Jesus, du er døren du åbner op Vi går ud af den mørke, kolde, beskidte stald Ud på de grønne frodige enge Der er masser af mad til os Du er døren Du er ikke låst Du er døren til de grønne græsgange Du kalder os ved navn Du møder os med din åbne favn Du leder os ved din stemme Du går foran os Vi følger dig vi vil aldrig følge en fremmed
Guds hånd er stærk og fuld af kraft Guds arm er ikke for kort til frelse Vi lægger vores vej i Guds hånd Vi vil stole på Ham Gud med os
Guds hånd skaber giver liv Guds hånd er vores Herres hånd Han opdrager os han retleder os Han leder os ad rette stier
Ingen kan rive os ud af vores Faders hånd Alle gode gaver kommer fra Gud Faders hånd Guds hånd giver os i overflod Guds hånd giver høst i titusindfold Guds hånd helbreder
Jesus tjener os Han dækker bord for os Han skaber mad til tusinder af to fisk og fem brød Jesus bryder lænker Han sætter fanger i frihed
Jesu hånd er vores Herres hånd som fører os vi adlyder Ham i kærlighed vi skal tage vores kors op
Jesus rækker os sin hånd Vi holder Ham i hånden Han trøster os Herren er nær
Jesus er vores ven Han holder os i hånden når vi er bange Han holder os i hånden når vi kommer nye steder hen
Jesu hånd er vores elskedes hånd vi er frie bundet til Hans kærlighed Det skyldes ikke os selv gaven er Guds Han er blid og sagtmodig han er langmodig Han giver os sig selv Han elsker os med en brændende nidkærhed
”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.” (Joh 15,1-10)
Overordnet handler disse vers om kærlighedsrelationen mellem Jesus og Hans disciple. Den skal være ligesom et livslangt (evigt) ægteskab, ikke en flirt, et teenagecrush eller en flink løbemakker. Det er en kærlighed, som forpligter, og samtidig er Jesus lidenskabelig, lige så lidenskabelig som vi ser Gud er i forholdet til Israel i Det Gamle Testamente.
Der er ikke noget vi kan gøre i egen kraft for at få Åndens frugter. Grene, som er knækket af træet, visner. Det er Gud, som renser os, vi kan ikke rense os selv. Renselsen består dels i opdragelse (foragt ikke Gud Faders opdragelse, for en far opdrager sine børn, fordi han elsker dem (Heb 12,5-10)), og at Gud Fader omfavner os i Sin kærlighed. Renselsen består i at Helligånden arbejder i os, når vi holder os tæt til Jesus.
”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.” Jesus er Ordet, som blev til menneske – til kød (Joh 1,14). Guds Ord renser os, og vi skal blive i Guds ord. Vi skal huske, reflektere over og gemme Ordene i vores hjerter. Vi skal bygge på, handle på og gå på Guds Ord (Matt 7,24-25)
”Bliv i mig, og jeg bliver i jer” Det er et gensidigt forhold. ”Jeg er min elskedes, og min elskede er min” (Høj 6,3). Vi skal blive i troen på Jesus, blive i længslen efter ham, blive ved med at elske ham. Vi skal blive ved med at tro på Hans ord. Vi skal blive ved med at bede, ikke af pligt, men af længsel af at leve sammen med Jesus. Helligånden vil virke i det nævnte. Bliv i mig, og jeg bliver i jer = Jesus vil ved Helligånden bo i vores hjerter. Hvorfor lyder det som en befaling, hvorfor bruges imperativformen ”bliv”? Fordi det også handler om valg. Vil vi vælge at åbne vores hjertes dør for Jesus? Han banker på, men han er ikke én, som sparker døren ind, selv om han kunne gøre det med sin guddommelige kraft.
”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer” Jesus kunne have sagt, at han elsker os ligesom vores mor elsker os. I stedet siger han, at han elsker os, ligesom Gud Fader elsker Ham. Faderens kærlighed til sin søn Jesus, er kæmpestor, og den er evig. Om Jesus råbte Gud fra himlen ved Jesu dåb: ”det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”(Matt 3,17). Ordet ”velbehag” har noget at gøre med en stærk følelse af glæde, tilfredshed og velvilje. Så højt elskede Gud Fader sin Jesus, og alligevel valgte Gud Fader at ofre Sin Søn på korset for os, fordi han elsker os alle (Joh 3,16).
Bliv i min kærlighed!
“bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.”
Jeg læst Joh 15,1-10 mange gange, og jeg har fundet det både smukt, fantastisk og uforståeligt. Og så har jeg slået mig på imperativerne. Er det oversat rigtigt fra grundteksten? Ja, det græske ord for bliv, ”meinate”, står i imperativ 2. person flertal. Det er ord til disciplene, det er ord til os, menigheden, til alle dem, som vil være hans efterfølgere. Jeg ser to dimensioner i sætningen ”bliv i min kærlighed”.
Han siger oprigtigt min kærlighed. Han kunne have sagt ”bliv i min visdom”, ”bliv i min magt”, ”bliv i min hellighed”, ”bliv i min sandhed” osv. Alle sammen er vigtig egenskaber ved Jesus, men han siger ”bliv i min kærlighed”. Gud elskede os først (1 Joh 4,19). Gud er kærlighed, og det var Ham, som elskede os først, længe inden vi blev født. Han kendte os og elskede os fra meget lang tid før vi blev født. Og alt hvad Gud gør, gør han af kærlighed, og han skabte verden og os af kærlighed.
Gud skabte en hel masse ting, og han så, at det var godt. Gud så alt, hvad han havde skabt, og så hvor godt det var (1 Mos 1,31). Gud ser på sit skaberværk med sine øjne, der både er hellige og fulde af kærlighed til skaberværket. Et sted i Bibelen står der, at Gud altid har sit blik rettet mod menneskene. Gud er ikke verdens første ”Big brother”, der overvåger alt og alle med det formål at fange og dømme forbrydere. Hans blik er faderens omsorgsfulde blik og Jesu, brudgommens, øjne fulde af kærlighed. Kan man sammenligne dette opmærksomme blik med en forelsket, der ikke kan slippe blikket fra sin udkårne?!
Min (Jesu) kærlighed Det græske ord for kærlighed er her Agape. Agape er Guds kærlighed. Guds kærlighed er evig, ren, ubetinget, hellig og perfekt, mens menneskers kærlighed er foranderlig, betinget, begrænset og fulde af fejl. ”Bliv i min kærlighed” er sagt mildt og fuld af kærlighed. Jesus elsker os højt. Han længes efter os, og han kunne sige: ”bliv hos mig, min elskede. Bliv ved med og tro på, at jeg elsker dig.”
Samtidig må vi ikke ignorere imperativet. Igen det er et valg. Vil vi tro på og stole på, at Gud elsker os? Det står utallige gange i Bibelen. Ånden skaber frugterne på grenene, men vil vi handle på den kærlighed Ånden skaber i os? Vil vi vælge at bruge tid på Ordet, på bøn, på at være sammen med Gud? Hvilken plads skal Gud have i vores liv? Vil vi give Gud 1. pladsen i vores liv? Og vil vi handle på den kærlighed, Ånden skaber i os, til vores næste og vores søstre og brødre i Herren?
Imperativet hænger sammen med, at hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed. Er vi nu tilbage i den gamle pagt? Er der virkelig krav, når Jesus opfyldte loven og døde på korset for os. Vi er syndere, og skal vi ikke give op på forhånd. ”Jeg er et menneske, og det er svært at elske min næste.” Ja, men vi kan ikke ignorere buddene Jesu taler om i evangelierne. Vi kan ikke ignorere hans formaninger eller bjergprædikenen. Vi kan ikke ignorere det dobbelte kærlighedsbud: du skal elske Gud af hele din styrke, hele dit sind, hele dit hjerte og hele din sjæl OG du skal elske din næste som dig selv.
Formaningerne i evangelierne og kærlighedsbuddet er sagt af Jesus selv. Det er en vigtig pointe. Vi skal se på, hvad Jesus gør og lære af ham. Vi skal efterligne ham. Vi skal lære ham at kende gennem at læse i Bibelen og igennem bøn. Kom til Jesus og lær af ham.
Som de fleste andre haveejere, har vi masser af græs. Vores have er vores have. Kun ukrudt, vilde dyr og naboernes katte kommer uanmeldt på besøg. De forskellige dyr har fået ejerfornemmelse over vores have. Naboens sorte kat sætter sig midt på græsplænen. Kommer der en anden kat, jager den sorte kat den væk. Solsorte hopper efter hinanden. Vores faste duepar vil ikke have, at en tredje eller fjerde due går ind i vores have. Gråspurvene vil ikke dele fuglefoderet med hinanden. Musvitterne er forsigtige med at besøge vores foderbræt. En dag sprang den sorte kat op på foderbrættet og fangede og dræbte en musvit, som den åd. Hjælp, der er krig i vores baghave!
En fredfyldt oase
På min faste gåtur finder jeg en anden ro. Hestene står stille i deres indhegninger og spiser. Køerne hviler sig i græsset, eller de spiser masser af græs. Hestene og køerne ser glade ud. På min gåtur er der en permanent lille sø på en eng. I dag var der på græsset ved søen to gæs, to ænder og to svaner tæt på hinanden. De lå der stille og roligt. Måske var de venner? En blishøne svømmede ind og gik op på bredden til de andre fugle. Blishøner har ry for at være hidsige, men der var stadig fred ved den lille sø.
Så fik jeg øje på en fiskehejre ude i vandet. Den stod helt stille og skjulte sig imellem sivene. Da jeg opdagede den, fløj den lidt væk og satte sig i noget græs. En krage kom hen til den. Fiskehejren lettede med det samme kragen kom, og den fløj langt væk.
Fredsriget er her alligevel ikke endnu. Der er baghavekrige og forskrækkede fiskehejrer, men ind imellem er der gode stunder, hvor Gud lader os ligge i grønne enge og leder os til det stille vand.
De fredelige fugle ved søen fik mig tænke på Esajas’ profeti om det kommende fredsrige:
Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund. På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed. (Es 11,6-10)
Fjern sten Tidsler skal væk De, som nedtramper jorden bliver jaget væk Jorden skal pløjes Marker skal gødes Kornet skal sås Gør jorden klar til Ordet Solen skinner Himlen sender regn Vindpust
Trækronen er vindblæst men stammen står fast med dybe, tykke rødder Det er urokkeligt Det er uforanderligt Træet står til evig tid Ingen storme kan vælte det
Hvis ikke grenene bliver på træet visner grenene Træet renser grenene Grenene bærer frugt Træet renser grenene Grenene bærer frugt
Vi bærer hans sårmærker – men hvem er han, denne Jesus, også kaldet Kristus? Han er ikke bare menneske og konge Han er Guds søn, som gav sit liv for os Han er kærligheden, som døde på et kors
Han bar babyens kolik og det brækkede lårben Han bar mine tandbylder og din sjæls dybe sår
Han er stillet offentligt til skue helt nøgen og bar Vores ondskab gennemborer hans hænder og fødder Guds ansigt vrider sig af smerte Hans far kan ikke se på det mere han vender ryggen til ham og går. Jesus ramte dødens kolde mørke – en forbandelse han aldrig havde fortjent
Guds kraft rejste ham op fra dødens grav
Hva’ nu? Kan han bære mere, Guds hellige, lidende tjener?
Giv ham alt – ikke blot dit ansigts sved men også dit hjertes kampesten dit svigt og dine sårende ord Læg alt dit kaos, dit skarn og din skam i Hans blødende hånd
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. (Mark 16,1-8)
Da jeg læste teologi, fik jeg at vide, at Markusevangeliet oprindeligt sluttede med vers 8 “De sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Resten af evangeliet var en tilføjelse. Jeg kan ikke huske, hvornår den sidste del skulle være tilføjet. Uanset hvad, så er den opstandne Jesus beskrevet i slutningen af Markusevangeliet og de andre evangelier.
Jeg ser vers 1-8 som en rammende beskrivelse af når nogen lige er død og sorgen. Ens kære er der ikke mere og savnet efter den man har mistet er virkeligt stort. Sorgen er en krise, det er noget virkeligt svært. Kommer døden for tidligt og som et chok er det endnu hårdere. Jesus var ikke kun en kær ven og et menneske – han var Messias, som havde trådt ind i disciplene og kvindernes liv med sin kærlighed og forvandlende magt. De satte alt deres håb til ham, men han blev kun lidt over 30. Han, som kunne vække døde til live endte selv med at dø – døden på et kors. Så kommer kvinderne til graven, og den er tom. Hvad skal det betyde? En engel siger til dem, at Jesus er opstået, men kvinderne flygtede, de var rystede og ude af sig selv. De sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Kilde: pixabay
En sådan frygt, hvor man er ude af sig selv og rystet – det er et chok, og det er ubehageligt. Et chok kan være mange ting. Det kan være et svar man får, som er helt anderledes end det, man havde håbet på. Sidste gang jeg blev chokeret, fik jeg en besked, som kom helt bag på mig. Bagefter blev jeg sur på mig selv og skuffet over, at jeg havde håbet og troet på det svar, som ikke blev en realitet. Derefter tilbragte jeg resten af dagen i en blanding af sur skuffelse og en tilstand, hvor mine øjne var blevet meget utætte. Dagen efter rejste jeg mig op og greb ud efter det håb, jeg ikke kunne se, og jeg genoptog bønnen: “Far, jeg beder om, at hvis det er din vilje,så…” Jeg er nødt til at holde fast i håbet, selv om jeg ikke ved, hvad fremtiden bringer.
Lad os læse nogle flere vers i Markusevangeliet:
Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af. Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd. Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det. Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet. De gik også hen og fortalte det til de andre; men heller ikke dem ville de tro. Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. (Mark 16,9-14)
Jesus viser sig selv først for Maria Magdalene, så to andre og til sidst de sidste 11 disciple. De fortæller, at de har set Jesus, men de andre tror ikke på det. De ville ikke tro på det. Han bebrejder dem deres vantro og hårdhjertethed. De ville ikke tro på det, før de selv så ham.
Versene handler om tro, tvivl og ikketro. Vi lever i et land, som nogle kalder kristent, men der er mange som ikke tror. Nogle vil ikke tro, og nogle kan ikke tro. Og så er der nogle, der tror.
Jeg ikke kan bevise det, i hvert fald ikke med den videnskabelige metode, men jeg tror på, at Jesus er opstået fra de døde og lever. Det håb vil jeg holde fast i.
Det er stort, at Jesu blod gør syndere retfærdige, og at vi ved Jesus får tilgivelse af nåde, det bliver os givet helt ufortjent – samt vi får fred med selve Gud. Og vi får et håb ved Jesu død og opstandelse, et håb om et evigt liv efter døden – hos Gud:
Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. (Rom 5,1-2)
Jeg tror på et evigt liv efter døden, og jeg tror på, at Jesus har sejret over det onde, synden og døden. Det tror jeg på, selv om verden ser ud, som den gør, og også selv om ondskaben og synden desværre i høj grad bor i mig. Jeg ved, at Jesu opstandelse ikke betyder et liv med lyserøde skyer og nuttede enhjørningebamser.
På engelsk kaldes Langfredag Good Friday. For Jesus var Langfredag lang og lidelsesfuld, men for os er Langfredag god – ikke pga. påskefrokosterne og påskeæggene, men pga. hvad Jesus gjorde for os.
Jesus vidste, hvad der ville ske
Lidelsen og døden kom ikke som nogen overraskelse for Jesus. Flere gange fortalte han disciplene, at det ville ske.
“Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.” (Luk 18,31-34)
Jeg ved ikke, om Jesus vidste hele sit liv, at han skulle lide, dø på korset og opstå fra de døde, men han vidste det i lang tid, før det skete. Disciplene kunne ikke forstå det. Det var var uforståeligt for dem, at deres mester og ven – Ham, de havde forladt alt for, Ham, de satte deres håb til. At Han sagde, han skulle dø. Han var ikke gammel, kun lidt over 30. Han var Messias, Guds søn – det var ubegribeligt, at Han virkelig skulle dø.
Jesus vidste alt, hvad der ville komme til at ske. Da han blev taget til fange, var han i Getsemane have og bad inderligt til Gud (Mark 14,3-42). Han var bange for alt det, der ville komme til at ske. Han havde angst og var bange for at dø. Hans sjæl var fortvivlet til døden (v. 34). Han havde ikke lyst til at drikke bægeret, som var Guds vredes bæger (Es 51,17). Jesus var ikke tvunget til at gå lidelsens vej og dø. Han havde magten til at rejse sig op og som en revolutionær gøre oprør mod alle undertrykkerne, tage magten fra romerne og indtage kongetronen. Det var en sådan Messiasskikkelse, jøderne ventede. Men det var ikke Guds vilje med Jesus. Jesus traf det valg, han vidste var det bedste og eneste rigtige. Han valgte at gøre Guds vilje.
Billedkilde: pixabay
Lidelsen og korsfæstelsen
Det var ikke en god dag for Jesus. Han lod sig tage fange som om han var en forbryder, blev forhørt og blev dømt til døden på et kors.
“Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. ” (Luk 23,32-38)
Jesus udholdte alle forhånelserne og ydmygelserne. Han udholdte at blive gjort grin med, at blive klædt af, og at der blev trukket lod om hans tøj. Han udholdte alle piskeslagene, alle tæskene, alle de uberettigede anklager, alle forhørene, al modsatanden. Han udholdte, at folkedomstolen dømte ham til døden for at få en morder løsladt (Luk 23,18-21). Han udholdte at blive forrådt med et kys, og at alle hans venner svigtede ham. Jesus var uskyldig og syndfri, og han blev korsfæstet sammen med forbrydere. Han tilvalgte ydmygelsen, magtesløsheden og lydigheden over for Gud. På intet tidspunkt stoppede han op og sagde: “Nu er det nok. Jeg gider ikke mere.” På intet tidspunkt vristede han sig løs og tog magten tilbage.
Seneste kommentarer