Det var før smartphones, Facebook og Tinder. Han sagde hej til mig i et chatrum på en datingside. Vi udvekslede e-mails morgen og aften. Dengang boede jeg i København og læste teologi, og han læste og boede i Århus. Jeg tog toget til Århus. Han stod lige uden for banegården og tog imod mig. Han havde på sin profil fortalt at han havde en sygdom. Han gik anderledes og mere usikkert end de fleste. Vi kørte i hans lille Hyundai hjem til hans kollegieværelse. Vi spiste boller og snakkede sammen et par timer, før jeg tog tilbage til København. Vi var forskellige, men lille generte mig havde aldrig før mødt en mand jeg snakkede så godt med. Midt i vores samtaler glemte jeg min usikkerhed og generthed. Jeg glemte, at jeg var en ung, tvivlende kvinde og han en ung mand i starten af 20’erne. Jeg glemte at han bevægede sig anderledes end andre mænd på hans alder. Vi kunne have været tveæggede tvillinger hvis vi var født det samme sted i Jylland og der ikke var de to måneder imellem vores fødselsdage. Ligesom jeg var han 22 år, en stille og rolig jyde, som interesserede sig for at drøfte alt mellem, over og under himmel og jord.
Forfatter: Mariane Kvist Doktor (Side 13 af 25)
I mit sidste indlæg skrev jeg om at Jesus døde for Danmark. Jesus er Danmarks håb. Hvordan står det til med kirken i Danmark?
Jeg kan selvfølgelig mest tale for mig selv. Jeg bekender, at jeg er sløv. Jeg er træt. Jeg er træt af at bede. Jeg er blevet bønhørt mange gange, men der er stadig emner jeg har bedt for i mange år, og som jeg endnu ikke har fået svar på. Trængslerne og lidelserne er hårde. Det er som, om der er stilstand. Det bliver ved med at være koldt i Danmark. Jeg giver op. Synes ikke jeg kan bede. Tænker, det ikke nytter. Hvorfor giver jeg op?
Der er en skæv balance imellem naturen og det materielle, imellem det jordiske og himmelske. Jeg er dårlig til at lave ingenting. Jeg forventer, der skal ske noget. Det vestlige menneske vil se konkret fremgang og resultater. Hvis ikke vasketøj og oprydning, så holder Internet og fjernsyn mig beskæftiget og underholdt. Jeg synes alt skal gå efter en bestemt plan. Kalenderen siger forår, men der er frost udenfor. Kan jeg slippe min rastløshed og min trang til at have kontrol?
Det først skridt er at finde hue og handsker frem og gå ud i naturen.
I dag skinnede solen fra en klar blå himmel, og frosten prikkede på mine kinder. Der var rim og is. Et vissent blad ligger midt på stien. Det er pyntet med sølvpynt i kanterne. Sølvpynten er iskrystaller.
De aktive krager, gråspurve, duer, skader og solsorte afbryder mine tankestrøm. De synger med hver deres næb og flyver rundt. Midt i en sø på en mark holder en flok måger generalforsamling. En sort kat lister rundt i græsset. Langt væk ser jeg tre dådyr græsse. To af dem har travlt med at stille deres sult, den tredje står stille med rank ryg og kigger på mig, ligesom jeg kigger på hende. D. 19. Marts har frosten stadig sit tag i Danmark, men det gør ikke dyrene sløve eller trætte. De giver ikke op. De er ikke trætte af at vente på foråret.
Jeg vil gerne blive bedre til at vente. Jeg læste om en præst, som fik en profeti om at der ville komme 4 nye bestemte slags kirker i Danmarks fire største byer. Han ventede 21 år på at se profetien gå i opfyldelse. Han var ikke den, der ventede længst tid. Moses og hans folk vandrede 40 år i ørkenen.
Jeg ved ikke, hvorfor mennesker nogle gange må vente i lang tid. Jeg vælger at holde fast i min tro i min sjæls anker. Jesus er mit håb. Jeg tænker på korset i Dannebrog. Jeg tænker på Bibelens løfter. Jeg vil ikke give op.
Forbederen og leder af bevægelsen Faste For Danmark, Peter Tinggaard, har skrevet en bønnesang om, at Jesus er Danmarks håb.
Gud spørger, hvem der vil kæmpe for Danmark? Hvem vil bede for Danmark?
Hvem vil lytte til Jesus?
Det hvide er korset. Det røde er blodet, der løber. Blodet er varmt og flyder over. Blodet oversvømmer vores flag.
Danmark er dækket af Jesu dyrebare blod. Jesus døde for Danmark. Jesus har betalt hele Danmarks skyld/straf og gæld. Vi kan alle komme til Jesus med vores synder. Vi kan komme til Jesus som vi er. Han vil aldrig sende nogen bort (Joh 6:37).
“Det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre,v19 men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde;” (1 Pet 1:18-20).
Vores synder er tilgivet. Vi skal ikke gemme os eller skamme os. Vi skal bare komme til Jesus. Jesu kærlighed til Danmark er større end universet. Guds hjerte strømmer over af varme, tårer og kærlighed. Han elsker os.
“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. v17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” (Joh 3:16-17)
Kristne er befalet at udbrede evangeliet (Matt 28:18-20). Ud over det er befalet os, er der mange forskellige motiver for at dele evangeliet.
Når jeg taler med andre folk (hvad enten det er familie, venner eller fremmede), har jeg meget svært ved at dele evangeliet med dem. Jeg har svært ved at dele det med dem, som ikke er kristne og dem, som jeg ikke ved, om de er kristne. I mine offentlige skriverier, især på min blog, har jeg dog svært ved at lade være med at dele min tro og dele evangeliet. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil dele noget, som er en stor passion og glæde for mig, og jeg gør det, fordi jeg tænker på, at der er nogle mennesker, som ikke kender Gud. Man kan sige det er en slags sorg for mig. Jeg føler sorg over, at der er nogle, som ikke kender Gud og måske ikke bliver frelst. Jeg føler sorg, fordi Gud sørger og savner sine børn.
Hvad er sorg? Sorg er at savne én rigtigt meget. Sorg er at være ked af at have mistet nogen (det kan også være skilsmisse, uvenskab, nogle bare har forladt nogen, gået væk, det kan også være nogen, der er rejst væk og ikke vil findes). At være i sorg er at føle sig uhel. Men der kan være håb i en sorg. Håbet er at se vedkommende igen i Himmeriget – eller i tilfældet at mennesket ikke er død, at vedkommende vil komme tilbage, at vedkommende vil én. At vedkommende vil huske én. At vedkommende vil give én en ny chance.
Der er forskel på, hvordan folk ser på Gud. Det kærlige Far-barn-forhold er anderledes end fremmed-fremmed-forholdet, sælger-kunde-forholdet, politi-borger-forholdet, politiker-borger-forholdet, rumvæsen-menneske-forholdet (findes der rumvæsener eller ej? Dvs. Findes Gud eller ej?), edderkop-menneske-forholdet, stol-menneske-forholdet og haglvejr-menneske-forholdet. Nogle af disse forhold kan man ikke kalde et personligt forhold. Gud er en far, og det er frygteligt for en forælder at miste sit barn. Gud vil gerne at hans børn i det mindste ringer eller skriver (beder og søger) ham. Gud vil gerne at hans børn bliver klar over at han er deres far. Der er forskel på Gudsbilleder.
På sin vis er alle mennesker Guds børn, men hvis de ikke vil være Guds børn eller ikke ved, at de er Guds børn, er de kun Guds børn i teorien, og da er det ikke en realitet for disse mennesker. De begynder at leve som, om Gud ikke eksisterer. Men håbet er ikke ude, for inderst inde er der i nogle af disse mennesker en søgen/en tørst/en længsel efter noget, som i virkeligheden er Gud. Som Augustin siger det: “ du (Gud) har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.«
Jeg har fortalt mit vidnesbyrd før, og mange af jer har læst det, men jeg har følt mig ansporet til at fortælle det igen.
Jeg har en far, som jeg ikke altid har kendt. Det jeg vidste om ham var begrænset, og han var ikke en del af mit liv. Jeg levede hele min barndom uden ham. Der var en uendelig tomhed inde i mig. Jeg havde en dyb længsel, som ikke kunne finde sit hjem. Jeg søgte og søgte i alle filosofier og nærmest alle trosretninger, men jeg forblev tom.
Og jeg hadede mig selv. Jeg ville ønske at jeg var ligesom de andre i min klasse. Udadvendt, glad, smilende, snakkende, men jeg var alt andet end det. Jeg var misforstået. Min tristhed blev opfattet som fjendtlighed. Min ensomhed blev opfattet som selvvalgt. Hvis folkeskolen var slem, så var gymnasiet endnu værre. Det med at drikke sig fuld, tage makeup på, gå til fitness, købe dyrt tøj og kysse en tilfældig fyr på en tilfældig aften i byen sagde mig intet. Men jeg sagde heller ikke noget. Det var ikke noget jeg selv havde valgt. Mine ord og følelser forblev bare inde i mig, helt skjult, og jeg kom længere og længere væk fra mine klassekammerater og fra mig selv. Jeg flygtede ind i Internettet, skrev med folk jeg aldrig havde mødt og fordybede mig i litteraturens verden. Dengang skrev jeg mange digte, men jeg var stadig tom og jeg hadede mig selv. Selvmordstanker blev ret familiære for mig. Ondskaben voksede inde i mig.
Vækkeuret ringer. Er det allerede morgen? Jeg vil sove. Det er koldt uden for min dyne. Jeg vil have kaffe. Jeg tjekker min mobil. Tjekker e-mails, nyheder og Facebook.
Nu er det aften og jeg vil se kunstskøjteløb, men jeg sætter mig i sofaen og beder. Kan jeg bede mere end fem minutter? Mine tanker farer frem og tilbage. Jeg kæmper for at holde øjnene åbne. Jeg har tandpine. Jeg prøver på at bede. Jeg kan ikke lide at tænke på, at jeg snart skal til tandlæge.
En tanke lyser op som et reklameskilt.
Put God first
Jeg har hørt små youtube motivationer, bl.a. Denzel Washington, som siger “Put God first”. Gud skal komme først. Jeg har hørt, at man skal starte sin dag med at takke Gud for en ny dag og med at bede til ham. Men jeg gør det ikke.
Så husker jeg “søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives i tilgift.” (Matt 6:33)
og at jeg ikke skal bekymre mig. Jeg kom i tanke om at jeg bekymrede mig for at skulle til tandlæge. Jeg skal søge Gud først. Stole på at han sørger for mig.
Og jeg læste 1. Kongebog kapitel 3 , hvor Salomo møder Gud i en drøm. Hvor Gud siger, “sig, hvad jeg skal give dig!” (v. 6). Men Salomo beder ikke om guld og grønne skove, men visdom (v. 9). Han søger det gode, han søger Gud først. han vil kende Gud og blive mere vis og træffe rigtige beslutninger, og det belønner Gud i høj grad ham for.
Jeg må bede Gud om tilgivelse for at have underprioriteret ham. Han skal komme først i mit liv. Jeg må bede ham hjælpe mig om at søge ham først om morgenen.
Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind (Sl. 37,5)
Der skete noget, da jeg bad forbøn. Min tandlæge begyndte på at ordne min tand (den er i skrivende stund ikke lavet færdig endnu). Og Gud har vist mig nåde. Han gjorde smerten mindre, han gav mig kræfter til at udholde smerten og uvisheden, og han har gjort mig i stand til at tænke og skrive, læse Ordet og bede.
En aften sad jeg sammen med min mand og vores børn og grinede, mens vi spiste pasta og pizza. Jeg fik utallige kram af mine børn. Gud har givet mig glæde og håb, tro og kærlighed. Gud giver mig udholdenhed, og han skaber en vej ud af den situation jeg sidder i. For Gud er alt muligt. Ske Hans vilje.
Ved Guds nåde har jeg fået en tillid til dette vers:
v4 Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. (Sl 23:4)
Jeg lærte meget om lidelse, da jeg havde tandpine. Jeg tænkte på de store smerter Jesus må have haft, da han blev korsfæstet. En lidelse som han frivilligt gik ind i, skønt han blev fristet til at lade være. Måske følte han sig fristet til at flygte eller bruge sin guddommelige kræfter til at besejre alle fjender. Jeg tror, han blev fristet til at have mørke tanker. Tanker fulde af tvivl. Tanker fulde af skuffelse over sine venner, tanker fulde af vrede over for sine fjender, vrede over at blive uretfærdigt dømt. Fristet til at give op og synke hen uden nogensinde at rejse sig igen. Men i Jesus var der ingen synd. Jesus, som gjorde sin Fars vilje altid. Jesus som sagde “tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” Jesus, som bar spot og spe, pisk og spyt, smerte og foragt. Jesus, som bærer mine smerter, mine bekymringer, min angst og de mørkeste af mine tanker. Jesus, som bærer verdens synd. Guds lam.
Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.
Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund. (Es 53:6-7)
I slutningen af januar gik min familie og jeg ned med flaget. Jeg havde ondt i nakken og den ene skulder. Min mand skrantede også, min datter fik omgangssyge, der varede næsten en uge, og min søn og jeg fik samme dag og i den samme uge også kvalme og opkast. Efter den omgang fik jeg tandpine. Jeg tog ind til tandlægevagten og fik at vide at jeg havde meget betændelse i en tand, som jeg troede var ordnet for 11-12 år siden. Jeg fik pencillin og prøvede på at finde ud af, om jeg skulle prøve at redde tanden eller få den fjernet, mens jeg havde store smerter. Jeg har ikke haft så ondt siden mine to fødsler, og jeg aldrig haft så ondt i så lang tid. Jeg kunne ikke tænke på andet end smerten. Jeg kunne hverken koncentrere mig om at bede eller læse i Bibelen eller Ude og Hjemme, og jeg kunne knap nok følge med i en romantisk 90’er-komedie. Lovsang på youtube hjalp lidt, men det fjernede ikke smerten. Jeg føler med dem, som går dagligt med smerter. Med smerterne følger bekymringer, angst og de mørkeste tanker, som jeg end ikke tør nævne. Smerten forsvinder ikke af sig og der kommer ikke et barn ud af det. Måske kommer der noget andet ud af smerten.
“Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (Rom 8:28)
Jeg lærte, at jeg ikke kunne bekæmpe smerten alene. Jeg var nødt til at tage smertestillende piller, og jeg var nødt til at tage til tandlæge og få pencillin. Jeg ville nok dø, hvis jeg ikke fik pencillin. Jeg kunne ikke udholde og bekæmpe smerten alene. Hvad skulle jeg gøre uden min medfølende mand, veninde og familie og mine børn, som gerne vil hjælpe mig? Jeg bad en gang imellem nogle bønner. Bønner som syntes ubesvarede. Indtil jeg efter næsten en uge indså, at jeg ikke alene kunne bekæmpe smerten og de medfølgende mørke tanker. Jeg ydmygede mig og bad om forbøn på Facebook, og bad nogle flere kristne venner om forbøn.
Jeg kan ikke kæmpe i bøn alene. Det er ikke godt for mennesket at være alene. Gud indså hurtigt, at det ikke var godt for Adam at være alene. Jesu kaldte ikke kun en mand til at være discipel. Han kaldte 12 og flere mænd og kvinder til at være disciple. Disciple der vandrer sammen med Jesus og sammen med hinanden i et kærlighedsfællesskab.
3. Januar begyndte børnene i skole igen. Vi gik hen til skolen sammen. Vores gåtur var fyldt med mørke, blæst og regn i spandevis. Da jeg på hjemvejen fra skolen nærmede mig vores hus, fik jeg lys i øjnene, da jeg så lyset i vores vinduer. Jeg trådte inden for i vores varme hus til tørt tøj, sofa og kaffe. I sofaen indhyllede jeg mig selv i et tæppe.
Hvad med dem, som ikke har noget hjem?
Jeg tænkte på alle dem, som var langt væk fra deres hjem, dem, der ikke havde noget hjem, og dem, som ikke havde nogen familie. Jeg tænkte på de hjemløse og på alle flygtningene. Josef og Maria var flygtninge. Der var ikke plads til dem i herberget. De måtte tage til takke med en kold og beskidt stald.
Jeg må ikke glemme de som er langt væk fra deres hjem og de som slet ikke har noget hjem.
Jeg mødte selv en gæstfrihed og en hjælpsomhed, da jeg var i USA. Hvordan er jeg selv over for fremmede, ensomme, hjemløse og flygtninge?
Hvordan behandler Danmark de fremmede?
Hvad mener Jesus?
v35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. (Matt 26:35-40)
Seneste kommentarer