Forfatter: Mariane Kvist Doktor (Side 1 af 25)

Kærligheden er stærkere end døden

21. marts 2025 / Mariane Kvist Doktor / 0 kommentarer

På årets første forårsdag gik jeg tur ligesom halvfems procent af landsbyens syngende fugle, hunde og deres ejere. Det plejer at tænde et smil indeni, men det skete ikke denne gang. Mine øjne kunne ikke holde sig længere. Jeg trak huen ned over ansigtet, som allerede var badet i sved, mens jeg fikserede blikket på fortovet. Heldigvis var min mand kommet hjem, da jeg trådte ind ad hoveddøren.

Der er tidspunkter, hvor mørket er for tungt at bære for mine nærmeste og mig selv. Nogle gange snakker forbi vi hinanden, for udefra virker det ulogisk: hvorfor bliver mine tanker ved med at køre rundt i den samme rundkørsel?
Jeg er taknemmelig over, at min mand, vores børn, familie og venner alligevel holder mig ud.

Jeg forstår ikke, at Gud, som ransager og kender mig, holder af mig. Jeg kender til tvivlen, men jeg tror, at Gud også er i dødskyggens dal. Det yderste af neglene holder fast i håbet om, at Gud vil lyse i det mørke, der kommer fra mig (“Du, som har tændt millioner af stjerner” af Johannes Johansen).

I corona-tiden blev mine bekymringer for store. Denne gang orker jeg ikke at følge med i nyhederne. Jeg forstår ikke, hvad der sker i verden for tiden.
Vi kan ikke undgå lidelse, død og ondskab, men jeg tror på, at Jesus en dag vil sejre fuldstændigt. Kærligheden er stærkere end døden.

Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?

Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet:
På grund af dig dræbes vi dagen lang,
vi regnes for slagtefår.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Romerbrevet kap. 8,35-39)

Den fordærvede jord, Noas ark og Jesus

17. februar 2025 / Mariane Kvist Doktor / 0 kommentarer

Da jeg gik i folkeskole, fortalte min lærer i kristendomsfag om Moses, Abraham og Noa. Som voksen lærte jeg, hvad Noas ark havde at gøre med Jesus.

Ifølge Bibelen var menneskeheden var blevet så ond, at Gud fortrød, at han havde skabt menneskene, så han ville udslette alle dyr og mennesker (1 Mos 6,5-7). Det var dog ikke alle dyr og mennesker, som blev udryddet (ellers ville du og jeg ikke sidde her i dag), for “Noa fandt nåde for Herrens øjne.” (1 Mos 6,8). Noa vandrede med Gud, han var retfærdig og udadlelig (1 Mos 6,9). Noa var ikke en dadel, men en “udadlelig” person, og det er en person, som er uden fejl og mangler. Det hebraiske ord for udadlelig er ordet “tamim” og betyder “uskyldig, perfekt, fejlfri”. Gud befalede Noa at bygge en ark til sig selv, sin kone og familie og et par af hver slags dyr, så de ville være i sikkerhed, når Gud ville sende den store vandflod over jorden. Noa gjorde som Gud befalede ham (1 Mos 6,22). Det tog meget lang tid at bygge arken. Vi ved ikke, hvor længe Noa var i arken, men flere mener, at han var inde i den i lidt over et år.

Det var nødvendigt, at Noa troede på Gud og havde tillid til ham. Det krævedes af ham, at han var lydig over for Gud, og en stor tålmodighed var nødvendig. Syndfloden dræbte alt, så de måtte ikke gå ud af arken for tidligt.

Gud lod en storm blæse, så vandet sank (1 Mos 8,1). Noa sendte først en ravn ud for at få tjekket vandstanden, derefter sendte han en due ud tre gange for at finde ud, hvornår vandet var forsvundet. Da duen kom tilbage til ham med et frisk olivenblad i næbbet, blev Noa klar over, “at vandet var forsvundet fra jorden.” Noa ventede nogle flere dage, så kom dagen, hvor Gud sagde “gå ud af arken sammen med din kone, dine sønner og svigerdøtre”, og så gik de alle ud af arken (1 Mos 8,6-19). Gud oprettede så pagten mellem Ham og Noa og hans familie og alle levende væsener. Han satte regnbuen som tegn på:

“den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.«” (1 Mos 9,12-16).

Havde Gud nu udryddet al ondskaben? Nej, hvis vi går tilbage i historien før syndfloden, læser vi, at Gud blev bedrøvet, da han “så, at menneskenes ondskab var stor, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.” ( 1 Mos 6,5). De hebraiske ord i dette vers, “yetser” og “machashabah” betyder henholdsvis “hensigt, forestilling” og “tanker, design og planer”. At menneskets tanker og planer går imod Gud læser vi om flere steder i Det gamle testamente (f.eks. Jer 18,18 og Es 55,9). Disse onde planer og tanker er dem, som er i det kødelige menneske eller gamle menneske eller “adam”, som er i alle mennesker. Romerbrevet bruger ordene “i mit kød bor der intet godt” (Rom 7,18). Det gamle menneske er tilbøjelig til at udtænke onde planer og vælge det onde. Det betyder ikke, at det gamle menneske slet ikke vil det gode, men det har svært ved at gøre det gode.

Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke

Nogle kristne har sagt til mig, at kristne slet ikke synder. Jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad med at lade være med at synde. Det er mange år siden, at jeg kom til tro på Jesus, men det er ikke blevet nemmere at lade være med at synde. I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg valgte liv og håb. Det betyder ikke, at jeg aldrig står over for tvivl og håbløshed. Det betyder heller ikke, at jeg er stoppet med at træffe forkerte valg.

Romerbrevet beskriver det således:
“Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde”. (Rom 7,14-21)

Men er der ikke nogen mennesker, som er retfærdige og fejlfrie ligesom Noa? Var Noa retfærdig, fordi han troede på Gud, eller var han også retfærdig pga. sine gerninger? Der står, at Noa var fejlfri og gjorde alt, hvad Gud befalede ham, så måske skyldtes Noas retfærdighed ikke kun hans tro, men også at han ikke handlede ondt, mens resten af menneskeheden kun ville det onde (1 Mos 6,5)? Vi hører, at “jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle mennesker på jorden handlede fordærveligt” (1 Mos 6,11-12). Ordet “fordærvet” betyder ifølge ordnet.dk “ødelagt eller skadet moralsk gennem uheldig påvirkning” eller “fysisk ødelagt og skadet”. Den store mængde vold og ondskab hos mennesker ødelagde altså ikke kun menneskene selv, men også selve jorden. Uanset hvad der menes med, at Noa var retfærdig, må vi se ham som et særtilfælde. I Romerbrevet læser vi, at alle mennesker står strafskyldige over for Gud, de er uretfærdige og de rammer ved siden af målet:

“Der er ingen retfærdig,
ikke en eneste.
Der er ingen forstandige
ingen, der søger Gud.
De er alle kommet på afveje,
alle er fordærvede;
ingen gør godt,
ikke en eneste.
Deres strube er en åben grav,
med deres tunger taler de svig;
der er slangegift under deres læber,
deres mund er fuld af forbandelse og forbitrelse.
De er rappe på fødderne til at udgyde blod.
Vold og ulykke er på deres veje;
fredens vej kender de ikke.
Gudsfrygt har de ikke for øje.
Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.” (Rom 3,10-20)

Jesus har reddet os fra Guds straf

Menneskeheden har ikke forbedret sig. Den er stadig fordærvet og fuld af vold. I verden bliver den enkelte nogle gange overladt til sig selv. Det sker, at man hører ordene, “tag dig sammen!” Nu må man anstrenge sig, præstere sit ypperste og nå et højere stadie.

Før vi bliver helt modløse, må vi huske, at Jesus kom og tog vores straf. Gud overlader os ikke til os selv. Han siger ikke til os, at det er op til os selv at gøre os selv spirituelle og værdige til at leve, til at være her – eller gode nok til at komme til Ham. Nej, Jesus har opnået det for os, ved sit blod og gennem sit jordiske legeme har han åbnet vejen til det allerhelligste – til Gud (Heb 10,19-20). Jesus er arken, som har reddet os fra Guds straf, fordi han gjorde det, vi ikke selv kunne, for han er retfærdig, perfekt, fejlfri og skyldfri. Ved troen på Jesus er vi derfor ikke kun syndere, men også retfærdige:

“Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus. Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov! For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.” (Rom 3,21-28)

Den store vandflod og arken leder hen til Jesu Kristi død og opstandelse for os samt dåben, hvor han/hun, der døbes, modtager korsets tegn til et vidnesbyrd om, at han/hun tilhører Jesus Kristus.

I 1. Petersbrev læser vi dette om Noas ark, Jesus og dåben:

Han (Jesus) blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse, han, som er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham. (1 Pet 3,18-22)

Du kan læse mere om dåben i folkekirken på www.folkekirken.dk

Kilder:
Den autoriserede Bibel fra 1992
De hebraiske ord: http://biblehub.com/genesis/
Noas ark og tid: der er delte meninger, men flere mener, at Noa var i arken i ca. et år: www.gotquestion.org

Foråret er på vej

7. februar 2025 / Mariane Kvist Doktor / 0 kommentarer

Klokken 13.03 fredag d. 7. Februar begynder et nyt øjebliks-ordbillede på denne side.

Da jeg var yngre, var jeg længe inde i en mat, grumset, trådagtig himstregims.
Sidste år kom jeg tilbage til det, men nu var tilstanden flere vindstød af orkanstyrke, og det var som om jeg røg ned i et sort hul i universet. Denne gang kunne jeg sætte ord på mine følelser, og jeg fandt ud af, at tilstanden har et navn – depression. For første gang får jeg medicin for det. I starten havde jeg mange bivirkninger og sov for lidt. Nu går det bedre, men medicinen kan aldrig stå alene. Nu går det den rigtige vej.

Min mand, vores børn, mine bedste venner, min terapeut samt musik, forbøn, Bibelvers, solskin og fuglesang hjælper mig med at finde fast grund under fødderne. Og Jesus viser mig nåde og opdrager mig. Jeg træner det at lukke ørerne for løgne, og jeg øver mig i at tage en dag ad gangen og lægge mærke til de små glimt og vælge liv og håb. Foråret er på vej.

Tak for gaverne

8. juli 2024 / Mariane Kvist Doktor / 0 kommentarer

Far i himlen, tak at vi har sovet
tak for at vi er vågnet
tak for det rislende vand
for den rappe and
for sten og træer
for bier og bær
tak for småbitte frøer
som springer rundt hvert et sekund
tak for hvide sommerfugle
for blomsterne gule
for skyer og vind
for solskin og korssting
tak for alt, hvad Du har skabt
det er flot og godt
Det har Du, Almagts Gud, skabt ved Dit Ord

Mine ord vil ikke meget sige

22. maj 2024 / Mariane Kvist Doktor / 0 kommentarer

Vidste du, at der er to ting, man aldrig bruger i Vestjylland? Den ene ting er hatte og den anden ting er paraplyer. Tag en hat på, og den blæser væk. Slå en paraply op, og den bliver smadret af blæsevejret.

Jesus talte lidt om vind den nat farisæeren Nikodemus kom og stillede ham nogle spørgsmål:

“Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.” (Joh 3,3-13)

Jesus vil forklare nogle ting for Nikodemus, men Nikodemus har svært ved at forstå det, for han tager ikke imod Jesu vidnesbyrd. Han har ikke troen på Jesus og kan derfor ikke forstå, hvad Jesus siger.
Når det drejer sig om Helligånden, kan vi ikke tale om Ham med få ord.
Han er en person i treenigheden, og Han gør Guds vilje. Vi kan ikke fremmane Ham eller trylle Ham frem ligesom en kanin af en hat. Han er Gud, og vi kan ikke putte Gud i en boks.

Paradoksalt

Forresten talte jeg forleden om noget i forhold til min tro. Ærligt talt kan jeg ikke huske, hvad jeg talte om.

“Du kan ikke udtale dig om Gud!” Røg det ud af min mands mund.

Øh! Kan jeg ikke det? Men min mand havde en måde ret, for det er som i salmen “Op al den ting, som Gud har gjort.”: Gud er så magtfuld, skabende og så meget større end mennesker, at jeg må ligesom digteren sige: “Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige.”

Gud er noget andet end mennesker. Han er meget stor og almægtig, mens vi mennesker er små og magtesløse. Han overgår vores sprog, vores tanker, vores begreber, teorier, og han overgår den menneskelige visdom, forstand og fornuft. Han er for mennesker et paradoks. Paradoks betyder betyder bogstaveligt noget, som er uden for tanke og mening.

Fortæl om din kristne tro til én, som ikke umiddelbart er kristen, og du vil finde ud af, at den Gud vi tror på, er et paradoks. Gud er tre i én, og samtidig er Han én. Gud blev menneske. Jesus er helt Gud og helt menneske på én og samme tid. Gud har været en nyfødt baby. Gud er hellig og højt ophøjet, og han tåler ikke synd, men han blev menneske og steg ned på jorden, bøjede sig og vaskede fødder og spiste sammen med syndere, og han helbredte samfundets udstødte. Han satte frivilligt sig selv i de nederstes sted. Han valgte at blive magtesløs. “Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.” (Fil 2, 6-8)

Gud er et paradoks. Vi kan ikke med menneskers visdom, fornuft og forstand tænke, mærke eller føle os frem til at erkende Ham. Det må åbenbares for os af Helligånden – i Guds ord. Samtidig forstår ingen af os Gud fuldt ud. Intet menneske kender den fulde sandhed om Gud.

“Hvad intet øje har set og intet øre hørt,
og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,
det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud.” (1 Kor 2,9-11)

Peters prædiken pinsedag

Det største, der skete den allerførste pinsedag, er for mig ikke det, at apostlene fik tungetale. Nej, det er at Helligånden kom. Og så gør apostlen Peters prædiken indtryk på mig. Han var blevet iført kraft fra det høje, altså han fik Helligånden, så han nu kunne vidne om Jesus og prædike omvendelse til syndernes forladelse. Det er især det, Helligånden gør. Helligånden vidner om Jesus og herliggører Ham. Han overbeviser om synd, dom og retfærdighed (Joh 16,8-14).
Peter forkyndte evangeliet, han fortalte om hvem Jesus var, at han døde på korset for mennesker, og han fortalte, hvordan det hang sammen med profetierne i Bibelen (Ap.G. 2,14-36).

Da de havde hørt Peters prædiken, stak det i deres hjerter, og de spurgte:

“»Hvad skal vi gøre, brødre?« Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.« Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: »Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!«
De tog imod Peters ord, blev døbt og den dag blev 3000 mennesker omvendt.” (Ap.G. 2,37-41)

Det er Helligånden, som overbeviser om synd og omvender mennesker.

Jeg har brug for, at Helligånden gang på gang overbeviser mig om, at jeg uforbederlig og håbløs. Jeg har brug for, at Helligånden bøjer mit gamle menneskes tanker, for hun er stolt og vil bilde mig ind, at jeg kan frelse mig selv, erkende og forstå alt omkring Gud, retfærdiggøre mig selv, helliggøre mig selv og gøre mig til en from og dygtig kristen. Det gamle menneske gør mig stor og Jesus lille. Det gamle menneskes tanker siger til mig: “Du kan selv.” Og “Nu forstår vi og ved alt,” idet de læner sig selvtilfreds tilbage. Dét er en løgn, for jeg forstår slet ikke og kender ikke alt omkring Gud. Det kan jeg ikke, uanset hvor meget jeg beder, reflekterer og studerer, og uanset hvor godt jeg kender Bibelen. Og jeg kan desværre ikke lade være med at synde:

“Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.” (Rom 7,15-24)

Kun Jesus kan opfylde loven. På én og samme tid er jeg synder og retfærdig, og retfærdigheden skyldes alene Jesus, som døde på korset.

“Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet.” (Rom 8,1-3)

Mens jeg er her på jorden kan jeg ikke komme af med gamle Mariane, og samtidig er jeg ved Guds nåde Guds barn og retfærdiggjort ved tro. Det skyldes ikke mig selv.

Det er nødvendigt, at Helligånden minder mig om – og minder dig om, at vi er afhængige af Jesus. Skilt fra ham kan vi intet gøre. Det er Jesus, som gør. Han er større end os, og vi er kun mennesker. Han er højt ophøjet over alle. I Ham viste Gud sin overstrømmende rige nåde, barmhjertighed og kærlighed mod os, idet Jesus bøjede sig for os, tog vores straf og ofrede sig for os.

Troen er en gave fra Gud

5. april 2024 / Mariane Kvist Doktor / 0 kommentarer

Tro er ikke en præstation, og det gælder heller ikke om at have en kæmpestor tro. Troen er gave fra Gud. Vi kan ikke af egen kraft tro eller give andre mennesker troen. Vi kan bede Jesus give os tro og hjælpe os med at tro – ligesom manden, der bad Jesus helbrede sin søn og bad ham om at hjælpe ham med at tro (Mark 9,24).

At Simon Peter troede på og bekendte, at Jesus er Kristus, Guds søn, skyldtes ikke noget menneskeligt. Det var Gud, som havde åbenbaret det for ham (Matt 16,15-17).

Efter at Jesus var opstået, var der flere af hans disciple, som havde svært ved at forstå alt det, som var sket. De havde svært ved at forstå, hvad det betød, og hvordan sammenhængen var med skrifterne. Jesus slog følge med dem og udlagde skrifterne for dem, uden at de var klar over, at det var Ham, som fulgtes med dem. Deres hjerte brændte i dem, da han åbnede skrifterne for dem. Han åbenbarede sig senere for dem og åbnede deres sind for skrifterne, så de kunne forstå dem (Luk 24,13-45).

Det er takket være Guds åbenbaring og troen, at vi “ser” Jesus for os. Det er Gud, som åbner Bibelen for os og hjælper os med at forstå den. Det kan vi ikke selv.

“Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Heb 11,1)

Håbet, tilliden, overbevisningen om og troen på, hvem Gud er, og hvad Han har gjort for os, er ikke noget vi har sanset, og vi har heller ikke tænkt eller følt os frem til det. Troen kommer ikke af noget menneskeligt. Tro er Guds åbenbaring for os ved Helligånden, og den er givet os ved hans nåde:

“Hvad intet øje har set og intet øre hørt,

og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,

det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham,

det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os.” (1 Kor 2,9-12)

Fortæl os det igen

2. april 2024 / Mariane Kvist Doktor / 0 kommentarer

En regnorm kravler forbi
på de våde fliser

Du, som er med os i trængslen, du siger, du har hørt spædbarnets gråd
og sukket fra den udmattede. Du har hørt skriget, som sprang af knoglers smerte.
Du er Gud, du har magt til at gribe ind.

Påsken var kort.
Vejen hjem er lang i billygternes skær,
igennem regnfyldt motorvejsmørke.

Fortæl os det igen.
Hvem troede på det, vi hørte?

”Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.” (1 Kor 11,23-26)

Jesus Kristus
du bliver slået
plaget
mishandlet
du bliver forkastet
foragtet
Du er sådan én
mange ikke vil sidde ved siden af

Guds søn,
du er sømmet fast
på et træ
Blodet løber ned
ad fødderne
Dine kraftesløse knæ
skælver
Ussel ser du ud
Blodårerne på dine tynde arme
strakt ud
dine hænder løftet op
blodet løber ud af dine håndflader
brystkassen hæver sig
tungt
op og ned
du hiver efter vejret
dit hjerte
brændende sagte
bøjet ned
knust

Din mund knebet sammen i en streg
en rynke mellem brynene
stikkende torne på din pande
dine øjne
ser vores blik
en tåre
i øjenkrogen

Du bliver ikke regnet for noget

”Elí, Elí! Lemá sabaktáni?”

Løbende
en mand stikker dig en svamp eddike

Tomhed og mørke

Du udånder
Du bliver revet bort fra de levendes land

Forhænget til det hellige flænges
jorden ryster
klipper revner

soldater stikker et spyd i din side
blod og vand løber ud
i en pøl på jorden

En mand beder om det døde legeme
svøber det ind i et lagen
bliver lagt i en klippegrav

Tidligt morgengry
kvinder kommer med vellugtende salver
Graven er tom!
”Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?”

Du står midt iblandt os
sårmærker i dine hænder
”Fred være med jer!”

Vi tror du er opstået
Vi tror du sidder ved Gud fader den almægtiges højre hånd
Hvis ikke du er opstået
er vores prædiken tom

Døden er opslugt og besejret
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?

Vi sukker
i forventning om barnekår
vort legemes forløsning
Vi venter
håber på det vi ikke ser

Du forringede dig selv
du satte dig ned
i forbryderes sted

Du klædte dig af
tog en tjeners skikkelse på
bøjede dig ned
vaskede vores beskidte tæer
Du købte os fri
tog halslænken af os

Gladiator var du ikke
– du blev hængt op
på et kors
i fuld offentlighed
Du gav dig selv hen
fordi du elsker os
Du er højt ophøjet

Din nåde er nok
vi er magtesløse
i trængsler
vi mishandles
forfølges

Du kender til at være sulten og tørstig
Du kender til at have sorg og angst
du kender til at være fortvivlet til døden
du kender til at blive ladt i stikken
du blev fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd
Dit hjerte vender sig
Du føler med os i vores skrøbeligheder

”Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.” (2 Kor 4,10)

Hvem døde Jesus for?

29. marts 2024 / Mariane Kvist Doktor / 0 kommentarer

På et tidspunkt begynder små børn at lære at se mønstre og forskelle og inddele i kategorier. Det ser man f.eks. med putteboksen, når barnet lærer at putte de rigtige klodser i de rigtige huller. Den runde klods skal i det runde hul, og den plus-formede klods skal i det plus-formede hul osv.

At kunne se forskel, organisere og inddele verden i kategorier og systemer er vigtigt, men i vores faldne verden, får denne skelnen ofte både et forvirret og et hårdt og et trist udtryk.

Vi har det med at inddele os selv og andre mennesker i kategorier og bokse og sætter mærkater og prædikater på os selv og hinanden.

At dømme ud fra det ydre er nemt, men vi har svært ved at se det indre . Vi har svært ved at se, at inderst inde – i virkeligheden er mennesker ikke så forskellige.
At lade være med at dømme er svært.

Engang deltog jeg i et forskningsprojekt, hvor man undersøgte kalkindholdet i mine knogler. På et røntgenbillede så jeg for første gang hele mit skelet. Mit skelet lignede alle andre raske (kvinde)skeletter. Jeg så mit skelet, men jeg kunne ikke se min sjæl, følelser og sind.

Faktisk er det kun Gud, der kan se det indre.

Det er ikke forkert at skelne. Det er naturligt, og skelnen har været der lige fra begyndelsen, som vi læser i skabelsesberetningen. Lys og mørke er ikke det samme:

”Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.” (1 Mos 1,3)

Hvem er Guds folk?

Hvis vi læser i Det Gamle Testamente, skelner Gud også imellem folk. I store træk er det som om, det kun er nogle, som er Guds folk. Det er efterkommerne af Abraham, Isak, Jakob og David, som er Guds folk. Det er israelitterne.

I evangelierne findes der en beretning, som undrer mig, men lad os læse den alligevel.

Matt 15,21-28.

En kana’anæsisk kvinde kommer og beder Jesus forbarme sig over hende. Hendes datter bliver plaget af en dæmon.

Kana’anæerne var navnet på det folk, som israelitterne skulle udrydde ved erobringen af det forjættede land efter udgangen af Egypten. Ifølge Det gamle testamente var kana’anæerne et meget vederstyggeligt og syndigt folk. (https://denstoredanske.lex.dk/kanaan%C3%A6ere)

I første omgang afviser Jesus den kan’anæiske kvinde:

”»Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«” (v. 24)

Kvinden kaster sig ned for Jesus og beder ham hjælpe hende, men Jesus svarer:

Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« (v.26)

Kvinden giver ikke op, men svarer:

Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« (v.27)

Man kan sige, at nu giver Jesus efter:

”»Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.” (v. 28)

Jesus hjælper hende pga. hendes tro på ham.

Hvem døde Jesus for? Døde han kun for israelitterne? For de fortabte får af Israels hus?

Gud hader synd, men hans kærlighed skelner ikke. Jesus døde for hele verden, fordi Gud elsker hele verden.

Det profeterede profeten Hoseas:

”Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,
og kalde Ikke-Elsket Elsket;
og dér, hvor det lød til dem:
I er ikke mit folk,
dér skal de kaldes
den levende Guds børn.” (Rom 9,25-26)

De ikke-elskede bliver de elskede.

Hvem var det, Jesus var sendt til?

Han var sendt til de syge og til synderne:

”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«” (Mark 2,17)

Hvem er de – dem, som Jesus døde for?

Det er dem, som fornægtede Jesus. Det er dem, som faldt i fristelse. Dem, som fangede ham. Dem, som lod ham i stikken og flygtede. Dem, som anklagede ham. Dem, som vidnede imod ham. Dem, som rottede sig sammen mod ham. Dem, som piskede ham. Dem, som spyttede på ham og slog ham i hovedet. Dem, som spottede og hånede ham. Det er dem, som korsfæstede Jesus.

Han døde for de ugudelige og for sine fjender (Rom 5,6 og 10).

Han døde for dem, der var døde i deres overtrædelser (af loven) og synder. Han døde for dem, der lod sig bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige. Han døde for dem, som lod sig bestemme af den ånd, der virker i ulydighedens børn. Han døde for dem, der i deres køds begær gjorde, hvad deres kød og sind ville. Han døde for dem, som af natur var vredens børn (Ef 2,1-3).

Det naturlige, kødelige menneske er ligesom de skriftkloge og farisæerne, som synes det er forkert, at Jesus spiser sammen med toldere og syndere (Mark 2,16). Det naturlige menneske siger ved sig selv, at det ikke kan stå så slemt til med ham. Det naturlige menneske/farisæeren takker Gud, fordi han ikke er som røvere, uretfærdige og ægteskabsbrydere. Han mener ikke, at han er ligesom dem, for han faster to gange om ugen og giver tiende af hele sin indtægt (Luk 18,11-12).

Men ”den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle.” (Jak 2,10)

Hvem kan leve op til det første af alle bud?

”›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.«” (Mark 12,29-31)

Der er ikke nogen, som har nogen fordel i forhold til andre mennesker:

”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.” (Rom 3,10-12)

”Der er ingen forskel; for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.” (Rom 3,23-26)

Ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde:

“Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.” (v. 23)

Geder og klirrende mønter

26. marts 2024 / Mariane Kvist Doktor / 0 kommentarer

Flere hundrede trappetrin

Høns basker med vingerne i små bure

Et barn triller et tøndebånd af sted

Duer kurrer

”Pas på! Der er en hestepære!”

Klirrende mønter

En vind vælter en høj potteplante omkuld

Geder kigger sig forvirrede omkring

Terninger triller hen over brosten

De står ved deres staffeli og vil male dit portræt

”Hvor meget skal du ha’?” – ”20 kr” – ”Jeg vil gi’ dig 15.”

Den mørklødede har lagt de håndsyede punge frem. De har mange farver og mønstre. De ligger på rad og række foran ham.

En mand kigger op mod den hvide kuppelformede kirke.
Han råber og vælter et bord

Der lyder et suk fra bordet

“….Bedehus??!”

”Er det ikke ham, der red herind på æslet?”

”Hvilket æsel?”

Jeg åbner døren og går ind i kirken.

”Det er fuldbragt”

Den korsfæstede Herre…

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse.”

Nu stråler solen

Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

Konge på et æsel

24. marts 2024 / Mariane Kvist Doktor / 0 kommentarer

Bryd ud i jubel, Zions datter,

råb af fryd, Jerusalems datter!

Se, din konge kommer til dig,

retfærdig og sejrrig,

sagtmodig, ridende på et æsel,

på en æselhoppes føl. (Zak 9,9)

Da Jesus kom ridende ind i Jerusalem på et føl, var han i gang med at opfylde en Messiasprofeti. Overskriften for kapitel 9 i Zakarias’ bog hedder Davidrigets genoprettelse.
På Jesu tid var Israel besat af romerne, så folket troede, at Jesus nu kom og frelste dem fra romerne, derfor denne røre og jubel.

Jesus er Herren, og han er frelser; han er al tak, lov og ære værd. Hans arm er stærk, men jøderne måtte vente nogle flere år på at komme fri af romernes greb.

Siden har der været mange krige, tyranner og despoter, og mange mennesker har troet, at nu kom Herrens dag snart. Vi skal vi være vågne og være rede til at Jesus kommer igen. Lige siden Kristi opstandelse, himmelfart og Helligåndens komme Pinsedag har vi levet i det sidste tider. Det skriver Paulus og alle de andre om i deres breve. Jesus selv sagde, at vi skal være årvågne og have olie på lampen. Samtidig kender ingen dagen, det gør kun Gud fader, så ingen kan sige, at Jesus kommer igen på den og den dag.

Da jeg tænkte over indtoget i Jerusalem, tænkte jeg lidt på vores Kong Frederiks indtog i København for nogle måneder siden. Han virker ydmyg, tænkte jeg. Jeg ved godt, at han ikke er Jesus.

”Med hvem vil I sammenligne Gud? Hvad vil I sætte op til sammenligning med ham?” (Es 40,18)

Vi skal ligne Jesus, men vi er ikke Jesus. Kristne er ikke hverken messias’er, guder eller miniguder.

Med hvem vil I sammenligne Gud?

Den største modsætning til Jesus, jeg kan komme i tanke om, er Putin. HAMAS er nok også ligesom Putin.

Jeg ville inderligt ønske, at både krigene i Mellemøsten og Ukraine stoppede. I hvert fald må vi bede for dem, som er i krige og hjælpe og støtte dem.

Mennesker er ikke ligesom Jesus. Mennesker vil gerne hyldes, roses, have ære og have magt.
I kapitlet før kapitlet, hvor Jesus rider ind i Jerusalem, forudsiger Jesus sin lidelse, korsfæstelse og opstandelse over for disciplene. Hørte Zebedæussønnerne overhovedet, hvad han sagde? De kom til ham med deres mor, som bønfaldt Jesus, om at hendes sønner måtte få plads ved siden af ham på tronen i hans rige, den ene søn på hans venstre side, og den anden søn på hans højre side. Jeg ved ikke, om deres mor var klar over, at Jesus var Guds søn.

Zebedæussønnerne være “kompagnoner” til Jesus eller konger sammen med ham. Jeg tror ikke, at de ville sige ja til at dø på et kors og bære hele verdens synd.

Det er en stor fare for mennesker at få magt. Mange, som blev borgmestre eller kom i folketinget, ændrede sig – desværre ikke til det bedre. Magten steg dem til hovedet. Magt korrumperer.

Det vidste Jesus:

”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer.” (Matt 20,25).

”»Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige?« siger den Hellige.” (Es 40,25)

Jesus er større og bedre end al verdens konger og fyrster. De er intet og tomhed (Es 40,23).

Jesus opfyldte Messiasprofetien. Han frelser og slipper fanger løs, men ikke på den måde, som vi forventer. Han styrtede ikke en ringmur i havet, og han tilintetgjorde ikke romernes hovmod. Han tilintetgjorde ikke vogne, heste og krigsbuer.

Zebedæussønnerne og alle andre mennesker er ikke en fast klippe, vi kan stole på.

”Det er bedre at søge tilflugt hos Herren

end at stole på mennesker.

Det er bedre at søge tilflugt hos Herren

end at stole på stormænd.” (Sl 118,8-9)

Mennesker er som græs, det tørrer ind, og menneskers herlighed er som markens blomster, de visner. Men Guds ord forbliver til evig tid (Es 40,7-8). Guds trofasthed varer til evig tid.

Mennesker vil være store og have magt, men Jesus siger:

”den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« (Matt 20,26-28)

I 2 Mosebog blev jøderne frelst fra trældommen i Egypten. Den frelse, Jesus kom med, var ikke en frelse fra undertrykkerne, men fra vores synders trældom (Joh 8,34-36).

Jesus kom ikke for at bringe fred på jorden, men splid (Luk 12,51). Den fred, han giver, er ikke som den fred, verden giver (Joh 14,27). Den fred, som Jesus kom med, er ikke en fred imellem alle nationer, men mellem mennesker og Gud.
Om vi vil tage imod den fred, som rakte Gud til os i kærlighed, da Jesus gav sig hen for os og døde på korset for os. Ved ham forsonede Gud alt med sig, ved at stifte fred ved Jesu blod på korset (Kol 1,20).