser af modstand, had, forfølgelse og lidelse. Jesus gav afkald på konge-statussen (Fil 2,7), og da han mødte døden på et kors, var han over hovedet ikke populær – alle hans venner havde forladt ham. Jesus har sagt, at også hans disciple vil blive forfulgt. Hans disciple vil aldrig vinde hele verden, men verden vil hade dem (Joh 15,18-21). Det skal vi være villige til at stå i, hvis vi vil være hans disciple:

”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.  For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det.  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?” (Luk 9,23-25)

Dét er ikke noget, som glæder os. Dét er ikke noget, som tiltaler vores hjerter. Dét er ikke noget vi har lyst til, men det er efterfølgelsens vilkår. Har vi forstået, hvad det vil sige at fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge Jesus? Er vi villige til at miste vores liv pga. Jesus?

Læs mere

Hvad er det, som gør os urene? (Del 1)

7. marts 2023 / / 1 kommentar

Da kom der nogle farisæere og skriftkloge fra Jerusalem til Jesus og spurgte:  »Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser.«  Men han svarede dem: »Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld?  For Gud har sagt: ›Ær din far og din mor!‹ og: ›Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.‹  Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave!  så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering.  Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde:

 Dette folk ærer mig med læberne,

men deres hjerte er langt borte fra mig,

 forgæves dyrker de mig,

for det, de lærer, er menneskebud.«

 Og han kaldte skaren til sig og sagde: »Hør og forstå:  Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.«  Da kom hans disciple hen til ham og sagde: »Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?«  Men han svarede dem: »Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.  Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.«  Peter bad ham: »Forklar denne lignelse for os!«  Han sagde: »Er også I stadig uforstandige?  Fatter I ikke, at alt det, som går ind gennem munden, kommer ned i maven og forsvinder ud igen?  Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent.  Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser.  Det er det, som gør et menneske urent. Men at spise uden at vaske hænder gør ikke et menneske urent.« (Matt 15,1-20)

For nogle uger siden var min mand og jeg på restaurant og fik buffet. Vi opdagede, at vi var de eneste, som sprittede af, før vi tog mad. Vi undrede os, men fortsatte med at spise. Det havde været slemmere at undlade at bruge håndsprit for to år siden. Min mand og jeg gjorde sikkert selv noget andet forkert, som var endnu værre end at glemme at bruge håndsprit. Det er nemmere at se andres fejl end sine egne.

Farisæerne og de skriftkloge var skarpe iagttagere. De var hurtige til at påtale andres fejl og dømme dem. Jesus gennemskuede med det samme deres hykleri. Han påtaler, at de giver penge til templet i stedet for give penge til deres forældre, og dermed  bryder de et af de ti bud: ”ær din far og mor”. Jesus fortsætter sin kritik med at citere Esajas: ”Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.”

Jesus siger om farisæerne og de skriftkloge, at de kun udadtil dyrker Gud. De dømmer andre mennesker, og de er nogle dårlige jøder, fordi de ikke vasker hænder, inden de spiser. De lægger vægt på det ydre, på menneskebud og traditioner. Andre steder i evangelierne hører vi om, at de ikke mener, at man må helbrede et menneske på en sabbat.

Med rette kritiserer Jesus flere gange farisæerne og de skriftkloge. De er selvretfærdige og er meget optagede af, om andre ser, at de er nogle pæne, fromme jøder. De takker Gud for, at de er ”bedre” mennesker end syndere. De står længe og beder højt på et gadehjørne. De giver almisse og faster synligt, og de viser sig frem i deres fromme tøj med lange bederemme og lange kvaster. De lægger stor vægt på hele moseloven, men de overholder ikke selv alle bud.  ”De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.” (Matt 23,4). Farisæernes og de skriftkloge er optagede af det ydre og gerninger, men Jesus ser det indre. Han kender deres hjerter og tanker.

Farisæerne og de skriftkloges adfærd er en advarsel til alle kristne – alle os ”almindelige” danskere, som lever et almindeligt, borgerligt liv og som har været kristne i mange år. Vi kender alle buddene. Vi ved, hvad en god kristen gør. Gid vi aldrig må tro, at vi er bedre end andre mennesker. Gid vi aldrig må gå og dømme andre mennesker og tro, at vi selv er uden synd. Gid vores hjerter aldrig må forhærdes, så det kun bliver med læberne, at vi ærer Gud.

Jeg ser nogle gange på Internettet eksempler på påstande og ydre regler, som nogle mener, en såkaldt god kristen skal overholde:

Læs mere

Modstand fra farisæere og skriftkloge

16. januar 2023 / / 1 kommentar

Så kom han hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise.  Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.

 Og de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, sagde: »Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne.«  Så kaldte han dem hen til sig og sagde til dem i lignelser: »Hvordan skulle Satan kunne uddrive Satan?  Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, så kan det rige ikke bestå.  Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå.  Og hvis Satan har rejst sig mod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham.  Der er heller ingen, som kan trænge ind i den stærkes hus for at røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke. Først så kan han plyndre hans hus.

 Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter.  Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.«  De havde jo sagt: »Han er besat af en uren ånd.«

Mark 3.20-30

I starten af Markusevangeliet kapitel 3 hører vi om, at Jesus er inde i en synagoge. Her møder Jesus en mand, som har en vissen hånd. Farisæerne holder skarpt øje med Jesus. De holder øje med, om han vil helbrede ham på sabbatten, så de havde noget at anklage ham for (Mark 3,2).

Hvad sker der lige for farisæerne? Hvad er det, der står om Sabbatten i Moseloven? På sabbatten skal man hvile, og man må ikke lave noget som helst arbejde (2 Mos 31,15-16). Farisæerne tolker det at helbrede som et arbejde. De mente, at der kun måtte helbredes på en sabbat, hvis det gjaldt liv eller død.

Tidligere, i en anden diskussion om sabbatten, har Jesus sagt til farisæerne: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.  Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.« (Mark 2,27-28).

Jesus sætter ord på i synagogen hvor vanvittig farisæernes fortolkning er. Han beder manden med den visne hånd om at stille sig i midten (Mark 3,3), og Jesus siger så:

“Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?«” (Mark 3,4)

Farisæerne svarer med tavshed, og Jesus ved, at deres hjerter er forhærdede (Mark 3,4-5).

Jesus helbreder mandens hånd, og straks beslutter farisæerne, at Jesus skal slås ihjel (Mark 3,5-6).

Så forhærdede er farisæerne og herodianerne, at de på så løs og falsk en anklage ikke bare vil have Jesus sat i fængsel, men have ham slået ihjel.

Jesus fortsætter med at helbrede og uddriver også onde ånder. Nu kommer de skriftkloge og kommer med en helt vild anklage: “Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne.«” (Mark 3,23).

Beelzebul er et andet navn for Satan. De skriftkloge anklager Guds søn for at være Satan. Noget de har intet belæg for at hævde.

Igennem hele sit liv oplever Jesus forfølgelse og modstand. Farisæerne og de skriftkloge kender Det Gamle Testamente rigtigt godt. De kender alle Messias-profetierne, og de har brugt lang tid på at studere skrifterne.

Bibelkundskab er ikke altid lig med overbevisning om og tro på Jesus. Troen kommer ikke af menneskelig visdom, intelligens og årelange studier. Det er Gud, som giver troen. Troen kommer ved Helligånden.

Farisæerne og de skriftkloge kender deres Bibel rigtigt godt, men de vil ikke anerkende Jesus. De anklager selveste Guds søn igen og igen, selv om de møder ham personligt, hører selv hans undervisning og forkyndelse, som et andet sted bliver beskrevet, at Jesu undervisning i synagogen sker med en myndighed, de bliver forundret over (Luk 4,32). Farisæerne og de skriftkloge anklager Jesus, selv om de er øjenvidner til alle hans undere.

Ingen kan tænke sig til at erkende, hvem Jesus er. Uanset hvor meget vi studerer, hvor godt vi kender Bibelen, så er det Helligånden der giver troen.

Hvem vil give Gud æren?

5. januar 2023 / / 0 kommentarer

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa.  Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!«  Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene.  Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner.  Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?  Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?«  Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« (Luk 17, 11-19)

Det virker til, at de ti spedalske i denne beretning ved noget om Jesus. De må have hørt om Jesus, de må have hørt om de undere, Jesus har gjort og om, at han er en, som helbreder.

Det at forbarme sig er ikke et udtryk vi bruger i dagligsproget. Jeg har kun læst udtrykket i Bibelen, så jeg forbinder det med en anråbelse, et råb om hjælp til Gud. En kort, men stærk bøn lyder således: ”Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig”. Jeg har også hørt udtrykket i forbøn for f.eks. en hel gruppe af mennesker: “Jesus, vi beder dig forbarme dig over vores land.”

I 1991 skriver BT dog ”en behjertet sjæl .. forbarmede sig over den bevidstløse mand, som lå foran værtshuset, og ringede efter en ambulance.”  

Selve ordet ”forbarme sig” kommer af tysk: sich vorbarmen, og det betyder at ”bryde sig om de arme”, altså de stakkels, de fattige. Ifølge den danske ordbog betyder ”at forbarme sig” at få medlidenhed med nogen og så hjælpe eller tilgive vedkommende.

De spedalske var udstødte

Hvorfor blev de spedalske stående på lang afstand fra Jesus, mens de råbte? Spedalskhed er en meget smitsom sygdom, og på Jesu tid var der ingen behandling for sygdommen. De spedalske var udstødte, og på ingen måde turde nogen folk røre ved eller være i nærheden af de spedalske.

I en anden beretning hører vi, at Jesus rører ved en spedalsk, og den spedalske bliver rask (Mark 1, 41). I denne beretning i Lukasevangeliet kapitel 17, siger Jesus ikke noget om, at han helbreder de spedalske, men giver dem besked om, at de skulle gå hen og blive undersøgt at nogle præster, og mens de er på vej hen til præsterne bliver de raske. Jesus siger dette til de spedalske, fordi han henviser til Moseloven, 3 Mos 14,2ff, hvor vi læser, at præsten skal undersøge, om den spedalske er blevet ren, om han er blevet helbredt, og derefter skal præsten udføre en række ritualer og ofringer til Gud, hvorved præsten skaffer soning for Gud.

Når Jesus henviser til Moselovens forskrifter, er det altså en hjælp til de spedalske. De får en, på den tid, gyldig undersøgelse af, om de er blevet rask, og de bliver efter Moselovens forskrifter forsonet med Gud, altså får tilgivelse for deres synder. På Jesu tid mente jøderne, at sygdom var selvforskyldt. Man var syg pga. sin egen synd, eller pga. forældrenes synder.

I dag ved vi, at sygdom skyldes noget legemligt og ikke vores egen syndighed (i andre religioner i dag, fx hinduisme er samme antagelse, at sygdom skyldes personens eller forældrenes egne dårlige adfærd), men det vil i dag være fornuftigt at blive undersøgt, denne gang af en læge, når man er blevet helbredt.

De spedalske vil have velbegrundet antagelse af, at det er Jesus, som har helbredt dem, for vi hører, at på vej hen til præsterne, bliver de spedalske rene, altså raske. Dog er der kun én, som vender tilbage og priser Gud og takker Jesus, og det er en samaritaner. Samaritanerne var fremmede for jøderne, og ingen jøder ville have noget at gøre med dem. Samaritanerne var udstødte. Længe var frelsen fra Messias kun ment for jøderne.

Dog åbner Jesus op for at Guds frelse er for hele verden, hvilket vi kan læse om i Johannesevangeliet kapitel 10, hvor Jesus siger ”jeg har også andre får” og i Matthæusevangeliet kapitel 15, hvor Jesus helbreder den kana’anæiske kvindes datter samt i Johannesevangeliet kapitel 4, hvor Jesus taler med og underviser og forkynder for den samaritanske kvinde ved kilden. At frelsen er for alle (ikke kun jøder) dem, som tror på Jesus, læser vi tydeligt i Joh 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”  

Gud er ikke én, som bliver imponeret af menneskers gode gerninger, som ikke bliver gjort med hjertet. Således profeterede Esajas: ”»Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud” (Es 29,13). Ligesom vil læser om i Esajas’ bog, er Jesus optaget af menneskers hjerter, om mennesker elsker og ærer Gud, og om de tror på Ham. Derfor siger Jesus til den helbredte samaritaner, den helbredte spedalske, som vendte tilbage og takkede og lovpriste: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig” (Luk 17,19).

Advarsel mod at glemme Herren

Hvorfor var der kun én ud af de ti spedalske, som vendte tilbage til Jesus og gav Gud æren (Luk 17,18-19)? Det undrer Jesus sig over. Vi undrer os. Ti mennesker har mødt Jesus og bliver helbredt af Ham, men kun én vender tilbage og priser og takker Ham. Vi får ikke at vide, hvor de ni andre spedalske blev af. Ud fra Lukasevangeliet ved vi ikke noget om, hvorfor de ni ikke vendte tilbage til Jesus. Vi ved ikke, hvorfor de ikke omvendte sig.

Det kan vi kun gisne om. Måske omvendte nogle sig senere, fx efter Jesu opstandelse. Det ved kun Gud. Måske var nogle af de spedalske hjemløse, måske fik en af de spedalske tandpine dagen efter, måske kiggede nogle af de spedalske sig omkring og så på alt det, som en rig godsejer ejede. Måske tænkte de, at de var blevet helbredt af deres egen fromhed. De kan have tænkt: ”jubii, det hjalp at give mit sidste stykke brød til den fattige enke, derfor blev jeg rask”, eller ”hurra! I nat lå jeg på mine knæ og bad til Gud i fem timer. Fordi jeg var dygtig og udholdende i bøn, blev jeg helbredt”. Eller en spedalsk kunne have tænkt: ”ok, dér var jeg heldig. Tænk, det var mig, som vandt i Lotto. Tænk, at jeg blev rask, da jeg gik lige dér.”

Jeg ved det godt: Lotto fandtes ikke på Jesu tid, men forstår du min pointe? De ti spedalske blev helbredt, men ni af dem erkendte ikke, hvem der havde helbredt dem. De vendte ikke om og gav Jesus æren.

De spedalske havde ingen ære selv for at de blev helbredt. Æren var Guds alene. Det var Jesus, som viste dem nåde og helbredte dem.

Vi skal passe på, at vi ikke glemmer at give Gud æren. Vi skal passe på, at vi ikke glemmer Gud. Det skal vi passe på, både når noget godt sker for os, og når det i taget går godt for os. Kun én ud af ti helbredte spedalske vendte tilbage og priste og takkede Jesus.

I sin tale til israelitterne advarede Moses således:

”Når Herren din Gud fører dig ind i et herligt land, et land med bække, med kilder og med strømme af vand, der vælder frem i dale og bjerge,  et land med hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning,  et land, hvor du ikke skal skaffe dig føden i fattigdom og ikke kommer til at mangle noget, et land, hvis sten er jern, og i hvis bjerge du kan bryde kobber,  da skal du spise dig mæt og prise Herren din Gud for det herlige land, han har givet dig.  Men tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren din Gud, så du undlader at holde hans befalinger og retsregler og love, som jeg giver dig i dag.  Når du spiser dig mæt og bygger dig gode huse at bo i,  når dine køer og får bliver talrige, når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges,  bliv da ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset;” (5 Mos 8,7-14)

En lignende advarsel finder vi til menigheden i Laodikea, i Johannes Åbenbaringen:

”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm!  Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.  Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig,  så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se.” (Joh åb 3,15-18)

Gud er nådig og vil tilgive. Den, der har ører, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne:

Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig!  Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.  Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.  Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. (Joh åb 3,19-22)

Et barn er født

27. december 2022 / / 0 kommentarer

Det var nat
Hyrder holdt vagt
på en mark
Med ét så hyrderne
en engel
Herrens herlighed strålede
De blev bange.

Englen sagde
”Frygt ikke!
Se, jeg forkynder jer en stor glæde
Som skal være for hele folket.
I dag er der født jer en frelser i Davids by;
Han er Kristus, Herren.
Og dette er tegnet, I får:
I skal finde et barn,
Som er svøbt og ligger i en krybbe.”

Hyrderne hørte en himmelsk lovsang
Englene sang:
”Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Hyrderne løb ind i Betlehem
For at se dét
som Herren havde forkyndt
Hyrderne fandt Jesu mor, Maria
og hendes trolovede, Josef
De sad hos barnet
Der lå i krybben

Maria og Josef kiggede med forundring
På den lille sovende Jesus Kristus
De kiggede på den lille brystkasse
der bevægede sig op og ned

Nu åbnede barnet sine øjne
De så hans blide øjne
Barnet rørte på sig
Hans mor løftede ham op
Tog ham ind til sin barm
Han kiggede op på sin mor
Hun mødte hans milde blik

Læs mere

Den største gave

22. december 2022 / / 0 kommentarer

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt,  for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde;  og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

Luk 2,1-7

Jeg hader at købe julegaver. Altså jeg kan godt lide at give gaver. Det er fint at købe gaver, når det er til én person som ved en fødselsdag, men til jul synes jeg det er for mange gaver at købe på kort tid. Jeg kunne også give hjemmelavede gaver, men hvert år d. 1. december kommer jeg i tanke om, at det snart er jul, og så er det for sent at gå i gang med de hjemmelavede gaver.

Det er hårdt at købe mange gaver. Det er hårdt, når der er mange mennesker og man skal lede efter en parkeringsplads, og når man prøver på komme ud fra parkeringspladsen igen, og det er hårdt at gå zigzag igennem et fremmed menneskemylder. Det er hårdt at gå rundt i flere butikker og lede efter én bestemt ting. Der er også mange store beslutninger at træffe: Hvad er bedst? Den bløde eller den hårde? Det smukke eller praktiske? Den store eller den lille? Den billigste eller den dyreste? Så er der også det der med at finde en gave til én, som ikke rigtigt har en ønskeseddel. Og så er der en masse gaver man selv skal pakke ind.

Det slutter ikke d. 24. december. Efter jul er der gaver, der skal byttes. Nogle klager over de gaver, de har fået. De synes ikke, at de har fået lige så meget som de har givet. Eller de synes, de havde fået en for billig eller for grim gave. Eller de klager over at de har fået noget, de synes de ikke kunne bruge. Det bliver nemt ”do ut des”  – ”jeg giver for at du skal give mig”. Der kan blive en tendens af ”What’s in it for me?”, ”hvad får jeg ud af det?”, ”hvad skal jeg bruge dét til?”
Der er et ordsprog, der hedder ”det er tanken, der tæller.” Hvad hvis vi blev gladere for at give end for at få? Hvad hvis vi begyndte at give uden at forvente at få noget igen?

Måske bliver det anderledes i år. Måske fylder gaverne mindre i år. Der er inflation og energikrise. Måske opdager vi nu, hvad den kristne jul egentlig handler om?

Jesus har meget snart fødselsdag (de fleste eksperter siger, at Jesus hverken blev født d. 24. eller 25. december, men en gang i løbet af foråret. Vi fejrer dog Hans fødsel d. 24. december).

Senere kom de tre vise mænd og tilbad Jesus-barnet og gav Ham gaver. De gav Ham guld, røgelse og myrra.


Hvis du kunne give Jesus en gave, hvad ville du så give Ham?

Vi kunne give Ham tid og stilhed, og vi kunne give Ham det, som fylder for meget i vores liv. Vi kunne give Ham de ting, vi var afhængige af og fjernede vores fokus fra vores kære i vores liv. Vi kunne give Jesus de ting, der fjernede vores fokus fra Ham. Vi kunne give Ham alt det, der piner os, alle vores problemer, bekymringer og sorger. Vi kunne give Ham alt det forkerte, dårlige og onde vi havde gjort.

”Tænk efter på jeres leje, og vær stille!
 Bring de rette ofre,
og stol på Herren!” (Sl 4, 5-6)

At bringe ofre

At bringe ofre til en gud er et kendt fænomen i de fleste religioner. I flere moser har man fra bronzealderen fundet offergaver til nogle guder. Der er sågar blevet ofret mennesker til guderne!

I Det Gamle Testamente læser vi om, at ypperstepræsten bragte ofre for, at han selv og det jødiske folk kunne få Guds tilgivelse. Det var ikke alle mennesker, som måtte ofre til Gud. Der blev ofret utallige køer, tyre og bukke, som var særligt udvalgte, og der var mange regler for, hvordan ofringerne skulle foregå. Utallige dyr blev ofret én gang om året hvert år.  I virkeligheden kan blod fra tyre og bukke ikke tage vores synd bort.

Med Jesus blev det sig anderledes. Jesus er vores evige ypperstepræst, og Han, som var Guds lam, ofrede sig selv én gang for alle for hele verden, og vi blev alle tilgivet alt det onde og forkerte vi havde gjort. Nu er der ikke mere afhængighed af utallige religiøse ofringer eller af en menneskelig ypperstepræsts tjeneste på vores vegne.

Jeg har i det ovenstående henvist til Hebræerbrevets udlægning af ypperstepræstetjenesten og Jesu tjeneste under den nye pagt. Læs gerne Hebræerbrevet, hvis det har vakt din interesse.

Jesus er anderledes end alle forventer

Jesus gav sit liv for os. Kan vi nogensinde give Ham eller andre lige så meget, som Han har givet os?

Der er mennesker, som er gået i døden for andre mennesker. Der er i nogle lande kristne, som bliver henrettet for deres tro.
Der er martyrer og helte. Der er mennesker, som er generøse med både penge, tid, nærvær og hjælpsomhed – mennesker, som ikke forventer at få noget igen. Det er mennesker vi ser op til. Vi skal lære af dem og lade os inspirere af dem, men ingen af dem er guder. Ingen af dem kan gøre det, som Jesus har gjort. Ingen af dem kan frelse os.

Jesus er anderledes end alle forventer. Jesus var ingen stærk krigerkonge, som lige pludselig buldrede frem som en eller anden tordengud. Han var ingen Spartacus, som var en stærk slave som startede et stort slaveoprør imod romerne. Han er ingen Batman, som drøner rundt med alt sit smarte gear i sin batmobil og fanger forbrydere.  Jesus er ikke en engel. Han er 100 % Gud og 100 % menneske.  Jesus var ikke den mægtige, revolutionære konge-Messias i dyre klæder, som jøderne forventede ville komme.

Jesus blev født af en ung pige. Han blev født i en stald blandt får og køer. Nogle af disse dyr ville måske ende med at blive ofret til Gud, men Jesus selv var Guds lam. Jesus blev født i en stald, for der var ikke plads på herberget. Han fik ingen fin vugge, men blev lagt i en krybbe – et fodertrug. Jesus sagde senere, at Han var livets brød (Joh 6,48), og Han giver sig selv, legeme og blod, i nadveren, som peger på Hans død på korset for os. Den nyfødte baby-Jesus blev lagt i et fodertrug. Jesus er livets brød.

Billede af Gerd Altmann fra Pixabay

Læs mere

Du skinner for alle

18. december 2022 / / 0 kommentarer

Du, vores evige lys,
Kommer til os
Som vandrer i mørke
Du skinner for alle
Der bor i mørkets land

Du skinner for alle
Der bor i vintermørket
I nattens mørke
I storbyens mørke gyder
I ensomhedens mørke
Du skinner for alle
Der kæmper med mørke tanker

Du skinner
På de mørke grusveje
På markerne
på de frosne, nøgne trækroner

Kilde: Mbll, pixabay

Du, Evige Fader,
skinner
For de trætte hyrder
For de udmattede okser
Og de vildfarne får
For den unge moder med mørke rander under øjnene
Du skinner
For det grædende barn


Du skinner
For de som har mistet en bror, en mor,
For de som sørger over en ven, en ægtefælle eller et barn

Vi fryser på vejene, som er glatte af sne. Vi prøver på at nå alt det, vi vil. Vi tager på arbejde, i skole og børnehave. Vi tager til mødregruppe, tandlæge og læge og på sygehuset. Vi tager på indkøb, vi tager vasketøjet ned, vi tager opvasken og vi tager en panodil. Vi tager på jobcentret og plejehjemmet. Vi tager på herberget og værtshuset, og vi tager os en smøg og en kop sort kaffe.

 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.

es 9,1

Du, vores evige lys
Verdens lys
Du kommer os i møde
Du giver os en nyhed
Ikke om inflation og energikrise
Ikke om krig og klimaforandringer
Men en nyhed
Som forkynder os en stor glæde

Du, vores evige lys
Du, vores underfulde rådgiver
Vores vældige Gud
Evigheds Fader
Freds fyrste
Du kom til os
Du lod dig føde som et barn
Din dyne var af halmstrå
Du blev født i en kold stald
På herberget
Havde de ikke plads til dig

Læs mere

Kom til Jesus

2. december 2022 / / 0 kommentarer

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.  For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Matt 11,28-30

Hvis du er lidt ligesom mig, har du læst disse vers masser af gange. Jeg udfordrer jeg dig til at læse versene igen. Prøv at tyg lidt på Jesu ord. Hvilket ord standser du ved?

Jeg standser ved hvile. Hvad er Jesu hvile? Hvad er det for en hvile, Jesus giver os, når vi kommer til ham? Når vi kommer til ham som vi er – med alle vores lidelser, sorger, bekymringer, synder, udmattelser, træthed og tunge byrder?

Er det en powernap? Er det en halv time på den ene side og så en halv time på den anden side (også kaldt en “morfar”). Er det en halv time med din mobil, hvor du tjekker dit Facebookfeed? Eller er det en kop kaffe og en kanelgiffel, mens du lytter til Radioavisen?

Jesu hvile er ikke at gå fem timer rundt i Rosengårdscenteret og juleshoppe på en lørdag. Det er heller ikke at gøre hovedrent i et helt hus og derefter lede efter den store kasse med julepynt.

Jesu hvile er en fred, som overgår al forstand og som bevarer vores hjerter og tanker i Kristus Jesus (Fil 4, 7). Hvilen er en fred, som Jesus giver os, og han giver ikke, som verden giver (Joh 14,27). Jesu hvile er at ligge i de grønne enge og ved det blikstille vand (Sl 23,2) tæt på Jesus, vores gode hyrde.
Augustin udtrykker det med disse ord: “du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig”. At komme til Jesus er at tage sig tid til komme i stilhed og se på ham. At komme til Jesus er at komme til ham og bare være sammen med ham uden at lave noget. At sidde i staver ved køkkenvinduet, lukke sine øjne og bede ordløst eller kun med ordene “kom Jesus!”. At komme til Jesus er at komme tæt på ham, tæt på hans ydmyge og sagtmodige hjerte og lære af ham. Det er at lære af Jesus, ikke kun med hjernen, men også med hjertet.

Jesu hvile er hvile for ikke bare hænder, fødder, ben, øjne og ører eller følelser og tanker, men også for sjælen – sjælefred. Jesu hvile for sjælen er med Augustins ord hvile for hjertet.

Kom til Jesus!

Kilde: Pixabay

Jesus siger: “Kom! og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. “

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

Abonnér på nye indlæg


 

Brugermenu

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders Noren — Op ↑