Jeg lærte meget om lidelse, da jeg havde tandpine. Jeg tænkte på de store smerter Jesus må have haft, da han blev korsfæstet. En lidelse som han frivilligt gik ind i, skønt han blev fristet til at lade være. Måske følte han sig fristet til at flygte eller bruge sin guddommelige kræfter til at besejre alle fjender. Jeg tror, han blev fristet til at have mørke tanker. Tanker fulde af tvivl. Tanker fulde af skuffelse over sine venner, tanker fulde af vrede over for sine fjender, vrede over at blive uretfærdigt dømt. Fristet til at give op og synke hen uden nogensinde at rejse sig igen. Men i Jesus var der ingen synd. Jesus, som gjorde sin Fars vilje altid. Jesus som sagde “tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” Jesus, som bar spot og spe, pisk og spyt, smerte og foragt. Jesus, som bærer mine smerter, mine bekymringer, min angst og de mørkeste af mine tanker. Jesus, som bærer verdens synd. Guds lam.

Vi flakkede alle om som får,
 vi vendte os hver sin vej;
 men Herren lod al vor skyld ramme ham.
Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund. (Es 53:6-7)