Vi sad i Boston lufthavn og ventede på at boarde. Jeg hørte nogle stewardesser tale om forsinkelse. Jeg må have hørt forkert. Kort efter hørte jeg i højtaleren at lågen til vores flys lastrum gået i stykker, så den skulle de nu reparere. Hvor meget vi ville blive forsinket vidste de ikke. Så vi ventede og ventede. 3,5 time senere var flyet repareret. Pga. forsinkelsen ville vi ikke kunne nå vores fly fra London til Billund. Så måtte vi tage det næste fly, som nok gik en time eller to senere. Vi ankom til Heathrow kl. 11 engelsk tid og stillede os hen for at høre hvornår vores næste fly gik. Vi fik at vide at det næste fly gik næste dag.

Flyselskabet ville betale et hotelværelse for os. Vi troede ikke vores egne ører. Vi stillede os hen sammen med 20-30 unge studenter, bedsteforældre og småbørnsfamilier fra hele verden, som var også var strandet i Heathrow. Var der ikke andre muligheder? Ventetiden føltes som en uendelighed. Stewardessen søgte og søgte. Hun søgte efter, om vi kunne mellemlande i Amsterdam, Paris eller Frankfurt og så flyve videre til Billund, men der var ikke plads. Til sidst fandt hun ud af, at vi kunne flyve til Oslo om aftenen og så skifte der. Vi fik billetter dertil og havde tjekket ind, da stewardessen løb efter os. Flyet fra Oslo til Billund havde ikke plads til min mands kørestol. Vi var nødt til alligevel at overnatte på hotellet og møde op i lufthavnen kl. 6 næste dag for at tage flyet hjem til Billund. Jeg brød sammen. Stewardessen gav os et gavekort, så vi kunne købe noget chokolade til børnene. Hun gav os de sidste vigtige informationer og vi ønskede hinanden merry Christmas.

Hotellet lå klods op af lufthavnen. Det var et 4 stjerners hotel. Flyselskabet betalte frokost, aftensmad og morgenmad for os på hotellet. Vi tog direkte op på det elegante hotelværelse. Jeg havde ikke lyst til at spise frokost i hotelrestauranten. Jeg havde ondt i øjnene af træthed og gråd. Min krop var helt færdig. Selv om klokken var 13, var vi meget trætte, for vi havde næsten ikke sovet på flyet, og vores kroppe var stadig i amerikansk tid. Vi skruede højt op for hotelværelsefjernsynets engelske nyheder der gik i loop og gjorde alt, hvad vi kunne for at holde hinanden vågne. Vi tog ned i restauranten til aftenmadsbuffeten. Jeg var meget sulten. Efter at have fået fisk, salat, kartoffelbåde, rodfrugter, spareribs, kylling i karry, chokolademousse og ostekage var jeg i den grad mæt.

 

Taknemlighed

Vi gik i seng kl. 18.30 og efter at have tænkt og bedt, faldt jeg i søvn. Mine tanker gik på børnene og på Gud. Jeg måtte takke Gud for mine børn. Jeg måtte takke Ham for min mand og min familie. Nu var alt andet lige meget. Alle krampagtige forsøg på at blive en novelleskrivende, digtende forfatter og en spændende kvinde blev lige meget. Drømmen om at opnå noget specielt blev fuldstændigt ligegyldig. Nu gav de mange forsinkelser mening.

“Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (Rom 8:28)

Gud havde lært mig virkelig at værdsætte min familie og være taknemlig over at være mor.

Jeg stod op kl 4.30 og lavede nescafé-kaffe. Der var ikke morgenmad på hotellet så tidligt. Jeg var træt og havde kvalme. Vi havde fået at vide at vi skulle møde op i lufthavnen i god tid. Vi indså at vi var nødt til at købe noget morgenmad. Min mand passede vores håndbagage, mens jeg betalte. Det var lige før at jeg ikke kunne finde ud af at betale. Jeg var endnu mere træt end dagen før. Jeg pressede en cola, en banan og en croissant ned. Det hjalp på min træthed og kvalme. Vi ventede. Og vi ventede.
Vores fly ankom rettidigt og kom til Billund til tiden. Jeg mindede min mand om at lade være med at køre for stærkt, så vi ikke ville få en fartbøde. Med to døgns forsinkelse var det en lettelse at træde ind ad døren til vores eget hus.
Min søn sagde til os, at han var glad for vores gaver, men den bedste gave var at vi kom hjem.