Diakon og Skribent

En rejse i Tro og Kreativitet

Forfatter: Mariane Kvist Doktor (Side 4 af 25)

Påbud del 2: Hvad Bibelen siger om at være Gud til behag

2. oktober 2023 / / 0 kommentarer

I mit sidste indlæg var jeg inspireret af et foredrag med Christian Hjortkjær om påbud og skam, og jeg kiggede på påbud om at lyse i Es 60,1 og Ef 5

I dette indlæg fortsætter jeg i Ef 5, hvor jeg ud fra nogle vers i dette kapitel, tager en hurtig nørdet rundtur i Bibelen.

”I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft” Ef 5,1-2

Dette kapitel nævner en masse forbud, formaninger og påbud, som jeg ikke vil dykke nærmere ned i her. I v. 17 står der, at vi skal forstå, hvad der er Guds vilje. Guds vilje kan man for eksempel læse om i Rom 12-21. I Ef 5,10 står der, at vi kun skal lade det gælde, som behager Herren. Livet til Guds velbehag kan vi bl.a. læse om i Heb 13,1-9.

Vi skal ligne Gud? Det er et stort påbud. Lad os huske, hvad Gud sagde, da han skabte menneskene:

”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” (1 Mos 1,26)

Syndefaldet kom, så mennesket ikke mere kun ligner Gud, men også noget andet. Med synden kom forvrængningerne, brudtheden, revnerne og deformiteten.

Kort sagt: da Jesus ofrede sig, kom en genoprettelse (uden at synden er væk), og alle, der, bliver døbt og tror på Ham, bliver Guds børn og får Helligånden (Joh 1,12; Matt 28,19-20 og Joh 7,38).

Derfor kan vi ligesom Johannes døberen bede om, at Han (Jesus) skal blive større, og vi selv skal blive mindre (Joh 3,30).

Derfor læser vi i Romerbrevet dette påbud:

 ”iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær.” (Rom 13,14)

Derfor skriver Paulus således:

”Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.” (2 Kor 3,18)

Pga. Helligånden kan vi komme til at ligne Jesus, men det er også svært, vildt og uforståeligt.
Kødet/synden og ånden kæmper mod hinanden (Gal 5,17).

”De, som er i kødet kan ikke være Gud til behag, men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer.” (Rom 8,8)

Lad os se mere på det med velbehag.

Herrens velbehag


Hvad betyder ”velbehag”? Ifølge ordnet.dk Menneskeligt set er det følelse af tilfredshed, velvilje, velvære, glæde, ofte fremkaldt af positive sanseindtryk, fred og hvile
Bibelske tekster: velvilje, tilfredshed

Jeg tror det er en vigtig pointe, at velbehag Bibelsk set ikke har med sanser eller wellness-følelser at gøre.

Det hebraiske ord for velbehag er ”lirsonow”, og det betyder velvilje og accept. Vi finder Guds velbehag allerede i skabelsesberetningen, at Gud ser, at det han skaber, er godt:

”Gud sagde: ”der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket” (1 Mos 1,3-4)

Det hebraiske ord for godt er ”towd”, som betyder ”godt, fint, dejligt, og behageligt.”

Velbehag har også noget at gøre med at ofre. Menneskene ofrede til Gud mange gange i Det Gamle Testamente. I Mosebøgerne finder vi mange regler om mange forskellige slags ofre.

Tal til israelitterne og sig til dem: Når nogen af jer vil bringe Herren en gave, skal den gave, I bringer, være et stykke kvæg, enten hornkvæg eller småkvæg.
 Hvis den gave, han bringer, er et brændoffer, og den tages fra hornkvæget, skal det være et lydefrit handyr. Han skal bringe det hen til indgangen til Åbenbaringsteltet for at opnå velbehag for Herrens ansigt. (3 Mos 1,2-3)

Israelitterne skal bringe gaver eller ofre til Gud for at opnå Hans velbehag. Vi finder dog mange eksempler på, at Gud bliver ”træt” af de mange ofre, fordi israelitterne handler ondt.  

I stedet for de mange ofre vil Gud have at:

”Fjern jeres onde gerninger

fra mine øjne,

hold op med at handle ondt,

 lær at handle godt!

Stræb efter ret,

hjælp den undertrykte,

skaf den faderløse ret,

før enkens sag!”

(Es 1, 16-17)

Gud vil at mennesker skal høre på ham. At høre Guds ord er en del af det at finde Gud (og at blive fundet af Ham):

”Lykkeligt det menneske, der hører på mig, så han dag efter dag våger ved mine døre og holder vagt ved mine dørstolper. For den, der finder mig, finder livet og opnår Herrens velbehag.” (Ordspr. 8,34-35)

Gud vil ikke have ofre, hvis mennesker ikke er ham tro:

Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre,
kundskab om Gud, ikke brændofre.
(Hos 6,6)

Det er i virkeligheden ikke os, der har noget at give til Gud. Hvad har vi andet end en sønderbrudt ånd?

For du vil ikke have slagtoffer,

og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;

 mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,

et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. (Sl 51,18-19)

At Gud ikke kan bruge ofre til noget, når mennesker handler ondt, burde farisæerne og de skriftkloge derfor vide.

Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og hans disciple.  Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?«  Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge.  Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«” (Matt 9,10-13)

Gud gav loven til jøderne, til israelitterne, farisæerne og de skriftkloge. I Romerbrevet kan vi læse dette om loven:

“Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven.  Buddene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.«  Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.” (Rom 13,8-10)

At vandre i kærlighed – at være Gud til behag – er også at tømme opvaskemaskine, vaske tøj, slå græs, støvsuge, lave mad og rense afløbet i badeværelset.

Men når vi mislykkes med at elske vores næste og være barmhjertige, må vi se hen til Jesus.

Gud har velbehag i sin søn

Gud har velbehag i Jesus. Det græske ord for velbehag er ”eudokesa”  og det kommer af eu – dokeo = jeg tænker godt om, jeg godkender.

Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig;  og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«  (Matt 3,16-17)
         

Forklarelsen på bjerget: Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« (Matt 17,5)

Velbehaget kommer fra Jesus. Når vi læser formaningerne i det nye testamente, må vi have troen Jesus som fundament. Hvad Jesus gjorde for os er fundamentet, og ”uden tro er det umuligt at behage ham (Gud)” (Heb 11,6).  Som Luther siger, er de gode gerninger frugten af troen.

Derfor skal vi vandre i kærlighed ligesom Kristus elskede os.

Jesus opfyldte loven som det eneste menneske, og han var det eneste perfekte offer. Jesus ”gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft”

”For Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er en efterligning af den virkelige, men ind i selve himlen for nu at træde frem for Guds ansigt til gavn for os; han gjorde det heller ikke for at frembære sig selv mange gange, således som ypperstepræsten hvert år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget,  for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer.  Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.” (Heb 9,24-28)

Plant et træ

29. september 2023 / / 0 kommentarer

Squashplanten voksede ikke
nu tror jeg, den er død
Hun har arvet en fobi
(eller er det noget, vi har spist?)
hun er bange for edderkopper
jeg slår dem ihjel

Hvad er et liv?


Engang så jeg en frø
nu er den væk
Squid game
herodianere
Mallebrok er død i krigen
Ingen kan lide samaritanerne og de spedalske


Plant et træ


Blodet råber
Det’ en gold tid, vi lever i
hvad skal vi lege?
Katten op at stege
hunden op at hænge
i en pose penge

Påbud, del 1: Rejs dig, bliv lys

25. september 2023 / / 0 kommentarer

“Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet,

Herrens herlighed er brudt frem over dig.

 For se, mørket dækker jorden,

mulmet dækker folkene;

men over dig bryder Herren frem,

hans herlighed viser sig over dig.

 Folkeslag skal komme til dit lys,

og konger til din stråleglans.” (Es 60,1-3)

Fornyligt så jeg en livestreaming af et foredrag med Christian Hjortkjær. Christian Hjortkjær er teolog, forfatter og lærer på en højskole. Han talte, om hvordan vores samfund har ændret sig det sidste århundrede. Børn og unge i 1950’erne voksede op med forbud, i 1968 kom oprøret mod alle forbuddene. Flere årtier gik med færre og færre forbud, mere og mere “du må gerne” og flere af flere muligheder. Christian Hjortkjær sagde, at nutidens unge er vokset op med ubegrænsede muligheder, som de forventes at udnytte, og forbuddene er blevet til påbud. Forbud giver skyldfølelse, mens påbuddene giver skamfølelse.

Skyld og skam er ikke det samme. Psykoterapeut forklarer skyld og skam på denne måde:

Skyld er en følelse, der opstår over en handling – noget man ikke skulle have gjort, men som man har gjort sig skyldig i. Skyld er altså en fortrydelse af en handling. Når man føler sig skyldig kan dette afføde skam. Hvor skyld handler om at gøre noget forkert, handler skam om at være noget forkert. Skam er altså direkte forbundet med ens selvværd og evnen til at acceptere og elske den man er. Skam kan altså have med nogle meget svære følelser omkring sit værd at gøre, og ved en meget svær skamfølelse, kan man føle sig uværdig til at eksistere.
Skam dækker over den følelse og sindstilstand, der opstår, når der kommer for stor afstand mellem hvordan vi gerne vil være, og de muligheder vi i virkeligheden har. (https://psykoterapeutforeningen.dk/psykoterapi/psykiske-lidelser/skam-og-skyld)

Ud fra ovenstående beskrivelse, ser vi, at skamfølelse har at gøre med at have dårligt selvværd, og det svære i, at der er en “for stor afstand mellem hvordan vi gerne vil være, og de muligheder vi i virkeligheden har.“

Kort sagt får de unge at vide, at de skal udnytte deres muligheder, gå efter at blive den bedste, være gode verdensborgere og drømme stort.

Christian Hjortkjær kritiserede påbuddene, som giver sig til udtryk i nutidens børne-t-shirts -slogans:
Dream big, believe in yourself
Keep smiling
Shine like a diamond
Shine like a star

Disse t-shirts-slogans ligner de mange memes vi f.eks. ser på Facebook:
Choose happiness
Tænk positivt!
Elsk dig selv
Be yourself

Facebook er et spejl af én selv, den enkelte følger den og dem, som han/hun er enige med, og kommunikationen bliver hurtigt envejs. Den enkelte søger opmærksomhed, bekræftelse og anerkendelse fra en anden, men den anden søger selv opmærksomhed og anerkendelse. Den enkelte vil roses og elskes, men dem, som er på Facebook, har i virkeligheden brug for fællesskab. Men fællesskab er svært at finde bag en skærm og på Facebook, og det fællesskab der er, er mangelfuldt.

T-shirts-sloganene og mange Facebook-memes sætter selvet i centrum. Disse slogans forholder sig sjældent til et du – hverken ens næste eller Gud. Når der er høje forventninger til selvet, får man enten dårligt selvværd og skam eller bliver selvglad, egoistisk og narcissistisk.

Korte fraser har bevæget sig over i Facebookkristendommen: at dele ét citat fra en berømthed, at dele ét kristent udsagn eller ét Bibelvers. Gerne et af de vers, som de fleste kristne kender. I dag viste min Facebookfeed mig:
God is in control
Be strong in the Lord and in the power of His might
God was intentional when he made you
Choose Jesus

Disse fragmenter er bedre end de populære slogans, for de handler ikke altid om én selv. Nu kommer Gud eller Jesus på banen. Dog præger disse fragmenter fra vores Facebookfeed vores tro, når vi hyppigt siger enkeltstående Bibelvers eller “kristne” sætninger til os selv og hinanden. Vi gør det for at opmuntre, opbygge, og peptalke os selv og hinanden, men det kan aldrig stå alene. Det kan aldrig stå alene uden nuancerende, reflekterende dialoger i telefonsamtaler eller fysiske møder. Det kan ikke stå uden fordybelse i mere end ét Bibelvers, ro og stilhed, personlige andagtsstunder og refleksioner, personlig bøn og det kristne fællesskab. Disse små ord kan aldrig stå uden den levende Gud selv.

Lad os tage et eksempel mere på Facebookkristendom:
Arise, shine for your light has come

Dette er den engelske oversættelse af Es 60,1
Es 60,1 lyder “Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet”

Pixabay



Hvordan er Bibelen og kristendommen anderledes fra vores kultur og de t-shirts-slogans, som Christian Hjortkjær kritiserer? Er kristendommen ikke fyldt med forbud og påbud?

Vi kan ikke ignorere loven og buddene. Vi må heller ikke ignorere Paulus’ formaninger eller påbud. Vi finder i Ef 5 noget, der minder dig om “Rejs dig, bliv lys”:

“Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig.” (Ef 5,14)

Es 60 er en profeti af Jesus, og at han får kirken til at lyse. Så hvor kommer lyset fra i Es 60? Det er Kristus, som lyser for os og får os til at lyse ved Helligånden, som bor i vores hjerter. Herligheden, som er brudt frem (Es 60,1) er den herlighed, som Jesus har:

“Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” (Joh 1,14)

Jesus er det lys, som er kommet og gør, at vi kan skinne, blive lys:

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. (Joh 1,9)

Jesus er livet, og han er det lys, som skinner i mørket:

I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. (Joh 1,4-5)

Således er “rejs dig, bliv lys” noget andet end t-shirts-slogans, vi ikke kan leve op til. Det er ikke et påbud om, at vi skal lede efter noget inde i os selv, som vi ikke har, fordi i os, i vores kød “bor der intet godt”. Vi har viljen, men vi kan ikke udføre det gode (Rom 7,18). Derfor er det ikke os selv, som skal skinne.

Kristendommen byder på noget bedre end “believe in yourself” og “Keep smiling”. Tænk hvis Gud havde sagt til Job, som var en mand, som havde mistet alt og alle og havde store smerter: “keep smiling”?

Sådan er Gud ikke. Gud blev menneske, han trådte ned på vores jord, som er dækket af mørke. Jesus Kristus brød frem, han er kommet, og han viser os sin herlighed. Han gør, at vi kan stå op, for han lyser for og i os.

Fortsættelse følger

Jesus ynkes

22. september 2023 / / 0 kommentarer

Jeg har før fortalt jer, om engang jeg fortalte en kvinde om, at min mand havde muskelsvind. Hun fik medlidenhed med mig, men jeg kunne ikke bruge hendes medlidenhed til noget.

Jeg tror at når man har medlidenhed, har man ikke forståelse for sin næste. Man lever sig ikke ind i sin næstes situation. At have medlidenhed er en måde at distancere sig og ubevidst se ned på nogen. Man prøver på at udtrykke omsorg og forståelse og siger måske: “hvor er det synd for dig!” Alle mennesker kan have medlidenhed, og måske er det noget mere intellektuelt end noget følelsesmæssigt.

I stedet for at have medlidenhed, skal vi have medfølelse. Medfølelse er ikke det samme som medlidenhed. Men vi kan ikke bare sige, at nu vil vi have medfølelse. Medfølelse er ikke en tanke. Medfølelse er ikke noget man kan lære ligesom matematik, og jeg tror kun der findes ét menneske, som har medfølelse med alle mennesker.

Jesus har ikke medlidenhed med os. Han føler med os. I 92-udgaven af Bibelen står der, at Jesus ynkes. “At ynkes” betyder “at blive følelsesmæssigt berørt”. Det græske ord er “esplanchnisthe” og betyder “at have medfølelse”, “at blive bevæget med medfølelse”. Det er i familie med ordet “splanchna”, som betyder indvolde. Jesu medfølelse er ikke en teori eller en tanke. Jesus mærker menneskers nød i sin krop, i sine indvolde, i sin mave og sit hjerte. Han mærker menneskers nød i sine indvolde så stærkt, at han må gøre noget.

Jesus græder med os, men det gør ham ikke magtesløs eller passiv. Han vil gøre noget ved problemet. Han vil hjælpe os, men han møder os med respekt og værdighed, og han vil ikke tage selvstændigheden fra noget menneske. Han går i dialog med mennesker. Han spørger dem, hvad han kan gøre for dem. Der er handling i Jesu ord. Mange gange rejser han ikke folk op, men siger: “rejs dig op!”:

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham.  Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende.  Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!«  Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op! (Luk 7,11-14)

Hvis jeg ser en flok af mennesker som har det dårligt eller hvis jeg ser i fjernsynet, at et stort jordskælv er sket i et land, kan jeg ikke mærke folkets nød i mine indvolde. Det er så stor en nød, at jeg ikke er i stand til at have medfølelse. Jeg kan bevæges til at donere nogle penge, men det er det eneste. Jesus har medfølelse med skarerne:

Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting. (Mark 6,34)

Jesus ynkes over, at mennesker er syge, og over at de er sultne:

Da Jesus hørte det, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene. Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham til fods fra byerne.  Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge.  Da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig mad.«  Men Jesus svarede dem: »De behøver ikke at gå. Giv I dem noget at spise!«  De sagde til ham: »Vi har kun fem brød og to fisk her.«  Han sagde: »Giv mig dem!«  Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne.  Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde.  Der var omkring fem tusind mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn. (Matt 14,13-21)

I denne beretning hører vi, at Jesus ville tage hen et øde sted for at være alene. Mange af os kan nikke genkendende til behovet for at have tid alene for os selv. I andre steder i evangelierne læser vi, at Jesus tager hen et øde sted for at være alene sammen med sin Far. I denne beretning ser skarerne Jesus, og de følger efter ham. Han kunne have sendt dem væk. Han kunne have sagt: “vent lige et par timer. Jeg har brug for noget tid alene”, eller han kunne som en superstjerne have sagt: “Jeg er træt. Kom tilbage i morgen, så skal I se mig og få et par autografer”. Jesus er populær hos skarerne, men han er på ingen måde en superstjerne, og han er helt uselvisk. Han sætter sit eget behov helt til side og ser formodentligt hvert eneste menneske i den store skare. Han får medfølelse med dem og helbreder dem, der er syge og giver dem mad, for de er sultne.

Jesus ynkes også over det enkelte menneske, som han møder. Vi kan få medfølelse med et menneske vi møder, men vi er syndere. Vi går forbi eller vi tøver. Vi bliver bange eller finde på alle mulige undskyldninger, og så mister vi chancen for at hjælpe vores næste. Jesus tøver ikke:

Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: »Hvis du vil, kan du gøre mig ren.«  Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!«  Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren. (Mark 1,40-42)

Jesus ynkes over de grædende

Jesus har medfølelse med dem, som græder og over dem, hvis hjerte er knust.

Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt. (Sl 34,19)

I denne beretning bliver Jesus stærkt opbragt og kommer i oprør over Maria og Marthas sorg over at hans elskede ven, Lazarus, er død.

Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.«  Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør  og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de.  Jesus brast i gråd.  Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.«  Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« (Joh 11,32-37

I det næste ser vi at Jesus er stærkt opbragt, men han vi også gøre noget for de sørgende. Han beder i tillid til sin Gud Fader, han viser dem Guds herlighed, og han råber til Lazarus:

 Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den.  Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.«  Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?«  Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.  Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.«  Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud! (Joh 11,38-43)

Jesus bringer lægedom, løsladelse og frelse

Jesus er den Messias, som Esajas profeterede. Han er nær ved dem, hvis hjerte er knust, og han læger hjerterne. Jesus ynkes og trøster, men han stopper ikke dér. Han handler, han sætter fri:

Gud Herrens ånd er over mig,

fordi Herren har salvet mig.

Han har sendt mig

for at bringe godt budskab til fattige

og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,

for at udråbe frigivelse for fanger

og løsladelse for lænkede,

 for at udråbe et nådeår fra Herren

og en hævndag fra vor Gud,

for at trøste alle, der sørger,

 for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske,

glædens olie i stedet for sørgedragt

og lovsang i stedet for svigtende mod.

(Es 61,1-3)

Jesus møder mennesker, som vi som samfund har udstødt. Han møder mennesker, som er knækkede og har mistet gnisten, men han hjælper dem. Han vil ikke sønderbryde nogen:

Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr. (Es 42,3)

Det største Jesus gjorde var, at han frivilligt gav sit liv for os. Han døde for os, fordi han elsker os:

“Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” (Joh 15,12)

Alt hvad Jesus har gjort for os, har han ikke gjort, fordi han synes det er synd for os, men fordi han er bevæget af medfølelse over for os alle. Han kender os bedre , end vi kender os selv:

Herre, du ransager mig og kender mig.

 Du ved, om jeg sidder eller står,

på lang afstand er du klar over min tanke;

 du har rede på, om jeg går eller ligger,

alle mine veje er du fortrolig med.

 Før ordet bliver til på min tunge,

kender du det fuldt ud, Herre;

 bagfra og forfra indeslutter du mig,

og du lægger din hånd på mig.

Jeg er ikke i stand til at forstå Hans kærlighed. Han græder med de grædende. Han føler i sit hjerte det, vi føler. Han har båret vores byrder og vores knuste hjerter. Han har frivilligt båret vores sygdomme og synder: 

 

Men det var vore sygdomme, han tog,

det var vore lidelser, han bar;

og vi regnede ham for en, der var ramt,

slået og plaget af Gud.

 Men han blev gennemboret for vore overtrædelser

og knust for vore synder.

Han blev straffet, for at vi kunne få fred,

ved hans sår blev vi helbredt. (Es 53,4-5)

At blive født på ny

18. september 2023 / / 0 kommentarer

For således elskede Gud verden…Det vers kender vi kristne rigtigt godt. Det er evangeliet i ét vers. Men i hvilken forbindelse siger Jesus dette?

Lad os derfor se på Johannesevangeliet kapitel 3 vers 1-21

”Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd.  Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” (v. 1-2)

Nikodemus var medlem af jødernes råd. Jødernes råd var den øverste jødiske domstol. Det blev ledet af en ypperstepræst og beskæftigede sig med religiøse forhold, politik og samfund. Han var også farisæer, han var altså medlem af et religiøst parti, som lagde meget vægt på at overholde Moseloven. Han opsøgte Jesus og ville gerne tale med ham selv. Opsøg Jesus ”under fire øjne” og stil ham nysgerrigt nogle spørgsmål og lyt til ham  – i din Bibellæsning og i bøn , det tror jeg er en god idé!

Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« (v. 3)

At se Guds rige ville for jøderne være det at komme i himmerige efter døden. Jøderne mente, at de var garanteret en plads i himlen fordi de var efterkommere af Abraham (David Guzik i https://enduringword.com/bible-commentary/john-3/ ) . Men Jesus siger til Nicodemus, at man skal fødes på ny for at se Guds rige.

Det er helt sort snak for Nicodemus. Han forstår det overhovedet ikke. Jesus uddyber:

»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.  Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. (v. 5-6)

At blive født af vand, hvad vil det sige? Det kan tolkes på flere måder (David Guzik i https://enduringword.com/bible-commentary/john-3/ ). Nogle mener at Jesus hentyder til dåben, andre mener at det drejer sig om at blive født på ny af Guds ord. At tro på Guds Ord er ikke uvæsentligt, hvilket vi kan læse andre steder i Bibelen. Kirken helliges ved at den renses i vand ved Ordet (Ef 5, 26), vi er rene pga. det ord, Jesus har talt til os (Joh 15,3) og vi er genfødt ”af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord” (1 Pet 1,23). Nogle mener, at det at blive født af vand menes at blive født af Helligånden, det levende vand (Joh 7,38-39). Endelig er der den betydning, at Jesus refererer til Ezekiels profeti af renselsen ved den nye pagt (og Nikodemus har som farisæer nok kendt til denne profeti):

”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder;  jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.  Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (Ez 36,25-27).

Nogle kristne i USA taler meget om, at det gælder om at være born-again-Christians. Når jeg har hørt dem nærmest råbe om det, får jeg mærkelige forestillinger om nogle særligt åndsfyldte, som kan noget helt særligt åndeligt med Helligånden, er dygtig til at tale i tunger eller et eller andet. Jeg håber ikke, at det er dét, de taler om.

Som jeg ser dét, er vi fattige i ånden. Vi kan ikke gøre noget for at blive mere kristne eller åndelige eller åndsfyldte. Når vi tror på Jesus, bor Helligånden i os, det er Guds gave til os. Vi kan ikke gøre noget selv ud over at tro, og samtidig er troen en gave. Det handler heller ikke om, at nogle har en større tro end andre. Alle kristne er på én gang både gamle og nye mennesker, idet vi stadig har en syndig natur og også har Helligånden. Ånden og kødet strides:

”kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.” (Gal 5,17)

Som sagt er vi som kristne både gamle og nye mennesker. Vi kæmper mod synden, og samtidig hjælper Helligånden os. I Romerbrevet kapitel 8 læser vi, at kødet (menneskets syndige natur) vil død, fjendskab med Gud, kan ikke underordne sig Guds lov og kan ikke være Gud til behag. Mens Helligånden, som bor i os, vil liv og fred og hjælper os med dræbe legemets gerninger (så synden ikke skal have magten?) (Rom 8,5ff ) og skriver loven på vores hjerter.

Farisæerne mente, at de var gode mennesker, fordi de var efterkommere af Abraham, kendte Moseloven godt og overholdt den (det mente de selv at de gjorde), og at dermed havde adgangsbillet til Guds rige. Men det talte Jesus imod. Han sagde, at de skulle fødes på ny.

At blive født på ny er at tro på Jesus, at tage imod ham:

”Dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn. De er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud” (Joh 1,12-13).

Lad os lige se på det vers, hvor Jesus snakker om vejret – eller om vinden.

Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« (v. 8)

Jeg kommer fra Vestjylland. De fleste dage blæser det meget i Vestjylland, men det er forskelligt, hvor vinden kommer fra. Hvad mener Jesus med, at den som er født af Ånden er ligesom vinden?
Man kan virkelig erfare blæstens kraft, når det stormer, når der er orkan, eller når man står ved et Vesterhav, som har høje bølger. Det er utroligt, at nogle dage er helt vindstille, og andre dage stormer det – også om sommeren. På denne måde er Helligånden, som er en person i Treenigheden både uforudsigelig, utrolig og gådefuld.

At fødes på ny er noget, som Gud gør i os, det er Hans værk og Hans ære alene. Det handler om at tro på Jesus, og samtidig er det noget, som kun Gud forstår fuldt ud. ”Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud.” (1 Kor 2,11).

Gud ville ikke, at verden skulle blive dømt

Joh 3,16 er et meget opmuntrende vers, og samtidig står det i en barsk kontekst, som hverken er moderne eller politisk korrekt, men der står dette i skriften:

”den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.” (v.18)

”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.  For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.  Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.«” (v. 19-21)

Vi ved fra Joh 1,4-9 og Joh 8,12, at lyset, som er kommet til verden, er Jesus. Hvis Jesus er lyset, er mørket måske djævelen. Jesus kalder i Johannesevangeliet djævelen ”denne verdens fyrste”. Om mennesker, der hader lyset, kan vi også læse i Rom 1

 ”For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed.” (v. 18)

”De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen” (v. 25)

”Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig:  De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder,  de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre;  de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige.  De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.” (v. 28-32)

Denne ondsindethed og det med at bifalde andres onde gerninger finder vi i verden. Men kan nogen af os sige, at vi aldrig er griske, misundelige, sladrer, bagtaler, praler, ukærlige og ubarmhjertige? Dér har vi det gamle menneske, den syndige natur. Dér har vi kødet, som vil død og fjendskab med Gud og ikke kan være Gud til behag.

Kobberslangen

Jesus ved, at Nikodemus og alle de andre farisæere, ja alle de andre jøder ikke kan overholde Moseloven. Det er ikke tilfældigt, at Jesus sammenligner sig selv med kobberslangen. I 4 Mos 21 er Israel for længst blevet befriet fra trældommen i Egypten, og Gud har lige givet kana’anæerne i Israels magt. Gud bekæmper israelitternes fjender og giver dem føde, alligevel bliver folket utålmodigt. Det bliver træt af at være i ørkenen og den mad de får, og de beklager sig til Moses og Gud. Der sendte Gud slanger, som bider folket, og mange døde. Det minder om syndefaldet. Adam og Eva blev ”bidt af” slangens ord og syndede, og derefter sendte Gud dem væk og sagde at de skulle dø.

Før syndefaldet, skulptur af Gert Grube

Israelitterne som havde mødt de mange slanger, erkendte deres synder

”Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!«” (v. 7)

Moses bad for folket, og Gud sagde til ham, at han skulle lave en kobberslange:

”og Herren sagde til Moses: »Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.«  Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.” (v. 8-9)

Det er denne beretning Jesus refererede til, da han sammenlignede sig selv med kobberslangen.

”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.” (Joh 3,14-15)

Den ophøjede Menneskesøn er Jesus, som ophøjes, idet han døde på korset for os. Hvis vi er blevet bidt af en slange, dvs. hvis – eller rettere når – vi har syndet, skal vi rette vores blik mod Jesus, skal vi tro på Jesus, tro på, at han i vores sted døde for os.

Et andet sted i Johannesevangeliet hører vi om, at jøderne var meget optagede af at gøre gode gerninger. Så de spurgte Jesus:

Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?«  Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« (Joh 6,28-29)

Mange mennesker, især i dag, er optagede af at gøre godt. De bliver også rost for at være fleksible, tilpasningsdygtige, effektive og produktive, og mange unge mennesker har idealer om at være dygtige på deres uddannelsessted, få høje karakterer, være sociale, have mange venner, have et fritidsarbejde, dyrke sport og spise sundt og have flere fritidsinteresser. Det er menneskeligt at være optaget af at være dygtige og spørge: ”Hvad skal vi gøre?”

Til både farisæerne, jøderne og nutidens mennesker bringer Jesus et helt andet perspektiv. Han vil have en relation med os. ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre”, siger han (Joh 15,5). Pga. han døde på korset, pga. Helligånden, som bor i os, kan vi – i sammenspil med Bibellæsning, bøn og med det kristne fællesskab – have en personlig relation til Jesus. Jeg tror, det er noget af det Jesus mener, når han siger, at Guds gerning er den at tro på Ham, som Gud har udsendt.

Hvor kom vi fra? I Joh 3, taler Jesus meget om dom og frelse. For Nikodemus kunne ikke vide sig sikker på, at han ville blive frelst. Det var ikke nok, at han var efterkommer af Abraham og meget optaget af at opfylde Moseloven. Jesus sagde til Nikodemus, at han skulle tro på ham. Jeg tror, han sagde det til ham af kærlighed.

Med alle de andre vers i baghovedet, lad os nu kigge på Joh 3,16

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Gud elsker verden. Der står ikke, at Gud elsker dig. Der står Gud elsker verden. Jøderne troede, at Gud kun elskede Israel, men Gud elsker hele verden.

Hvordan elsker Gud verden? Han elsker den på den måde, ”at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Han gav verden sin eneste søn. Han gav. Han gav Jesus, han ofrede sine eneste søn for os som en gave. Det med at Gud giver os Jesus, som også betyder “Herren frelser”, nævnes også i Ef 2,8

”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.”

Gud ville ikke at verden skulle fortabes. Han ville hverken at menneskeheden pga. synd skulle dø af slangebid, at de skulle sendes langt væk fra Edens have og dermed fjernt fra Gud og fællesskabet fra Ham. Gud ville, at de skulle have evigt liv sammen med ham.

”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” (Joh 3,17)

Kun mit ansigts sved

10. september 2023 / / 0 kommentarer

Jeg gik ud i min have og hvilede mig under det store æbletræ. Jeg var sulten og kedede mig. Et æble faldt ned og landede i mit skød. Mit hjerte hoppede af glæde. Det så flot og saftigt ud.  Jeg tog en stor bid af æblet, og jeg så alt. Jeg faldt i søvn. Der var en ordløs larm. Stilhed. Mørke. En dør åbnede sig til en anden verden. Der var snedriver og stejle klipper. Ingen blomster, intet vand, kun mit ansigts sved. Jeg bliver til en sten. Det støver.  Hvad er det her for noget?

Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;

det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;

thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.

Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet. (Ordspr. 4,20-23)

Kilde: Pixabay, NoName_13

En eller flere herrer

29. august 2023 / / 0 kommentarer

For mange år siden hørte jeg om princippet om, at vi skulle være vores eget livs lykkesmed. Fornyligt hørte jeg om en ny slags konfirmation: selv-firmation. Det handler om, at den unge skal bekræfte sig selv. Den unge skal bekræfte troen på sig selv.

Elisabeth Sofie siger om selv-firmation bl.a.

”Gennem viden og hertil hørende redskaber til at bruge denne viden, kan enhver blive godt rustet til at klare de mange udfordringer og det til tider store pres, livet nu engang bringer med sig. Unge mennesker er ingen undtagelse. Livet er en rutsjebanetur, som går både op og ned og ens følelser følger herefter. Men man kan godt træne sig selv til at holde fatning, så man ikke mister pusten på hverken op- eller ned- turene – det kræver først og fremmest opmærksomhed.” (https://www.selvfirmation.dk/til-foraeldre)

Selv-firmation er en version af ”du er din egen lykkes smed” og ”det er dit eget ansvar at blive glad på både op- og nedture.” Jeg stiller spørgsmål ved det at give den enkelte meget ansvar for sit eget liv. Skaber vi vores egen lykke, og har vi intet ansvar over for hinanden?

Fra tid til anden kan man få ideen om, at man er herre over sit eget liv. Mennesket er dygtigt, selvstændigt, uafhængigt og kan nærmest alt. Det moderne menneske planlægger, strukturerer sit liv. Vi tænker: ”det går da meget godt det her”, ”nu har jeg fundet noget, som er godt, og det går jeg med.” Vi bliver hurtigt opslugt af noget, som interesserer os og gør os passionerede, og det tager alt vores tid og fokus. Vi kan hurtigt blive forvirrede eller fare vild, når vi mener, vi er herre over vores eget liv.

Det bliver vanskeligt at opretholde selvkontrollen, at være sin egen herre og bevare strukturen og skemaet. Det bliver svært at bevare forestillingen om at have stor magt over sit eget liv, når stormfloden rammer, alvorlige sygdomme dukker op, ulykker sker, vi bryder ud i et pludseligt raseriudbrud, man mister sit arbejde eller skole eller organisationer og relationer bryder sammen.  

Den kristne orden

Ud fra et Bibelsk menneskesyn har mennesket et ansvar, men det er på ingen måde herre over sit eget liv. I skabelsesberetningen lærer vi, at Gud har skabt verden og at det er Ham, som giver liv, og det er Jesus som frelser. Han er den, som førte os i frihed, ud af trællehuset (2 Mos 20,2 og Joh 8,36).  Mennesket fik en pagt med Gud. Det er Gud, som er Gud og derfor også menneskets Herre og vigtigste relation. Det første bud i loven er:

”Du må ikke have andre guder end mig.” (2 Mos 20,3)
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv” (Luk 10,27)

Derudover har mennesket en pagt med ægtefællen, så sine børn og først derefter kommer pagten med arbejdet, kirken og andre ting.

At Gud er Gud, er Herre og den vigtigste relation for mennesket, får betydning for alt andet i livet. Det får betydning for, hvordan vi forholder os til penge, mad og det materielle. Jesus siger:

”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.” (Matt 6,24)

Kærlighed til penge er roden til at alt ondt:

”har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.” (1 Tim 6,8-10)

Hvem er herre?

Hvis Gud er vores Herre, har det som sagt betydning for resten af vores liv. Vores ambitioner, længsler, drømme eller ønske om popularitet og anerkendelse kan føre os på vildspor, og vi kan spørge os selv, er Gud herre i vores liv? Eller er det os selv eller noget andet?

Hvem vil vi følge? Os selv, et menneske eller noget andet. Hvis vi vil følge Jesus, er dette nødvendigt:

”Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.  Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?” (Matt 16,24-26)

Vi kan ønske os noget mere. Vi kan ønske os et større hus, en større bil, et større firma, et større rige, men hvem er vores Herre? Er det Gud, os selv eller djævelen, som er vores herre? Djævelen fristede Jesus med at ville give ham alle verdens riger:

”Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed  og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«  Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹” (Matt 4,8-10)

Bibelen er klar. Der er ingen tolerance over for at have mere end én Herre, Gud. Der er ingen tolerance over for afgudsdyrkelse.

Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke?  Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro?  Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: »Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.«  Derfor: »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer,  og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.« (2 Kor 6,14-18)

Det bedste for os er, at Jesus er vores hyrde. Han er hoved for os. Det bedste for os er at være i Gud faders favn. Hvor skal vi gå hen? Vi skal gå hen til Jesus. Vi skal tro på ham. Han er vejen.

Jesus sagde til ham: jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. (Joh 14,6)

Gud elskede os først

14. juli 2023 / / 0 kommentarer

Et af de første indlæg på denne blog handler om min mormor. Min mormor så altid det gode i alle mennesker.
Jeg er kommet i tanke om min bedstefar. Han sagde ikke så meget, men han var rolig og flink. Jeg kan huske, at jeg spillede kort med ham, og at han tit faldt i søvn, når han læste avis. Jeg har altid ønsket, at jeg havde lært ham bedre at kende, men hans mildhed og venlighed beroligede mig. Min bedstemor var nogle gange urolig og bekymret, men han var der altid for hende. F.eks. hjalp han hende i køkkenet. Han var hendes klippe af ro.  Min far har sagt, at min bedstefar aldrig havde skældt sin børn ud. Dog tror jeg, at min bedstefar kunne blive vred, selv om vi aldrig oplevede ham vred. Da han var gammel og blev syg, havde han mange smerter, at han ikke selv kunne vende sig i sengen. Han beklagede sig aldrig, og han var bange for at være nogen til besvær. Engang bar han mig og dansede med mig til en familiefest. Jeg var kun to år, men jeg har set et billede, der blev taget dengang.

Der skete andre særlige begivenheder, da jeg var lille. Jeg har set et billede af mig selv, hvor jeg er i min dåbskjole. Den dag jeg blev døbt, var en særlig dag, men jeg kan ikke huske den. Min Himmelske Far var der altid for mig. Han var der, da mine snørebånd viklede sig rundt om min cykels pedal. Han var der, da jeg brækkede min arm og det gjorde virkeligt ondt. Han var der, da de store drenge grinede af mig og vidste hvordan de kunne irritere mig. Han var der, da jeg var ulykkeligt forelsket. Han var der, når jeg var forvirret og urolig. Jeg troede på, at jeg havde en Far i himlen, men jeg vidste ikke, hvem han var. Indtil en dag jeg fandt – ikke et fotoalbum – men en bog fuld af bøger og bladrede i den. Det var ikke ved første øjeblik i Bibelen, at jeg lærte min himmelske Far at kende. Det tog tid at læse om ham og om alle de personer i Bibelen, som havde mødt ham. På en måde mødte jeg ham, da jeg nåede til at læse om hans søn, Jesus, som også kaldes Guds tolk (Joh 1,18). Selv om jeg har læst evangelierne flere gange, kender jeg ikke Jesus helt endnu. Ud fra Bibelen ved jeg noget om Gud, men der er også en masse jeg endnu ikke ved.

Efter at jeg havde læst i Bibelen i lang tid, opdagede jeg, at Helligånden også var en del af den Treenige Gud. Helligånden taler til mig på forskellige måder, men for det meste er Han stille og rolig. Helligånden er der altid, men for det meste, er han ikke en, som råber. Han er mild og rolig – en klippe af ro. Helligånden gør en urolig dag mere rolig. Pludselig har han vendt tristhed til glæde. Pludselig minder han mig om noget, som er godt og ædelt at tænke på. Han kunne aldrig finde på at sige til mig, at jeg var håbløs eller en fejltagelse. Helligånden vil aldrig sige noget, som ikke stemmer overens med Bibelen.
Det bedste er, når Helligånden minder mig om et Bibelvers. Bibelen er skrevet ved inspiration af Helligånden:

”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at de menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” (2 Tim 3,16-17).

Jesus siger, at hans ord skal blive i os (Joh 15,7). Mange vil bedrage os, føre andre vild og selv fare vild.

”Du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus.” (2 Tim 3,14-15)

Helligånden peger på Jesus. Han vil aldrig ophøje et menneske – når jeg begynder at bygge slotte i min navle, så er jeg kommet på afveje! Helligånden fortæller om Jesus. Han kaldes også Talsmanden, for han taler på Jesu vegne, og han herliggør Jesus:

”Han skal herliggøre mig (Jesus), for han skal tage af mit og forkynde for jer.” (Joh 16,14-15)

Ligesom Moses førte jøderne ud af trældommen i Egypten, har Jesus ført os ud af vores synders trældom, idet han besejrede synden på korset. Jesus er vores Herre, men Helligånden giver os barnekår. Vi er Guds børn:

”Alle dem, der tog imod ham (Jesus), gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” (Joh 1,12-13)

Således giver Helligånden hverken frygt eller trældom, men frihed og barnekår:

”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen vores ånd om, at vi er Guds børn.” (Rom 8,15-16)


Kærlighedsbuddet

Da jeg havde læste meget i Bibelen, indså jeg, at der var en lov, som Gud ville, at jeg skulle overholde. Jeg vidste, at jeg skulle elske min næste. Men der var et andet bud, som stod lige med det.

En skriftklog spurgte Jesus, hvilket bud er det første af alle bud? Jesus svarede:

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og af hele dit sind og hele din styrke.” (Mark 12,30)

Fra evangelierne har jeg lært, at farisæerne og de skriftkloge kendte loven rigtigt godt, men deres kærlighed til mennesker var begrænset, og på ingen måde elskede de Gud helhjertet. De kendte Guds ord, men alligevel sagde Jesus om dem, at de satte de Guds ord ud af kraft. Til farisæerne og de skriftkloge sagde Jesus:
”Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer er menneskebud.” (Matt 15,7-9).

 Farisæerne og de skriftkloge gik så meget op i, at alle regler skulle overholdes, og de mente selv, at de overholdt loven, men deres hjerte kom langt væk fra Gud. De elskede ikke Gud, og de troede ikke på Jesus.

Jeg forstår nu godt farisæerne og de skriftkloge. De prøvede virkelig på at overholde hele loven. Hvem vil ikke gerne følge de ti bud, lade være med at lyve, undgå at køre for stærkt og altid være god mod sin nabo, altid være en god mor og altid elske og ære sin mand? Og jeg vil da gerne elske Gud af hele mit hjerte, min sjæl, mit sind og min styrke. Jeg vil gerne overholde loven, men uanset hvor meget jeg anstrenger mig, bor der intet godt i mit kød.

Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.  For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.  Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. (Rom 7,18-21)

Det så ikke godt ud for farisæerne og de skriftkloge. Og vi har en syndig natur. Der er en kamp mellem kødet og ånden, men troen på Jesus giver håb.
Jesus sagde til sine disciple, at han skulle dø, hvilket var svært for dem at forstå, og det ville blive en sorg for dem. Han sagde:

”Det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.” (Joh 16,7)

Hvis ikke Jesus døde på korset for os – Hvis ikke han tog straffen for vores synder, ville der ikke blive åbnet til adgangen for det allerhelligste. Så ville vi ikke kunne få adgang til Guds hellige nærvær.
Hvis ikke Jesus døde for os, kunne vi ikke ved troen på Ham få Helligånden. Så ville loven ikke blive skrevet på vores hjerter, så ville Guds kærlighed ikke være udgydt i vores hjerter. Så ville vi aldrig på noget tidspunkt være i stand til at leve op til kærlighedsbuddet, for det er ikke os selv i egen kraft, men Helligånden, som gør os duelige (2 Kor 3,3-6).

Hvorledes hænger kærlighedsbuddet og Jesu død sammen? Jesu død er Guds gerning givet til os af kærlighed. Vi elsker fordi Han elskede os først (1 Joh 4,19)

”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” (1 Joh 4,9-10).

Han ser efter, om vi er på vej hjem

3. juli 2023 / / 0 kommentarer

”En mand havde to sønner.  Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem.  Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød.  Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.  Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel.  Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.  Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.  Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.  Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste.  For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde.  Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.  Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind.  Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner.  Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.  Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«” (Luk 15,11-32)

Dette er en historie, som vi har hørt mange før. Den ene af de sønner kunne være en spontan livsnyder, som var røget i ”Luksusfælden”. Han drømte om at udleve alle sine drømme og se hele verden. Han fortalte faderen om sine drømme, og faderen ville gerne sponsorere ham og gav ham en hel masse penge. Han farede ud på jordomrejse og på luksuskrydstogter. Han brugte masser af penge på smukke kvinder, designertøj og gourmetmiddage. En dag havde han brugt alle sine penge, alle hans venner var væk (for de var kun venner med ham pga. hans penge), og han havde ikke en eneste brødkrumme tilbage i sin lejlighed. Der var ikke mad nogen steder i det land han boede, for der var sket det, at en farlig epidemi var brudt ud i landet, og alle fødevarebutikker var tomme. Af frygt havde folket nemlig hamstret og revet maden ned fra alle hylder. Denne søn havde nu mistet alt. Han vidste dog, at epidemien og derfor heller ikke hamstringen var nået til det land, hvor hans far boede. Han kom i tanke om, at hans far havde en stor svinefarm, så han tænkte, at han nok altid kunne bruge en løs vikar. Han besluttede sig for at ville tage hjem og planlagde at sige dette:

”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.” (v. 18f)

Den anden søn kunne være en flink og rolig mand, som havde boet og arbejdet hjemme ved sin far hele sit liv. Han havde trofast arbejdet hårdt hver eneste dag for sin far. Han havde aldrig forladt sin far, han havde aldrig følt trang til at rejse langt væk fra faderen, og han tænkte altid nøje over, hvad han brugte sine penge på. Da hans bror kom hjem efter, at de hverken havde set eller hørt fra ham i 20 år, blev denne bror vred og forarget over, at faderen ikke skældte ham ud. Han formanede ham ikke engang. Faderen nævnte ikke med ét ord alle de forkerte ting, han havde gjort, og han bebrejdede ham heller ikke, at han ikke havde ringet eller skrevet hjem eller var kommet hjem til jul. Det mest uretfærdige var, at faderen holdt en kæmpe fest for den bror, som havde ødslet alle sine penge væk. Han inviterede flere hundrede mennesker – ja hele landsbyen –  til festen. Han havde købt de bedste økologiske oksemørbrader, og de fik masser af dyr champagne og Amarone-vin til festen. Den flinke og rolige mand havde altid været hjemme hos sin far og tjent ham trofast, men han havde kun holdt fester for ham, hvor de allernærmeste var inviteret med, og for det meste havde de fået flæskesteg til disse fester. Det værste af det hele var, at faderen var så glad, som den flinke og rolige søn aldrig havde set ham før. Han lignede en, som havde vundet i Lotto. Faderen kiggede kærligt på sin flinke og rolige søn. Han blev bedrøvet og sagde:

”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« (v. 31)

Lad os se på, hvem denne fader er?  Gør faderen forskel på sine børn? Nej, han elsker dem lige meget og han vil altid gerne have dem tæt hos sig. Han har det fint med, at hans sønner er meget forskellige. Han vil gerne, at de laver det, som de er glade for at lave. Han ser både værdi i en søn, som er en drømmende eventyrer og en søn, som trofast, pligtopfyldende og arbejdsom. De har begge altid været hans børn. Han troede, at den ene søn var død, men han kom hjem til ham i levende live. Det var derfor, han blev så glad.


”Der er ”større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse” (Luk 15,10)

Vores himmelske far er ligesom faderen til den fortabte søn. Vi er først og fremmest hans børn, ikke hans daglejere eller tjenere. Han er ikke urimelig og hård. Han er gavmild, mild, tålmodig, barmhjertig og nådig. Om vi skulle glemme ham, glemmer han os aldrig. Han holder aldrig op med at elske os. Han har lige meget omsorg og kærlighed for alle sine børn.  Uanset hvad der sker og uanset hvad vi gør, så ser han altid efter, om er på vej hjem til ham. Så løber han hen til os, falder os om halsen og kysser os.

Kilde: Pixabay, StockSnap



Mariehønen er et glimt noget større

1. juli 2023 / / 0 kommentarer

Græsset var meget højt. Det var på tide at slå græs. Græsslåmaskinen tændte sin motor og larmede i hele byen. Alt græs skal slås, fuld fart frem! Pludselig begyndte motoren at hoste og hakke. Den gik i stå. Der blev stille.
En solstråle ramte et græsstrå. Her kravlede en mariehøne. Hvis ikke græsslåmaskinen var løbet tør for benzin, havde jeg ikke set mariehønen, og jeg havde kørt den over.
Jeg så mariehønen. Jeg så, at den var lille, at den var smuk, sand, god, rosværdig, og at den var værd at  elske. Også mariehønen er skabt af Gud.

Jeg så et glimt af noget større. Det, som jeg troede, jeg havde forstået, havde jeg ikke forstået. Det, som jeg troede jeg vidste, vidste jeg alligevel ikke.

Billedkilde: Ervin Gjata

Gud Herren kommer i styrke,
han hersker med sin arm.
Hans løn er med ham
hans fortjeneste går foran ham.
 Som hyrden vogter han sin hjord,
han samler dem med sin arm;
han løfter lammene op i sin favn,
han leder moderfårene.

Hvem har udmålt vandet i sin hule hånd,
afgrænset himlen med udspændte fingre?
Hvem har målt jordens støv i tønder,
vejet bjergene på vægten
og højene på vægtskåle?
 Hvem kan retlede Herrens ånd,
hvem kan være hans rådgiver og belære ham?
 Med hvem har han rådført sig for at få indsigt
og blive belært om den rette vej?
Hvem lærte ham kundskab
og viste ham vejen til indsigt?
 Nej, folkene er som dråber i en spand,
de regnes som støv på vægtskåle,
de fjerne øer vejer kun som fnug;

(…)

Herren er en evig Gud,
skaberen af den vide jord.
Han bliver ikke træt og udmattet,
hans indsigt kan ingen udforske.

(Es 40,10-15 og v 27-28)

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

Abonnér på nye indlæg


 

Brugermenu

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders Noren — Op ↑