“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.” (Joh 1:1-3)
“Ordet” er oversat fra det græske ord logos. Logos kommer af lego, som betyder “jeg siger/taler.” Logos betyder grund, anmodning, mening, lære, tanke, forventning, ord, tale, beretning, fornuft, proportion og diskurs.
De græske filosoffer, sofisterne, Aristoteles og stoikerne brugte termen logos. Heraklit brugte logos i betydningen som noget universelt, en fornuft, forklaring, en objektiv kosmisk lov eller visdom. For Aristoteles var logos at argumentere ud fra fornuften i retorik. For stoikerne var logos en aktiv fornuft, som gennemstrømmede og gav liv til universet. Stoikerne mente, at logos var noget materielt og blev identificeret med en gud eller naturen. Stoikerne talte også om logos spermatikos, som var loven om udvikling i universet. Denne lov var princippet bag den aktive fornuft. Stoikerne mente at et hvert menneske indeholdte en del af den guddommelige logos (http://en.wikipedia.org/wiki/Logos ).
På den tid hvor Johannesevangeliet blev skrevet, havde de græske filosoffer en forestilling om logos, som de anså for at være Guds fornuft, som gennemstrømmede alting. Nogle mener, at Johannesevangeliet blev til et i græsk miljø og var påvirket af denne græske filosofi. Igennem denne forståelse var logos som fornuft tilgængelig i Jesus. Andre mener, at Johannesevangeliet var påvirket af jødiske retninger. Jøderne talte om “sofia”, som betyder visdom. Nogle jøder talte om visdommen, som var den en kvinde. De, som mener Johannesevangeliet er præget af nogle jødiske strømninger, mener, at logos i Johannesevangeliet skal ses som en mandlig version af sofia, visdommen. “Ordet” skal så forstås som Guds visdom som er i Jesus.
Forfatteren af Johannesevangeliet kan både være præget af den tids græske filosofi og jødiske strømninger. Dermed kan logos både forstås som Guds fornuft eller visdom, som kommer til udtryk i Jesus (http://www.bibelselskabet.dk/brevkassen-hvad-betyder-ordet)
Logos er i Johannesevangeliet også navnet på Jesus, den præeksisterende 2. Person i treenigheden. Fordi Jesus er Gud, var han også tilstede ved skabelsen.
Lad os kigge lidt på skabelsen i 1. Mos.
“Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete;” (1 Mos 1:6)
Gud skaber med sine ord. Gud siger noget, og det sker. Hos Gud er hans ord skabende og giver liv. Gud har en evne til at give liv til det som er dødt. Et af de vildeste eksempler på Guds genopliven af døde og med ordet finder vi i Ezekiels bog kap. 37:1-14. Her fører Gud profeten Ezekiel til en dal, der er fyldt med indtørrede knogler. Gud beder Ezekiel tale til disse knogler på sine vegne.
“Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren.«” (Ezek 37:5-6).
Ezekiel talte disse ord, som Gud havde givet ham besked på, til knoglerne, og de blev levende.
Som Gud taler, sådan vil han gøre. Gud fortæller at knoglerne er Israels folk, som siger:
“›Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!‹ Derfor skal du profetere og sige til dem: Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.«” (Ezek 37:11-14
Også Jesus er skabende og genoprettende ved at han helbreder, siger sandheden og sætter mennesker fri. I evangelierne taler Jesus personligt til mennesker. Han helbreder og tilgiver synder og han underviser folket. Særligt i Johannesevangeliet fremstår Jesus tydeligt som ét med Gud fader, hvilket han på mange forskellige måder fortæller. I Johannesevangeliet taler Jesus meget, og han siger at han siger det som Gud Fader siger til ham, og Johannesevangeliet finder vi meget undervisning fra Jesus og også lange bønner fra Jesus får vi sat ord på. Jesus er ordet, og de ord han siger, er ord der kommer fra Gud, ord som kommer fra Guds visdom og fornuft. Guds ord er liv for os.
Skriv et svar