For mange år siden, da jeg var ung teologistuderende og boede i København, blev jeg engang standset på Hovedbanegården af et kamerahold fra TV2. Det var lige inden nytår, og de spurgte mig om jeg havde nogle nytårsforsætter. Jeg svarede at det havde jeg ikke, for jeg vidste at jeg ikke kunne holde dem. Så ville de ikke interviewe og filme mig, og så gik de videre. Jeg havde engang haft et nytårsforsæt hvert år, og jeg havde ikke kunnet holde et eneste. Jeg havde haft som nytårsforsæt at jeg ville spise flere grønsager, et andet år ville jeg have mere motion, og et tredje år ville jeg stoppe med at være en stille pige, og alle nytårsforsæt havde jeg slet ikke kunnet overholde.

Nytårsaften 2019 lavede jeg ingen nytårsforsætter. Denne aften sad jeg i familiens skød. Jeg var træt efter en hektisk julemåned og mange planer i juleferien. Børnene slog sig løs med knallerter og knaldperler, og vi voksne nød middagen, som var befriende anderledes fra den tunge, fede julemad. Vi tyggede på dronningens nytårstale, og jeg sad mæt og træt efter et alt for begivenhedsrigt år. Som sad jeg der, opstod der tre tanker inde i mig. I 2020 ville jeg gerne bede mere, skrive mere, og jeg ville holde mig væk fra Facebook. Det var ikke nogle ting jeg sagde højt, og jeg lovede heller ikke nogen det. I 2019 havde jeg tænkt hver dag, at jeg skulle stoppe med at bruge så meget tid på Facebook.

Bliver vi bedre mennesker af at afgive løfter?


Med det samme vi kom hjem fra vores nytårsbesøg i Jylland fandt jeg min mobil frem og loggede ind på Facebook.
Jeg kiggede i Fyens Stifttidende fra nytårsaften og 1. Januar. I avisen var der en del om nytårsforsætter. Man havde lavet en skriftlig version af den voxpop TV2 havde dengang de stoppede mig på Københavns hovedbanegård. Nogle fortalte at de havde nytårsforsætter, nogle fortalte at de havde overholdt det nytårsforsæt de gav i 1986, og andre fortalte at de aldrig lavede nytårsforsæt, da vidste at de alligevel ikke kunne overholde dem. I Lederen i Fyens stifttidende mente redaktøren at man skulle lave nytårsforsætter også selv om man ikke kunne overholde dem. Og selv om man ikke kunne overholde nytårsforsættet 1. Januar, var der 364 dage mere at overholde nytårsforsættet i. Redaktøren mente at man bare skulle lave en hel masse nytårsforsætter. Redaktøren mente, at hvis man lovede en masse, var der en chance for at man blev et lidt bedre menneske.


Jeg kan fortælle redaktøren, at jeg hver dag mislykkes jeg i at leve op til mine gode intentioner. Jeg kan fortælle, at jeg ikke blev et bedre menneske i 2019. Og det blev jeg heller ikke i 2018, 2017, 2001 og 1995. Jeg bliver heller ikke et bedre menneske i 2020. Jeg kan ikke leve op til mine gode intentioner. Hver dag vil jeg svigte andre og mig selv. Hver dag vil jeg tabe kampen mod alle mine dårlige vaner. Hvorfor skulle jeg blive ved at love mig selv alle disse ting som jeg ikke kan holde?
Mennesker er uforbederlige. Jeg, som ikke kan lide øl og aldrig har røget, jeg har masser af dårlige vaner. Vi er alle fulde af svig. Mennesket har svigtet lige siden den dag Adam og Eva spiste det famøse æble.
Jeg tror ikke jeg gider at stirre mere på mine egne og på menneskehedens dårligdomme. Jeg vil byde, ikke humanismens, men Herrens år velkommen. Jeg vil byde Guds hellige ord velkommen. Bibelen fortæller os noget helt andet end den optimistiske redaktør på Fyens stifttidende.

Menneskers svigt og Jesu offer


Moses var morder og Salomo var afgudsdyrker. David, som skrev mange af salmerne i salmernes bog, som bevidner hans Gudsfrygt, lovprisning, taksigelse, kærlighed til Gud samt længsel efter Gud, denne David var fuld af svig. Han gik i seng med Batseba, som var gift med en anden, fik barn med hende, og han indirekte dræbte den mand som hun var gift med (2 Sam 11:1-27) .
Jesu discipel Peter var en af de første, der bekendte at Jesus var Kristus (Matt 16:16). Efter at Jesus havde fortalt at han var livets brød, og hvis ikke man “spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer” (Joh 6:53) var der mange af Jesu følgere der forlod ham. Peter og de 11 andre disciple betroede Jesus, at de ikke ville forlade ham. Hvor skulle de ellers gå hen? Jesus havde det evige livs ord, sagde de (Joh 6:35-68). Også Judas lovede Jesus troskab. Lige efter den sidste nadver begyndte disciplene at svigte Jesus en for en. Ingen af hans disciple ville bede sammen med ham den hårde nat i Getsemane have (Matt 26:36-46). Judas forrådte Jesus med et kys. Jesus forudsagde og fortalte at Peter vi fornægte ham tre gange, og Peter lovede at han aldrig ville svigte Jesus, og alligevel fornægtede Peter Jesus tre gange (Matt 26:30-34 og Matt 26:69-75). Alle Jesu nære venner svigtede ham.

Alligevel gik Jesus frivilligt i døden og ofrede sig for sine venner, for soldaterne og jøderne, for Israel, for hele verden, for dig og mig. Gud står ikke og skælder os ud for at vi gang på gang svigter vores gode intentioner. Vi skal heller ikke selv skælde os selv ud. I stedet for at stå og stirre på os selv fulde af skyld og skam, skal vi rette blikket mod Jesus. Jesus har allerede taget vores straf og tilbyder os nåden og tilgivelsen. Mens vi endnu var syndere døde Jesus for os på korset (Rom 5:8). I stedet for atter at afgive nye løfter, som vi alligevel ikke kan holde, skal vi åbne vores hænder og række ud mod Gud. Vi skal tage imod Guds gaver. Guds nåde er en gave som gives til os ufortjent: “For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Ef 2:8-9). Vi skal lytte til de mange hellige løfter han har givet os. Vi kan læse om dem i Bibelen. Gud vil tilgive alt igen og igen og igen. Om bare vi vil komme til Jesus og stå ved hvad vi har gjort og tage imod hans tilgivelse, renselse, nåde og kærlighed (1 Joh 1:9). Om bare vi ville læse i Bibelen og tro på og stole på Guds visdom og løfter. Gud forventer ikke at vi er perfekte, fejlfrie og syndfrie. Han ved, hvor meget vi kæmper hver dag. . I stedet for hver eneste dag skælde os selv ud og konstant prøve på at løfte et helt bjerg, så skulle vi i stedet søge Gud. Søge Gud af hele vores hjerte, søge ham i Bibelen og bede ham om hjælp.

De fortabte børn og en faders nåde

Jeg skammer mig over den hidsighed, stolthed og mobilafhængighed jeg kæmper med hver eneste dag. Alt for ofte har jeg ligesom sønnen i lignelsen om den fortabte søn (Luk 15:11-32) rendt væk hjemmefra og ødslet al min tid og energi væk, ikke på prosituerede og luksusliv, men på bitterhed og Facebook. Sønnen skammede sig meget over alle sine udskejelser. Han tænkte at hans far nok ikke ville byde ham velkommen mere. Han tænkte at hans far nok ikke ville kalde ham søn mere. Men han håbede han måtte komme hjem og arbejde lidt for sin far i en periode. Måske kunne han få lov til at bo ude i stalden hos grisene. Anderledes forholdt det sig; da sønnen var ved at begive sig hjemad, løb faderen ham i møde med åbne arme: “Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham” (Luk 15:20). Han var stadig hans søn og faderen var aldrig holdt op med at elske ham. Han var så glad for at sønnen var kommet hjem, og han måtte blive boende i huset hos faderen lige så længe han ville og han slagtede fedekalven og holdt en stor fest for ham. Jeg tror, at inden sønnen havde nærmet sig faderens hjem, der havde faderen for længst tilgivet sønnen.

Sådan er det også for dig og mig. For næsten 2000 år siden døde Jesus på korset for os, og det offer Jesus gav for os, gælder stadig i år 2020. Hvad end vi har gjort, så er vi forlængst tilgivet, og vores himmelske far længes efter at vi stopper med at skamme os og gemme os inde i et kosteskab, i cigaretskoddet, i ølflasken, i Rosengårdscenteret, i Fyens stifttidende og Facebook. Hvad end vi har gjort, skal vi løfte hovedet og kigge op og høre de ord evangeliet taler til dig og mig i dag.


“Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.”

Luk 15:21-24

Med disse ord vil jeg ønske dig et lykkebringende godt nytår!